Auraya

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 dec. 2013
  • Opdateret: 18 dec. 2013
  • Status: Igang
Auraya jubler da hun bliver adopteret af en adelsfamilie, men de gifter hende væk til prinsen..

1Likes
0Kommentarer
313Visninger
AA

2. palæet

Turen til deres borg tog fem timer og under hele turen sad jeg ved siden af deres yngste søn Joakim, som var på alder med mig, altså 16 år, han var høj og lyshåret med øjne som strålede af forsigtighed, eller var det frygt? Hans storebror var en helt anden sag, han havde en selvsikker ja næsten bedre vidende holdning, og jeg havde hørt nogen fra klostret sige at alle adelsmænd stod i kø for at få deres døtre gift med ham. Jeg vidste godt af egne erfaringer at det ikke var altid at rygter passede, i de fleste tilfælde faktisk det modsatte! Men det her troede jeg godt på, for selv hans navn udstrålede skønhed, Edward! Så var der også hans nøddebrune hår og svulmende muskler.

Deres borg var nærmere et palæ og tydede på at de ikke havde været under angreb i lang tid! Muren var mere et hegn og fyldt med små buttede engle, men alligevel ikke over pyntet. Selve bygningen var en fem etagers høj bygning med en stor hoveddør der lå i skygge af et udhæng med engle på kanten og understøttet af to søjler som snoede sig om sig selv og gik op til pladen og derefter ind mod midten af udhænget og mødtes så i en flad spiral. Haven, ja haven! Den var det smukkeste jeg nogen sinde havde set i alle verdens farver og jeg kunne endda se at der var noget omme bag ved huset! Jeg havde mest af alt lyst til bare at løbe ind i huset og undersøge alt, men jeg skridtede roligt og med rank ryg hen mod huset. Jeg fik vidst ikke helt skjult min iver for fru Altena sagde med stolthed i stemmen:” Jeg kan se at du værtsætter vores palæs udseende, det var min stamfader Edward af Altena som startede dette!”

Hun sagde dette med stoltheden lysende ud af hendes øjne. Det gik op for mig at hun var en smuk kvinde, ja faktisk den smukkeste jeg nogen sinde havde set! Hun var tynd og spinkel men jeg kunne ikke bedømme om hun vag høj eller lille da jeg ikke vidste hvor høje hæle hun gik med.

Da vi kom ind i palæet, blev jeg vist et rum som skulle være mit.Hele vejen derhen gik jeg og kiggede mig overvældet omkring, tænk at det her var mit nye hjem!

Mit rum var en to værelses suite med et soveværelse som blandt andet indeholdte det største skab jeg nogensinde havde set, det var naturligvis tomt men jeg havde fået at vide at der kom en skrædder i morgen.

En skrædder!

Der blev banket let på døren ”kom ind!” Svarede jeg. En pige på min alder trådte ind og meddelte at: ” Herren og fruen ønsker at se dem” hun kiggede på mig og lo:” Skal jeg følge dem derhen?”

Jeg mærkede en bølge af lettelse skylle igennem mig og nikkede taknemmeligt.

Alle de rum vi kom igennem var fyldt med malerier, som jeg anslog som portrætter af forhenværende ejere af palæet. Det mest mærkelige jeg lagde mærke til var at der mindst var et spejl i vært rum.

Den stue de sad i var et lille og enkelt indrettet rum med tre rød polstrede sofaer og et lavt aflangt bord hvor der lige nu stod en kande med te.

De bad mig sætte mig ned i en sofa over for den de sad på, ” Vi bad dig komme fordi at prinsen gerne vil giftes og holder et bal, hovedsagen er at du skal med!”

Giftes! Jeg havde ikke engang været her en dag og så prøver de allerede at få mig giftet bort!

Jeg rejste mig stift og gik.

Tjeneren fra før stod uden for og fulgte mig tilbage til mit værelse. Jeg satte mig fortvivlet ned på sengen, jeg skulle være blevet på nonneklostret så kunne jeg være blevet gift af kærlighed og fået børn med en mand jeg elskede. Nu skulle jeg giftes med en eller anden adelig idiot som troede at piger ikke selv kunne tænke, eller endnu være prinsen! Jeg mærkede at der trillede en enlig tåre ned ad min kind, jeg så mig selv i spejlet, hvor var jeg dog ynkelig som jeg sad der og græd over at jeg skulle giftes og blive rig! Nej! Jeg ville i det mindste få det bedste ud af det og ikke gifte mine børn bort til hvem som helst med penge! Jeg tog en dyb indånding og pustede ud igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...