Online Hunger Games

Har du nogensinde ønsket dig at være med i The Hunger Games? Nej måske ikke rigtig, man kan jo dø, men det er nu spændende alligevel ikke? Nu har vi en løsning på dit dilemma. Denne løsning kommer i form af et online hunger games. Dette betyder, at det eneste du skal gøre er at skabe en karakter, vi kan skrive ind i historien, smart ikke? Du kan sidde der ude i den virkelig verden sikkert bag din computerskærm hundrede procent udenfor livsfare, men alligevel opleve, alt spændingen ved et dødsspil
Så er der kun en ting tilbage at sige. Happy Hunger Games and may the odds be ever in your favour

((Vi har fået lov af Decaying Barbie Doll, at lave en dansk udgave af Virtuel Hunger Games))

80Likes
607Kommentarer
9483Visninger
AA

27. Interview distrikt 1

 

Pangarion-tvillingerne stod i baglokalet til det studie, hvor interviewene skulle holdes og trippede. Hvis de blev spurgt ville de ikke indrømme det, men faktisk var de begge nervøse. Det var trods alt deres fremtid, der stod på spil nu. Eller den enes fremtid altså. De vidste begge, at døden for den ene af dem var uundgåelig. 
Zoune kiggede misbilligende ned af sig selv på den alt for korte diamantbesatte kjole, hun var blevet tvunget ned i. Generelt hadede hun kjoler, men denne her tog godt nok prisen som den værste. 
Jamen, du, er jo fra distrikt 1, selvfølgelig skal du have diamanter og andre luksusvarer på, havde hendes stylist begejstret kvidret.  
"Zoune Pangarion til studiet om to minutter," lød det fra en højtaler, der hang et sted i rummet.
"Held og lykke," sagde hendes bror monotont. Hun fortrak ikke en mine, men nikkede stift til ham. Der var ikke tid til at blive rørstrømske nu, desuden ville det bare få dem til at fremstå som værende svage. Hvis der var noget, man ikke ville fremstå som i deres distrikt, så var det svag. I distrikt 1 lærte man allerede fra barnsben af, at det var bedst ikke at vis nogle følelser. Faktisk var det bedst, hvis man helt kunne lade være med at have dem. Derfor var en barndom i distriktet ikke ligefrem en dans på roser, selvom det var et af de rigeste distrikter i Panem, og de havde let adgang til både mad og mere luksuriøse vare, som de fleste andre distrikter ikke engang turde drømme om at komme i nærheden af. Men sådan noget som en kærlig familie var svær at finde i distrikt 1. 
Hvis du faldt og slog dig, var der ingen kære mor, der kom og trøstede dig, tørrede dine tårer væk og gav dig et plaster på såret. Nej du blev snarer råbt af, du fik at vide, at tårer var et tegn på svaghed og, at du godt kunne tage at holde din kæft og gå ud og kaste med nogle knive i stedet for at stå der og skrige som en stukket gris.

Zoune og hendes bror havde altid været tæt knyttede, men en normal barndom havde de aldrig fået. En normal barndom ville nok være at tage på markedet med sine forældre, når de havde fri og lege udenfor, hvis solen skinnede. 
For Pangarion-tvillingerne havde barndommen egentlig bare været en lang oplæring til at blive to iskolde dræbermaskiner. De havde næsten kunne kaste med knive, før de kunne gå eller tale, og deres forældre havde aldrig sagt ret meget til dem. Faktisk var det eneste de gjorde nærmest at skælde dem ud over, at de ikke trænede nok eller påminde dem om, hvor stolte de skulle gøre dem, når de en dag enten blev udtrukket eller meldte sig frivilligt til dødsspillet. 
Nogle gange kunne Zoune faktisk godt misunde folk fra de fattigere distrikter bare en lille smule. Det kunne godt være, at de ikke havde så let adgang til mad og andre fornødenheder, men de fleste havde forældre, der faktisk bekymrede sig om dem og ikke forventede...nej krævede, at de skulle satse liv og lemmer for ærens skyld. 
Selvfølgelig havde Zoune aldrig delt denne tanke med nogle, end ikke sin egen bror, hvad ville dem hjemme i distriktet ikke tænke, hvis de fandt ud af, at hun tænkte sådan her?
Nej Zoune vær stolt af dit distrikt, du gør din familie stolt og bliver rig, forsikrede hun sig selv. Også selvom du kommer til at slå din bror ihjel, hviskede en lille stemme i hendes hoved. 

Et kort øjeblik var hendes perfekte pokerface ved at falde, hendes hals snørede sig sammen og hun havde mest af alt lyst til at tude. 
Dog fik hun hurtigt samlet sig igen og skubbede irriteret tanken bort. Dette er min chance, jeg vil ikke lade et åndssvagt anfald af søskende kærlighed og nogle triste barndoms minder stå i vejen for mig tænkte hun. 
"Zoune Pangarion til studiet," lød det fra højtaleren. Med beslutsomme skridt gik hun ud i studiet og måtte et øjeblik klemme øjnene sammen på grund af den skarpe belysning. Diamanterne på hendes kjole gjorde det ikke ligefrem bedre, da de reflekterede lyset og sendte det op i ansigtet på hende.  
Ja ja super fed ide med en kjole besat med diamanter især, hvis den når at gøre mig blind før spillet overhovedet begynder, tænkte hun tørt. 
"Ja der har vi hende jo mine damer og herrer den yndige Zoune Pangarion," lød Cæsars sprudlende stemme efterfulgt af hans berømte skraldlatter. Publikum klappede og lo med.
Cæsar smilede bredt til hende og gjorde tegn til at hun kunne sætte sig ned i stolen overfor ham. Hun satte sig, men hendes ansigt forblev en ulæselig maske blottet for følelse. Vær kold og uopnåelig, havde hendes mentor sagt 117 gange. 
Hun studerede Cæsar med let sammenknebne øjne. I år var han klædt i en varm pink farve, der naturligvis matchede hans hår. Usmageligt, tænkte hun misbilligende, men sagde ikke et ord. Det fik hun heller ikke brug for, for Cæsar gik lige til sagen og stillede sit første spørgsmål.

"Nå nu det er din bror, der er din distriktspartner, tror du så, at du vil være i stand til at slå ham ihjel?" spurgte han og lænede sig nysgerrigt ind mod hende, som om de var to bedste venner, der udvekslede sladder i et hjørne af skolegården.

Dette spørgsmål havde hun ventet, og hun kunne derfor svare på det uden at tænke særlig længe over det.
"Hmmm, altså jeg bliver jo nødt til at slå ham ihjel, nu hvor jeg vinder, så det er fint nok for mig...selvfølgelig kommer jeg til at savne ham, men rigdommen og æren er vel vigtigere," svarede hun sandfærdigt, men alligevel med et stik af tristhed, der heldigvis forblev skjult.
"Aha," sagde Cæsar og nikkede forstående. "Er hun ikke en tapper ung dame mine damer og herrer, sådan at se ud over blodets bånd for at vinde spillet?" spurgte han med et strålende smil publikum. Der blev hujet, klappet og råbt jo fra tilskuerpladserne.
Kan vi ikke bare få det her overstået? tænkte Zoune tvært.
Heldet tilsmilede hende ved, at Cæsar hurtigt vendte sin opmærksomhed tilbage til hende og stillede sit næste spørgsmål. 

"Hvad tænkte du, da han meldte sig frivilligt efter, at du var blevet trukket?" spurgte han med øjne, der glitrede nysgerrigt i lyset fra de mange skarpe lamper. 
Sig mig, var det ikke meningen, at det her interview skulle  handle om mig? Det her er min stjernestund, Shaytt kan de høre om senere, tog hun sig selv i at tænke. I stedet for at komme med en spydig bemærkning, svarede hun "Det var hans valg, han ved, hvad det indebærer, det eneste triste er jo bare, at han ikke ved, at jeg nok bliver nødt til at slå ham ihjel. Vi har ikke rigtig snakket så langt endnu. Nogle gange kan han være lidt dum i det," hun lavede en misbilligende kliklyd for at afslutte sætningen, og Cæsar lo hjerteligt. 
"Det er da godt, at du er ærlig med hensyn til din bror," sagde han muntert klukkende.

"Nå, og nu til aftenens sidste spørgsmål Miss Pangarion, du virker meget fattet, hvordan har du det med de andre sonere?" spurgte han.

Egentlig havde hun også forventet dette spørgsmål, men hun brød sig ikke om det, fordi hun ikke på stående fod vidste, hvad hun skulle svare. Efter at have tænkt sig om et øjeblik, anlagde hun et ansigtsudtryk, som om hun lige havde bidt i noget surt eller lugtet til noget ulækkert. 

"Hvordan jeg har det med de andre sonere? Ad," begyndte hun og hendes stemme var kold som is, men fuld af hån.
"De kommer jo allesammen fra de beskidte og klamme distrikter, så egentlig har jeg ikke lyst til at rører dem," fortsatte hun iskoldt og børstede noget indbildt støv af sin kjole, som om alene tanken om de andre distrikter, fik hende til at føle sig uren. Et sadistisk smil sneg sig ind på, hendes læbe før hun fortsatte. 
"Og alligevel vil jeg glæde mig til at skære deres halse over, så deres beskidte blod rører mig. Hmmm det er okay," konkluderede hun til slut. Smilet forsvandt ligeså hurtigt, som det var kommet, og hendes ansigt var atter udtryksløst.

"Nå da, det kan man kalde klar tale. Mine damer og herrer, det var Zoune Pangarion, en ug dame  man med garanti ikke ønsker som sin fjende!" råbte Cæsar til publikum, før han trak hende op af stolen, hævede hendes hånd og hendes hoved og viste hende ud.

 


"Shaytt Pangarion til studiet," bedyrede højtaleren, og Shaytt gik med faste beslutsomme skridt ud i de mange lampers lys. 
Hans stilede hvide jakkesæt af ren silke skinnede nærmest, og publikum tog med brølende jubel imod ham. Han smilede til dem, men bevarede alligevel sin farlige dominante aura. Det var sådan et smil, et rovdyr nok sendte sit bytte, når det var trængt op i en krog og klar til at blive flænset og fortæret af dem, der var højere oppe i fødekæden.
Så gik han langsomt og værdigt, som om han havde alt tid i verden over til Cæsar og satte sig uden at vente på en invitation i stolen over for ham.
Vær nonchalant, men farlig, havde mentoren formanet ham.

"Nå, der har vi så den anden brik i det morderiske sæt tvillinger," sagde Cæsar storsmilende. 
"Nå, men eftersom du sikkert næsten ikke kan vente med at se blodet flyde i arenaen, skal vi så ikke se at komme igang, så I kære sonere ikke skal vente så længe?" han grinede buldrende, og publikum lo med. Da latteren endelig døde hen, stillede han sit første spørgsmål.

"Din søster er meget selvsikker, hvordan har du det selv med dine chancer i spillet?" spurgte han.
Shaytt tænkte lidt. Det var rigtigt, at Zoune var nærmest ualmindeligt selvsikker, hun var sikker på, at hun blev den, der vandt spillet, selvom det ville koste ham livet. 
Han måtte indrømme, at han ikke helt selv var så sikker i sin sag, ja han ønskede at vinde det her, men at dræbe Zoune for det? Du meldte dig frivilligt idiot, tag dig sammen, skældte han på sig selv.

"Jeg elsker din søster over alt på jorden, og har det fint med, at hun er en smule selvsikker," sagde han i et afslappet og dog truende tonefald, som tydeligt viste, at han ikke havde tænkt sig at uddybe sit svar yderligere.
Cæsar smilede stadig lige bredt. "Åh søskendekærlighed mine damer og herrer, er det ikke herligt?" spurgte han. Fra publikum lød et kollektivt "Awwwwww," i enighed.
"Nå Shaytt, vi kan vidst lige så godt indrømme, at du ikke fik de helt høje karakterer til træning, hvad skyldes det?" spurgte Cæsar fortroligt, da han havde vent sin opmærksomhed tilbage til ham igen

"Jeg ved det ikke, det kan skyldes mange ting, jeg tror bare, at jeg havde en dårlig dag," sagde han og kørte en hånd gennem det lyse hår, vis blå skær stod endnu tydeligere frem i den nærmest blindende belysning. Hans ansigtsudtryk fortalte hurtigt, at han sagtens kunne klare sig, selvom han havde fået dårlige karakterer til træning.

"Og vi slutter af med et mere personligt spørgsmål, fortæl mig om din tatovering, hvad betyder den for dig?" spurgte Cæsar.

"Den betyder alt for mig, men detaljerne vil jeg gerne holde for mig selv, de er ret personlige," sagde han med et skævt afslappet smil, men et mørkt glimt i øjet.

"Mine damer og herrer, Shaytt Pangarion, i sandhed en afslappet blodsudgyder," råbte Cæsar og gentog den samme process som med hans søster, før han fik lov til at gå stadig med lyden af publikums bifald rungende i ørene.

 Kapitel skrevet af: The Sunprincess

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...