Hurt me.

Stella er den udsatte pige i klassen. Pigen der bliver mobbet, cutter og hader sit liv. Hun prøver at passe ind, men intet er muligt. En dag vælger hun at skrive en notesbog, med alle hendes meninger om de andre i. Hun sender den rundt til de bestemte personer, og hvis de ikke sender den videre, så offentligøre hun notesbogen, da hun har en kopi. Der er ikke blot meninger i bogen, men også alle de lede ting de har gjort mod hende. Ændre Stella's liv sig? Eller bliver hun endnu mere upopulær af det?

3Likes
0Kommentarer
363Visninger

1. Kapitel 1.

Jeg fandt en blyant, en grå notesblok og et viskelæder. Jeg rystede som en nyfødt hundehvalp, så det ville jeg helt sikkert få brug for.

Jeg satte mig i min seng, åbnede bogen og skrev de første ord:
" - Stella Hawkson "

Ja, det er så mig. Jeg er den udsatte pige i klassen. Hende der cutter, græder sig selv i søvn og ikke har nogle venner. Men det var ikke min skyld. Jeg prøvede at få venner, men folk skubbede mig hele tiden væk, og fordi jeg blev så såret, stoppede jeg med at snakke med nogle. Nok ikke det klogeste valg, ever.

Jeg kiggede ned langs min arm, som var fuld af ar, og ned til min rystende hånd. Jeg bladrede side, og begyndte langsomt at skrive igen:

" Denne bog bliver sendt rundt til alle dem der har såret mig. Til alle dem der har opført sig som idioter over for mig. Har lyttet til alle rygterne, og troet på dem uden at spørge mig. Til jer der har spredt flere rygter. Hvis I ikke sender bogen videre, har jeg en kopi. Den vil blive offentliggjort. Så du må hellere sende den videre. Du skal bare sende den videre til personen efter dig, i bogen. Jeg har pakket bogen fint ind i en æske. Send den videre i den, så bogen ikke går i stykker. For hvis bogen ikke når frem, bliver kopien offentliggjort. - Så send den videre til den næste på listen, hvis du gerne vil holde på din hemmelighed, eller alle de andres."

Var det her virkelig en god idé?

Ja, det var. De havde fortjent at vide hvor meget de havde rodet mit liv rundt, ødelagt det. De havde fortjent at vide at de ikke var særlige søde, mod alle. At de skulle tænke en ekstra gang inden de sagde noget. For de havde ødelagt mig indeni. Og udenpå. Min krop er fuld af ar, og det er kun på grund af deres sårende ord.

Jeg bladrede igen.

" Nu skal den første person afsløres. Den første person.. Det er ikke den der har gjort det værste og heller ikke den som har startet det hele. Men det er en person som stak mig i ryggen da jeg havde mest brug for hende. HENDE. Ja, så det er en pige.

Penny Love. Et yderst underligt navn. Love? Du er i hvert fald ikke lovely. Lad os sige det sådan.

Vi var bedste veninder i femte til syvende klasse. Men så gad du ikke mere. For du kunne jo risikere at blive upopulær, hvis du gik med mig. Hvor var du egoistisk. Helt ærligt? Udover at du skred fra mig, fik du alle de andre til at skride, også. Var det så vigtigt for dig at blive populær? Åbenbart. I ottende klasse skete katastrofen jo. Jeg begyndte at blive mobbet, og du kunne ikke risikere også at være udsat. DU skred da jeg havde mest brug for DIG. Min BEDSTE VENINDE. En veninde er en man kan stole på. Og en bedste veninde er en man kan stole på ALTID. Men kunne jeg stole på dig? Ikke og en skid. Du var ikke særlig sød, overhovedet. Den sidste uge i syvende var et helvede for mig. Og sommerferien var værre. VÆRRE. Mandag, den sidste uge i syvende spurgte jeg om vi skulle i sommerhus i ferien, som vi havde været de to år før. Du prøvede at lade som om du tænkte, men jeg kunne så på dig at du bare spillede.

"Nej, jeg har for travlt." Var dit svar. Du havde for travlt? MED HVAD? Med at mobbe mig, for du fik da jordet mig godt og grundigt i ferien! Synes du at det er sjovt eller hvad? At ødelægge en persons liv? At smadre hendes hjerte i tusind stumper og stykker? For hvem samler det op igen? INGEN. Ingen var der og samlede det op for mig. Men hvor var min bedste veninde? Hun var smuttet, skredet, gået sin vej. Bare for at blive populær. Har du det FANTASTISK nu hvor du er populær? Nej. Jeg kan se at du faker et grin, faker et smil når nogle kommer med den mest latterlige kommentar. Du synes ikke det er sjovt at mobbe mere, vel? Men hvis du siger fra bliver du upopulær, og det kan vi jo ikke have vel? Men det burde du måske. Sige fra, og være ligeglad med om du bliver upopulær. Det betyder jo intet. Intet. Det at være populær er noget overvurderet pis. Det er jo pis og papir, at man bliver glad af at være populær. Ja, du bliver ikke mobbet. Men når man ikke er populær, kan man være sig selv. Og det vil jeg aldrig give væk, for noget! Jeg er ligeglad med at i tænker:
"Omfg, se hende lige. Hun går jeg ikke med andet farvet tøj en sort og hvid! Hahahaha."

Hvorfor er det så sjovt? I er jo alle sammen nogle barbier. I går kun i pink, sort og hvid. Altså, for guds skyld da. Det er jo ikke meget bedre. I hater på min musik smag, men jeg ved at I kan lide den samme slags musik. Helt ærligt? Det er jo latterligt. I tror at jeg elsker børnehave sange, og hvad ved jeg. I KENDER MIG OVERHOVEDET IKKE!

Og du gør overhovedet ikke Penny. Du gjorde inden, men da du skred ændrede jeg mig. Jeg indså at jeg var ligesom dig. Vi snakkede altid om hvordan det mon var at være populær. Nu skal sige min ærlige mening om populære folk. De er nogle idioter.

Og det er du virkelig også Penny. Du er den største barbie dukke. Du lader drengene klæde dig af i tide og utide, bruge 20 centimeter makeup og en hel mascara hver dag. Altså, jeg har ikke set dig uden makeup siden syvende klasse. Det er jo hæsligt. Ja, jeg bruger makeup, men kan da sagtens vise mig udenfor, uden makeup. Men det kan du ikke. Og til fester bruger du dobbelt så meget. Føj, hvor er det klamt. Dit hår sætter du i en hestehale og svinger med dit lange brune hår. Ja, det er pænt. Det har vi forstået. Men er du sikker på at du ikke rigtig er blondine? For du opfører dig som en når du er sammen med drenge. Jeg får kvalme af at se på det. Du har ændret dig så meget.

Da vi var bedste veninder var du sød, forstående, følsom og ægte. Nu er du falsk, tænker ikke en skid på andres følelser. Du tænker ikke på om folk synes du er billig eller smuk. Du er smuk inderst inde, det ved jeg. Jeg synes ikke du er billig, men du er ligesom dem i Mean Girls, inden de bliver søde. Du er en Mean Girl. Ville ønske jeg havde den gamle Penny. Den Penny jeg kunne stole på, den Penny jeg kunne grine i timevis sammen med, den Penny som jeg så godt kunne lide. Og jeg ved at der var en masse andre der også kunne lide. Den Penny savner jeg. Jeg savner at grine i flere timer sammen med dig. Du var så unik, så speciel, på denne her fantastiske måde.

Men det er du ikke længere... Måske inde bag din barbie facade. Der er du nok den gamle Penny. Ville bare ønske at hun kom frem.

Mine sidste ord til dig Penny er:

- Stop med at være sådan, og vær dig selv. Vær den Penny som vi alle elsker. Den Penny jeg savner. Den Penny Love, som var lovely! Du var min bedsteveninde, og det kan jeg ikke lave om på. Selv om jeg nogle gange tror at du gerne ville. Men Penny. Vær dig selv, og skid på hvad andre mener om dig. Hvis de mobber dig, har du mig. Selvom du nok hellere vil være populær end at være venner med mig. "

Jeg lagde blyanten ved siden af mig og lukkede notesbogen. Jeg gemte den i mit hvide tøj skab, i mellem alt mit sorte og hvide tøj.

En tåre løb langsomt ned af min kind. Mine tårer er ikke den falske barbie værd. Og det ved hun udmærket godt. Men de er den gamle Penny værd...

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...