Jeg spiser nudler

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2013
  • Status: Færdig
Den her fortælling er nok omkring tre år gammel - hvilket betyder at den er utrolig dårlig.

1Likes
0Kommentarer
104Visninger

1. ---

Hun sad på restauranten. Spiste nudler, af den lille skål, med de to tynde, sorte spisepinde, hun knap kunne holde i sine tynde fingre.

Hun sad i hjørnet, ikke ved et vindue, men helt bagerst i hjørnet, der hvor ingen så hende.

Hun koncentrerede sig om sine nudler, og savnede sit dyr. Han måtte nemlig ikke komme med, og hun havde svært ved at være fra ham, den ene gang om måneden, hun ikke spiste hjemme.

Det var næsten dyrere, selv at lave mad, end at købe, men hun fandt sig ikke i det. Prøvede at tjene så mange penge, hun nu engang kunne.

For hun havde mistet alt hun ejede. Sine penge, møbler, og huset. Det eneste, hun måtte beholde, var noget tøj, og sit kæledyr. Intet andet. Han havde beholdt resten, fået penge for alle tingene, og flyttet væk.

Sådan var hans liv. Han levede på penge, og i hver by, han var i, snød han en pige, for alt, hun ejede, og flygtede.

Han var nem nok at gennemskue. Men han var ikke nem, at komme udenom. For hvad skulle man så gøre?

Mens hun sad i sine egne tanker, gik døren op, og en mand kom ind. Alene. Bad om et bord, væk fra alle andre.

Manden var klædt i sort, og havde mørkebrunt hår. Han havde mørke solbriller på, selvom han var indenfor.

"Desværre, de eneste ledige borde, er her," sagde tjeneren, der var kommet hen til ham, og pegede ud mod tre ledige borde, i midten af rummet.

"Jeg vil ikke have de borde," sagde manden strengt.

"Se, om nogen snart er færdige, og få dem til at skynde sig!" beordrede han, og kiggede sig omkring i rummet.

Tjeneren skyndte sig væk, hen til pigen, der stadig sad i sine egne tanker, og nu tænkte på sit dyr, der spiste derhjemme, og tjeneren kiggede usikkert på pigen.

"Undskyld mig?" spurgte tjeneren, og pigen vågnede op. "De ser ud til næsten at være færdig. Kunne jeg få Dem til at skynde Dem lidt, så en krævende kunde kunne komme til?" Tjenere kiggede hurtigt tilbage på forgangen, hvor manden stod.

"Nej tak. Jeg vil gerne nyde min mad, og det skal en krævende mand i sort, ikke forbyde mig," sagde hun, og vendte tilbage til sin mad.

"Undskyld forstyrrelsen. Nyd dit måltid," sagde tjeneren, og gik mod manden.

"Nå? Kan jeg komme til?" spurgte manden, og kiggede vredt på tjeneren.

"Desværre, så er det, det eneste bord, der stiller dine krav, og kunden nægter at forlade det, før hun har spist færdig," sagde tjenere, og kiggede bange på manden.

"Så gør jeg det bare selv!" udbrød han, og gik mod pigen, der ikke opdagede ham, mens koncentrerede sig om sin mad.

Tjeneren løftede hånden, og ville stoppe manden, men nåede det ikke.

"Hey!" sagde manden, og gik hen foran det bord, pigen sad ved.

Pigen kiggede op, og lagde sine spisepinde fra sig.

"Det her er mit bord," sagde manden hårdt, hev den anden stol, der stod overfor pigen ud, og satte sig.

"Nej. For det er mig, der sidder og spiser her," sagde pigen, og kiggede på manden, der var blevet tavs. Han var vant til, at folk blev bange for ham, og flygtede, og aldrig før, havde han oplevet en, der turde sige ham imod.

"Det er mit bord, og hvis ikke du flytter dig, så kan det få konsekvenser," sagde manden, og tog sine mørke solbriller af.

Pigen var lige ved at rejse sig, men kiggede så i de øjne, hun ikke før kunne se, og standsede. Hun sad stille i et par sekunder.

"Nej," sagde hun hårdt, og kiggede ham i øjnene igen.

"Du bad selv om det," sagde manden, rejste sig, og gik tættere på pigen, som også rejste sig.

"Du kan intet gøre mig," sagde pigen stødt.

Efterhånden, som folkene, der også sad og spiste, havde hørt deres samtale, kiggede på dem, og blev forbavsede, og klar over, at et slagsmål var på vej.

"Jo, jeg kan så," sagde manden, og slog ud efter hende. Hun var ikke højere end ham, så da han slog ud efter hende, ville han have ramt hende i hovedet.

Men hun dukkede sig ned, hvilket forvirrede manden. Hun tog fat i hans ben, og bogstaveligt talt, fejede hun benene væk under ham.

Han faldt til jorden med et brag, med al sin vægt, og slog sit hoved. Han blev ved bevidsthed, men det var omtåget for ham.

"Nu ved du vel, at det er mit bord, ikke?" sagde hun, og kiggede ned på manden.

Han tog sig til hovedet, og nikkede kort.

Pigen smilede tilfreds, satte sig tilbage til bordet, og spiste videre.

Alle dem, der før havde set forbavsede ud, var nu både overraskede, og forbavsede. Tænk at sådan en lille pige, havde slået en mand ud.

En hvisken begyndte rundt omkring, mens en masse stadig kiggede på pigen, der spiste videre, og ikke bekymrede sig om dem.

Hun kiggede kort på manden, der ømmede sig på gulvet, og tjeneren, fra før, der var kommet for at hjælpe ham op, som sendte et bebrejdende blik til pigen, der skulede.

Pigen smilede tilfreds. Den mand, der havde stjålet alting fra hende, var nu væk.

Nu ville hun blot vide, om han kunne huske hende, og vide, om han turde være ond mod hende, trods det nederlag, han lige oplevede.

Hun smilede fornøjet og tilfreds, mens hun i stilhed spiste sine nudler, i den stille summen, der kom fra de andre mennesker, omkring hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...