Du og jeg

Jeg ser dråben falde ned mod det grønne gulvtæppe under mig, og høre akkurat dråbens desperate skrig om hjælp, inden den splatter ned mellem gulvtæppets grønne garn, og efterlader kun de sørgelige rester. Måske overlevede den, måske ikke. Jeg kunne have reddet den, men var fanget i øjeblikket, der gjorde mine hænder lammet.

7Likes
4Kommentarer
316Visninger
AA

1. Du og jeg

 

Lyde. Lydene kan høres, men jeg kan ikke identificere hvad, eller hvem det er. Jeg blunder lidt, men lytter stadig efter.

 

Stemmer, det lyder mere som stemmer, der hvileløst bliver ved med at runge i mit indre og som egentlig plejer at berolige mig.

Jeg mærker et stik. Et lille stik i min hals, men glemmer det hurtigt igen og lytter endnu en gang.

 

Skrig. Flere tusind skrig bliver undsluppet menneskenes varme munde, og fylder rummet med en perfekt cocktail af frygt. Nu mærker jeg mig selv igen, og den overvældende følelse rammer mig, lige på den runde, sorte skive, midt på mit hjerte - Eller sådan føltes det.

Stikkende i min hals er ikke længere stik mod min blege lighud. Nej, de er lammende kramper, der sekundet efter bliver til gråd i mine øjne, og savl i min åbne mund, og jeg mærker hvordan begge væsker mødes, ved kanten af min hage.

 

Jeg ser dråben falde ned mod det grønne gulvtæppe under mig, og høre akkurat dråbens desperate skrig om hjælp, inden den splatter ned mellem gulvtæppets grønne garn, og efterlader kun de sørgelige rester. Måske overlevede den, måske ikke. Jeg kunne have reddet den, men var fanget i øjeblikket, der gjorde mine hænder lammet.

 

Pludselig mærker jeg en berøring i min ryg, og chokket får mig til at vende mig rundt i sengen. Jeg ånder lettet ud, da jeg ser Calvin ligge bag mig, og kigge mig ind i øjnene. Hans markante ansigt er stift, og en udånding slipper hans sprukne læber, der er hævede af den tørre vintervind. Mit blik falder på flængen over hans øjenbryn, hvor skorpen er ved at falde af, og jeg søger efter flere skader på hans udtryksløse ansigt.

Blot for en to uger siden, var der ingen sår, eller ingen skrig. Blot for to uger siden var alt normalt.

Calvin åbner munden og bliver ved med at fastholde mit blik med sine trætte øjne.

‘’Er det det?’’, spørger han, og trækker lidt på det øjenbryn med flængen over.
Jeg er indforstået med hvad han mener, da ingen af os tør at sige ordet. Nu er det betegnet som
det.

Jeg ligger i nogle sekunder uden at svare, inden han rækker sin hånd op til min røde kind og stryger den op og ned. Han rammer en tåre og tværer den ud, men bliver bare ved med at køre hånden op og ned, til den til sidst er forsvundet.

Med en krampagtig bevægelse fra min mund får jeg udstammet et ‘’Ja’’, og jeg mærker tårer i mine øjne igen, selvom Calvins læber hjælper til at flere ikke finder deres vej ned ad min kind.

 

Pludselig rejser han sig op, og trækker væk fra sengen.
Han er forsvundet fra mit syn, men jeg kan stadig høre hans åndedræt der i takt med han hjerte, puster ind og ud.

Jeg vender mig om for at se hvad han laver, men da mine øjne skimmer værelset igennem, kan jeg ikke se ham nogen steder.

Min arm ryster da jeg forsigtigt støtter med den for at rejse mig op, og et stød går gennem mine tæer da de rør gulvtæppets fine hår.

 

‘’Calvin?’’, siger jeg lavmælt, og bevæger stille mine ben for at komme fremad.

Et lyst punkt foran mig, blænder mine øjne og jeg må holde en hånd for, da jeg skubber døren endnu mere op.

 

Jeg går ind i lyset og også her skimmer jeg rummet for personer, men finder ingen Calvin.

Pludselig mærker jeg en hånd på min skulder, men bliver stående i tavshed indtil Calvin vender mig rundt og trækker mig ind til sig. Hans dejlige kropsvarme og den søde duft af nellike fra hans parfume, bedøver mine næsebor et øjeblik, inden han kigger på mig og hvisker i mit øre.

‘’Amy, jeg tror vi bliver nødt til lægge det bag os. Og jeg har tænkt. Vi kunne tage ud til stedet hvor det skete og få snakket ud om tingene. Det går bare ikke længere at vi prøver at slippe væk, vi bliver nødt til at gå sandheden i møde’’, hvisker han meget inderligt. Jeg tænker lidt over hans ord, men nikker så stille.

‘’Okay’’, stammer jeg stille, og mine øjne flakker automatisk ned på det hårde trægulv i stuen.

 

¤¤¤¤¤

 

Her går vi så. Ned ad skovens åbne sti, hvor træernes grene stopper, så der er åben himmel over os. Træerne danner en lang vej, hvor det eneste du kan, er at gå lige frem.

Lidt ligesom livet.

 

Calvins varme hånd holder om min, mens vi går ned ad den lange allé, og han trækker blidt i mig.

Jeg er sikker på at han aldrig vil give slip, da han slipper mig, for så at holde om livet på mig i stedet.

Snefnuggene begynder at falde så småt, og jeg hører hver eneste lande på den fugtige jord. Vinden hvisker blidt vores navne i trætoppene, og jeg kigger op på de store træer.

Hurtigt kigger jeg hen på Calvin og møder et stort smil på hans læber. Noget jeg ikke havde set længe.

Vi går ned ad den lange sti, og ender ved et stort åbent område, hvor der ingen træer gror. Ihvertfald ikke længere.

 

Jeg kigger friskt rundt, og kan ikke se andet end en kæmpe mark, nogle træer langt henne i horisonten og en blå morgenhimmel med enkelte hvide skyer.

Men pludselig slår det mig.

 

Det var her det hele skete. Dette var, hvor tusinde af mennesker døde, børn og voksne, på et splintrende sekund. Det her var, hvad jeg havde ligget søvnløs til, i så mange nætter nu, og hvis jeg så endelig var faldet i søvn, var dette hvad jeg drømte om hver eneste lille gang. Dette her var grunden til al sorg og frygt. Dette her var det.

 

Mit hjerte slår et ekstra slag da jeg kigger rundt igen, og jeg mærker min vejrtrækning blive hurtigere. Vinden pisker mig i ansiget med støvregnenens små dråber smeltet sne, og træerne hvisker uhyggelige og frygtelige ting.

Jeg ser ikke længere bare en mark med nogle træer i horisonten. Jeg ser døde kroppe ligge overalt på den grønne jord. Sørgelige brændende rester af det der engang var et sæde ligger nogle meter fra os. Flammer har fået fat i en busk og slikker nu den røde himmels sorte skyer. Jeg synker en klump. Og midt i det hele, så man ikke kan undgå at se det, ligger det.  

 

Jeg kigger forfærdet op på Calvin, og forventer at møde et lige så forfærdet udtryk i ansiget på ham, men han står bare og smiler med sine kridhvide tænder, der matcher vinterens sne.

 

‘’Calvin! Kan du ikke se det?’’, skriger jeg, og peger ud på marken, med alle de forfærdelige ting. Han kigger forvirret på mig, men beholder smilet på læben.

‘’Se hvad’’, svarer han bare, og kigger ud på marken igen.

Jeg får tåre i øjnene. Enten kan han se det, og vil bare ikke indrømme det. Eller så kan han rent faktisk ikke se det.

‘’Calvin. Kan du ikke se...’’. Ordene former sig i munden på mig, men jeg kan ikke få mig selv til at sige noget. Jeg synker en klump igen, inden jeg åbner munden.

‘’Kan du ikke se alle de døde kroppe? Eller alle de brændende ting og den røde himmel? Kan du slet ikke se flyet der ligger i midten af det hele? Et beskidt, klamt, ødelagt, møgfly der ligger der?’’, siger jeg, og ordene strømmer ud af min mund. Jeg peger på flyet, og hans blik er rettet mod der hvor jeg peger, men han siger intet og gør intet andet end at grine.

Han tager fat om mine skuldre, så han kan vende mig om, og kan kigge mig seriøst ind i øjnene. Jeg prøver at kæmpe imod, men er for lammet til at kunne gøre andet. Det eneste jeg kan lige nu er at stirre forvildet ud på den døde mark.

‘’Amy, hvad snakker du om? Kan du ikke huske at politiet og brandvæsenet har fjernet alle tingene og ligene. De er borte alle sammen’’.

Han tager fat om mit ansigt med hans varme hænder, og drejer det så jeg kigger ind i hans brune øjne.

‘’Og Amy jeg ved det kan være svært at glemme hvad der skete, men du må tro mig, når jeg siger at det er væk. Det hele. Og vi skal nok komme over det. Sammen’’.

 

Vores øjne bliver ét i lang tid, inden han trækker mig ind i hans favn, og mit ansigt bliver gemt i hans slidte sorte jakke.

 

Lige nu kan jeg intet se eller høre. Lige nu har jeg fred. Men jeg ved og tro mig når jeg siger dette, at jeg vil aldrig, aldrig komme mig over det der er sket uden dig.

Når vi er sammen, er der intet der kan røre os.

Vi overlevede sammen. Du og jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...