Online Hunger Games

Har du nogensinde ønsket dig at være med i The Hunger Games? Nej måske ikke rigtig, man kan jo dø, men det er nu spændende alligevel ikke? Nu har vi en løsning på dit dilemma. Denne løsning kommer i form af et online hunger games. Dette betyder, at det eneste du skal gøre er at skabe en karakter, vi kan skrive ind i historien, smart ikke? Du kan sidde der ude i den virkelig verden sikkert bag din computerskærm hundrede procent udenfor livsfare, men alligevel opleve, alt spændingen ved et dødsspil
Så er der kun en ting tilbage at sige. Happy Hunger Games and may the odds be ever in your favour

((Vi har fået lov af Decaying Barbie Doll, at lave en dansk udgave af Virtuel Hunger Games))

80Likes
607Kommentarer
9622Visninger
AA

30. Interview distrikt 3

"Hjerteligt velkommen til...Katrine," lød Cæsars overgirede stemme ude fra studiet. 
En lille smule nervøst begyndte pigen, der lød netop dette navn at gå, efter at have taget en dyb indånding. 
Du må ikke falde, du må ikke falde, du må ikke falde, kørte det i cirkler gennem hendes hoved, imens hun gik. Hun var ikke ligefrem vant til at gå i sådan nogle underligt tårnhøje sko, hvor hun kom fra. Hendes fødder ville sikkert være et helvede i morgen, hvor var det dog praktisk, når hun højst sandsyneligt skulle løbe for livet. 
Hun spejdede ud mod publikum, men blev kun mødt af blændende projektører. Alligevel smilede hun stort og gav et lille vink, hvilket fik publikum til at juble. 
Vær glad og sjov, havde hendes mentor rådet hende, så det forsøgte hun i håb om, at Capitol ville syntes om hende.
Forsigtigt for ikke at ødelægge det tynde stof trak hun en smule op i sin metal grå kjole besat med små lygter der blinkede i alverdens farver. Hun skulle ærligt indrømme, at hun følte sig en smule robotagtig, men hun var jo ligesom også fra distrikt tre, der jo som bekendt var Panems teknologiansvarlige.
Så gik hun med største forsigtighed op af trinene op til stolene, hvor det hele skulle foregå. 

"Det er simpelthen," nåede Cæsar at sige, før han afbrød sig selv ved at tage fat om hendes skuldre og give hende et kys på hver kind. "så dejligt at se dig," afsluttede han. 
"Til det kan jeg kun sige i lige måde Cæsar," sagde hun sprudlende, hvilket fik ham til at le sin signaturlatter. Med et smil lo hun med.

"Hør lige den latter Capitol, hun kommer vidst til at knuse mange hjerter," lo Cæsar. 
Katrine mærkede sit ansigt blive varmt og håbede inderligt, at det så kønt og uskyldigt ud og, at hun ikke bare lignede en, der svedte som en gris. Desperat forsøgte hun at skjule sin bekymring ved at smile, til hun fik ondt i kæberne. 

"Nå Katrine, sid endelig ned," sagde Cæsar muntert og slog ud med armene i retning af den ene stol. 
Så elegant så muligt satte Katrine sig ned, glattede kjolens stof, lagde hænderne i skødet og lagde benene over kors.

"Nå,men fyr dine spørgsmål af Cæsar," sagde hun kækt.

"Det vil jeg gøre Kat," sagde han med en mild latter.

"Det er en smuk halskæde du har, hvor stammer den fra?" spurgte Cæsar i et muntert tonefald totalt uvidende om, hvor ondt spørgsmålet gjorde på hende, eller også var han bare ligeglad. 
Følelserne vældede op i hende, og hun mærkede en enkel tårer trille ned af sin kind.
Forhåbentlig virkede det bare følsomt og ikke svagt.
Ubevidst lukkede hun hånden og halskædens vedhæng, inden hun nærmest hviskende sagde "Jeg fik den af mine søstre, da vi sagde farvel," forsigtigt tørrede hun den undslupne tåre væk med håndryggen. 
Cæsar kiggede på hende med et medfølende blik, hun ikke helt kunne afgøre om var ægte eller ej, men hun sendte ham alligevel et lille prøvende smil.

"Hvad sagde dine søstre til, at du blev trukket?" spurgte Cæsar og sprang derved let og elegant videre til næste spørgsmål. For hvert sekund der gik, begynde Katrine at bryde sig mindre og mindre om Capitol. De behandlede hende som en brik, en brik med hemmeligheder, der skulle frittes ud af hende.
Alligevel lod hun ham tage sin hånd, før hun svarede. 
"Altså, de er for gamle til at blive trukket, men de sagde, at de ville melde sig frivilligt, hvis de havde kunnet," hendes stemme var knapt mere end en hvisken.
"Selvfølgelig sagde de det," sagde Cæsar med et mildt og medlidende udtryk i øjnene.
"De sagde også, at de elskede mig og, at jeg skulle gøre alt, hvad jeg kunne for at vinde spillet...det lovede jeg dem...og jeg holder altid, hvad jeg lover...på den ene eller den anden måde vinder jeg det her spil," sagde hun og satte en glad facade på.
"Det gør du da," udbrød Cæsar og hans alvorlige facade smeltede væk, da hans ansigt nærmest flækkede i det alt for velkendte smil. Han lo buldrende og Katrine lo med sammen med publikum.

"Hvordan har du det selv med alt det her?" spurgte han, da latteren til sidst var dødet hen, og den afventende stilhed igen lå som et kvælende tæppe over studiet.

"Det er meget...skræmmende...om et par dage kan jeg være død, jeg synes ikke, at jeg har fortjent at stå her...der er så meget jeg skulle have noget, og nu er chancerne for, at jeg lever videre så små...," begyndte hun tøvende. 
Cæsar skulle til medlidende at lægge en hånd på hendes skulder, men hun trak sig væk og fortsatte med at tale.
"Men jeg vil gøre mit for at vinde spillet, og jeg håber og tror selv på, at det kan lade sig gøre," sagde hun beslutsomt. 
Publikum hujede og klappede vildt.
"Ja vi håber, at du har, hvad der skal til," sagde Cæsar og rejste sig brat fra stolen.
Katrine havde set nok Hunger Games interviwes til at vide, hvad det betød. Hendes tid i rampelyset var overstået for nu, og det havde hun det sådan set fint med. 
Nu var det Joshuas tur. 
Hun var lidt skræmt på hans vegne måtte hun indrømme. Han var sådan en drømmende og fraværende type. Hvorfor skulle alt være så uretfærdigt? Hun ville ikke have, at der skete ham noget. Ikke fordi hun havde nogle følelser for ham andet end vennefølelser, men han var en sød dreng...med andre ord et let offer for en blodtørstig ambisoner.

Som hun havde frygtet var hun nødt til at give ham et puf i ryggen for at få ham til at gå ud i studiet, da hans navn lød i højtaleren. Det virkede som om, han fuldstændig havde glemt, hvor han befandt sig.

Nærmest vaklende gik Joshua ud på scenen og blev øjeblikkeligt blændet af det skarpe lys. "Av," sagde han uden at tænke og publikum lo. 
Han håbede inderligt, at latteren betød, at de kunne lide ham og ikke, at de ønskede at se ham spiddet eller noget i den stil.
Med et undrende udtryk gik han over og satte sig i stolen overfor Cæsars. 
Capitolborgere var mærkelige. De klædte sig i underlige ting og så sære ting i fjernsynet. 
Gad vide, hvordan de ville have det, hvis de var med i spillet i stedet for dem ude i distrikterne.

Joshua fik hurtigt drømt sig væk til en alternativ virkelighed, hvor forvirrede Capitolfolk rendte rundt i en arena og græd over knækkede negle og udtværet makeup.
Først da Cæsar godmodigt smilende knipsede foran hans ansigt, kom han igen til sig selv.

"Nå Joshua, folk siger, at du er en klog ung mand, passer det?" spurgte han mildt.
Joshua virrede lidt forvirret med hovedet og smilede usikkert.
"Ja det er det vel...altså jeg rykkede tre klasser op, da jeg gik i tredje," samme han tøvende og Cæsar lo sammen med publikum.

"Hvad tror du, bliver din største svaghed?" spurgte han lidt efter videre.

"Eh tjaa, jeg er ret fraværende nogle gange," sagde Joshua, der selvfølgelig havde glemt alt, hvad hans mentor havde sagt om, hvad han skulle sige.

"Sådan en drømmende type som dig må kunne få mange piger snoet om sin lillefinger, det er da lidt sødt, ikke sandt publikum?" spurgte Cæsar smilende salen, hvilket fik flere "awww"-udbryd og høje pift til næsten at gøre Joshua døv.

"Du lader til at kunne lide din distrikts partner, kender I hinanden fra før?" lod han det sidste spørgsmål falde.

"Hmmm altså, vi kan ikke lide hinanden på Katniss/Peeta måden, hvis det er det, du mener, men vi er gode venner," sagde Joshua uden tanke for, at han måske have gjort noget forkert ved at nævne de afdøde oprørere.
Nogle få halvkvalte gisp hørtes ude fra tilskuerpladserne, men Cæsar lod sig ikke mærke synligt med det og smilede bare stort.
"Det ville også have været sørgeligt, siden en af jer jo er nødt til at dø....Joshua Cendlestone alle sammen," igen hujede publikum, imens den noget forvirrede dreng begav sig tilbage backstage.

Kapitel skrevet af: The Sunprincess 

//Hej alle I dejlige sonere derude. Jeg håber I har kunne bære over med mig i forhold til forsinkelsen på dette kapitel. Har bare haft meget at lave og havde midlertidigt mistet gnisten med denne historie. Jeg håber, at I forstår mig...well det bliver det eller en masse sonerdød >:D...ej just kidding...eller gør jeg. Jeres ene overspilmesterinde The Sunprincess//


   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...