Online Hunger Games

Har du nogensinde ønsket dig at være med i The Hunger Games? Nej måske ikke rigtig, man kan jo dø, men det er nu spændende alligevel ikke? Nu har vi en løsning på dit dilemma. Denne løsning kommer i form af et online hunger games. Dette betyder, at det eneste du skal gøre er at skabe en karakter, vi kan skrive ind i historien, smart ikke? Du kan sidde der ude i den virkelig verden sikkert bag din computerskærm hundrede procent udenfor livsfare, men alligevel opleve, alt spændingen ved et dødsspil
Så er der kun en ting tilbage at sige. Happy Hunger Games and may the odds be ever in your favour

((Vi har fået lov af Decaying Barbie Doll, at lave en dansk udgave af Virtuel Hunger Games))

80Likes
607Kommentarer
9445Visninger
AA

28. Interview distrikt 2

Kaya stod og så ned af sig selv med et melankolsk udtryk i de smukke brune øjne. Kjolen var lang og sort, måske en smule for lang, og den havde et limegrønt mønster. Hun syntes stylisten havde gjort sit arbejde godt. Hun var smuk, og hun var sikker på, at det ville hendes mindre søskende derhjemme også tænke. Hun savnede dem. Frygteligt meget.

Kayas håndflader var svedige. Det var nu grundlaget for om hun kom hjem til dem, nogensinde igen, skulle ligges. Nu hun skulle vise alle, at hun ikke var svag. Men en man ikke kom på tværs af. En der handlede og slog ihjel. Hun havde tænkt sig at vinde for alt i verden.

Hendes udtryk skiftede. Hun havde ikke råd til at vise svaghed. Skønhed og styrke, det var vejen frem. Også selv om hun måske ikke ønskede det. Hun var vred på dem. Dem alle sammen. Og vrede var en styrke, i det mindste for en stund. En styrke, der måtte udnyttes.

"Kaya Malone til studiet." Et split sekund var sorgen tilbage i hendes ansigt, men det var hurtigt væk igen. Den blev erstattet af en iskold maske af raseri.

Held og lykke, Emma, tænkte hun for sig selv, da hun passerede den anden pige. Hun kendte hende ikke, de havde ikke snakket særligt meget sammen, men hun var trods alt hjemmefra. Alle fortjente en chance. Også dem, der skulle dø.

"Kaya Malone," lød Cæsars affekterede stemme. Døren foran hende åbnede sig og lyset blændede hendes øjne så meget, at hun var nødt til at knibe dem sammen for at se. "Kom her hen, Kaya," sagde han hjælpsomt og smilede og vinkede for at få hendes opmærksomhed. Med et lydløst suk satte hun sit bedste smil op og begyndte på den lange rejse over mod ham. Det føltes som tortur, fordi hun vidste, at hun ligeså godt kunne have gået sin egen død i møde.

Det kommer ikke til at ske, forsikrede hun sig selv og smilede om muligt endnu bredere. Han gjorde tegn og hun tog plads i stolen overfor ham. Et forvirret udtryk løb kortvarigt over hendes ansigt. Hendes mave havde gjort hende opmærksom på noget. Hun var ikke nervøs, ikke på den måde i det mindste, og hun var ikke spændt. Men så fangede hun den. Hun var bange for, hvad Cæsar ville spørge om. Hvilke mærkelige ting kunne det ikke være? Ting hun ikke var forberedt på, ting, der ville få hende til at virke svag. Det måtte ikke ske!

"Velkommen til Kaya!" Han nærmest råbte. Kaya prøvede at smile og det så ud til at virke.

"Mange tak! Jeg er glad for at være her," sagde hun ganske fattet og kun en lille smule falsk. Hun var alt andet end glad for det, men det var det ingen måtte opdage. Cæsar købte den og lænede sig en smule frem, som om han var oprigtig interesseret i hendes svar.

"Nå Kaya, fortæl mig, hvad er din strategi i spillet?" Hun lænede sig også en smule mere ind mod ham, af den simple årsag, at det virkede mest dramatisk. Hun greb sig selv i at tænke, at hvad de tænkte ikke ragede hende. At hun kunne være ligeglad, at det ikke gjorde det mindste. Men det gjorde det. Hun havde brug for sponsorerne.

"Jo, nu skal du høre Cæsar. Jeg er i en god alliance, så jeg regner med, at mine chancer er ganske gode. Ud over det er min strategi at overleve!" Hun blinkede frækt og Cæsar brast i latter. Hun forstod ikke selv, hvad der var så sjovt i det, men hun holdt sin mund. Hun havde tænkt sig at snyde dem, dem alle sammen. Godt nok var hun i en stor, god alliance, men hun havde ikke tænkt sig at blive i den. Hun vidste ikke, hvorfor hun havde besluttet sig for det, eller hvornår hun havde det, men det var sådan det måtte være. Hun stolede ikke på de andre ambisonere. De havde alle den samme plan. At vinde. Og at vinde var kun muligt, hvis man slog ihjel.

Hun havde nævnt dette over for Joseph fra distrikt elleve. At de måske skulle stikke af sammen. De havde samarbejdet godt under træningen og hun var langsomt begyndt at kunne lide ham. Det var farligt, det vidste hun, især nu, hvor han havde klaret sig dårligere end hende, men han var ikke svag. Han skulle nok klare sig.

"Det lyder da godt!" sagde Cæsar mellem grinene, han delte med hele Capitol. Kaya smilede også. "Fortæl mig om din familie, hvordan tror du at de tager det med, at du er med i spillet?" fortsatte han så. Hendes smil falmede og hun var et øjeblik ikke i stand til at styre sit ansigtsudtryk. Publikum forholdt sig tavse i en forventningsfuld stilhed. De forlangte slibrige detaljer.

"Uhm..." forsøgte hun prøvende, men ordene ville ikke ud. "Jeg kommer fra en lille familie. Min mor og far er næsten aldrig hjemme, så det er mig, der passer på mine mindre søskende." Hun stoppede op og tænkte, at det var håbløst at forsøge at lyve. "Ud fra, hvad jeg ved, er der ingen, der er glade for, at jeg er med i dette. Men de støtter mig alle sammen."

"Okay, så ikke mere om det...." mumlede Cæsar lavmælt, næsten forstående. Men da han fortsatte var det den sædvanlige plapren. "Nå, men hvad mener du så om dine medsonere?"

"Altså Emma?" Hun vidste godt, at det var dem alle, der blev hentydet til, men hun havde bestemt ikke lyst til at komme ind på dem. Grunden til, at han havde haft interviewene i alle de år, viste sig, da han straks hoppede med på vognen.

"Hvem ellers, skøre Kaya?" Han grinede højlydt og tilskuerne sluttede sig lettede til latteren. Kaya fnisede med, men det var falsk.

"Hun er virkelig sød, jeg har aldrig rigtig snakket med hende før, men vi kommer godt ud af det!" Hun håbede Emma ikke ville tage løgnen alt for tungt.

"Okay så. Kaya Malone, mine damer og herrer." Bosseren gik af og hun forlod scenen.

 

Emma Taylors kjole var rød. Ildrød. Faktisk en utrolig smuk farve, trods at den tit blev forbundet med djævlen. Hun var ikke meget for at indrømme, hvor nervøs hun egentlig var. Rastløst bevægede hun sig frem og tilbage på den trænge plads. Snart var det hendes tur til at stå i rampelyset derinde. Snart ville det være hendes tur til at smile kunstigt, vinke unaturligt og svare på spørgsmål. Spørgsmål, der ville afgøre om hun levede eller døde. Kuldegysninger løb ned langs hendes rygrad og en velkendt kvalme var begyndt at røre på sig. Hun fortsatte med at trække vejret dybt og bad lydløst til at aftensmaden, som havde være særdeles god, ville blive, hvor den var. Det virkede ikke specielt indbydende at kaste op midt under interviewet.

Fra højtaleren hørte hun nu sit navn blive råbt op og stoppede op, så hun stod med den ene fod halvt løftet.

"Og nu velkommen til Emma Taylor!" lød Cæsars stemme inde fra studiet, selv om det var svært at høre gennem klapsalven, Kaya havde fået. Hun skyndte sig hen til døren, som hastigt blev åbnet for hende, og hun gik smilende og vinkende ind. Stik imod hendes natur, der fortalte, at hun skulle holde sig på lang afstand af mennesker. Hendes kvalme blev forstærket af hendes egen handling. Der var ikke noget hun hadede mere. Næsten ikke, i hvert fald. Endelig nåede hun Cæsar, som varmt trykkede hendes hånd. Hun satte sig ned foran ham og gjorde sig parat til at lyve om næsten hvad som helst. Derfor kom det også bag på hende, at det var noget hun kunne svare ærligt på.

"Det er godt nok en fin kjole du har på." Hun studerede ham et øjeblik og tænkte for sig selv, at den i hvert fald var pænere end det han havde på. Meget.

"Ih, tak Cæsar."

"Er det din stil?" spurgte han. Hun undertrykte et fnis.

"Jeg vil sige at kjolen er meget pæn, men farven kunne godt være mørkere. Sådan blodrød..." Der var fuldkommen stille og hun besluttede sig hurtigt for at lave det om til noget sjovt. Det kunne hun tillade sig, når hun nu faktisk så så godt ud, som hun gjorde. "Og så kunne den da være mere nedringet. Synes du ikke?" De begyndte alle at grine, og hun følte sig en smule lettere om hjertet. Det havde været tæt på at gå galt.

"Det tror jeg der er delte meninger om. Men jeg må spørge....er der noget specielt omkring det navn?" Hun rynkede panden et øjeblik, men besluttede, at heller ikke her var der det største behov for at lyve.

"Jeg er glad for, at du spørger, Cæsar. Faktisk er jeg opkaldt efter min bedstemor, som vandt spillet for nogle år tilbage." Cæsars ansigt flækkede i endnu et smil. Det så helt grotesk ud med al den plastikkirurgi.

"Det er dejligt, at der er nogle familier, der ærer dødsspillet!" Endnu engang gik publikum amok, men Emma nåede at fange en efterklang af noget andet i hans stemme. Hun var ikke helt sikker på, at han mente det. Selv om der nok var en meget stor sandsynlighed for, at han gjorde.

Han lænede sig frem og hans ansigt var nu alvorligt.

"Frygter du for imorgen?" Han var nødt til at gentage spørgsmålet. Endelig blev hun rystet ud af sin lille boble og svarede på spørgsmålet, med al den foragt hun kunne mønstre uden, at nogen af Capitols indbyggere ville fatte mistanke. Hun smilede og smilet var på alle måder frygtindgydende.

"Sig mig Cæsar, hvorfor er det mig, der skal frygte? Det er jo dem, der skal dø!" Hun lod det hænge i luften faretruende længe. Men så tog Cæsar sig sammen og smilede varmt. Han tog hendes hånd og løftede den op i vejret, som om hun allerede havde vundet. Hvilket hun var overbevist om at hun havde.

"Alle sammen, Emma Taylor!"

 

Skrevet af: Alanna.lion

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...