Forladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2013
  • Opdateret: 16 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg vil ikke sælge min historie, men det er en tekst jeg er meget stolt af.

0Likes
0Kommentarer
74Visninger

1. Forladt

 

   

Stranden så totalt ud, som den gjorde for mange år siden. Jeg kan ikke engang huske, hvor mange år det er siden, jeg var her sidst.

Louise kigger forfærdet på mig, mens jeg holder dukken. Hun kigger skiftevis på mig og dukken. Hun ryster. Jeg ryster også. Vil hun stadig være min veninde efter alt der er sket?

Jeg tager mine sko af. Mine gule sandaler, som jeg har haft i en evighed. Havde jeg dem også på sidste gang, jeg var her? Det tror jeg faktisk, jeg havde. De holder godt de gule sandaler. Jeg går og går. Kigger ud over vandet. Hvor er det egentlig flot. Solen er på vej ned, så det hele er lidt lilla. Det matcher mine gule sandaler perfekt.

Mens jeg går der, alene på stranden og kigger ud over vandet, får jeg en underlig følelse i kroppen. En følelse, der er svær at beskrive. Den er god, men samtidig frygtelig. Man kan godt sammenligne den med ensomhed. På en måde. Noget jeg har været, lige siden jeg var her sidst. For meget længe siden. Siden Louise og jeg gik her. Jeg har efterhånden vænnet mig til at være ensom. Min psykolog siger, det er forkert at være ensom. At alle har brug for en ven. Siden Louise og jeg mistede hinanden, har jeg ikke haft en ven. Jeg har følt mig forladt. Men jeg er da helt okay. Eller hvad?

Vi løber. Louise løber foran mig, men jeg er lige bag hende. Dukken holder jeg så godt fast i, at det gør frygtelig ondt. Mit hjerte banker hurtigt. Mit åndedræt er helt ude af kontrol. Det eneste ord der kører inde i mit hoved er fuck. Fuck, fuck, fuck. Vi løber og løber. Louises lange honning blonde hår, vifter i vinden. Hun er så smuk. Så smuk. Den sorte varevogn er langt væk. Den sidder fast i sandet. Heldigvis.

De store sten ved vandet skinner smukt i det lilla lys, som solen giver. Gad vide hvad klokken er lige nu? Da jeg tog herhen, var klokken cirka 19. Det er lang tid siden nu. Det er også blevet koldt. Alt for koldt. Mine korte shorts giver ikke meget varme. Min korte top gør heller ikke meget for varmen. Jeg er også så dum. Hvorfor tage så koldt tøj på? Selvom det er sommer, er det jo klart det bliver koldt om aftenen. Gad vide om dukken stadig ligger, der hvor vi gravede den ned den oktober-nat for mange år siden. Jeg ved stadig, hvor den ligger. Det er ikke mørkt endnu, men det bliver det snart, tror jeg. Jeg har myrekryb over det hele. Mine hænder ryster, og mine knogler trækker sig sammen. Jeg sætter mig ned på en af de store sten, der ligger i vandkanten. De store måger flyver tæt på vandet. Deres kæmpe vinger rammer lige præcist ikke. Hvorfor blev jeg ikke født som fugl? De er frie. ”Vær fri som fuglen”, som min åndsvage psykolog plejer at sige. ”Vær fri som fuglen”.

Vi graver og graver. Mine ellers så perfekte negle knækker, og der er sand under dem. Ad hvor er det klamt. Men vi bliver ved med at grave. Vi stønner og puster, som om vores hjerter er ved at gå i stykker. Den aften gik mit hjerte i stykker. Vi siger ikke noget. Det eneste vi gør er at grave. Grave, grave, grave.

 

 

 

 

Ligger dukken der stadig? Skal jeg gå hen til stedet, hvor vi gravede den ned? Nej. Det vil ødelægge mig helt. Men nysgerrigheden tager over. Jeg går med hurtige skridt hen mod stedet. Målrettet kigger jeg ikke andre steder hen. Kun fremad. I min desperation for at komme hen til dukken, glemmer jeg mine gule sandaler. Pyt. Jeg går og går. Hurtigere og hurtigere. Indtil jeg når til stedet. Stedet hvor jeg og Louise gravede dukken ned. Jeg kigger ned på sandet. Mine kolde små fødder roder lidt i sandet. Jeg sætter mig ned. Jeg begynder stille og roligt at grave. Først med min højre hånd. Men det tager pludselig overhånd. Et øjeblik senere graver jeg desperat med begge hænder. Jeg bliver mere og mere forpustet. Sandet ryger i alle retninger, og jeg begynder at græde. Mere og mere hysterisk græder jeg, mens jeg graver efter dukken. Den er der ikke. Jeg stopper ikke med at grave. Selvom det går op for mig, at den ikke er der, stopper jeg ikke.

Louise stopper med at grave. Hun kigger på mig. Selvom hun har sand i håret og i hovedet, er hun stadig smuk. Hun trækker vejret normalt igen. Hendes grønne øjne er blanke. Hun ser tom ud. Hun rejser sig op. Vender sig om, og begynder at gå. Jeg sidder stadig ved hullet og kigger på hende. Louise siger ikke noget. Hun går bare. Jeg råber efter hende. Råber og skriger hendes navn, mens jeg græder. Jeg vil løbe efter hende. Løbe efter hende, holde om hende, kysse hende. Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke rejse mig. Mine ben er låst. Som om jeg er lænket til sandet. Louise går stadig. Hun kigger sig ikke tilbage. Det eneste hun gør, er at gå.

Nogle uger efter læste jeg i avisen, at en fisker havde fundet et lig på stranden. En ung pige med smukke grønne øjne og honning blond hår. Jeg følte mig så forladt.

Jeg stopper med at grave. Mit hjerte banker, og mit åndedræt er vanvittigt. Dukken er der ikke. Hvorfor graver jeg så stadig? Jeg er ikke rask. Jeg tænker ikke klart. Jeg skulle ikke have taget herud. Jeg er så dum. Jeg lægger mig ned. Det er mørkt. Stjernerne er kommet frem. Jeg har altid elsket at kigge på stjerner. Hurtigt finder jeg Karlsvognen. Det er den eneste, jeg kan finde. En stjerne blinker til mig. Hvor er det smukt. Jeg begynder at tage min top af. Jeg åbner mine shorts og tager dem af. Min sorte bh og blå underbukser er også hurtigt taget af. Jeg rejser mig op og går ud mod vandet. Det kolde vand føles dejligt mod min nøgne hud. Jeg går længere og længere ud. Vandet går til min navle, men jeg fortsætter. Vandet er isnende koldt. Men det rør mig ikke. Jeg fortsætter. Lige inden vandet rammer min næse, stopper jeg op. Mit hjerte banker, men jeg er ikke bange. Jeg går videre. Jeg kan mærke hvordan den følelse af at være forladt, forlader min krop. Jeg går og går, indtil jeg endelig bliver fri som fuglen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...