Say something - [LS]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2013
  • Opdateret: 18 sep. 2015
  • Status: Igang
OBS: Officelt startet 18/9/15.
Teacher/student]
Efter Harry Styles' forældre ikke længere kunne enes, valgte hans mor at tage ham og hans søster med til deres hjem by, Doncaster i South Yorkshire. Her bliver han genforenet med hans gamle bedste venner, Kayla og Liam, som har en masse at fortælle. Nye personligheder træder frem, ikke mindst nye forelskelser. Men hvad sker der når man pludselig falder for den forkerte? Man træffer de forkerte valg, gør de forkerte ting? At man ikke længere kan kende sig selv, eller sine omgivelser. Måske var det forkert fra starten af, men det føltes så rigtigt.

17Likes
18Kommentarer
881Visninger
AA

2. 1 # Kayla & Liam

~ Kayla & Liam

Da jeg stod der foran vores gamle hus, kunne jeg næsten ikke lade vær med at smile. Det var nærmest en lettelse at komme tilbage. At bo 2 år væk fra alting, leve på helt andre måder, lade fremmede folk komme tættere på en. Samtidig havde jeg følt mig holdt udenfor. Jeg ville slet ikke væk fra Doncaster fra starten af, det ville min far. Han havde fået tilbudt et unikt job i Weymouth, og selvfølgelig kunne mine forældre ikke takke nej til det. De var så spændte på at få et nyt liv i Weymouth, men deres kærlighedsliv endte vist lidt i kaos. Mine forældre skulle skilles. Jeg havde slet ikke set det komme, men det havde Gemma. Det fortalte hun mig dagen før vi skulle afsted, og derefter begyndte hun at stortude. Hun ville bestemt ikke væk fra Weymouth, da hun havde fået sig en kæreste og 4 bedste veninder. Hun var faktisk rigtig ked af at skulle væk derfra. Diskussionen om at lade hende og min far blive i Weymouth kom dog også på tale, men de blev hurtige enige om at Gemmas liv skulle bygges videre på i Doncaster, og hun havde aldrig grædt så meget. Jeg tror mest hun græd over at de faktisk havde givet hende håb i nogle uger om at blive i Weymouth, men at de så tog det fra hende lige med det sammen. Jeg ville sgu også blive helt knust vist det var mig, og jeg prøvede også på at overtale dem om at hun kunne blive der, men de var kolde. Jeg forstod ikke hvorfor de var så hårde omkring Gemma, hun var lige blevet så glad for det. Hendes veninder kom dog også stortudende over nogle dage før de skulle afsted. Deres makeup var tværet ud over det hele, og man kunne virkelig se at det ville blive hårdt for hende. Hendes kæreste så jeg ikke mere til. Jeg havde ellers snakket godt med ham i skoletiden, men Gemma valgte at tage over til ham og sige farvel, da hans forældre ikke ville være hjemme den weekend, så de kunne snakke tingene igennem. Long distance forhold havde de dog udelukket, da de overhovedet ikke ville have tid til det med forekommende eksamer, og det ville vist heller ikke gå lige op med pengene til rejsen fra Weymouth til Doncaster. Gemma snakkede ikke med vores forældre i de sidste par dage i Weymouth, hun lukkede dem fuldstændig ude. Men alle ville jo kunne forstå hende i den situation, ikke?

Når det kommer til mig ville det sikkert være livsfarligt at sige hvor glad jeg egentlig var for at komme tilbage. Jeg var den triste person, da vi rejste fra Doncaster. Jeg sagde farvel til mine to allerbedste venner, Kayla og Liam. Ja, det var hårdt, men jeg vidste også at jeg ville ses med dem igen. Så jeg tog det som en mulighed for at opleve noget nyt. Skabe nye venskaber, gøre min skolegang bedre, og det blev dog også, som jeg havde håbet på, men intet ville alligevel slå de venskaber jeg havde tilbage i Doncaster. 

Gemma slog mig ud af mine tanker, da hun gav mig en albue i siden, og bad mig om at hjælpe med de kasser de havde tilbage i bilen. Jeg nikkede og sendte hende et smil, før jeg igen tog en af de tunge kasser i favnen og smuttede ind i huset. Først da jeg stod midt inde på mit gamle værelse og kiggede rundt i rummet, opdagede jeg hvor meget jeg egentlig havde savnet at være her. Jeg ville starte i min gamle skole i morgen, og mine gamle venner vidste ikke engang at jeg kom. Jeg ville elske at se deres ansigter når de ville få øje på mig. Det ville heller ikke undre mig hvis Kayla begyndte at græde, siden hun er så følsom. 

"Jeg har faktisk savnet det her." Jeg vendte mig om. Gemma stod i døren, og så rundt i mit rum, som jeg havde gjort for 2 sekunder siden. Hun gik ind på mit værelse og pillede ved noget jeg havde lagt på skrivebordet ved væggen. "Jeg vil nok ikke helt indrømme det, men jeg har virkelig savnet at være her." Hendes øjne blev blanke. Jeg fik en klump i halsen. Gemma havde altid været så stærk. Jeg har altid beundret hende for det, da jeg også ville ønske jeg kunne se mig selv som stærk. Dog er jeg mere den følsomme person, men jeg kan godt holde tårerne i mig hvis det virkelig gælder. Jeg gik hen til Gemma og gav hende et kram. Hun holdt mig tæt og strammede grebet om mig. Min skulder blev våd, da Gemma lagde hovedet imod den. Hun ville få alle de dage til at komme over Weymouth. Lige nu skulle hun bare tage det stille og roligt, hvilket hun også gjorde. 

"Jeg vil altid være her for dig," hviskede jeg til hende. Det fik hende bare til at græde endnu mere, og hun holdt mig igen tættere ind imod sig. Hun så op på mig og smilte igennem tårerne. Hun tørrede dem derefter væk og trak sig væk fra mig. 

"Tak, Haz," sagde hun. Jeg gav hendes skulder et klem. Hun smilte til mig, før hun gik ud af døren og lukkede den efter sig. Jeg satte mig hen på sengen og kiggede igen rundt i rummet. Jeg kunne bare ikke holde op med at smile. Jeg havde sådan savnet det, og nu var jeg her igen. Kunne det blive meget bedre? 

 ☓☓☓

"Vi ses!" Råbte jeg ind igennem vinduet, da jeg havde lukket døren til bilen. Min mor havde valgt at køre mig i skole, hvilket passede mig fint. Jeg havde ikke nerver til at selv køre i skole på grund af alle de sommerfugle der fløj rundt i maven på mig. Jeg havde aldrig været så spændt i hele midt liv. 

Jeg vendte mig om imod skolen. Der var mennesker over alt. Altså, virkelige mange mennesker. Der var helt sikkert kommet en hel masse til siden jeg sidst havde været her. Skolen så også en smule forandret ud, jeg kunne bare ikke lige sætte en finger på hvad det var. Men det var rart at stå der foran skolen. Genkende et par ansigter, genkende de sædvanlige lærer. Endelig var jeg hjemme, og jeg kunne ikke være mere glad. Jeg kunne godt mærke hvor spændt jeg var for at se mine venner, da jeg kom tættere på skolen. Mit hjerte bankede utrolig hårdt indeunder brystkassen. Det føltes næsten som om mit hjerte ville hoppe ud af brystkassen på mig. Den første time ville starte om 15 minutter, så jeg havde et stykke tid til at prøve på at søge efter mine gamle venner. 

Det gik bare ikke så godt. Jeg kunne ikke få øje på en eneste jeg havde snakket med før i tiden. Ikke engang Kayla eller Liam. Det gjorde mig trist ikke at kunne få øje på dem, men jeg havde vel også chancen i pausen efter de to første timer. 

Jeg trak en lille seddel op af min lomme, hvor der stod hvilket nummer mit skab havde. 117. Jeg så på det skab jeg stod ved siden af, og så at der stod 98. Jeg gik længere ned af gangen, til jeg fandt mit skab. Jeg puttede alle de bøger jeg havde fået indtil videre ind i skabet, tog min matematik bog ud, og lukkede skabet efter mig. Matematik har altid være mit yndlingsfag, så det skulle nok blive godt. Jeg drejede rundt om mig selv, for at finde frem til lokalet, da en voldsom smerte skød igennem mig. Min skulder fik et voldsomt skub, og min ryg blev slået hårdt ind i skabet. Jeg tabte mine bøger på gulvet. Der lød grin fra nogle drenge, som jeg gætter på var dem der gik ind i mig. 

"Kig dig for, spade," sagde en mørkhåret dreng, og grinte videre. Han gik sammen med 3 andre, og de gik grinende sammen ned til et lokale forenden af gangen. Smerten gjorde ondt fysisk og psysisk. Den mørkhårede dreng havde sgu nogle knaldhårde skuldre der sikkert kunne knække en mursten i 2, men det gjorde også psysisk ondt. At jeg allerede er blevet skubbet til på min første dag, er noget lort. Jeg vil ikke gå hen og blive et mobberoffer på min første dag, jeg ved ikke engang hvorfor han gjorde det? Jeg havde håbet på en lidt varmere velkomst, men det ville jeg vist ikke få. 

Jeg fandt endelig frem til matematik lokalet, som næsten allerede var helt fuldt. Der var godt nok kun 2 minutter tilbage, men selv med den tid på min gamle skole, vil der ikke have været en eneste. Det føltes mærkeligt at være på en skole, hvor de faktisk tog tingene alvorligt. Men så kom jeg i tanke om drengene fra før, og kom alligevel i tvivl om, hvor alvorligt de så alligevel tog det.

Jeg satte mig hen ved siden af en pige, som sad med hovedet i hænderne. Hendes tøj ved slidt og stramt,  men det klædte hende. Hendes mørke hår sad i en stram hestehale, som fik hende til at se barsk ud. Det var først da hun drejede sit hoved for at se på mig, at jeg opdagede hvem hun var. Det var Kayla. Først sagde hun ingenting, men så bare forbavset på mig, men så hoppede hun op på mig, så min stol røg til siden, og vi begge landede på gulvet. 

"HARRY!" råbte hun så højt hun kunne, og alle så på os som om vi var tosset. Det gjorde mig ikke spor, for jeg var egentlig bare glad for at se hende igen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde jeg ikke havde savnet hende så utrolig meget.

 ☓☓☓

"Hvornår i alverden er du kommet tilbage!" Var det første der blev sagt, da klokken ringede. Jeg sendte hende et smil, og mærkede hvordan varmen spredte sig i hele kroppen på mig af hendes reaktion. Det gjorde mig helt glad, af at se hende være så glad for at se mig. 

"I går"

"Og så har du ikke sagt noget?" Da vi var kommet ud fra lokalet, skubbede hun til min skulder så jeg stod frontalt til hende. Hun havde et dybt seriøst blik i øjnene, og det skræmte mig faktisk en lille smule. Men så heller ikke mere, for Kayla er ikke så skræmmende.

"Tænkte at du kunne tænke dig en overraskelse, da jeg hørte dig fortælle mig for lang tid siden, at du elsker overraskelser. Synes du ikke det er lidt ekstraordinært, at have 2 elsklige ting i en overraskelse?" Jeg kludrede i min udtale og sammenhæng, men jeg var simpelhen bare så glad for at se hende og det hele var bare så overvældende, så jeg kunne slet ikke få mig selv samlet sammen til at opføre mig ordentligt. Mine tanker blev dog afbrudt hurtigt, da der ikke andet end 5 meter foran os var ophobet sig en slåskamp. Jeg kendte en af drengene fra før jeg gik her, men alligevel ikke så godt. Jeg vidste bare han hed Zack og gik på forboldholdet. Eller det gjorde han. Den anden dreng havde jeg aldrig set før. De slog begge ud efter hinanden, og en flok mennesker var begyndt at samle sig rundt om dem. Nogen så bekymret ud, mens andre begyndte at heppe som om det var det mest spændende der kunne ske på sådan en kedelig mandag skoledag. Jeg så hvordan den fremmede dreng slog ud efter Zack, og ramte ham lige på næsen. Der lød et "Ugh" ved siden af mig, og Kayla gryntede på næsen, mens hun livligt fulgte med. 

"Den gør ondt i morgen," sagde hun, uden at fjerne blikket fra dem. Jeg kiggede kort på hende, og så så tilbage på de 2 drenge. Er der virkelig ingen der har tænkt sig at stoppe dem, eller hvad? 

"HEY!" Blev der råbt, og en person maste sig igennem folkemængden der nu var gået hen og blevet rigtig stor. Han kom igennem, og tog fat i hver af drengenes skuldre, og prøvede på at få dem væk fra hinanden. Hans muskler igennem hans hvide skjorte, blev tydelig i det han pressede dem væk fra hinanden. Han var utrolig flot, det måtte jeg give ham. 

"Stop blev der sagt," sagde han roligt. Han kiggede fra Zack til den fremmede og omvendt hele tiden. Jeg kunne ikke lade vær med at blive ved med at kigge på ham, der var bare et eller andet over ham. Jeg vidste ikke om det var den måde han havde sat sit chokoladebrune hår på, eller hvordan hans blå øjne skinnede i lyset fra lampen, eller om det var hans bukser der sad perfekt omkring ham, og var sat på plads med et bælte, men noget var det og jeg kunne ikke få blikket væk fra ham igen. 

Drengene stoppede efter fyren i midten blev ved med at sende dem hadefulde blikke. Jeg vidste ikke hvad der fik dem til at stoppe bare fordi en eller anden random dude kom ind imellem dem, men noget måtte det have været, og jeg ville dø for at finde ud af det. Eller dø og dø? Lyder måske voldsomt, men jeg ville i hvert fald gerne vide hvilken status han havde, siden han kunne få dem til at holde op, for det var ikke en hver fyr der kunne gøre sådan. 

"I slipper let denne her gang, men næste gang er det kontoret. Forstået?" De nikkede begge, og gik hver deres vej. Det samme gjorde flokken.

Hørte jeg rigtigt, eller har han lige indirekte sagt at han er lærer? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...