Helgas fortælling

Dette er en af mine danskstile fra 9. klasse, som jeg fik 12 for.

0Likes
0Kommentarer
92Visninger
AA

1. Helgas fortælling

 

Jeg kunne mærke det fra starten. Ham Gunløg var bare fantastisk. Han var mit livs kærlighed. Det var ham, jeg skulle tilbringe resten af mit liv med. Jeg vidste det bare.
Brylluppet var planlagt. Kjolen var syet, buketten var plukket og salmerne bestemt. Alt var ved at falde i hak, og intet syntes at kunne gå galt. I hvert fald ikke indtil Gunløg en sen aften kom på besøg hos min mor og far, hvor jeg stadig boede.
Jeg rejste mig træt og irriteret fra min seng, da det bankede på døren. Jeg havde været på vippen til at falde i søvn, efter at have ligget i timevis og stirret op i loftet. Jeg tog min bordeauxrøde kappe ned fra knagen på væggen og svang den omkring mine skuldre. Gabende trissede jeg hen over det kolde stengulv i køkkenet og ud i entréen, hvor jeg skubbede hoveddøren op.
I døråbningen stod Gunløg. Min mund bredte sig i et smil, men synet af Gunløgs beklagende, lidt bange ansigtsudtryk gjorde mig usikker, så mit smil forsvandt.  Jeg hævede det ene øjenbryn, kiggede på ham, for jeg kunne med det samme se, at noget var galt.
”Min kære Helga”, begyndte Gunløg. Jeg forberedte mig på det værste. På endnu en af hans forfærdelige kvader.
”Jeg…” Han tav. Kiggede på noget bag mig. Jeg vendte mig om og så min far nærme sig.
”Hvad foregår her?” Han kiggede rundt, fik så øje på Gunløg i døråbningen. Min far lagde armene over kors.
”Gunløg?”
Gunløg rømmede sig og bukkede dybt.
”Undskyld forstyrrelsen, Hr.” Han rejste sig og kiggede igen på mig.
”Min kære Helga” sagde Gunløg igen. ”Du er min eneste ene. Du er den, jeg elsker og vil giftes med.” Han holdte en kort pause. ”Men jeg har altid ønsket mig at komme ud og opleve verden, og jeg ved, at det skal være nu.”
Mit hjerte sprang et slag over. Hvad var det, han stod og sagde? Min far havde vidst tænkt det samme.
”Så, det du prøver at fortælle min datter er, at du her på falderebet aflyser brylluppet?”
Gunløgs blik flakkede.
”Ja, Hr.”
”Og du har ikke dårlig samvittighed?”
Gunløg så nu skrækslagen på min far.
”Jo, Hr.”
”Lad mig gøre det let for dig” sagde min far. ”Vend tilbage inden tre år, og du har endnu min tilladelse til at gifte dig med Helga.”
 

Jeg vendte mig atter i sengen. Kunne ikke sove. Jeg følte mig ikke tilpas. Ikke med Ravn.
Fire år var gået, og Gunløg var endnu ikke kommet hjem fra sin rejse. Min far havde været rasende. Kaldt ham de hæsligste ting.
”Du har fortjent bedre, Helga. Gunløg er ikke ventetiden værd. Gift dig med Ravn, det er vejen til rigdom. ”
På mindre end 10 dage var brylluppet med Ravn tilrettelagt. Det hele gik så hurtigt. Nu lå jeg her. I Mosfjeld. Med Ravn ved min side.
Han rørte på sig. Drejede hovedet og kiggede mig i øjnene.
”Min kære Helga... En ond, ond drøm har jeg drømt.”
Og så kom hele historien om, at jeg ikke længere stod ham nær og elskede ham, og at han kunne mærke på mig, at noget gik mig på. Og det værste ved det var, at det var sandt.
”Ravn… Du har passet på mig, men min kærlighed ligger hos Gunløg. I har snydt mig. Han må være kommet hjem. Jeg kan mærke det.”

 

Vinteren kom, og vi var blevet inviteret til bryllup på Skånø, hvor Sverting og Hungerd skulle giftes. Forholdet mellem Ravn og jeg havde været lidt anspændt, siden jeg fortalte ham om Gunløg.
Vi ankom ved brylluppet, og jeg tog med det samme plads på tværbænken, sammen med alle de andre kvinder. Jeg kiggede rundt i lokalet, og pludselig skete der noget, som jeg aldrig havde turde håbe på; mit blik stoppede ved en mand. En ubeskrivelig smuk mand. Gunløg. Han smilede. Et kæmpestort smil. Lykken boblede inden i mig.
Under resten af bryllupsgildet vekslede Gunløg og jeg mange blikke. Da gildet kom til ende, kom Gunløg mig i møde og kvad mig en vise om de sidste fire år af hans liv; om alt, hvad han havde gået og tænkt på. Da han var færdig, lagde han en smaragdgrøn kappe over mine bare skuldre. Jeg smilede og takkede ham. Så gik vi hver til sit.
Vinteren fortsatte. Den var lang, men så kom foråret, dernæst sommeren. Tiden siden bryllupsgildet havde været forfærdelig. Jeg havde ikke bestilt andet end at ligge i min seng og stirre op i loftet, imens jeg tænkte på Gunløg.
Til sidst blev det for meget for Ravn.
”Ingen af os får noget ud af det her. Du elsker mig jo ikke. Det har du aldrig gjort.
Han kiggede på mig og sukkede.
”Jeg skal til tings i dag.”
Jeg vidste ikke, hvad han snakkede om.
”Hvorfor?”
Ravn kiggede mig dybt i øjnene.
”Gunløg vil have dig tilbage.”
Det var de sidste ord, jeg hørte Ravn sige.
Så forlod han huset.

 

En uge var gået. Hverken Ravn eller Gunløg havde vist sig i al den tid. Jeg havde ingen idé om, hvad der var hændt, indtil en tidlig morgen, hvor jeg åbnede posten. Der var kommet et brev fra Illuge, Gunløgs far. I brevet stod, at Gunløg og Ravn havde holdt holmgang, og at ingen af dem havde overlevet.
Jeg var chokeret. Jeg græd ikke, men rystet, det var jeg. De var døde. Begge to. De havde kæmpet om mig. Det var næsten uvirkeligt.
Jeg smed brevet ud. Slettede alle spor efter de to herrer. Bortset fra én ting, som var for betydningsfuld. Kappen. Gunløgs kappe.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...