Cry little girl!

Hvordan ville du have det, hvis din far kun så dig som en boksebold han kunne slå hvis du ikke holdte dig helt til hans regler.
Det går så galt så brooklyn kommer på skadestuen, med et brækket ribben og en punkteret lunge. Det hele ændre sig da en barndoms ven besøger hende på hospitalet, hvad hun ikke ved er at han rent faktisk er Justin Bieber, altså DEN Justin Bieber.

11Likes
6Kommentarer
617Visninger
AA

1. That's my daddy...

"Hvor skal du hen lille skat", jeg stod lænt op af en mur, med hans vægt mod mig, jeg var bange, nej hunderæd. måske var det bedre at dø nu i stedet for at leve det her liv mere? "Slip mig!", græd jeg, det her var der værste, han havde udsat mig for. Dræb mig nu bare, tænkte jeg. Få det nu overstået! Han trak en kniv frem og jeg skreg af mine lungers fulde kraft, men så slog han mig i maven så mistede pusten og kunne ikke skrige. Han skar en dyb flænge lige ved mit håndled. "Stop! Jeg beder dig", han grinede bare af mig som om at jeg bare var en tøs i hans øjne. Det sidste jeg så var en grimasse af en mand med helt mørkebrune øjne, så mørke at de så helt sorte ud, og en meget spids næse, og en grinene mund, inden jeg så sort, jeg tror jeg var død nu eller i hvertfald på vej til det.

Okay jeg er ikke død, men jeg ved ærlig talt ikke hvor jeg er? Der er helt hvidt, væggene er hvide, den seng jeg sov på er hvid, vent, er der en seng? Hvorfor er der en seng, og der er også en hvid dør hvad, skal jeg bruge en dør til? Jeg kiggede ned af mig selv, jeg havde en hospitals agtig bluse på. Nåår nu ved jeg hvor jeg er, jeg er på et hospital, men hvorfor? Det sidste jeg kan huske er, at min stedfar slog mig som sædvanligt, det gjorde han altid hvis jeg ikke lige havde gjort hvad han bedte mig om.

Der var en læge der stak hovedet ind af døren. "Goddag...", hun kiggede ned på sine papire, kunne hun ikke mit navn?, for helvedet hun er sku da min læge? "Brooklyn. Hvordan har du det?", jeg kiggede spørgene på hende, hvordan jeg havde det, det ved jeg sku ikke, det var ikke fordi jeg svævede på en lyserød sky, min stedfar, havde slået mig gul og blå over alt, så nej, jeg havde det ikke godt. "Det ved jeg ikke, jeg tror i har proppet mig med smertestillende, fordi sådan som jeg ser ud burde jeg have meget mere ondt end det her." Hun kiggede meget mærkeligt på mig. Havde hun aldrig hørt en tale fornuftigt eller?

Hun gik ud af rummet igen, nu var jeg alene igen... Hvorfor kunne han ikke bare have dræbt mig, for når jeg kom hjem herfra ville jeg alligevel blive slået igen, og så blive sendt her hen igen...

_______________________________________

Hvad syntes i så, det er min første movellas med Justin, men han er ikke lige med i det her kapitel, men vi skal jo lige igang :) giv den gerne et like og en favorite, hvis du vil høre hvornår det næste kapitel kommer

Fortsætter hvis i syntes jeg skal :)

xx mig <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...