Skytsengel eller Dødsengel?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2013
  • Opdateret: 16 dec. 2013
  • Status: Igang
Jeg havde det som om min sjæl blev flået i stykker. Men det var blot en spejling af det der skete med min fysiske krop.

6Likes
2Kommentarer
515Visninger
AA

1. Skytsengel eller Dødsengel?

Jeg havde det som om min sjæl blev flået i stykker. Men det var blot en spejling af det der skete med min fysiske krop.

Mit liv havde været ganske normalt. Jeg havde en mor, en far og en 16-årig lillebror. Selv var jeg atten år. Jeg siger var. Jeg var atten. Men så døde jeg ...

 

Jeg ser ud over den larmende by. Ingen kan se mig. For dem findes jeg ikke. De lever alle sammen i uvished, om hvad der svæver over dem. Holder øje med dem. De farvestrålende auraer prøver at fange min opmærksomhed, men jeg leder efter nogle bestemte farver. En blanding af indigo, sort og måske en mørk rød. De kan alle være tegn på smerte, vrede, had, depression. Tegn på at nogen gennemlever, det jeg gjorde. Jeg suger luft ind mellem mine sammenbidte tænder, og blinker kraftigt. Tænk ikke på det nu. Tænk på de andre.

Mit blik vandrer hen af Oxfordstreet, og lander så på en mørk plet mellem alle farverne.

Jeg letter med et par bløde vingeslag, og daler ned som et snefnug. Kontorbygning ligner en diamant i det skarpe sollys. Solen reflekteres i glasset, der er det eneste man kan se af bygningen. Jeg ser mig selv i det mørke glas. Mine hvide vinger ser skrøbelige ud, men er stærke og adrætte. Min hvide kjole blafre løst om min slanke krop, og mit hår bølger let i vinden. Jeg ligner mig selv. Altså sådan som jeg så ud før jeg døde. Det eneste der er anderledes, er mine øjne. De stråler klart blåt. Næsten overnaturligt. Det er det jeg er nu. Overnaturlig. Jeg er næsten kommet helt ned til jorden, da jeg retter op. Jeg flyver få meter over de udvidende mennesker. Det eneste de mærker til mig, er en svag brise, der kommer af mine vingeslag.

Mit blik søger efter den skadede aura, og jeg får hurtigt øje på den mellem de mange skinnende farver. Jeg lander blidt ved siden af ejeren af auraen.

Denne gang er det en pige.

Jeg blinker overrasket. Hun ligner ikke de andre. I stedet for det sædvanelige sorte hår,  og et tykt lag eyeliner om hendes øjne, er hendes hår langt, blondt og går hende til lænden. Hendes øjne er store og grønne, og der er ingen makeup. Ikke engang lidt mascara. Hun smiler stort og vinker. Hun ser glad ud, men hendes aura afslører hende. Hun har det forfærdeligt. 

Jeg følger efter hende, og notere mig hvordan hun reagerer på forskellige ting. Hendes smil. Hendes måde at se forlegent ned. Hvordan hun trækker sig hvis nogen kommer for tæt på. Alt. Vi bevæger os gennem byen. Hendes smerte borer igennem mig som knive.

Da mørket er ved at falde på, begynder hun at forlade den befolket by. Vi går gennem små gader og stræder, og hun stopper op foran et lille rækkehus. Haven er smuk, og jeg smiler. Så smuk.

”Natasja? Er det dig?” er der nogen der råber. En mandestemme.

Mørke hvirvler op i hendes aura og jeg gyser. Åh nej.

Døren går op, og jeg går i sort.

 

Smerten får mig til at gispe, men jeg bider tænderne sammen. Jeg søger indad, mod det punkt af had der ligger dybt i min mave. Fokuserer på det. Prøver at gemme smerten væk. Glemme den. Smerte er en illusion. Den findes ikke. Fokusér.

Slagene regner ned over mig, og jeg kniber øjnene i. De bliver ved og ved, og jeg mærker hvordan bevidstheden bevæger sig hen mod kanten. Pludselig går det op for mig hvad der sker. Jeg er inde i hende. Jeg oplever hendes smerte. Jeg oplever hvad der sker lige nu. Jeg gisper, og prøver at komme ud, men jeg er fanget. Jeg er fanget i hendes smerte.
”LUK MIG UD!” skriger jeg og banker på den mentale mur. ”LUK MIG UUUD!!”

Smerten får mig til at skrige endnu mere. Jeg lægger armene beskyttende over hovedet.

Det ringer for mine ører, men jeg stopper ikke. Jeg skriger og skriger.

Smerten giver mig lyst til at brække mig. Minderne vælter ind over mig. Mig. Min lillebror. Vores far. Lugten af øl. Smerte. Skrig. Mor. Ligeglad. Gråd.

Skrigene der forlader mig er desperate.
Hun er ved kanten af bevidsthed, og hendes tanker slår mig som lyn. Det er okay. Mørket er meget bedre. Bedre end smerte. Bedre end svigt ...  

 

Jeg glippede med øjnene og ser mig forvirret omkring. Jeg ligger på et værelse. Ved siden af en seng. Jeg rejser mig op, og ser Natasja ligge på sengen. Hendes vejrtrækning er uregelmæssig, og jeg kan se hvordan de blå mærker er ved at formere sig. Pludselig sætter hun sig gispende op. Hun tager sig til halsen, og jeg ved hvordan galden stiger inde i hende. Jeg ved præcis hvordan det er. Det blonde hår klistre til hendes pande, og hendes grønne øjne er paniske. Hendes gisp bliver efterhånden til hulk. Tårerene strømmer ned af hendes kinder. Medfølelsen bølger i mig, og vreden stiger som en tornado inde i mig.

Jeg materialisere mig og sukker. Min hånd strejfer let hendes skulder, og hun farer sammen. Hun ser langsomt op på mig, og hendes øjne bliver store.

”Hvem er du?” hvisker hun.

Jeg tøver. Tænker mig om.

”Jeg er ... din skytengel.”

Hendes øjne bliver større og et glimt af håb viser sig i hendes øjne. Men så ryster hun kraftigt på hovedet.

”Nej. Nej. Det kan ikke passe. Ikke efter så lang tid.”

Hendes smerte rammer mig som en tsunami, og jeg gisper.

”Stop!” Jeg snapper efter vejret.
Hun ser forskrækket på mig.

”Er du okay?”

Jeg mærker mine spændte muskler slappe af, da lidt varmer følelser opfylder hende.

”Jeg har det fint.” Jeg ser undersøgende på hende. ”Er du okay?”

Nye tårer vælder op i hendes øjne.

”Så du det?” hvisker hun halvkvalt. 

Jeg ryster trist på hovedet. ”Nej. Jeg oplevede det.”

Hun ryster heftigt på hovedet.

”Undskyld! Jeg er så ked af det! Det  skulle du ikke have ... du skulle ikke have været med ... undskyld!”

Hun hulker, og jeg ved at alt den smerte hun har holdt skjult, er skyld i tårerene der flyder ned af hendes kinder.

Jeg knuger hende ind til mig. Det burde være akavet, men hendes energi søger min. Hendes mørke aura blander sig med min hvide, og jeg ser forbløffet hvordan det hvide opsluger alt det mørke.

Hendes krop bliver afslappet i mine arme. Et hvidt lys flyder let rundt om hende, og et lille smil omkranser hendes mund.

”Kom med mig,” siger jeg blidt, og jeg ved at min stemme lyder som blide klokker. Lokkende. ”Kom med. Der er et sted hvor der ingen smerte er.”

Jeg mærker skammen fylde mig, da min stemme fortsætter ufortrødent.

”Kom med. Smerten forsvinder. Din far forsvinder. Det hele vil være godt.”

Hun ser på mig med sine tillidsfulde grønne øjne. Og nikker.
Jeg synker. Og letter.
Mine vinger løfter os op uden problemer. Jeg flyver væk. Væk med pigen. Hen til et sted hvor hun forhåbentlig vil få en bedre skæbne end jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...