The Bracelet|One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2013
  • Opdateret: 7 jan. 2014
  • Status: Igang
Tenna levede et liv i skyerne; bogstaveligtalt. Hun var en engel og hun kendte ikke til andet, da hun opstod i himlen. Men da Tenna en dag taber sit engle-armbånd, mister hun sine evner og må nu indfinde sig med at være menneske for en stund. Tenna vil gøre alt for at finde sit armbånd, men da hun forelsker sig i Louis Tomlinson fra verdens største boyband, tvivler hun pludselig. Når Tenna finder sit armbånd, vil hun så vælge at forblive menneske eller leve sit gamle liv som engel?

13Likes
11Kommentarer
585Visninger

2. 1

”Helt bestemt, ja.” Mit blik lå atter på Louis. Han grinte en smuk perlelatter. ”Jeg bider ikke.” Jeg slog en lille latter op og tog imod den hånd han rakte ned til mig. Aldrig havde jeg rørt et menneske før og det var helt bestemt en speciel følelse.

Da Louis hjalp mig op, fandt mit blik hans øjne. Hans smukke øjne. Ved hjælp ad hans stærke arme, fik han hjulpet mig helt op fra jorden. Min fødder stod solidt plantet på jorden og min krop føltes tung, som om nogen havde lagt en hånd på mit hoved og pressede mig ned imod jorden. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg synes om det, men det var heller ikke det der dominerede mine tanker – det var Louis’ øjne. Blå som himlen, jeg så fint kunne kigge op på, som havet jeg var vant til at kunne kigge ned på. De var glade, det var tydeligt for enhver.

”Tak.” hviskede jeg til Louis imens jeg var optaget af hans, stadig smukke, øjne. ”Intet problem Tenna.” Louis smilede til mig, før han fik et mærkeligt udtryk i ansigtet. Jeg blev også selv lidt forvirret. Hvor kendte han mit navn fra?

”Hedder du Tenna? Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg sagde det og hvis tilfældet er at dit navn er Tenna, så har jeg altså ingen idé om hvorfor jeg ved det. Det dukkede bare op i mit hoved.”

Jeg bevægede svagt mit hoved op og ned i en nikken. ”Ja, mit navn er Tenna.” Andet sagde jeg ikke, jeg vidste jo heller ikke hvordan han kendte mit navn.

Louis smilte til mig, men hans pande rynkede svagt, så jeg kunne regne ud at han undrede sig meget over hvorfra han dog kendte mit navn. Han var ikke den eneste.

”Hvad laver du så her Tenna?” spurgte Louis og smilte et friskt smil idet rynken i hans pande forsvandt og jeg fornemmede at han måske havde lagt hans viden om mit navn bag sig.

Jeg åbnede munden og prøvede at improvisere, men intet svar kom ud af min mund.

”Er du her bare for at få lidt ro?” Louis forsøgte at hjælpe mig med mit svar. Jeg nikkede.

”Det er også min grund til at befinde mig her. Jeg er her ofte når jeg har brug for lidt tid for mig selv.” Louis’ blik rettede sig mod den lyse himmel imens han talte til mig. Det måtte ellers også være svært at finde et sted så roligt som dette med hans berømmelse.

Han satte sig ned på det visne græs og kiggede lidt op på den blå himmel. Mit hjem. Kort tid efter lagde han sig ned og kiggede på skyerne. Måske han kunne skimte min sky et sted deroppe? Jeg valgte at placere mig ved siden af ham på jorden. Længe lå vi ved siden af hinanden og kiggede på himmelen.

Aldrig havde jeg fået fornemmelsen af at Louis Tomlinson var så rolig en dreng. Han virkede så glad og energisk oppe fra himmelen, men det var han vel også en gang imellem.

En irriterende lyd lød og jeg åbnede mine øjne og kiggede forvirret rundt. Der gik lidt tid før det gik op for mig at Louis’ mobil ringede. ”Hallo?” Louis’ stemme var en smule hæs og lød lidt træt. Vi var vidst begge faldet i søvn her på græsset. ”Harry? Hvorfor det?” Louis lød lidt forvirret, da han snakkede med denne Harry, som jeg gik udfra var Harry Edward Styles fra hans band, One Direction.

”Okay.. Vi ses om lidt så.” mumlede Louis ind i telefonen. Han tog den væk fra øret og trykkede på den store, røde knap på skærmen.

”Jeg bliver nød til at tage afsted.” Louis kiggede beklagende på mig. Jeg nikkede. ”Det er helt fint.”

”Kan vi mødes en anden gang?” spurgte Louis. Jeg nikkede. ”Du kan få mit telefonnummer.” Han fandt en sort tusch han havde i sin jakkelomme. Min arm blev taget blidt om af hans rolige, varme hånd. Jeg mærkede trykket på min arm i takt med at Louis kørte tuschen op og ned og endte med at får dannet en illusion af hans nummer med den sorte farve på min arm.

”Så ringer du bare.” Louis sendte mig et smil før han rejste sig og langsomt forlod parken. Jeg betragtede ham, indtil han var udenfor mit synsfelt.

Jeg blev siddende på den kolde jord i et stykke tid og tænkte. Hvordan skulle jeg finde mit armbånd? Hvordan skulle jeg skaffe noget nyt tøj? Jeg spekulerede længe over det, før fornuften kom over mig. Selv nedfarne engle kunne til enhver tid skifte påklædning med tankens kraft.

Jeg lukkede langsomt øjnene i og koncentrerede mig om at skifte fra min råhvide, lange kjole, til noget helt almindeligt tøj, der helt sikkert ville falde ud i mængden. Mit store, krøllede, blonde hår var nu omringet af en sort hue. En hvid t-shirt med en tegneseriefigur på, blev forstærket af en sort læderjakke. Mine tynde ben blev iført et par sorte jeans. På fødderne var mine bare tær blevet dækket af et par sorte læder støvletter med nitter omkring anklerne. Alt i alt, kunne jeg nu forveksles med enhver teenagepige her i London.

Jeg rejste mig fra den kolde jord og bevægede mig mod parkens udgang. Jeg vidste ikke hvor jeg kunne befinde mig imens jeg var her i London, men i værste fald måtte jeg vel bo på gaden i et par dage indtil jeg, forhåbentlig, fandt mit armbånd.

Her stod jeg så; inde i en rød telefonboks med et rør i hånden. Små glasruder med røde mellemrum omringede mig. Udenfor telefonboksen stod to personer der tydeligvis også skulle bruge telefonen. Peter Kydd - pizzabud og Kevin Leegan som var på vej hjem fra skole.

Mit blik fandt min arm, hvor jeg havde fået trukket ærmet på min læderjakke op. De sorte tal stod stadig tydeligt på min arm og nu blev de altså også tastet ind på telefonen.

"Det' Louis" lød der i den anden ende. Det var lige ved at jeg ikke troede på at det var Louis i telefonen. For bare en times tid siden, havde han været så rolig og filosoferende, hvorimod han nu lød grinende og fjollet.

"Hej Louis." Jeg sank det spyt der havde samlet sig i min mund. "Det er Tenna."

"Oh.. Hej Tenna." Louis var en smule roligere, men stadig kunne jeg høre den side af ham der ingen bekymringer havde og altid havde tid til fjol og leg. Mon han virkelig var sådan eller om det bare var en facade?

Jeg tænkte mig lidt om. Hvad ville jeg egentlig sige til ham? "Jeg tænkte på om jeg kunne komme hjem til dig idag, da jeg ikke har andre steder at tage hen?"

Det fløj ligesom bare ud af min mon. Hvorfor sagde jeg dog det? Nu ville Louis jo kræve en forklaring om hvorfor jeg ikke havde et sted at tage hen, og så blev jeg tvunget til enten at lyve eller fortælle sandheden. Hvis jeg løg, ville mit armbånd forsvinde for altid på grund af manglende loyalitet og hvis jeg fortalte sandheden, ville mit armbånd forsvinde for altid på grund af forræderi overfor englene.

Jeg følte mig presset og overvejede meget at smide røret på.

"Selvfølgelig, du kan lige få min adresse." lød Louis' stemme.

Jeg fik et chok over hans pludselige sætning, som ikke var særligt pludselig, og smed røret ind i glasruden i telefonboksen. Jeg havde virkelig forventet at Louis ville kræve svar fra mig og at jeg ville komme til at fortælle ham det, fordi jeg ikke kunne klare at skuffe ham.

Der lød en høj lyd af smadret glas da røret ramte ruden. Man kunne tydeligt se det røde rør der hang halvt igennem ruden.

Jeg fik sat en uskyldig mine på mit ansigt før jeg kiggede bag mig på de, nu tre, personer der stod og ventede på telefonen.

Den nyankomne person, var en ung pige, der vidst nok hed Alexis hvis jeg huskede rigtigt. Jeg både så og følte de chokerede og bebrejdende blikke på mig. Jeg kunne ikke nægte at jeg havde gjort det, både fordi det ville være moralsk forkert, og fordi de alle så mig gøre det. Derfor gav jeg dem mit 'ikke døm mig for hårdt' blik.

Efter at have blevet nedstirret af de belærende blikke i et par sekunder, vendte jeg mig igen mod telefonen og tog forsigtigt røret ud igennem ruden. Min hånd førte det op til mit øre.

"Hallo?" Min stemme rystede lidt og jeg vil vædde med at jeg lød fuldstændig hjælpeløs.

"Er du okay Tenna?" spurgte Louis. Jeg nikkede og prøvede at overbevise mig selv om at intet var hændt. "Ja.. Ja, ja. Ja, helt bestemt ja." Der var tydeligvis for mange jaer i min sætning og Louis lød heller ikke helt sikker da han gav mig hans adresse og sagde at jeg bare kunne komme.

Efter at have gået en lang tur igennem London's mange smukke gader, kom jeg langt om længe til Louis' lejlighed. Louis' boede på 4. sal og jeg havde valget mellem at tage trapperne eller elevatoren. Jeg tænkte mig om. Jeg kendte udmærket godt til antallet af trappetrin i denne moderne bygning, men imens mit blik lå på de sorte marmortrapper, kunne min hjerne simpelthen ikke finde en konklusion. Jeg havde ikke engang en idé om hvor mange det cirka var. Var det 498 eller 235? Måske endda 645? Jeg tog mig til hovedet og prøvede at fokusere, men ligemeget hvor meget jeg tænkte, kunne jeg ikke komme med et reelt svar. Derfor kom jeg til konklusionen, at jeg tog trapperne, så jeg kunne få tallet tilbage i mit hoved.

Da jeg kom til 4. etage åndede jeg lettet op. Det kræver altså en del energi at bevæge sig uden vinger. Men nu havde jeg fået, åbenbart ny, viden om antallet af trapper i denne bygning. Antal trappetrin i denne bygning med beboerne Louis Tomlinson, Harry Styles... Hvem boede her mere? Hvorfor ville min hjerne ikke huske noget idag? Og hvorfor vidste jeg så at Harry Styles boede her? Denne dag blev kun mærkeligere for hvert sekund der gik og det blev da bestemt ikke mindre mærkeligt da en person væltede mig omkuld så jeg nær var faldet ned ad de mange trapper, som jeg nu endnu engang havde glemt antallet på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...