Familie drab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2013
  • Status: Færdig
Novellen er skrevet til et billede, og var en skole opgave.

2Likes
0Kommentarer
192Visninger

1. 1

Det var mørkt og moren var på vej hjem fra det beskidte arbejde. Det dumme rengøringens arbejde på den lokale kro, som hun faktisk igen penge fik ud af. Hun vandrede gennem den mørke belangte by, med den sorte hue som fik hende til at ligne en indbrudtyv, eller en heks. Faktisk var hun blevet beskyldt for at være heks mange gange på grund af hendes udseende; lang slasket hår, der ikke kunne bestemme sig for at være brunt eller blond, og blev derfor en blanding. De lange lemmer, og det lille hovede. Ærligtalt så hun ud som et uhyr, en heks. Hun kiggede ned i brostene, og kom længere og længere ud til udkanten af den lille by. Dér lå et lille faldefærdigt hus, med trætag, der truede med at brase sammen. Moren stoppede op, og kiggede ind af de beskidte vinduer. En lille ledning med en pærer forenden lyste svagt den store opvask op. Hun sukkede, og gad ikke ordene det. Bare den lille snotunge, af et barn hun havde ikke ville lette røven og lave noget. Moren sukkede højt, og kiggede op mod himlen, kiggede ned på det grimme hus, og gik ind af døren. Moren sukkede højt, og råbte ''Jeg er hjemme!'', den lille pige, med de søde lyse rottehaler og sløjfer for enden, lyste op i et smil, da hun så sin mor. Men løb alligevel ind af døren til hendes værelse, og satte sin med et bump. Hendes gammle uhyggelige dukke, med kun ét øje var hendes et og alt. Selvom den var grim og uhyggelig.

Moren fiskede de tre mønter hun havde fået for dagens arbejde, op af lommen. Tre mønter kunne knapt nok brødføde ét menneske. Det var menningen at mønterne skulle holde hele måneden, men det kunne de jo ikke? Det var ikke en gang nok til ét menneske! Moren sukker højt igen. Det var umulig at finde et godt arbejde når man så ud som hun gjorde.

Moren rejste sig fra stolen i stuen, og gik ud mod køkknet. Opvasken skulle klares, selvom hun ikke gad. Det var slavearbejde at skulle vaske op!

I køkknetv ar det eneste lys en lille møgbeskidt pære der hang ned af loftet, i en sort ledning. Pæren blinkede svagt og truede svagt med at sprænge. Moren så ellers ufattelig skræmmende ud, men det svage lys fra pæren gjorde det hele værre. De mørke små øjne blev mere sorte, håret fik en mere klam farve, blandet med at det var fedtet og slasket.

Hun stod med ryggen til, og brummede svagt da hun hørte Olivias søde nynnende stemme. Det sidste var at Olivia skulle irriterer, drille eller hvad hun nu ellers kunne finde på. Pæreren blinkede tre gange, og gik ud. Moren knyttede hænderne, ''Gå Olivia! Jeg har brug for fred.'' Moren vendte den krummede ryg væk fra hende. ''GÅ!'' råbte moren igen. Olivia hoppede op i luften i skræk, vendte om og løb ind på hendes værelse. Aldrig havde hendes mor været på den måde, og den skræmte Olivia. Resten af aften sad Olivia på hendes værelse, og moren vaskede op, og gik i seng.

Næste morgen stod moren tideligt op.Gik igen hen af vejen. Det var mørkt, og koldt. Hun var på vej til arbejde. Det arbejde der kun gav hende 3-4 mønter. HØJEST. Aldrig mere, aldrig mindre. Hun skulle gøre rent, vaske gulve, og den slags. Hun hadede det voldsomt. At arbejde i mørke, under kummerlige forhold, var ikke hvad hun drømte om. Irriteret rejste hun sig fra det hårde trægulv, hun havde fri nu, og ville bare hjem, og slappe bare lidt af. Hun havde ordet hele opvasken, så der var ikke andet at lave end at slappe af og læse dagens avis.

Hun var på vej hjem. Der var mørkt, koldt, og der regnede lidt. Brostene var slidte, og besværlige at gå på. Ryggen der gjorde en smule ondt, og sendte flere og flere hårde stød gennem ryggen af hende. Foden, som hun vrikkede rundt på tideligere på arbejdet, som sandsynligvis var brækket. Hun humpede af sted hen af gaden, med hætten over hovedet, og den lange frakke. Der var ikke langt i nu. Hun stoppede kort op, og kiggede rundt. Hun havde det som om der var én, eller flere, der fulgte efter hende. Hun kiggede kort ind af vinduet, der hun var stoppet. Et svagt smil bredte sig i den lille hovede, da hun så en hel familie sidde og hygge sig. Hun ville ønske det også var sådan hvor hun boede. Men, man kan ikke få alt, og i visse tilfælde. Ingen ting.

Det var snart jul. Julen var et helved! Der blev koldt. Koldere end nu.

Og moren havde ingen penge, ingen familie, ingen latter, og ingen mad. Alt i alt en kedelig, og dårlig juleaften! Moren kom til udkanten af byen, da den faldefærdige gamle hus kom til syne. Hun gik ind af døren, og dér så hun det. Rod. Rod over alt. Vreden kokte i hende. Først ryggen, så foden, så regnen, også roddet? Hun knyttede nævnerne da Olivia kom smilende ud af køkknet, med hele hovedet fuld af fedt hvilket Indikerede i, at Olivia havde spist deres aftensmad. ''Olivia den uduelige unge!! Hvad har du gjort!'' Moren kastede hænderne ud til højre og venstre, for at vise hvad hun mente, ømede sig lidt over ryggen, da Olivia stammede svagt; ''det var ikke mig..'' Moren sukkede højt, og råbte igen ''Hvem var det så?!?'' Olivia begyndte at græde. Hun græd ikke bare, nej, hun tudbrølede og ikke midst skreg. Moren smed hårdt skoene af fødderne og glemte den ømme fod. Og humpede vredt ud i køkknet. Mere rod, og mere opvask. Hvor mange ting kunne hun lige bruge? Irriteret trampede hun ud til Olivia der sad på gulvet og skreg. ''Hold op med at tude, og begynd at rydde op!'' også græd Olivia mere.

De havde ingen penge til mad. De havde ingen mad. De havde faktisk ikke noget. Moren smækkede døren ind til hendes værelse, smed sig på sengen og begyndte også at græde. Hun havde kun fået én mønt i dag, og den rækkede ikke til noget. Ikke en gang en syg høne. De andre mønter havde de købt lidt mad for i går, så dem havde de ikke mere. Og maden havde Olivia spist. Moren fik en idé. Hvis nu.... Nej, den gik ikke.

Ungen skreg igen. Moren rejste sig med et sæt, åbende den knirkende dør, og listede ud. Der var ingen vej tilbage, eller det var der, men det tænkte hun ikke rigtig over i den situation. Hun listede gennem mørket hen til den skringe unge, som endnu ikke havde hørt hende humpe hen over gulvet. Hænderne formede sig svagt i lyset af et lyn der kastede sig hen over himlen. Hænderne kastede skygger hen over Olivia, der kiggede tilbage, der stod hendes mor. En uhyggelig skabning, der lyste svagt op igen, da endnu et lyn brød ud af i et højt brag. Morens hænder tog hårdt fandt omkring halsen af Olivia og klemte til. Ungen holdte op med at skrige, og kun en lydløs hvæsen kom ud af munden af hende. Moren klemte mere til, i bare iver over at hun havde rodet alt til, og spist det sidste mad. I vrede over alting.

Det gik ligepulselig op for hende hvad hun havde gang i. Hun slap grebet om den livløse unge, der lå helt hvid i hovedet på gulvet uden at bevæge sig. ''Hvad har jeg dog gjort..?'' Moren faldt ned på knæerne ved siden af den livløse krop. Hun mærkede på siden af halsen, ingen puls. Ingen åndedrægt. INGEN TING. Moren skreg højt. Hun havde lige myrdet sin datter. Hun havde myredet hendes datter i iver over at de ingen mad havde, at hun havde rodet alt til, og ikke minst fordi hun havde spist det enste mad de havde. Moren græd højt, da en banken på døren lød. Hun mumlede et ''To sekunder..'' men højt nok til at de sikkert kunne høre det ude på en anden side af døren. Moren tørerede øjne, og gik i panik. Hvad skulle hun nu gøre?! Hun tog Olivia i det ene ben, og trak hende ud af stuen, og ind på hendes værelse. Igen kørte moren håndryggen hen over øjet. Hun åbede svagt døren, og stak det lille hovede ud af åbeningen af døren. ''Jaa?'' mulmede hun svagt. To små børn, en dreng og en pige stod ude foran døren ''Er Olivia hjemme?'' spurte den ene. ''Hun sover, lige nu.'' moren mumlede igen. ''Nårh.. Vi kommer i morgen igen.'' Moren smilte falsk til dem og lukkede døren. Hun listede hen til Olivia. Moren satte sig ned og tænkte. Tænkte over hvor hun skulle gøre af den døde krop så ingen ville opdage det. Men folk ville alligevel opdage at Olivia aldrig kom ud, eller ville lege. Moren listede ud i køkknet, igen. Tog en skarp kniv i skuffen, kiggede lidt på den, og stak den så ind i brystet, uden at tænke over noget andet, end at hun ville rådene op i et fængels, eller blive dræbt. Før hun viste af det, lå hun på gulvet. Tågen stod for øjne, og tilsidst blev der helt sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...