Omtåget og fortabt i Eufori

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2013
  • Opdateret: 27 nov. 2014
  • Status: Igang
Sam havde opgivet, men med en ny person i sit liv, eufori og stoffer, kærlighed og fortabelse i livet, kan det lade sig gøre for ham at indfange lykken?

2Likes
2Kommentarer
304Visninger
AA

2. Spontanitet

Efter vi var ankommet til baren og havde fået os et glas rom hver, vidste jeg tre ting om ham: Han hed Jack. Han var journalist. Han var skæv. Fuldstændig. Efter at have forladt hotellet og mine lunger var blevet overstrømmet med frisk luft, kom smerten tilbage efter fem sekunder, og jeg havde lyst til at være tilbage i badekaret. I stedet sad jeg ved siden af Jack, hvis tøj stank af tobak, og han så lys, der ikke var der. Lige pludselig udbrød han: ”Pas på lynene!” og vi blev nedstirret af fornedrende blikke. Så hev han en joint op ad lommen, og min teori blev bekræftet.

”Jack,” sagde jeg og fik hans opmærksomhed, der ellers havde været i en af hans frakkelommer. Jeg ville fortsætte med et spørgsmål, men jeg vidste ikke hvilket. Hvorfor havde han banket på min dør? Hvorfor havde han inviteret en tilfældig fremmed på en drink? Der var så mange. Heldigvis gav mig svar på de spørgsmål, jeg ikke kunne finde: ”Du er fotograf, er du ikke, Sam?”

Jo, det var jeg, men hvordan i alverden vidste han det? ”Det er jeg.”

”Jeg skal bruge en fotograf,” sagde han og tog en slurk af sit glas. Så fortsatte han: ”Jeg skal dække en festival. Jeg skal skrive lidt beretninger, stille nogle spørgsmål, høre den åh så smukke historie om dens begyndelse, og jeg skal bruge nogle billeder til layoutet.” Han tog endnu en slurk og spurgte: ”Er du med?”

Jeg var overhovedet ikke med. Jeg var fotograf, men kun for lokale nyhedsaviser og bryllupper med små budgetter. Jeg nåede ikke at tænke mere, før han sagde: ”Du tænker sikkert ’Hvordan kan han have hørt om mig?’ og 1000 andre lignende spørgsmål, og jeg vil spare dine dyrebare hjerneceller og sige dette: Der er penge i det.”

Jeg kunne se på ham, at han havde lyst til at hælde den sidste slurk rom i sig, men han gemte den, til jeg havde svaret. Jeg lod ham vente lidt længere og beundrede hans udseende. Var denne junkie virkelig en journalist? Han var iført et billigt, brunt jakkesæt med en skjorte med havtema på indenunder og et sort slips. Hans sko var af læder og lignede nogle, min bedstefar kunne finde på at gå i. Jeg kunne ikke regne ud, om han lignede et barn, der klædte sig ud som en voksen, eller en voksen, der klædte sig ud som et barn.

 

Da jeg prøvede at se, hvad han havde i lommerne, så jeg et personalekort fra The Post, og der var ingen tvivl i min stemme, da jeg sagde: ”Jeg er med.”

”Skål for det,” sagde han lettet og kunne endelig tømme sit glas.

 

*

 

”Okay, der er en masse ting, vi skal skaffe, inden vi skal af sted,” sagde Jack begejstret, da vi atter var ude på gaden. Bilerne fræsede forbi os, og Jacks hastværk kørte hurtigere end bilerne.

”Hvornår skal vi af sted?” spurgte jeg ham i et roligt toneleje for at berolige ham lidt. Han var virkelig skæv, og rommen havde bestemt ikke gjort det bedre.

”Om et par timer.”

”Et par timer?” Mit liv gik alt for stærk, og jeg kunne slet ikke følge med. Det var som om, jeg kunne se det forsvinde i horisonten, og jeg ville aldrig kunne indhente det.

”Sam, vær lidt spontan – det er godt for sjælen.”

”Undskyld, Jack, men…” Mere nåede jeg ikke at sige, før Jack tog fat i min skulder og rev til, så hans alkoholstænkende ånde sveg i mine øjne. Så sagde han: ”Hør her, Sam, jeg ved godt, at dette ikke har været en normal aften for dig, men nu skal jeg sige dig en ting: Hvis en mand siger ja til at få en drink med en fremmed, som ikke er en mulig sexpartner, så har man en sten i klemme, der forhindrer livet at fortsætte, og tro mig; du får ikke den sten væk ved at vende tilbage til det hotelværelse.”

Jeg tog et blik på den lysende by omkring mig. Glade mennesker og platte kærestepar gik forbi mig, smilende og lykkeligt, og de føltes uvirkelige. Som om de ikke var der, men i virkeligheden var det mig, der ikke var der. Jeg var et spøgelse, og de gik igennem mig og trampede på mig, som det passede dem. Jeg var død. Ulykke havde dræbt mig og i stedet for at havne i spjældet, var ulykken sluppet af sted med forbrydelsen.

Der var kun en ting, jeg kunne gøre for at vende tilbage til livet og give ulykken en ordentlig lammer, og derfor spurgte jeg Jack: ”Hvilke ting?”

Jack smilede. ”Nogle rene skjorter,  to par solbriller, et par falske diamantøreringe, en spil kort, en pakke tyggegummi, en ordbog, en æske tændstikker, de penge du har, dit pas og dit kamera naturligvis. Vi mødes i JFK Lufthavnen om 50 minutter.”

Jeg kiggede bekymret på ham. ”Jack, hvor foregår denne festival?”

”Salvador, Brasilien.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...