The Enchantment

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2013
  • Opdateret: 18 dec. 2013
  • Status: Igang
Adyson er flyttet til London. Der møder hun den her vildt søde fyr, men hun har lige haft en kæreste, så hun tør ikke åbne sig og forelske sig igen, for hun er bange for at blive såret igen.

1Likes
1Kommentarer
164Visninger
AA

2. Det er kommet igen

Det er fredag, hvilket vil sige, at det er en uge siden, vi flyttede ind. 
Jeg har ikke set Harry siden, ja første gang jeg mødte ham.
Det er faktisk ret tidligt, jeg tror klokken er omkring 8 måske, og jeg føler mig udhvilet. What? Jeg plejer at være mega træt ved 8 tiden og langt fra udhvilet. Jeg føler mig normalt først udhvilet ved 13 tiden, men ja det lige meget.
Der er godt nok meget trafik til morgen. Der bliver bare ved med at køre biler forbi vores hus. Jeg ruller gardinerne op og åbner vinduet. Jeg kan høre fuglene synge, men kun et kort øjeblik. Jeg hører nogen skændes. Jeg genkender min fars stemme, han lyder sur, meget sur. Åh nej, hvad er der nu sket. Jeg kigger ordentligt ud af vinduet, og ser ham stå ved vores postkasse. Jeg kender ikke fyren han skændes med, men det må være noget alvorligt, for det er meget højlydt. 

Jeg lukker vinduet og går ned i køkkenet.

 

Min mor står i køkkenet med et bekymret udtryk, det er ikke så tit, jeg ser hende sådan. "Godmorgen Adyson." hun smiler, men ikke et rigtigt smil, mere et smil der ikke kan skjule sorg, men prøver på det. "Mor, hvad er der galt?" hendes smil falmer "Det er kommet tilbage Adyson. Det er kommet tilbage." først forstår jeg ikke hvad hun mener, men så dukker der en idé op. Min mor fik brystkræft for nogen år siden, lægerne opdagede det hurtigt, så det nåede heldigvis ikke at brædde sig. Men kan det være det?

"Mor er det kræften?" Hun nikker og bryder sammen i gråd. Det må være slemt den her gang, for jeg har aldrig set hende sådan. Hun er min mor, hun burde ikke bryde sammen i gråd, så jeg skal trøste hende. Det burde være hende der skulle trøste mig og passe på mig. Men fordi at hun græder, kan jeg ligesom heller ikke lade hver med at græde. Der findes så mange former fra kræft, tænk hvis det ikke er i brystet, men et sted hvor det måske ikke kan kureres. Jeg er ikke klar til at miste min mor, heller ikke selvom hun kan være lidt træls og streng en gang i mellem. For hun er MIN MOR og hun skal ikke dø.

"Mor hvor slemt er det?" hun har fået samlet sig og kigger på mig med røde øjne. "Det er slemt Adyson, det er i lungen. Lægerne kan ikke kurere det, kun gøre så det ikke brædder sig. De siger jeg højst kan leve 5 år mere." denne her gang bryder vi i gråd samme tid. Højst 5 år. HØJST 5 F**KING ÅR... NEJ DET KAN VIRKELIG IKKE VÆRE RIGTIGT. IKKE NU.

 

Jeg løber op på mit værelse og ringer til Emily. Hun tager telefon med det samme "Hey Adyson hvordan går det?" jeg bryder ud i gråd igen. "Adyson hvad er der galt? Hvad er der sket? Slap af og fortæl det hele." Jeg trækker vejret dybt, tæller til 10 og åbner munden "Det er min mor........ Hun har......... Fået kræft igen........ Men den her gang i lungerne." jeg bryder ud i gråd igen "Åh nej. Mus er du okey? Skal jeg komme? Jeg kan være der om 20 minutter." jeg nikker, jeg ved hun ikke kan se det, men alligevel forstår hun det vidst. "Hun har højst 5 år tilbage at leve i." jeg er endelig stoppet med at græde. "Jeg pakker mine ting med det samme, og så kommer jeg. Aftale?" jeg nikker igen. Hun ligger på og jeg smider mig i sengen. 

 

Min dør bliver åbnet. Det er min far. Det ser også ud som om han har grædt. "Er du okey?" han sætter sig ved siden af mig. Jeg kigger på ham, ryster hovedet og begynder at græde igen. "HVORFOR FAR? HVORFOR SKAL DET HER SKE?" han holder mig ind til sig "Jeg ved det ikke Adyson. Jeg ved det virkelig ikke." han visker det nærmest kun, men det er nok. "Emily kommer." han nikker krammer mig en sidste gang, og går ud igen.
HVORFOR MIN FAMILIE? VI HAR LEVET ET LYKKELIGT LIV INDTIL NU. VI HAR VÆRET EN RIGTIG KERNE-FAMILIE.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...