You Better Believe

Efter en hård barndom, må Madelin klare sig selv.
Ikke nok med at hun kun har en ven, bliver hun også tvunget til at skifte skole.
Da hun starter på den nye skole møder hun den mystiske dreng, der viser sig at vide mere til hvad hun er end hende selv. Men hvem er han? Hvad er han? Og hvad hvad han egentligt om det overnaturlige?...

3Likes
1Kommentarer
228Visninger
AA

2. Hvem er du?

 

Jeg vågnede af fuglende sang uden for mit lille hus. Det havde kun et værelse, et lille køkken, et badeværelse der nok var det største rum i huset, og så en lille gang. Neden under mit hus havde jeg en kælder som jeg aldrig har været nede i før, for hver aften kan man høre stemmer og kradsen dernede fra. Jeg kan heller ikke komme der ned. Det er som om der er en slags usynlig mur. Jeg har heller ikke noget imod ikke at kunne komme der ned, men det gør mig lidt nysgerig. Hele mit hus var indrettet ligesom et af de værelser der er i ikea. Dejlige jordfarver og grønne planter. Hver morgen plejer jeg normalt at vande dem men i dag skal jeg starte på en ny skole. jeg ville helst blive gående på den gamle men efter Katherina ”stoppede” kunne jeg ikke holde ud at gå der. Ikke med mindet om hende over det hele, ikke med tanken om aldrig mere at skulle se hende. Billede kørte rundt i mit hoved, af hende ligge midt ude i skorven død med tomt blik og hvid hud, hendes hår løst, og iført en grøn kjole, hvor bunden var blevet brandt. Det var en af de kjoler man gik med under den americanske borgerkrig. Bare tanken om at hun var død gav mig tåre i øjnene. Jeg fandt hende på samme sted, som jeg fandt min mor og søster. Midt i ruinerne. Helt alene, uden lyd og uden hjertebanken. Bare helt stille.

Jeg skyndte mig at tage min kjole på, sætte mit hår, lægge min make-up og spise min morgenmad. Jeg tog min skulder taske og stormede ud af døren, så jeg kunne nå det til tiden. Da jeg mødte op kiggede alle inde i klassen på mig. Jeg så denne ene dreng der skilte sig ud han lugtede ikke af menneske heller ikke af noget andet overnaturlig. Det gav mig kuldegysninger da tanken om han var ligesom mig strejfede mig. Han lugtede af det samme som mig og hans øjne lignede mine. Jeg havde aldrig set nogen med gule øjne før, ikke ud over mig selv. Jeg kan huske at da jeg startede på min gamle skole, folk hele tiden kom spurgte hvordan det kunne være at jeg havde gule øjne, og selvfølgelig for ikke at afsløre at jeg var en walker blev jeg nød til at sige det var kontakt linser for ikke at bruge briller. Det var en løgn som jeg kunne fortælle om og om igen. Pludselig fik vi øjenkontakt. Han sad bare der med et blik jeg ikke havde set før. Hvem var han. Hvad var han. Imens læreren stod og fortalte de andre om mig, var jeg i min egen verden. Jeg kunne kun tænke på alle de forskellige ting han kunne være. Min mor sagde jeg var speciel, men kunne det virkelig være at jeg var så speciel at der kun var to af min slags. Det kunne ikke passe jeg blev nød til at snakke med ham. Han vidste måske hvorfor min mor mente jeg var speciel, og hvorfor han minede så meget om mig. Jeg måtte havde stået der i lang tid uden at vide det for læren spurgte om jeg ikke var blevet træt i mine ben af at stå op. Der var mange der fnisede. Men det sagde mig ikke noget, for min koncentration var på ham drengen. De samme spørgsmål kørte rundt i mit hoved. Hvem var han, hvad var han og hvad kender han til? Da læren sagde at jeg bare skulle sætte mig ved siden af ham, blev jeg nervøs. Tænk hvis han kendte til hvad jeg var og blev bange, eller at han fandt ud af at vi lignede hindanen så utroligmeget. Da jeg satte mig ned fik vi øjenkontakt igen. ,, hej ’’ hviskede han. Jeg smilte bare til ham, og opdagede at hans hjørne tænder begyndte at stikke lige så langsomt frem. Det gjorde mig lidt nervøs for det er kun når en ulv bliver fristet at dens tænder bliver spidse. Hvad hedder du ’’ spurgte jeg stille. Han kiggede bare ned i bordet og grinede lavt. Så så han op på mig igen og hviskede,, hørte du ikke efter før vi alle sagde vores navne’’. Jeg smilte, men det var kun fordi det var lidt pinligt. ,,jeg hørte vist ikke helt efter. Jeg stod nok bare i min egen verden, det kender du vel nok, ik?’’. Han smilte til mig. Jeg kunne lugte at han var begyndt at blive glad og også lidt tiltrukket af enten mig eller hvad jeg var. ,, kan vi snakke efter timen, eller efter skole?,, spurgte jeg lavt. Han kiggede på mig. ,, selføglelig kan vi det’’ hviskede han og gav mig et flirtende blik. Jeg blev nød til at finde ud af hvad han var, og hvad han kender til. Hvad han kender til min, eller vores slags er det nu, og hvad han kender til i den over naturlige verden. Om ham overhoved ved hvad han, er vil jeg finde ud af snart.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...