Det (u)heldige møde(One Shot)

Dette er min Dansk stil og den måtte kun være på 2 sider på Word.. Såeehh don't judge me!

0Likes
0Kommentarer
332Visninger
AA

1. Det (u)heldige møde(One shot)

Det (u)heldige møde.

 

Mit navn er Summer Madison, jeg er 18 år og så bor jeg sammen med min bror Luke i New York. Vi har noget af det bedste søskende forhold nogen kunne ønske sig efter alt det vi er gået igennem. Jeg trådte ud ad den lille hyggelige café sammen med min bror, mens jeg endnu en gang tog en tår af min virkelig gode Frappuccino.

”Skal vi tage hjem?” Spurgte Luke og jeg nikkede ivrigt. Vi gik hen til hans bil og satte os ind. Han tændte bilen og den blev hurtigt varm.

Mon han havde lyst til noget andet? Jeg forholdt mig stille og kiggede ud ad vinduet hvor vejen lige så stille gled forbi. Bare alt var som det plejede.. Engang var jeg en helt almindelig populær pige, sød og alt det der, men så skete der noget der ændrede det hele. En ulykke. En alvorlig en. Jeg blev kørt ned og mistede derefter stemmen.

Det må være omkring en måned siden, så i November. Siden har jeg ikke kunne tale, så jeg har kommunikeret ved enten at skrive på en blok eller tegnesprog, men tegnesprog er der jo ikke så mange der kan. Min bror Luke drejede bilen ind i vores indkørslen efter 20 minutters kørsel og slukkede motoren. Hurtig som en mus var jeg ude ad bilen og henne ved vores lejlighed.

Jeg åbnede den store dør ind til alle de mange trapperne og gik op ad dem. Luke var lige bag mig, så da vi kom til vores dør fandt jeg min nøgle frem, låste op og holdte døren for ham. Vi tog vores sko og jakker af og smed os i sofaen med vores tomme papkrus fra den lille café og tændte vores fladskærms tv. Du tænker sikkert: Hvor er deres mor og far? Nu skal du få svar.

Vores far forlod os da mig og Luke var 3, ja vi er tvillinger, og vores mor er indlagt for kræft.. Jeg tog min blok frem og skrev en besked til Luke: Jeg går lige en tur. Det var det eneste jeg skrev, men alligevel nikkede han forstående, så jeg gik ud i gangen, tog mine dejlig varme støvler, min taske og min vinter jakke på, derefter gik jeg ud af døren, ned af alle trapperne og ud i alt sneen.

 

*SENERE HEN AF DAGEN*

 

Jeg traskede afslappet ned ad gaden forbi alle de mange butikker, med en varm kakao i hånden som jeg havde købt på Starbucks lidt tidligere. Jeg havde gået i byen i virkelig lang tid og shoppet og selvfølgelig også været på Starbucks, hvilket ikke undrer nogen. Jeg elsker det sted. Vejen drejede til begge sider så jeg valgte at gå til højre. Der lå en stor park med en legeplads hvor der var en masse børn og nogle bænke og hvad der nu ellers er i en park. Men hvorfor havde jeg aldrig set den før? Jeg gik lidt rundt, men valgte så alligevel at sætte mig på en lille bænk lige overfor legepladsen og se de søde små børn lege rundt.

Da jeg havde siddet der et stykke tid besluttede jeg mig for at rejse mig op og gå videre. Så jeg gik væk fra parken og så en sød tøjbutik som jeg så gik ind i. Jeg tog efter lang tid en tår af min efterhånden kolde kakao som jeg ikke er sikker på om jeg overhovedet måtte have med inde i butikken, og gik hen til et stativ med nogle sorte jeans. Hurtigt fandt jeg et par i min størrelse som jeg trak med mig ind i et lille prøverum. Jeg fik prøvet den, og jeg kunne endda passe dem!, og fik derefter betalt og løb næsten ud ad døren. Jeg må skynde mig hjem! Så jeg løb hurtigt og ikke særlig yndigt ned af gaden, men jeg nåede ikke særlig langt før jeg løb ind i noget hårdt. Noget hårdt? Jeg kiggede op og så en dreng på min alder kigge virkelig surt på mig.

”Hey du der! Se dig dog for! Se hvad du har gjort!” Råbte han vredt af mig og pegede på hans før hvide t-shirt som nu havde en brunt plet på sig. Jeg begyndte at fægte med armene - tegnesprog – men selvfølgelig kunne han ikke forstå det, derfor lavede jeg undskyldende øjne og fandt min blok og blyant i min taske. 'Det må De virkelig undskylde! Jeg så mig ikke for!' Skrev jeg på blokken og viste ham den. Han kiggede uforstående på mig og jeg kunne regne ud at han ville spørge om det.

”Er du stum?” Jeg havde ret, men alligevel nikkede jeg bare normalt og kiggede langsomt op på ham. Han så ret sød ud. Han havde brunt hår, grønne øjne og et sødt smil.

”Ej det må du undskylde, det vidste jeg ikke!” Sagde han helt ude af den. 'Rolig nu, det går nok..' Skrev jeg på min blok og viste ham den. Han nikkede og bed sig i læben.

”For at gøre det godt igen kan jeg så ikke invitere dig ud at spise?” Spurgte han og smilede så charmerende til mig. 'Som en date?' Skrev jeg og han nikkede. 'Jamen så okay!'

”Må jeg så få dit nummer så ringer jeg til dig?” Jeg nikkede og gav ham mit nummer. Vi sagde farvel og så gik jeg hjem til min bekymrede bror med det største smil om læben og fortalte ham alt om min dag efter jeg gik. Han er jo mit et og alt. Vi er som Yin og Yan. Og jeg elsker ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...