I'll be home for christmas

Det er snart jul. Kulden bider i næsen, når man går ud. Ellen sidder i en lille loftslejlighed i London, som hun deler med 4 andre piger og ved ikke om hun kan komme hjem til Danmark til jul, da hun ser et billede, hun helst ikke ville have set. Det ser ud til en kold jul i år.

2Likes
0Kommentarer
297Visninger
AA

1. I'll be home for christmas

”Hvad er der galt El?” Petra kom gående ind med røde kinder, halstørklædet godt oppe om munden og violinen på ryggen. Jeg kiggede overrasket på hende, for jeg havde ikke regnet med, at det var så tydeligt, at der var noget galt. Jeg havde godt nok knurret af Jen, før hun var gået, men hun havde nok bare taget det som en sarkastisk joke.

 

”Gæt hvem der skal blive her til jul,” mumlede jeg og puttede mig endnu længere ned i sofaen med The Lives of the Great Composers og min computer. Jeg klikkede hurtigt på søgefeltet og skrev et 'F', så forslaget Facebook dukkede op og trykkede hurtigt enter. ”Jeg troede, da vi skulle følges hjem,” sagde hun helt skuffet og tog hendes dukkede briller af. ”Skal vi måske også, men hvis min mor gider give mig de penge, jeg ikke selv kan give, må jeg blive,” sukkede jeg. ”Nå,” sagde hun bare. ”Det bliver sørgeligt.” Jeg kiggede op på hende og kunne ikke lade være med at smile. ”Ja... Det siger du ikke,” sagde jeg. ”Det var ikke sådan ment,” protesterede hun og stampede ud for, at få overtøjet af. ”Helt sikkert ikke,” mumlede jeg. ”Det var det ikke,” fastslog hun. ”Jeg laver sjov, søde Petra,” grinte jeg. ”Jeg ved godt, at du ikke altid er den mest tilstedeværende person.” ”Det er du heller ikke selv,” snøftede hun. ”Interessant.” Hun nikkede mod bogen. ”Professor Gregory er en meget venligt stillet mand, når det kommer til undervisning i musikkens historie,” sagde jeg ironisk, mens jeg kørte ned over min startside på Facebook side. ”Jeg ville dø, hvis jeg havde ham,” erklærede hun og himlede med sine store blå øjne, før hun forsvandt ind på sit værelse.

 

Jeg stoppede pludseligt op ved et opslag fra min 2 år yngre lillesøster. Det var et smukt billede af en pige med grå skindhue og skindstøvler og hvid skindkåbe med grå striber og grå pels i kanterne og en fyr med grå hat med de der slags øreklapper, man kan binde ned, grå jakke, grå bukser og grå støvler, der gik hånd i hånd. Nå, hun har fået kæreste på, tænkte jeg og kiggede op på tag og tekst. 'Med dig i sneen <3' stod der og Benjamin Horn var tagget. Jeg stivnede. Ben? Ben! Den Ben? Min Ben! Hvad helvede foregik der? Jeg sad bare og stirrede på billedet, mundlam.

 

Så sprang jeg op og ind på mit værelse og smækkede døren hårdt efter mig. Hvad gør jeg nu? Er det nu jeg skal græde? Nu jeg skal begynde, at grine som en vanvittig, hvilket til tider er min reaktion på en dårlig nyhed? Nu jeg skal bliver sur og smadre et eller andet? Jeg kiggede mig rundt i det lille overfyldte værelse og fik øje på nogle noder. Professor Smith havde sagt, at jeg manglede noget temperament til den. Måske var det, der jeg skulle tage fat. Jeg spillede som var det for livet og glemte alt om det få piano steder, som var jeg den døve Beethoven, der hamrede løs på tangenterne for at høre musikken, han selv spillede. Det hjalp som sædvanligt at spille.

 

Jeg var fuldkommen smadret, da min mor ringede. ”Hej mor,” mumlede jeg og sank ned i sengen. ”Hej tulle. Nu skal du høre...” begyndte hun. Min mor er en meget energisk kvinde. Hun er chefredaktør på I FORM og formår at være overalt med hensyn til sine 5 børn. Hun er en af de mødre, der skal have sin familie til at fremstå perfekt. Det kan irritere mig så vanvittigt meget nogen gange, da jeg er... Mere kunstnerisk anlagt. Jeg elsker at rode, hader sport, drikker og sover den del af mit liv væk, som jeg ikke bruger på at øve fløjte eller andet der relaterer til, at blive bedre til det. Det er ikke for sjovt, at jeg rent faktisk er kommet ind på Royal Academy of Music i England, selvom det i starten bare var en sjov ide Petra og jeg fik. Petra og jeg har fulgtes lidt ad med hensyn til det at spille. Vi mødtes første gang til noget sommerskole noget på en efterskole, hvor vi skulle danne en ungdomssymfoni for den uge, så dukkede vi op på samme efterskole, hvor vi snakkede lidt sammen, men egentligt ikke syntes vanvittigt meget om hinanden, mens så kom vi på MGK sammen og det endte med, at vi blev virkeligt gode venner, fordi vi begyndte, at undre sig over den mærkelige pige, der forfulgte os. Og så vædede vi om, at vi begge kunne komme ind på RAM. Jeg vidste, hun kunne, for hun har altid været langt bedre end jeg, da jeg ikke altid har taget min fløjte seriøst, men det lykkedes mig, at tage mig sammen derefter og det er jeg virkeligt glad for nu.

 

”Jeg giver de penge.” ”Hvad?!” udbrød jeg. Problemet var, at det var min egen skyld, så jeg havde ikke forventet, hun ville give mig dem. Jeg var kommet til, at bruge de penge, jeg skulle have brugt på den billet på druk. ”Ja, julen ville være sørgelig uden dig. Men husk til en anden gang lige, at have lidt bedre styr på, hvilke penge du bruger til forskellige ting,” sagde hun irettesættende. ”Ja, ja,” sagde jeg. ”Jeg mener det, Ellen,” sagde hun. ”Det ved jeg,” fortsatte jeg. Det er nok, det hun har hørt mig sige mest. Halvdelen af vores samtaler siden jeg fyldte 13, har foregået sådan. ”Jeg glæder mig til at komme hjem.” Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg mente det nu. ”Jeg glæder mig også til at du kommer, tulle. Jeg savner dig,” sagde hun. ”Felix!” Jeg himlede. Min lille halvbror havde sikkert gang i et eller andet. ”Undskyld, jeg bliver nødt til at gå nu, før Felix smører havregrynskuglerne ud over hele køknet,” sagde hun. ”OK. Vi ses,” sagde jeg. ”Vi ses. Elsker og savner dig,” sagde hun. ”Elsker og savner også jer,” sukkede jeg.

 

Jeg lå lidt i sengen, før jeg trak mig selv op og gik ud. Det var Sams tur til at lave mad i dag, så det behøvede jeg ikke bekymre mig om. Jen var kommet tilbage og lå i sofaen og stirrede fjernsyn med Petra, mens de snakkede med Sam udefra køknet. Jeg satte mig i den anden ende af sofaen og lagde mine ben op på dem. ”Du er lidt for stille, selv for dig,” smilte Jen, efter lidt tid. ”Hun kan ikke komme hjem til jul,” sagde Petra. ”Jo, jeg kan rent faktisk,” sukkede jeg. ”Kan du?” udbrød hun begejstret og kæmpede sig halvt op, så hun kunne se mig. Jeg nikkede. ”Hvad er det så?” spurgte Sam hektisk. ”Olivia, min søster, har oploadet et billede til Facebook, hvor hun går hånd i hånd med...” svarede jeg, men kunne ikke få navnet ud. ”Ben?” gættede Petra. Jeg nikkede. Et eller andet blev smadret i køknet. ”Men du elsker jo Ben?” lød det fra Sam. Hendes nordengelske accent lød mere komisk end nogensinde. ”Ja, gør går det ok derude?” spurgte jeg og satte mig op. ”Men det kan din søster jo ikke være bekendt!” påpegede hun. Jeg trak på skuldrene. ”Jeg er en kujon,” mumlede jeg. ”Du skyder altid skylden på dig selv Ellie!” erklærede Petra. ”Din søster er et svin,” lød det direkte fra Jen. ”Måske,” sukkede jeg ligegyldigt. ”Hvorfor skal du altid være så god til at bagatellisere dine følelser?” spurgte Petra frustreret.

 

Jeg svarede ikke og den var ikke meget længere, selvom de brugte, det meste af aftenen på, at vride mig. I det mindste ville jeg være hjemme til jul.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...