Online Hunger Games

Har du nogensinde ønsket dig at være med i The Hunger Games? Nej måske ikke rigtig, man kan jo dø, men det er nu spændende alligevel ikke? Nu har vi en løsning på dit dilemma. Denne løsning kommer i form af et online hunger games. Dette betyder, at det eneste du skal gøre er at skabe en karakter, vi kan skrive ind i historien, smart ikke? Du kan sidde der ude i den virkelig verden sikkert bag din computerskærm hundrede procent udenfor livsfare, men alligevel opleve, alt spændingen ved et dødsspil
Så er der kun en ting tilbage at sige. Happy Hunger Games and may the odds be ever in your favour

((Vi har fået lov af Decaying Barbie Doll, at lave en dansk udgave af Virtuel Hunger Games))

80Likes
607Kommentarer
9415Visninger
AA

8. Høsten distrikt 6

Med et køligt beregnende blik skuede jeg ud over folkemængden, der nu havde samlet sig på høst pladsen i distrikt 6. De fleste, der blev sendt for at udtrække navne var enten enormt begejstrede eller måske bekymrede i hemmelighed, men ikke mig. Eller jo måske var jeg begejstret, men ikke på den måde man nok ville forvente af mig. Det var ikke på grund af paraden, interviewet eller det at se, hvem der vandt.

Nej faktisk havde jeg mere lyst til at se, hvem der tabte. At se dem bløde og dø eller noget i den stil. Selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at føle en vis form for ømhed overfor sonerene i mit eget udtræksdistrikt, det ville være en bonus for mig, hvis de vandt, men samtidig betød de ikke rigtig noget for mig. For mig var de bare brikker i et spil.

Nu synes i nok, at jeg er grusom ikke? Men i forstår mig ikke, I har ikke set det, jeg har set. Hele min familie blev slået ihjel under oprøret...lige foran næsen på mig. Min kæreste, min lille søster og mine forældre. De var alle sammen væk på grund af Katniss Everdeen og hendes stupide forsøg på at gøre oprør mod Capitol.

Nu var hun død, og oprøret havde hun gud ske tak og lov taget med sig i graven sammen med ham bagersønen, men jeg følte stadig, at distrikterne skulle bøde for det, der skete med min familie og derfor mit liv.

Et køligt smil fandt vej til mine læber, og jeg skubbede noget blåsort hår ud af mine store gulorange øjne. Med begejstring og en undertone af hadefuld kulde bød jeg distrikt 6 velkommen til høstdagen.

Efter den del var overstået, gik jeg på klikkende hæle over til bowlen, der indeholdt pigernes navne. I en næsten stikende bevægelse stak jeg hånden ned i bowlen og trak en lap papir op. "Rebecca Hunt," læste jeg op med et skinnende smil, der ikke nåede øjnene.

Et skrig lød fra pladsen. Ikke et pigeskrig, men et skrig fra en ung dreng, femten eller noget i den retning. "I må ikke tage min søster," skriger han. "Vi har kun hende, hvad med vores lillebror?" Jeg så upåvirket til, mens et par fredsvogtere tog fat i drengen og trak ham væk fra en ældre pige, der selvfølgelig var hans søster. Hurtigt knælede pigen ned foran sin bror og hviskede noget til ham, inden de trak ham helt væk. Så begyndte hun med faste skridt at gå mod podiet, hvor hun stillede sig ved siden af mig.

 Hun så ret normal ud, relativt udmagret, hvilket nok skyldtes de yngre søskende, hun havde. Hendes lysebrune hår var sat op i en hestehale, hvilket gjorde at hendes skarpe træk blev endnu mere tydelige. I hendes blågrå øjne brændte håbet om at kunne komme hjem efter spillet. Faktisk var jeg ret ligeglad med, hvad hun følte så uden rigtig at sige noget spankulerede jeg forbi hende. Min midnatsblå kjole  strøg mod podiet med en hvislen, da jeg gik.

Hurtigt stak jeg hånden ned i drengenes bowle og trak et stykke papir.

"Jamie Autumn," sagde jeg lettere køligt. Et kollektivt gisp gik igennem forsamlingen af mennesker. En tolvårig var blevet trukket. 

"Jeg melder mig frivilligt," lød et råb fra mængden. "Når, men så kom her op," sagde jeg uden særlig mange spor af interesse.     

En høj bredskuldret dreng med blågrønne øjne og kort mudderfarvet hår stillede sig på podiet ved siden af mig. "Og hvad hedder du så?" spurgte jeg  monotont. 

"Mickie Homeston," svarede han upåvirket af mit tonefald. Faktisk lød han næsten munter, og han smilede. Capitol ville helt sikkert elske ham. Dog fangede han Rebeccas blik og så lidt trist ud. Åh gud fader lad det ikke være en anden ulykkelig kærlighedeshistorie, tænkte jeg. Heldigvis tyede deres kropssprog på, at de bare var venner.

"Giv en hånd til sonerene fra distrikt 6,"  sagde jeg køligt, hvorefter jeg vendte ryggen til mængden og fulgte min sonere ind i retsbygningen, hvor de skulle sige farvel til deres familie for muligvis sidste gang.

Kapitel skrevet af: The Sunprincess       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...