Gabriel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2013
  • Status: Færdig
At falde ned fra Skyerne.

Det er en novelle, der deltager i Julebillede 3 konkurrencen. Det smukke cover er lavet af PJmanga.

7Likes
33Kommentarer
484Visninger
AA

1. At falde ned fra Skyerne.

Det var mærkeligt og grønt. Det var ikke Skyerne, så meget var hun sikker på. Hun ømmede sig og så forvirret ned i jorden. Hendes ene vinge lå død og slap nede på det snedækkede græs. Den anden struttede med fjerene op mod luften, som om den længtes efter at svæve i den kolde vinterluft. Det gjorde hun i hvert fald. Hun sukkede dybt. Det ville ikke gå, det vidste hun godt. Men hendes håb overskyggede hendes dystre tanker, og hun prøvede vaklende at komme på benene. Hun fejlede. En enkelt fjer fra den brækkede vinge faldt dansende til jorden.

-

"Hun bliver aldrig klar, Herre. Jeg har prøvet, men hun er umulig! Du må gøre noget."

Den lille engel tittede frem bag en sky, og smuglyttede på Gabriels samtale med Herren. Herren gryntede ved Gabriels klage. Det var ikke første gang han klagede over hende. Og nok langt fra sidste.

"Du må give hende en chance til. Alle laver fejl. Selv jeg."

"Men, Herre. Jeg har givet hende så mange chancer allerede. Det må snart være på tide. På tide til Det."

Englepigen gispede. I et øjeblik blev hun bange for at have røbet sig selv, men Herren havde overdøvet hende med sit høje råb. Det var sjældent Herren blev vred. Det var kun når det gjaldt ting som Det.

"Aldrig i livet! Hun er jo kun... Et barn."

Herrens råb falmede langsomt ud til en stille hvisken. Hun vidste, at Gabriel havde ret. Hun havde fået for mange chancer gennem tiden.

-

Hun rystede på hovedet. Hendes liv i Skyerne var mest bare sløret, men den erindring stod krystalklar på hendes nethinde. Hele den dag havde været katastrofal, var det ikke for Herrens endelige beslutning om at benåde hende. Han havde magten i Skyerne, og kun én engel sagde ham imod. Gabriel. Hendes bløde håndflader kærtegnede rimfrosten på græsset. Langsomt blev hendes bevægelser hårdere, til hun til sidst rev små totter ud. Gabriel.

-

"Så er det slut med at være sød, prinsesse. Selvom Herren har valgt at være sukkersød ved dig, betyder det ikke, at jeg ikke giver dig en kærlig behandling."

Hans hånd greb hårdere fat i hendes hår, og han rev store totter af. Hun klynkede.

"Shh, stille nu, prinsesse. Vi vil vel ikke have, at Herren skal høre dig vel? Så vil Herrens råb kunne høres over hele Skyerne, og det er jo ikke det vi vil have, vel, prinsesse?"

Hun stod så stille som muligt og prøvede på ikke at græde. Hun vidste, at det var slut nu. Indtil videre havde det bare været små totter hår, smæk, og en gang imellem fik hun slået tænder ud. Ingen havde opdaget noget. Gabriel fortalte hende altid hvilken løgnehistorie hun skulle komme ud med, så folk ikke blev mistænksomme. Gabriel tog saksen frem. Han løftede den faretruende over sit hoved. Hans hænder klemte ivrigt om saksens to håndtag, så hun kunne se de skarpe blade, der glitrede i solen.

"Stop i Herrens navn!"

En kvindelig engel trådte frem fra en sky. Gabriel smilede ondt.

"Aldrig!"

Saksen kom faretruende tæt på. Hun dukkede sig. Det bløde bump af saksen mod skyen lød, og hun vidste, at den fremmede engel havde reddet hende. Hun var udmattet.

"Aldrig." Gabriel gryntede hæst. "Ikke hvis jeg har noget at skulle have sagt."

Hun følte et alt for velkendt greb om hendes ankel, og en forfærdelig følelse sneg sig ind på hende.

-

Hun greb om sin ankel og gav et højlydt skrig fra sig. Hun fjernede hurtigt hånden igen for at mindske smerten. Det gjorde ingen forskel. Endnu et skrig skar sig igennem den kølige vinterluft da henså på sin hånd. På hendes håndflader var der et brændemærkningers; Syvstjernen. Hun gispede for nok omkring 117. gang den dag.

-

"Så, så, prinsesse, hvad synes du?"

Gabriel smilede så falskt, at det var til at brække sig over.

"Herren skal nok blive glad. Og så giver han mig lov til at gøre Det."

Hun fik kuldegysninger, ligesom hver eneste anden gang Gabriel nævnte Det. Men hendes tiltro til Herren var stor. Herren ville aldrig lade Gabriel Det. Men tvivlen nagede stadig. På Gabriels kjortel var der et lysende gyldent emblem. Syvstjernen. Hun svirrede hypnotiseret på symbolet. Hvad kunne det dog betyde?

-

Hun kiggede ud i horisonten. En lille tilfrosset sø lå i nærheden. Det måtte være vinter, men hun frøs ikke. Det første lille snefnug ramte hendes hånd. Det var den fineste, reneste ting hun nogensinde havde set. I Skyerne var der ingen sne, det var klart. Kun i få øjeblikke, hvor hun havde tittet ned til menneskene, havde hundset sne. Fnugget smeltede hurtigt i hendes lune hånd, men snart kom et nyt flyvende fra himlen og tog dets plads. En tåre bugtede sig ned ad hendes kind.

-

"Så hold dog kæft og stop med at flæbe!"

Hun sad stille på sin stol og forsøgte forgæves på ikke at græde. Det var nærmest umuligt, mest på grund af det store røde mærke på hendes venstre kind. Det brændte så forfærdeligt. Gabriel var ved at blive træt af sit lille skuespil. Han blev mere og mere aggressiv over for hende, og irriteret over for de andre engle og Herren. Hun vidste, at han snart ville gøre Det mod hende, men hun håbede inderligt, at Herren ville stoppe ham først. Gabriel smilede sukkersødt.

"Så, så, prinsesse. Eventyret er snart slut, og så kan du gå hjem. Men du ved, at jeg ikke er en fan af lykkelige slutninger. I hvert fald ikke din, prinsesse."

-

 

Hun mærkede på sin kind. Den røde farve var aftaget, men hele hendes ansigt var fortsat ømt efter Gabriels hårde slag. Hendes vinge slæbte stadig ned ad jorden, da hun tog de korte, vaklende skridt. Åh, hvor hun savnede at være i luften. I luften, flyvende. Ikke faldende.

-

Den kvindelige engel stod stadig helt stille, paralyseret af skræk. Saksen lå stadig på skyen. Gabriel holdt stadig hårdt fast i hendes ankel. Så hårdt, at hun fældede en enkelt tåre. Alt var som det lige præcis ikke skulle være. Hun vidste, at hvis hun ikke gjorde noget, ville Gabriel gøre Det. Hun bed sig i læben. Gabriel vendte sit hårde blik mod hende.

”Nu er det tid til at gøre det.”

”Gøre hvad?”

Hendes stemme var lille. Hun kendte godt Gabriels svar, men hun ville gerne høre det. Af en eller anden grund virkede det betryggende at høre om hendes egen død.

”Det.” svarede han.

Hun sank en klump. Gabriel hævede saksen. Hun prøvede at komme op på knæ, men hendes fødder lystrede hende ikke. Gabriel sukkede.

”Du ved godt det ikke nytter noget.”

Hun ville ikke indrømme det, men han havde ret. Han tog igen saksen og løftede den med et sultent blik. Han var sulten efter blod. Hun så passivt til, mens saksens klinge langsomt, som i slowmotion, nærmede sig hendes ryg. Den anden engel måtte være løbet væk nu. Dette var ikke et syn, der huede nogen. Måske kun Djævlen. Gabriel var som Djævlen selv, syntes hun. Måske havde hun ret? Saksen var nu så nær hendes ene vinge, at hun ikke turde se det. Hun lukkede sine øjne, velvidende at det nok var det sidste glimt af Skyerne hun fik set. Hun fik ret. En let lyd af englefødder mod sky dansede ballet i hendes øregang. Det måtte være hendes fantasi der spillede hende et puds. Sekunderne gik så uendeligt langsomt nu. Hun kunne se sit liv som spillet på en storskærm indbygget i hendes øjenlåg. Hendes første fødselsdag. Hendes første skridt. Hendes første dag i skolen. Bilulykken. Den dag hun fik sine vinger. Hendes første flyvetur. Kniven var ved at snitte hendes vinge.

”Lad hende være!”

Det højlydte råb blev efterfulgt af et skrig, et bandeord og lyden af saksen der klippede sammen. Gabriel bandede endnu engang. Han tog igen fat i hendes ankel, denne gang så hårdt at endnu et skrig gennemborede luften; denne gang hendes.

”Nok gør jeg ikke Det, men du kan roligt regne med, at dit fald fra Skyerne vil blive smertefuldt. God tur i helvede, prinsesse.”

Selvom hun havde lukkede øjne kunne hun nærmest høre Gabriels skadefro smil. En mærkelig, hæs latter fyldte hendes mave med knuder, der ikke kunne løses op. Gabriel nynnede.

”So, bye, bye, miss American Pie. Drove my Chevy to the levy but the levy was dry.”

Et hårdt riv i hendes ankel. Endnu et skrig. Endnu en hæs latter. En kant. Et fald. Et vindstød. En trætop. Et bump. En smerte. En sort skærm med hvid flimren der gik på repeat.

-

Hun rystede på hovedet. Hun måtte starte forfra. Hun kom vaklende på benene og stod fast på den halvt tilfrosne jord med de små pletter grønt græs. Grønt. Grønt og hvidt. Og rødt. Hun følte en stikkende smerte i sin pande. En blodsdråbe faldt fra hendes pande til udkanten af hendes øjenkrog. Hun tog forfærdet et skridt videre og gik i et stille tempo ned mod den tilfrosne sø. Hendes spejlbillede. Hendes pande. Blodet. Der stod skrevet med rifter: Det er ikke slut endnu, prinsesse.

Gabriel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...