They Have Two Voices When You Touch Me - [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2013
  • Opdateret: 16 feb. 2014
  • Status: Igang
– Hvis du var en pige, som kunne læse hver eneste tanke, hver eneste person tænkte om dig. Og du en dag mødte fem drenge, som ikke kendte dine evner, og du vidste de kunne lide dig som den du er, ville du så ikke også kaste dig ud i det, med din hemmelighed i god behold?
-Det vil Wait, og det er præcist det hun gør, med hjælp fra hendes bedste veninde, Aya, som er den eneste person, der har godkendt hendes evne, ikke engang hendes familie vil være hende bekendt. Der er dog det problem; Aya bor på den anden side af Jordkloden. Så de fem drenge, bedre kendt som One Direction, bliver hendes nye helte på de mørke dage. Men hvad sker der når en af dem finder ud af hendes hemmelighed? Og hvad hvis uventede følelser kommer i klemme og Wait’s mur ikke kan holdes oppe med følelser indblandet? Og hvad når resten af drengene finder ud af hemmeligheden?
Tjek Traileren; i hjørnet!<3


19Likes
9Kommentarer
580Visninger
AA

5. It Is What It Is! #


Wait's vejrtrækning var faldet ned til ro og blevet normal, og da jeg var helt hundrede på at hun var faldet i søvn havde jeg løftet hende ind i min seng, sendt en besked til drengene om at det skulle komme til aftensmad, bog kunne Harry ikke. Men jeg havde sat en disney film på, og ventede endelig bare på Wait ville stå op.

 


Jeg vågnede ved en rumlen ved mit ører, jeg fiskede ud efter min mobil, i frygt for at åbne øjnene og blive blændet af det skarpe sollys.

 

Jeg tog telefonen på til øret efter at have sat fingeren på skærmen og kørt hen, en alt for vandt bevægelse.

 

"Wait! hvad i hede hulen bib laver du?" Her mine damer og her: verdens bedste og meste overbeskyttende veninde på hele jordkloden. "Du har ikke skrevet en eneste gang, klokken er halv seks og du har ikke taget telefonen en eneste gang ud af tyve gang, hvis det kan gøre det... Hvad har du lavet?"

 

Og der kom det hele tilbage til min hjerne, som havde total frakoblet i nået som følte som en evighed.

 

Jeg havde fået mit anfald foran Zayn, og jeg vidste endda jeg ville få det, men næ nej, Wait du tog bare med ham hjem, uden at tænke dig om.

 

Med mindre, med mindre det var et så pludselig anfald at...

 

Okay, i kræver måske en forklaring;

 

Mine anfald kommer, når min hjerne får for meget af det hele; de anfald plejer jeg at kunne mærke komme et par timer før deres ankomst, nu har jeg trods alt levet med dem så længe jeg kan huske. De typiske anfald, dem jeg kan mærke komme, dem der kommer engang om ugen, var sådan en jeg fik den dag på caféen, der med Zayn. Den jeg fik i går var et slem anfald. Normal ville jeg elske at være alene, men ikke når jeg fået et slemt anfald, når jeg får dem, bliver jeg helt bange for mig selv, jeg kan have de sygeste tanker om, at skade mig selv.

 

"Wait, halllllllo... Seriøst hvad sker der? Anfald?" Aya's, tydeligvis bekymret, stemme stoppede mine tanker.

 

Og hun kendte mig for godt, hun vidste jeg havde det like this når jeg fik mine anfald.

 

Jeg tog mig selv i og nikke, da min mund føltes hel tør.

 

"Mmh," fik jeg fremstammet med en lille stemme.

 

Et grin fandt vej ind i mine øre, og det var ikke Aya's, det var Niall's.

 

Med ét åbnede jeg mine øjne og så et helt hvidt rum, ikke mit værelse, en stor fladskærm, en dobbelt seng, store skabe.

 

Jeg huskede pludselig Zayn's betrykkende arme om mig, hans mærkelig dybe tanker, men bedst hans bløde stemme, som dansede let og elegant ud af hans mund, teksten til sangen, -husk mig på at jeg må spørge hvad den sang hedder, musik er det bedste i verden!

 

"Aya jeg bliver virkelig nød til at løbe, virkelig!" Jeg stoppede Aya's strøm af ord som jeg alligevel ikke lyttede til. Jeg vidste jeg skyldte hende en forklaring, men jeg skulle først have fast på drengene, -jeg mener jeg fik et anfald foran Zayn Malik.

 

Eftersom jeg lige hørte Niall blev det vidst ikke så svært at finde drengene.

 

Jeg havde stadig alt mit tøj fra... Hvad dag har vi? Og hvad er klokken?

 

Jeg greb ud efter min mobil og klikkede på Home knappen, så et billede med pike blomster kom frem på skærmen, matchende min pinke iPhone. Men et par digital tal markerede, at klokken var halvseks, så der måtte altså være samme dag, som da jeg mødte Zayn. -Lad os tage den forfra!

 

Jeg havde stadig alt mit tøj, fra tidligere i dag, på.

 

Jeg svang mig ud af sengen og gik hen mod døren, da jeg nåden den fik jeg den åbnet helt lydløs.

 

"Hvis ikke hun snart står op, jeg ved ikke jeg..." Louis færdiggjorde ikke sætningen, men når jeg er her behøver du jo slet ikke at snakke. Så til jeres information ville han slæbe en brandslange ind i huset og spule mig i navlen, -selvom du ikke kan kalde det en af Lou's sammenligninger, så bare i det hele taget tanker. Jeg mener spørg mig ikke om det der! Det var Louis' tanker!

 

Jeg havde vidst været uopmærksom for Niall's grin havde revet mig tilbage til virkeligheden. -igen

 

Og pludselig, ret så upassende, standsede jeg op lige foran stuedøren.

 

Kunne jeg godt bare tillade mig at gå ind? Gå ind og ødelægge stemningen? Zayn ville jo også tro jeg var dum? Hvad de andre drenge fået det ad vide? Vidste de mon noget om noget? Skulle jeg bare smutte uden de så mig og aldrig komme tilbage?

 

Okay, prøv lige Wait tag dig sammen, du skal ikke gå! Du kunne måske bare tage dig et bad.

 

Jep, jeg vente rundt var jeg og på vej hen mod badeværelset var jeg.

 

Jeg lukkede døren og låste den efter mig.

 

Her efter fandt eg et håndklæde og tog mit tøj af, for bagefter at stille mig ind under vandet, som jeg havde ladet løbe i lidt tid så det nu var varmt.

 

Jeg lod vandet gøre mit hår vådt, og lænede mig op af væggen.

 

Dum som jeg var lod jeg mine tanker glide hen på mine forældre, og det var en fejl, for en ufrivillig tåre lod sig glide ned af min kind.

 

Jeg har en lille søster som jeg aldrig snakker med mere, mine forældre har lukket alt kontakt med mig, ud over de 500 € de sender til mig en gang i måneden.

 

Min far er en meget fin mand i en af de meget fine kvarterer i Frankrig, og da jeg havde fortalt min veninde der at jeg kunne læse tanker, sprede de rygter, som endelig er sande, sig. Der var selvfølgelig ingen der troede på det, så jeg blev udstødt som en mærkelinger.... Haha, hvad er en mærkelinger?? Nå, men ihvertfald sendte min far mig over til min moster i Holland, for så fin en mand kunne ikke have en tosse af en datter. Og da jeg fyldt atten i juli,(vi har juni nu) flyttede jeg til Tyskland.

 

Siden da har jeg boet i New York, øde landsby i USA det var her jeg mødte Aya, hun er dog flyttet til Australien. Efter landsbyen har jeg boet i tre byer i Afrika og en by i Irland. Nu endte jeg i London.

 

Jeg var glædet ned af væggen og flere tåre havde fundet vej ned af min kind.

 

Jeg kunne jo ikke engang arbejde på en helt normal arbejdsplads med kollegaer og sådan, eller være med til at feste med mine venner, ihvertfald ikke særlig tit, uden at få anfald, jeg befandt mig næsten altid hjemme i mine lejlighed, hvis du tæller drengenes med som min lejlighed.

 

Mine tanker stoppede og jeg rejste mig op for at træde ud af badet og tage mit tøj på, da Louis' stemme rungede igennem hele lejligheden.

 

"Gays hun er altså i bad, nørder." Hans stemme kom tættere på. "Wait, er du okay?"

 

Jeg lod være med at svare i frygt for at Louis ville høre min svage stemme og regne ud jeg havde grædt.

 

Da jeg ikke havde svaret, men bare stået og kigget i noget til bøjede jeg mig ned...

 

Åh, nej, mit tøj havde jeg jo svedt i da jeg sov, pænt klamt at tage på.

 

"Jeg går bare igen Wait, men skynd dig lige lidt."

 

"Nej Louis, tror du ikke godt jeg kan låne en trøje, måske nogle shorts af Zayn?" Jeg snakkede lav så min stemme ikke var så afslørende igen.

 

Hans skridt forsvandt, jeg håbede det var for at hente noget tøj til mig!

 

Jeg havde fået mit undertøj på da jeg igen kunne høre Louis' skridt på den anden side af døren.

 

"Wait? Her, det ligger her ude kom lige ud til os når du er færdig, og skynd dig lidt!"

 

Jeg fik mumlet et lydløst jo og låst døren op da jeg var sikker på han var gået.

 

Uden for døren lagde en pink T-shirt og et par shorts, sådan nogle man bruger til sport. Men hey, Lou kendte mig for godt pink og sport.

 

Jeg havde lagt mit andet tøj sammen må badeværelses boret, da jeg havde fået Zayn's tøj på.

 

Jeg sætte kursen mod stuen, fast beslutte på ikke, at stoppe op denne her gang.

 

Da jeg åbnede døre gav den et knirk fra sig, så alle blikke blev rettet mod mig, dog var Harry her ikke, men resten af drengene sad med et bekymret blik i øjnene.

 

Jeg havde valgt at prøve og lukke af for deres tanker, som sikkert kun var værre end deres blikke.

 

"Er du sulten eller kan vi godt vente med aftensmaden?" Niall's blik tyede ikke engang på at jeg skulle sige aftensmad, var det virkelig så slemt?

 

"Kom og sæt dig." Louis klappede på den frie plads ved siden af ham i den brune læder sofa.

 

Jeg satte mig hen ved siden af ham, og begyndte at studere stuen; den var med helt hvide væge, men med en masse billede af graffiti. To store læder sofaer stod med mig og Lou i den ene og Liam, Zayn og Niall i den anden.

 

"Vil du ikke fortælle lidt mere om dig selv?"

 

Med mindre der ikke var en bag tanke bag det der spørgsmål, så var det da barnemad.

 

"Øm, jo. Jeg er fra Frankrig, der omkring Sct. Tropez. Min far er en af de der trælse rigmænd, min bedste veninde hedder Aya og bor i Australien." Jeg ve ikke hvor min selvsikkerhed kom fra men den var der bare lige pludselig.

 

"Så din hverdag går som smurt?" Den der Zayn, den var møntet på tideligere, jeg er ikke dum.

 

"Der er vel altid lidt at bøvle med, men ja."

 

Louis lagde en hånd på mit knæ og inden jeg kunne nå at trække mig tilbage strømmede hans tanker ind i mit hoved.

 

'Jeg burde gå en tur inden Zayn bliver sur!'

 

Zayn bliver sur? Hvorfor skulle Zayn blive sur? Zayn virkede som sådan en rolig, nede på jorden, super sød og dejlig person. Så sur?

 

"Jeg tror mig og Wait går os en lille tur, så kan I lave mad imens." Og der kom den endelig ud af hans mund.

 

Jeg var hurtig til at rejse mig og også på den måde for Louis' hånd væk fra mit knæ og der med også hans tanker.

 

Louis var forsvundet ud i gangen for at tage jakke på og da jeg skulle til at sætte af og forsvinde efter ham, greb en hånd fast om mit håndled.

 

Nialler og Liam var også forsvundet ud i køkkenet.

 

"Wait, jeg prøver kun at hjælpe fordi jeg holder af dig, så kom til mig når du mangler en hjælpende hånd."

 

'Jeg vil så gerne hjælpe hende'

 

Min mave vendte og drejede sig, -på en god måde. Både på grund af tanken og det han sagde.

 

Men da jeg skulle til at svare ham kom Niall ind og Zayn havde sluppet mit håndled.

 

Mine øjne fangede kort Zayn's inden jeg lavede et lille nik, som et ubehøvlet svar på hans ord og ude af døren men Louis var jeg.

 

********************************

 

Vi havde fundet et hyggelig hjørne inde i en park og Louis havde hættetrøje på, så jeg gik ikke ud fra vi ville blive opdaget.

 

Nu havde vi ihvertfald gået rundt her i en times tid og aftensmaden havde sikkert været klar længe.

 

Men Louis havde gået hele turen og fortalt om hans liv.

 

Men ud fra de få gange han havde puffet til mig, vidste det sig bare at han prøver at vinde min tillid, så jeg har mod alle forventninger sagt til mig selv at jeg ville prøve at fortælle mine evner, men kun til Louis og først når han beder om det.

 

Og jeg håber for en i hede hulen han gider lytte til mig for ellers så... Ja så, bliver jeg stik tosset!

 

"Wait, du bliver nød til at fortælle mig hvad der sker, hvorfor blev du så ked af det tidligere idag?" Han lød godt nok seriøst, endnu mere bekræftelse i at jeg altså måtte fortælle ham det.

 

"Det hele flød bare sammen." Jeg følte mig godt nok ikke helt klar til bare at spytte ud med min hemmelighed efter en uge, men så måtte jeg jo bare rejse igen, for jeg havde aldrig følt mig så klar til at fortælle det før, trods jeg ikke engang føler mig klar lige nu.

 

"Hvad flød sammen?" Louis stoppede op og tog mine hænder i hans, og jeg vidste at han havde en kæreste og det var rendt venskab.

 

"Det er en virkelig lang forklaring og jeg har prøvet at fortælle den tusinder af gange før, og enten er de blevet sure ellers tror de ikke på mig, ellers fortæller de det videre og jeg bliver nød til at rejse og kotte alt kontakt, please lov du heller ikke griner, for jeg havde aftalt med mig selv jeg ikke ville fortælle det til nogen denne gang, men jeg stoler på dig trods vi har kendt hinanden en uge måske lidt mere."

 

"Lige over og i lige måde, men jeg er pænt spændt så er du ikke en skat, at fortælle det, jeg griner ikke."

 

Hans hjerne var proppet med tanker og spænding da jeg skulle til og fortælle.

 

"Okay, men for det første må du ikke røre mig," jeg slap hans hænder og begyndte at gå tilbage hvor vi lige var kommet fra. "Og vi bliver nød til at tage en lidt længere om vej hjem."

 

Jeg tig en dyb indånding og samlede mig.

 

"Jeg er født i Frankrig af en meget rig far i et meget rigt kvarterer, men her voksede jeg op og da jeg blev ti for talte jeg min veninde at jeg kan læse tanker, dette rygtedes sig i byen og jeg blev hurtig stemplet som en tosse, og sådan et rygte kan en fin mand på de kanter slet ikke have.

Så jeg blev sendt hen til min tante i Holland og der voksede jeg op, men da jeg blev atten flyttede jeg til Tyskland, der efter til to forskellige byer i USA, det var der jeg mødte Aya den eneste person der har accepteret mine evner, men så har jeg boet i tre byer i Afrika og en i Irland. Alle steder jeg har fortalt det har det vist sig, at mine venner slet ikke var venner, det gik ihvertfald over gevind alle stederne og nu er jeg her, uden familie og venner der kan stødte mig igennem dette problem. Jeg kan ikke arbejde, have en kæreste eller i det hele taget et social bånd, fordi det jeg fik med Zayn i dag det var et anfald, jeg for det ikke så slemt hver uge, men jeg for det hver uge. Kan du huske dengang på fodboldbanen der fik jeg et lille.

Men ja, ihvertfald kan jeg læse tanker, og når nu du for det af vide kan du måske blive like; når det var der for den gang og også den gang.

Men det er det her der flyder sammen."

______________________________________________________________________________________

Dam Dam Dam…… Uf hvad siger Louis til det? Er han bar ligesom resten

Wait har fortalt det til? Og hvad med de andre drenge?

Hvad sker der med Zayn og Wait? Og hvad synes i om Aya?

 

Husk nu og tænk på når i læser fra Zayn´s synsvinkel at

Wait jo ved alt hvad han går og tænker, også om hende jo…:D

 

 

 

Men tusinder tak fordi i læder med, virkelig!, og de søde kommentere, man for  helt

lyst til at skrive når man for dem!!!!!<3333

Tak!!!! Og 11 Likes er det ikke okay på første movellas man skriver?? Glad!<333

 

Men smid endelig et like!

 

 

Og hey så har jeg en ny movellas i tankerne, denne gang lidt mere realistisk,

Men hvis i vil læse med, så for i besked om den hvis i tilføjer jer som ”fan” af mig!

 

Og hvad sker der lige for det hedder fan, altså relax:DDD

 

Nå, hav en skøn weekend!!!!! Love u!<3333

P.s.. Hvis i ikke kan se billederne over synsvinklerne så er # i kapiteloverskriften

For Wait’s vinkel og * for Zayn…..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...