Forladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2013
  • Opdateret: 16 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg vil ikke sælge min historie, bare læs den og skriv hvad i synes.

1Likes
0Kommentarer
150Visninger
AA

2. Det kolde vand

     

 

 

      

Vi graver og graver. Mine ellers så perfekte negle knækker, og der er sand under dem. Ad hvor er det klamt. Men vi bliver ved med at grave. Vi stønner og puster, som om vores hjerter er ved at gå i stykker. Den aften gik mit hjerte i stykker. Vi siger ikke noget. Det eneste vi gør er at grave. Grave, grave, grave.

 

Ligger dukken der stadig? Skal jeg gå hen til stedet, hvor vi gravede den ned? Nej. Det vil ødelægge mig helt. Men nysgerrigheden tager over. Jeg går med hurtige skridt hen mod stedet. Målrettet kigger jeg ikke andre steder hen. Kun fremad. I min desperation for at komme hen til dukken, glemmer jeg mine gule sandaler. Pyt. Jeg går og går. Hurtigere og hurtigere. Indtil jeg når til stedet. Stedet hvor jeg og Louise gravede dukken ned. Jeg kigger ned på sandet. Mine kolde små fødder roder lidt i sandet. Jeg sætter mig ned. Jeg begynder stille og roligt at grave. Først med min højre hånd. Men det tager pludselig overhånd. Et øjeblik senere graver jeg desperat med begge hænder. Jeg bliver mere og mere forpustet. Sandet ryger i alle retninger, og jeg begynder at græde. Mere og mere hysterisk græder jeg, mens jeg graver efter dukken. Den er der ikke. Jeg stopper ikke med at grave. Selvom det går op for mig, at den ikke er der, stopper jeg ikke.

Louise stopper med at grave. Hun kigger på mig. Selvom hun har sand i håret og i hovedet, er hun stadig smuk. Hun trækker vejret normalt igen. Hendes grønne øjne er blanke. Hun ser tom ud. Hun rejser sig op. Vender sig om, og begynder at gå. Jeg sidder stadig ved hullet og kigger på hende. Louise siger ikke noget. Hun går bare. Jeg råber efter hende. Råber og skriger hendes navn, mens jeg græder. Jeg vil løbe efter hende. Løbe efter hende, holde om hende, kysse hende. Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke rejse mig. Mine ben er låst. Som om jeg er lænket til sandet. Louise går stadig. Hun kigger sig ikke tilbage. Det eneste hun gør, er at gå.

Nogle uger efter læste jeg i avisen, at en fisker havde fundet et lig på stranden. En ung pige med smukke grønne øjne og honning blond hår. Jeg følte mig så forladt.

Jeg stopper med at grave. Mit hjerte banker, og mit åndedræt er vanvittigt. Dukken er der ikke. Hvorfor graver jeg så stadig? Jeg er ikke rask. Jeg tænker ikke klart. Jeg skulle ikke have taget herud. Jeg er så dum. Jeg lægger mig ned. Det er mørkt. Stjernerne er kommet frem. Jeg har altid elsket at kigge på stjerner. Hurtigt finder jeg Karlsvognen. Det er den eneste, jeg kan finde. En stjerne blinker til mig. Hvor er det smukt. Jeg begynder at tage min top af. Jeg åbner mine shorts og tager dem af. Min sorte bh og blå underbukser er også hurtigt taget af. Jeg rejser mig op og går ud mod vandet. Det kolde vand føles dejligt mod min nøgne hud. Jeg går længere og længere ud. Vandet går til min navle, men jeg fortsætter. Vandet er isnende koldt. Men det rør mig ikke. Jeg fortsætter. Lige inden vandet rammer min næse, stopper jeg op. Mit hjerte banker, men jeg er ikke bange. Jeg går videre. Jeg kan mærke hvordan den følelse af at være forladt, forlader min krop. Jeg går og går, indtil jeg endelig bliver fri som fuglen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...