I'll be home for christmas

Det er snart jul. Kulden bider i næsen, når man går ud. Ellen sidder i en lille loftslejlighed i London, som hun deler med 4 andre piger og ved ikke om hun kan komme hjem til Danmark til jul, da hun ser et billede, hun helst ikke ville have set. Det ser ud til en kold jul i år.

2Likes
0Kommentarer
320Visninger
AA

2. Sister Winter

Den 22 december fik vi ”juleferie”. Det vil sige, at de fleste af os skal øve i hvert fald 4 timer om dagen og har arrangementer, vi skal spille til lige efter nytår. Petra og jeg brugte det meste af flyturen på, at synge vores stemmer til Kuhlaus Elverhøj. Det lød utroligt sjovt og vi flækkede af grin flere gange. Utroligt nørdet, jeg ved det. Vi er faktisk normale mennesker, hvis man ser bort fra, at 60 % af vores liv bliver styret af, at vi er aspirerende klassiske musikere.

 

Paul, min papfar, hentede mig i lufthavnen og det var egentligt meget hyggeligt, at snakke med ham, for det har jeg ikke gjort i lang tid. Han er virkeligt en spøjs fyr, for på nogle tidspunkter passer han perfekt ind i mors ide om perfektion, men på andre tidspunkter er han noget af det særeste. Man kan ikke andet end at synes om ham. Da vi kørte op i af den lille bakke, der udgør indkørslen til den hvide villa med rødt tage og han stoppede bilen, var vi lige hurtigt ude, for at se hvem der først ville få de store tasker. Han fik dem først, så jeg gad ikke protestere mere.

 

”Ellen?!” hørte jeg en velkendt stemme kalde bagfra, da jeg nærmest springende af glæde, var på vej ind i huset. Det var kun lige gået op for mig, hvor meget jeg havde savnet min familie og Sophie og Anna, som skulle komme i morgen aften. Jeg stivnede og vendte mig om. Der stod Ben. Han lignede sige selv, med det sorte, rodede hår stående ud til alle sider, de drømmende sølv-blå øjne. Han var lige så høj som jeg huskede og stadig lidt ranglet i det. Han var iført våde mørkerøde Converse, sorte jeans og den mørkegrå jakke, som var lynet op så man kunne se hans Pink Floyd T-shirt. Jeg sank.

 

”Ben,” fik jeg ud og prøvede, at komme med et halvt smil. Nu... Havde jeg lyst til at græde. Jeg var for længst, kommet frem til, at jeg også selv havde fucket op. Det havde været, før jeg tog til England. Ben og jeg gik også på MGK sammen. Han er rytmisk bassist. Jeg hjalp ham og en ven med et musikprojekt på andet år og vi blev rigtigt gode venner med dem begge. Det viste sig oven i det hele, at han kun boede nogle gader væk. Et sted imellem det hele, begyndte jeg, at kunne lide ham og jeg så også tegn på, at han godt kunne lide mig. Lige inden jeg tog til England, var tegnene på, at han kunne lide mig pænt tydelige, men jeg gav ikke selv nogen tegn, så han tog aldrig initiativet til noget, hvilket jeg godt forstår. Det var bare... Jeg har lidt svært med det at vise mine egne følelser. Jeg er utroligt god til, at være ked af det på andres vegne og være glad på andres vegne. Så jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre. Jeg tror, at selvom jeg aldrig har følt mig mere sikker på, at en fyr kunne lide mig, var jeg bange for at blive såret. Hvad jeg ikke, kan gøre for, er at min søster udmærket godt kendte til mit bløde punkt.

 

”Velkommen hjem,” sagde han akavet og rodede endnu mere op i sit rodede hår. ”Tak,” sagde jeg og sank igen. ”Var flyveturen god?” spurgte han. ”Kort. Petra og jeg brugte den på, at synge vores stemmer til et stykke, vi skal spille med skolens symfoniorkester igennem nogle gange,” svarede jeg. ”Det må have lydet... Kønt?” sagde han. Selvom jeg var sønderknust, kunne jeg ikke lade være med at grine. ”Hov, hov, hverken Petra eller jeg synger dårligt,” sagde jeg. ”Det har jeg heller ikke sagt... Jeg tænkte mere på den gang med det der stykke i skulle spille, som i besluttede jeg for, at synge sammen i stedet,” sagde han. Vi grinte begge nu. Det var den Ben, jeg kendte. ”Hvordan går det egentligt? Det er for lang tid siden, vi overhovedet har skrevet,” erklærede han, mens vi tog tøjet af. ”Det går godt... Et par af mine professorer elsker at have mig som syndebuk, men på den anden side, elsker de andre mig. Det er hyggeligt, at bo med Petra og de to engelske. Ellers er der ikke rigtigt sket det store i mit liv. Hvad med dig? Hvordan går studierne?” spurgte jeg. ”Det går godt. Jeg har ikke fortrudt, at jeg kom på journalisthøjskolen,” erklærede han. ”Det var da godt,” sagde jeg, for så snart jeg kom ind, sprang Olivia hen til ham og var ved, at vælte ham om kuld. ”Hvilken velkomst til din søster, som du ikke har set i 6 måneder,” hvæsede jeg og havde det i et sekund som om jeg skulle kaste op.

 

”Ellen!” udbrød min mor begejstret og smilte kæmpestort til mig. ”Elle! Elle!” jublede min 3årige lillesøster og løb hen og krammede mit ben. Jeg tog hende op og svingede hende rundt, mens Felix kom løbende fra sit værelse af og også tog fat i benet. Efter at have sat Marie ned og klappet både Felix og Ringo, vores hund, krammede jeg min mor.

 

Jeg glemte næsten alt om Olivia og Ben, indtil Olivia kom gående hen med et smil på læben. ”Undskyld, jeg så ikke, du også var der,” sagde hun. ”Og du havde slet ikke set, at Paul var kommet ind med en kæmpe taske, efter at være taget af sted? Wow! Du overgår altså Sam, min roomie,” sagde jeg dybt sarkastisk. Hendes eneste reaktion var dådyr-fjæs. ”Jeg har faktisk savnet dig som en vanvittig,” erklærede hun og spillede fornærmet for sjov. Jeg sukkede og rystede på hovedet og blev nødt til også at kramme hende. Jeg hader hende ikke, eller lige nu gør jeg, men hende og jeg har haft en del sammenstød hen over årene, da vi er pænt forskellige. Hun tænker meget udenvendigt. Med det mener jeg, at hun, ligesom min mor, går meget op i udseendet på ting, som nyeste tøj, designer indretning, spise sundt, være god til sport og folk skal helst enten være smukke eller populære. Jeg tænker mere indvendigt. Tøj skal være behageligt, rum skal være hyggelige og mennesker skal bare være åbne og positivt indstillede for at jeg synes om dem. Det har gjort, at vi har drevet hinanden til vanvid.

 

Lige nu stod jeg i en situation, hvor min mulighed, var at lave en scene eller bare bide det i mig og det gjorde jeg.  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...