They Have Two Voices When You Touch Me - [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2013
  • Opdateret: 16 feb. 2014
  • Status: Igang
– Hvis du var en pige, som kunne læse hver eneste tanke, hver eneste person tænkte om dig. Og du en dag mødte fem drenge, som ikke kendte dine evner, og du vidste de kunne lide dig som den du er, ville du så ikke også kaste dig ud i det, med din hemmelighed i god behold?
-Det vil Wait, og det er præcist det hun gør, med hjælp fra hendes bedste veninde, Aya, som er den eneste person, der har godkendt hendes evne, ikke engang hendes familie vil være hende bekendt. Der er dog det problem; Aya bor på den anden side af Jordkloden. Så de fem drenge, bedre kendt som One Direction, bliver hendes nye helte på de mørke dage. Men hvad sker der når en af dem finder ud af hendes hemmelighed? Og hvad hvis uventede følelser kommer i klemme og Wait’s mur ikke kan holdes oppe med følelser indblandet? Og hvad når resten af drengene finder ud af hemmeligheden?
Tjek Traileren; i hjørnet!<3


19Likes
9Kommentarer
584Visninger
AA

3. Ups! #


Kap 2: 

Wait's synsvinkel:

Min tøj bestod meget enkelt af en sød, hvid trøje, en lyserød habitjakke med sorte detaljer og et på stramme, sorte shorts. Da jeg gik ned af gaden.

Drengene havde overtalt mig, eller det vil sige; hvis de ikke havde spurgt om jeg ville med i parken, havde jeg tigget og bedt dem om, at tage med mig i parken -det var dog ikke blevet nødvendigt.

Men jeg var ihvertfald på vej hen til samme café som i går, der hvor jeg havde snakket med Zayn.

I går var jeg blevet kørt hjem af Naill og da jeg prøvede at finde rundt i hans tanker, havde jeg fuldstændig givet op.

Det krævede så meget koncentration at nå ind til deres tanker, men til gengæld krævede det næsten intet at lukke helt af for dem. Det var virkelig fredfyldt at lære nogle og kende, uden at vide om de er løgnere eller bare dejlig søde. Og så tænker i nok: Løgnere? Og ja, løgnere. 
Jeg går rundt og ved hvad alle og enhver tænker, jeg ved hver gang der er nogle der har en dum kommentar, eller en billig til mit tøj, hvis der er en dreng med en alt for langt ude kommentar og når Aya har en overraskelse. Måske skulle jeg lige fortælle, at Aya er min bedste veninde, dog bor hun på den anden side af jorden og er den eneste veninde.

Hver gang jeg for en ny veninde, hvilket sker tit, men lige når jeg tror vi er kommet godt ind på hinanden. Og jeg føler at jeg kan fortælle om min, lidt usædvanlige, evne, så fortæller de det videre, og jeg må flytte og cotte alt kontakt, for ikke at blive total stemplet.
 Så nu er jeg altså endt i London. Jeg har besluttet at denne her gang er der ingen, absolut ingen der skal have det af vide!

Så jeg håber at drengene vil blive de næste i min lange række af venner. 

Jeg ved godt jeg kun har kendt dem en dag og at de er kendte, men der er altså et eller andet over dem -noget godt.

Jeg skreg op og hev min høretelefoner ud af ørene, da et par varme hænder tog om mine hofter. Og i ren refleks vente jeg mig rundt og gemte mig i en brøstkasse, med en velkendt parfume.

"Jamen, Hey babe." Lød en hæs stemme i min øregang. 

Jeg nåede kun lige at opfatte at det var Harry, før hans arme omkring mig, blev skiftet ud med ens anden.

Og igen blev Niallers arme skiftet ud med Lou's, jep jeg var på kælenavne med dem.

Så Zayn og til sidst en varm krammer af Liam, selv om jeg ikke kender Liam sådan helt vild godt, følte man sig tryg i hans arme.

'Waow, en god parfume'
 
Jeg blev nød til at bide mig i læben, for ikke at grine. Alle drengene havde tænkt på min parfume, som noget af det første, -så meget har jeg da heller ikke på!

"Nu ved jeg godt vi burde sige, og sådan rigtig hej," jeg vente hovedet mod Niall. "Men jeg er virkelig sulten."

Og så var han ellers væk med de andre drenge i hælene, men fordi jeg havde stået og studeret Niallers ansigt, der ikke var helt dårlig, var jeg sappet lidt bagud. Det opdagede Louis dog, for han stoppede ihvertfald op. Da jeg kom hen ved siden af  ham, lagde han en arm om min skuler, det skal lige siges: jeg.hader.nærkontakt.

"Niall er jordens største madskrallespand," jeg fnes kort over ordvalget; madskrallespand. "Men når du nu skal tilbringe hele sommeren med os, skal du nu nok finde ud af det."

Hey, vent lige to sekunder. Hele sommeren? Jeg har da andre venner, eller nej, men hvor ved han det fra? Og gad de bruge en hel sommer med mig?

'Sagde hun ikke i går at hun lige var flyttet her til?'

Mit ansigt måtte have set forvirret ud, ifølge hans tanker.

Og lige for at forklare: uanset hvor klart et sind mennesker har (klare sind er nemmere at lukke af få.) Så flyver alle personens tanker ind i mit hoved når de rør mig. Og eftersom Louis' arm lagde om mig så... -okay i har fattet det.

"Ja, altså jeg tænkte... Du ved... Du fortalte i går at du lige var flyttet til." lød han ikke nervøs? Hvorfor var han nervøs? 

"Nåårh, det er derfor du er flyttet til London, du har venner her!" Han lød næsten som om han lige havde vundet en million.

'Hvordan skulle man lige sige, at man ikke troede hun havde venner?'

Haha... Han troede ikke jeg havde venner... Haha... 
Han havde ret meget ret.

"Nej, nej, jeg har faktisk ikke venner," sagde jeg grinende.

'Ingen venner!?'

"Ja altså her i London." Louis' ansigt sprang op i et endnu større smil. 

Det var jo endelig en løg. Men jeg har da Aya!

"Skal vi sige, at du giver en is til dessert, hvis jeg kan give Harry et større chok end han lige gav mig, og hvis ikke giver jeg en?" Og sådan, mine damer og herre. Sådan reder man sig ud af akavet scener.

'det kræver jo bare at man ligger hænderne på hans øjne, Harry og mørke lig med; små børn der kommer til at kramme den forkerte far. Men hvor skulle hun vide det fra?' 

Igen Lou's sammenligninger, de er for mærkelige. Men hey, det er derfor jeg ikke Hader mine evner, jeg er bare ikke så glade for dem, -Man kan jo bruge dem til lidt af hvert, like this.

"Det er iorden, men min is skal have tivolidrys på." Der slap en let fnisen ud mellem mine læber.  Louis slap grebet om min skuler. "Men kun dem der kender Harry bedst, kan give ham et så stor chok så han skriger op."

Du drømmer Louis, du drømmer!

"Jaja, vent her." Og så havde jeg ellers sat i en lydløs løb hen mod de andre drenge, der havde slået tempoet en anelse ned.

Jeg fik gemt mig bag et på mennesker der stod og snakkede. Dog uden at de opdagede, at de var medvirkende i en kamp mellem stilhed og stilhed og ja, det lød bedre i mit hoved.

Jeg var ikke langt fra Harry, da Zayn vente sig om og åbnede munden, sikkert for at hilse. Jeg fik dog hurtig lagt en finger op foran min mund, så han lukkede munden, vente om og lod som intet af det der var hent.

'Okay, hun bliver mærkeligere og mærkeligere.'

Jeg tog mig selv i at trække en skør mine. Mærkelig? Mig? hvad snakker han dog om? -Håber i kunne mærke ironien.

Jeg Løftede armene da jeg var noget ind for rækkevide, bag Harry's ryg.

Lagde hænderne foran hans øjne.

Og jeg lover at det skrig der fandt ud af hans læber var højere og, hvis det var mulig, meget mere piget end mit.

Jeg mener, det var højt nok til at overdøve Louis grin, der dog kom til at lyde da Harry's skrige døde ud og han opdagede, det bare var mig.

Jeg tog mig til mave da min mave gjorde ondt, af at grine så højt. Og da det grin blev blandet med skrig, da Harry var begyndt at kilde mig, fik kun gjort kramperne endnu værre.
 Og da jeg endelig fik fjernet hans hænder kom Louis da bare bagfra. -lorte nørder!

**********************************

"De er drenge, Wait, hvad nu hvis de bare har alle mulige ondsindede tanker om... Nej ved du hvad? Bare drop det."

Kender i den der følelse af, at snakke i telefon, og man så slet ikke har en anelse om hvad personen, i den anden ende, tænker?

"De er søde Aya, trust me! Men de venter altså eller de spiller fodbold, og jeg skal være med, ses skat."  

"Jaja, ses. Mys, Mys."

Og så var hun ellers løbet. Jeg ved godt jeg sagde, at hun boede på den anden side af jordkloden, men vi snakker mindst sammen fem gange om dagen, og min mobil kimer hele tiden med sms'er fra hende, så et ordentlig farvel behøvede man ikke.

Som sagt var drengene ved og spille fodbold inde i parken, og man går aldrig glip af en god fodboldkamp.

Vi havde spist os mætte i pommes og is. Det skal lige siges, Louis stadige skylder mig en is.

"Wait?"

Jeg tog mig til maven, da en tyrende bold lod sige borde ind i min mave, -woaw, det lød meget dramatisk.

Lige udover mavepusteren. blev min tanker afbrudt af en hel bunke grin.

"Ups, jeg troede du var med." Lød det, for ikke at understrege, meget ironisk fra Niall.

Det var pænt pinlig, da det gik op for mig, at det ikke kun var drengenes grin man kunne høre. Men der var samlet sig en hel stime af piger rundt om fodboldbanen.

Jeg fik pusten igen, samlet bolden op og tyret den i ryggen på Nialler. Så alle pige grinende begyndte, -som min opbakning.

"Nialler, det der skulle du have overvejet en tand bedre." Min kommentar røg også i ryggen på ham, så han vente sig rundt.

"Nånå, Wait, Så det er sådan vi leger. Zayn, Harry er med mig."

'Hvis vi ikke vinder... 
akavet...'

Jep Nialler, akavet! Og det skal jeg nok gøre det hele.

Louis, Liam og Jeg mod Niall, Harry og Zayn.

Mit hold skulle åbenbart starte med bolden, kun fordi vi havde en pige på vores hold, eller det var da deres tankers grund.

Jeg fik da også lov at starte hele kampen ud, med den første aflevering.

Bolden til Louis, Louis til Liam, Liam til Louis, Louis til mig, og i kassen sad bolden, lige mellem benene på Zayn. Der var et mål placeret mellem de to sko, som skulle markere længden af det.

En høj jubel blev spredt ud over de mange piger, som kun var blevet flere.

"Drenge, tøsen er bedre end forventet, spil nu som om det var en dreng."

'Det er ellers nemt at se forskel.'

Ja, det er flot Harry.

Og så var vi i gang igen. Mit hold havde placeret Liam på målet, og så måtte Louis og jeg forsvare så langt ned vi nu kunne.

Og det var Harry til Niall, Niall til Harry, Harry til Zayn, Zayn mod Louis, uden om Louis og der måtte jeg slå til. Zayn lænede sig til den ene side, kun for at sætte mig af, men come on, det er lidt svært at sætte en der kan læse tanker af.

Og så kom den typiske drengen til pigen finte, I ved, lade som om man skal lige til at hyre til bolden, men man faktisk bare køre den uden om en. 

Den havde jeg dog fanget, så jeg måtte springe ind foran Zayn, og for at han ikke sparkede til mig, måtte han jo stoppe hans 'sparkede fod', som hang i luften. Men det kan man ikke gøre uden at vælde.

Så lagde jeg der med Zayn oven på, fuldstændig ude afstand til at gøre noget, fordi jeg, for anden gang i dag, havde mavekramper af ren grineflip, -og det var altså længe siden.

'Forkælet tøs!'

'Som om drengene synes det er sjovt!'    

'Hun er helt sikkert den største diva!'

'Det er jo nemt at se drengene hader hende!'

'Jeg fortjener hundrede gang mere, at ligge der!'

'Hvem fanden er hun!'

Mit grin stoppede med et, Det er fuldstændig umulig at holde en mur oppe, når man griner. Det er præcist lige så svært som når man bliver sur, komme til skade eller bliver forelsket.

"Hey, er du okay Wait?" Zayn havde fået sig flytte fra min krop, da Louis' stemme lød.

Mit blik tågede rundt, lige indtil de fandt er par grøngrå sæt øjne.

"Jaja, det okay, men jeg bliver virkelig nød til at tage hjem."

"Hjem? Du kommer altså med Harry og jeg hjem, så holder vi filmaften… Igen." Lød det undrende fra Louis, sikkert stadig i tvivl om hvad der lige var sket.

"Det er okay Louis, jeg...-" "-Nej, kom!"

Louis greb fat i min hånd og hjalp mig op, og så stod Zayn også ved min side.

"Hey, undskyld! Er du okay? Slå du dig? Det må du altså unds..-" "-Zayn, slap af, jeg har det fint, det var ikke din skyld." Fik jeg forklaret.

'Hvad skete der lige der? Hvad gjorde jeg lige der? Det var så meget min skyld?'

"Okay." Ikke en skid, han troede på det, men det havde jeg nok troet han gjorde, hvis det ikke lige var for det forbandet tanker!

***********************************

"Harry, hør nu her, jeg hentede i går og Wait kan ikke finde der ned."

Et opgivende suk lød fra Harry, han havde vidst fattet at det var hans tur til at hente vores pizza. 

"Jamen, je...-" "-ikke noget 'jamen'."
 Et grinende hovedrysten kom fra Louis, helt hundrede møntet på Harry, -jeg siger det bare!

Harry vendte rundt med en trist, men opspillet, mine. 

"Nå, Wait. Hvor slå du dig da dig og Zayn faldt?"

"Jeg slå mig altså ikke." Sagde jeg modvillig. Jeg slå mig jo faktisk ikke.

'Sej tøs var, måske skulle jeg hente en ispose måske hun ville sige det!'

"Nej, du skal ikke hente en ispose, de er så kolde! Og jeg er ikke sej, jeg slog mig bar..." Hold nu kæft Wait! Hvad skulle det til for? Dum, dum, oh, fik jeg sagt dum!!! Mon ikke jeg snakkede for hurtig til han opfattede en skid??

"Hvad?" Okay nej, bare nej...

 

______________________________________________________________________________________

Okay, Andet kapitel… Her fik i lidt om hendes tanker med

kan i godt forstå det?? Hvad synes i ellers om den??

Ved det her kapitel var lidt kedelig, men den skal lige igang:DD

 

Smid endelig et like!<33 Tak forbi i læser med!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...