En juleengel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2013
  • Opdateret: 17 dec. 2013
  • Status: Færdig
Vi krydsede vejen, og da vi nåede den anden side, slap du min hånd. Du satte i løb hen ad de glatte sten, men stoppede op, da jeg ikke fulgte efter. Du vendte dig rundt, så dine blå øjne mødte mine. Som du stod der badet i lyset fra en standhaftig lygtepæl, lignede du en engel. Dit blonde hår lå som en glorie om din lyse ansigt med de fine træk. Du grinede til mig, kaldte på mig. For dig var det blot en leg. Smilet brød langsomt frem på mine læber, og jeg løb hen i mod dig. Også du satte igen i løb, men jeg halede hurtigt ind på dig. Mine ben var længere end dine.

2Likes
1Kommentarer
156Visninger

1. En juleengel

Vi fulgtes ad. Lige som vi plejede. Hånd i hånd hen ad de snedækkede fortove. Forbi haver oplyst af det gyldne lys fra ensomme lyskæder, som snoede sig om træernes nøgne grene. Fortryllende glimtede de små pærer under snelagende. Som stjerner på en klar nattehimmel, fik de den hvide verden til at virke som et eventyr. Og midt i det eventyr gik vi. Snefnug faldt fra himlen, landede på min behandskede hånd, der holdt om din. Kold, bleg og nøgen. Men du frøs ikke. Du smilede bare til mig.

Verden var stille. Stille og smuk. Selv bilernes motorer virkede dæmpede, når de uformelige køretøjer passerede os. Da vi nærmede os kirken, var vi ikke længere alene på fortovene. Folk dukkede op fra de små veje, alle på vej i samme retning. Du satte farten op, og jeg fulgte med. Dine øjne skinnede, som de altid gjorde, når du glædede dig eller var spændt. Som et lille barn til juleaften. Men når det kom til stykket, var det jo også tilfældet.

Vi krydsede vejen, og da vi nåede den anden side, slap du min hånd. Du satte i løb hen ad de glatte sten, men stoppede op, da jeg ikke fulgte efter. Du vendte dig rundt, så dine blå øjne mødte mine. Som du stod der badet i lyset fra en standhaftig lygtepæl, lignede du en engel. Dit blonde hår lå som en glorie om din lyse ansigt med de fine træk. Du grinede til mig, kaldte på mig. For dig var det blot en leg. Smilet brød langsomt frem på mine læber, og jeg løb hen i mod dig. Også du satte igen i løb, men jeg halede hurtigt ind på dig. Mine ben var længere end dine.

Lyden af mine hurtige skridt lød som om, den kom langt væk fra. Det samme gjorde din glædesfyldte latter. Verden susede forbi, men jeg havde blikket rettet mod dig. Din hvide kjole flagrede efter dig. Du løb med lette trin og efterlod dig ingen fodspor. Det var som om, dine fødder slet ikke ramte den hårde grund. Det var som om, du fløj. Jeg kunne næsten forestille mig de hvide vinger brede sig bag dig. De smukke, hvide fjer, der næsten ville falde i med den glitrende sne.

Forpustede nåede vi kirken. Du tog igen min hånd og smilede op til mig, inden vi lod os omfavne af varmen og lyset. Vi satte os bagerst i kirken. Lige som vi plejede. Stolerækkerne foran blev langsomt fyldt op, og jeg viklede mig ud af vinterjakken og det tykke halstørklæde. Jeg lod huen og vanterne ligge i mit skød. Ved min side sad du. Dine øjne fulgte de mange mennesker. Dine ben svingede frem og tilbage. Du kunne kun lige nå gulvet med tåspidserne. Du var så lille og fin. Glad. Lykkelig.

 Gudstjenesten gik i gang, og jeg åbnede den gamle salmebog, vendte forsigtigt de skrøbelige sider med fingrene. Din lå stadig på pladsen ved siden af dig, men jeg sagde ikke noget. Hvis du ikke ville synge med, behøvede du heller ikke. I stedet betragtede du blot os andre med dine store, uskyldige øjne. Svingede lidt med benene, betragtede dine sølvfarvede sko, som var alt for kolde til det frostklare vintervejr.

På et tidspunkt rejste du dig op. Du stod på stolen, og din lyse barnestemme blandede sig med præstens. Med korets. Du spredte armene ud til hver side som vinger. Jeg ville gribe ud efter dig. Bede dig om at komme ned. Men med svævende skridt dansede du væk fra mig. Du forsvandt mellem de mange mennesker, men jeg kunne stadig høre din velkendte stemme. Engang imellem fik jeg et glimt af dit lyse hår, der bølgede omkring dig.

Jeg sendte dig et bebrejdende blik, da jeg fik øje på dig ved døren, hvor folk langsomt forsvandt ud i kulden. Du smilede bare og lagde hoved på skrå, mens jeg viklede halstørklædet om halsen. Jeg rystede på hovedet. I dag ville jeg ikke blive sur på dig. Jeg kunne ikke blive sur på dig. Og det vidste du. Derfor lod du endnu engang dine små fingre glide ind i min behandskede hånd, da vi trådte ud i mørket. Over os glimtede eventyrsstjernerne. Glimmer strøet ud over den sorte himmel.

Jeg kunne ikke forstå, at du ikke frøs med dine bare arme og sommerskoene, som snart ville blive for små. For decemberkulden trængte langsomt gennem min jakke og den uldne trøje, bedstemor havde strikket. Men dig kunne den ikke nå. Du så så bekymringsløs ud, som du gik der ved min side. Livets problemer lå dig så fjernt.

Da vi nåede vores vej, satte du igen i løb. Du fløj hen over den isdækkede asfalt mod vores hjem. Bag ruderne, hvor nisser og engle hang i deres sytråd, lokkede lyset. Løfter om varme og tryghed. Jeg satte farten op, mens jeg pustede på mine frosne fingre. Du ventede ivrigt på mig ved døren, flyttede hele tiden vægten fra den ene fod til den anden. Men jeg forstod dig jo godt. Indenfor ventede julemadden, gaverne og det smukke juletræ, vi altid plejede at pynte julemorgen. Kræmmerhuse fyldte med de pebernødder vi plejede at bage i starten af december.

Jeg åbnede døren, og vi gik ind. Du ventede på mig, mens jeg hængte min jakke på knagen og stillede mine sko på hylden. Sammen gik vi ind i stuen, hvor mor havde tændt de mange hvide stearinlys, der pyntede træets grene. Stjernen på toppen glimtede svagt. På en af de øverste grene hang en lille engel. En juleengel med hvide vinger. Den lignede lidt dig med det lyse hår og de blå perleøjne. Jeg ville vise den til dig, men da jeg vendte mig om, var du væk. Der var ingen våde spor efter dine snedækkede sko, men din lyse latter lød svagt fra træets top.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...