I'll be home for christmas

Det er snart jul. Kulden bider i næsen, når man går ud. Ellen sidder i en lille loftslejlighed i London, som hun deler med 4 andre piger og ved ikke om hun kan komme hjem til Danmark til jul, da hun ser et billede, hun helst ikke ville have set. Det ser ud til en kold jul i år.

2Likes
0Kommentarer
297Visninger
AA

3. Did I make you cry on Christmas day (Well, you deserved it)

 

Næste dag havde jeg ret travlt. Jeg sov længe og fik min mors definition på brunch sammen med familien. Min mors definition på brunch er sund, men tro mig, det er virkeligt godt. I det hele taget, har jeg ikke noget imod at leve sundt. Jeg gør det også, når Jen ikke har maddag, for det betyder for det meste takeaway. Derefter tog jeg ind til byen med Ben og var sammen med ham, Jonas og Liva, Jonases kæreste. Jeg havde troet, det ville blive utroligt akavet, men når var os 4 var det, som det var før jeg tog til London. Vi pjattede rundt og mobbede hinanden groft og snakkede om alt fra musik til døden og sneboldkrig.

 

Aftensmaden var tilgengæld pænt smertefuld og jeg troede, jeg skulle dø, indtil Sophie bankede på. Anna kom kort efter og havde julegodter med. Vi gik op på mit værelse og satte os der. Sophie og Anna har begge fast forhold, men Annas kniber. Det snakkede vi en del om, før opmærksomheden blev rettet mod mig.

 

Ellen?” spurgte de i munden på hinanden. ”Hvem har såret dig?” ”Mig selv, som sædvanligt,” sagde jeg stille. ”Det er Ben og Olivia?” forsikrede Anna sig. ”I kender mig,” nikkede jeg og kneb øjnene sammen og satte mig i vindueskarmen. ”Hvordan har du det med det?” spurgte Sophie. ”Som om nogen har revet mit hjerte ud og brugt det som boksebold, indtil det går op for mig, at det nok bare er mig selv, der har gjort det,” svarede jeg. Der var stille lidt. ”Har du overvejet, hvad der ville ske, hvis de ikke var sammen?” spurgte hun. ”Jeg tror... Jeg tror, jeg endeligt ville have mod, til at sige det til ham.” ”Så sig det alligevel!” erklærede hun. ”Men det kan jeg ikke. Jeg er ikke min søster,” sagde jeg. ”El, nogle gange skal du ikke lade andre styre dit liv. Der er folk, du er alt for sød ved,” mumlede Anna. For første gang begyndte, jeg at tude. Det gjorde så ondt, men med de to piger omkring mig, følte jeg at det var ok og de fik mig ind på et spor. Jeg tænkte over det hele natten.

 

Juleaftensdag har de sidste par år, været en ret stressende dag for mig. Paul er kirkesanger, som et bijob, så jeg har hvert år været med til de gudstjenester, som fløjtenist og skulle det også i år. Selvfølgeligt havde jeg glemt at tjekke noderne ud og måtte spille prima vista. Ikke at det er noget problem, da det er en af mine stærke sider og det også hjalp, at jeg kendte de fleste af melodierne.

 

Familien kommer altid til den sidste gudstjeneste og vi når altid hjem inden den og jeg får lov til at skifte fra sort til, hvad jeg nu skal have på om aftenen. I aften var det en simpel grå kjole, der var ok kort og sad så den fremhævede mine pæne talje. Den var dog ikke super-sexet udskæringen var ret høj og den sad ret stramt om brystet, men Jen havde insisteret på, at jeg lånte den, fordi det havde været et af hendes fejlkøb. Hun er smukt lille og rund og jeg havde prøvet den for sjov og de andre havde været chokeret over, hvor godt den sad.

 

”Hvor helvede er min YSL-mascara?” råbte jeg og braste ind på Olivias værelse, hvor hun stod og var i gang med at bruge den. ”Du har taget min mascara! Du plejer, at sige det er klamt, at dele mascara,” udbrød jeg vredt. ”Undskyld, men din er bedre end min,” sagde hun. ”Nu er det også sådan, at du bruge en million på en masse makeup, mens jeg har, hvad? En god mascara, en god dækstift, en god pudder og en god lipgloss. Det løber op i samme beløb,” påpegede jeg vredt og gik hen til hendes skab. ”Jeg er så træt af, at du altid skal tage de få ting, du synes om, som er mine, mens du nedgør alle de andre!” Jeg trak nogle nylonstrømper ud, for jeg var løbet tør selv.

 

”Hvad jeg taget fra dig?” spurgte hun. ”Hvad tror du?” hvæsede jeg og skulle lige til at skynde mig ud, da hun spændte ben for mig og gav mig en lussing. Hun er vanvittigt god til den slags. Da vi var yngre, gjorde hun det tit for sjovt. Og det kom der også slag fra Jakob, vores storebror, som var kommet hjem til jul fra København, hvor han studerer, så jeg er vokset op, som en boskebold og slag gør mig ikke meget. Udover de lussinger.

 

Jeg fik fat i begge hendes hænder med min ene. ”Det er mig, der har grund til at være sur her,” hvæsede jeg hidsigt. ”Nej, for helvede! Du skal ikke påpege, at jeg har taget en fyr fra dig, som du aldrig har haft modet til at indrømme, du var forelsket i,” gav hun igen. ”Nej, men du vidste det,” påpegede jeg harmløst. ”Du har villet have ham lige siden, han var med hjemme første gang og da jeg tog til London så du snittet til det!” Jeg slap hende, for hun stod mundlam. I stedet korsede jeg armene. ”Jeg er ikke blind, sødeste,” sagde jeg i et overlegent toneleje, jeg sjældent gør brug af. ”Og jeg er heller ikke dum. Bare det, at der var en jeg var så vild med, gjorde dig vild efter at få ham. Så snart jeg var væk, tænkte du fuck alt, der hedder søster-solidaritet.”

 

Jeg gik hen og tog mascaraen på bordet og begyndte langsomt, at lægge den. ”Jeg har tænkt mig, at fortælle ham, at jeg kan lide ham,” fortalte jeg hende. ”Men han er med mig nu,” påpegede hun, på randen til gråd. ”Det ved jeg,” svarede jeg blidt. ”Men for mig er det, det værd. Enten for jeg mit hjerte fuldkommen slået i stykker af det eller også vinder jeg det hele.”

 

”Det er jo ikke fair,” snøftede hun og tårerne begyndte at trille. ”Det er det ikke,” gav jeg hende ret og gik hen og krammede hende. ”Kan du huske det med bagsædet og forsædet, da vi var små? Jeg lod dig altid få det, selvom jeg så inderligt gerne ville sidde forrest. Sådan har det jo været med alting. For det meste bare små og fjollede ting, jeg alligevel ikke gik op i, men nu er der noget, der rent faktisk betyder noget, men også ting som betød noget. Er det så ikke fair, at jeg for en gangs skyld, får hvad der er mit?” Først der skubbede hun mig hårdt væk og gav mig et enkelt slag. ”UD!” skreg hun og kastede sig ned i sengen. Jeg skyndte mig ud og trak nylonstrømperne på.

 

”Piger, vi skal snart af sted!” lød det nedefra. ”Jeg ved det!” svarede jeg. ”Er der om to sekunder.” Jeg skyndte mig ind på mit værelse og hentede de sorte støvler og listede så hen til Olivias dør. ”Vi skal køre nu,” sagde jeg stille og trak i skoene, mens jeg lyttede efter en reaktion. Der kom ingen. ”Godt den mascara er vandfast,” mumlede jeg for mig selv og fæstnede de sidste hårnåle, der skulle holde styr på den flettede krans af hår, jeg havde lavet, mens jeg sprang ned af trapperne.

 

Halvvejs nede fik jeg øje på Ben. Han stirrede på mig, som om jeg enten så meget pæn eller meget dum ud. ”Hun kommer lige om lidt... Vi havde en diskussion, om vi rent faktisk vil tage med vores far i overmorgen eller ej og du ved hvordan hun, har det med det,” halvvejs løj jeg. Det var ikke helt løgn, for det havde vi diskuteret kort inden, men hvad ellers skulle jeg sige? Det er nok første gang, jeg har løjet over ham og det bliver nok sidste. Jeg tror, ikke engang han troede på den, for han har ret godt styr på, hvornår jeg lyver og ikke.

 

Resten af aftenen var ret mærkelig. Humøret var ret højt generelt. Det var kun stemningen mellem Olivia og jeg, der var meget anstrengt, men vi prøvede, at holde os tilbage og spille skuespil, for ikke at ødelægge aftenen for andre. Ben holdte selvfølgeligt jul hjemme, men han kom sent om aftenen, da alt var overstået.

 

Da han kom, gik jeg rundt udenfor og talte i telefon med en meget forvirret Sam, der ikke forstod de danske juletraditioner. Sam kan virke en smule smådum en gang i mellem og når hun bliver overgearet eller forvirret eller bare er meget træt, kommer det virkeligt frem, så samtalen fik mig i den grad ud i kæmpe latterudbrud.

 

”El?” kaldte han, selvom han kunne høre, at jeg talte i telefon. ”Hvad er der Ben?” spurgte jeg. ”Er det Ben?” hviskede hun. ”Ja,” hviskede jeg tilbage. ”Lad mig please blive på,” sagde hun. Jeg svarede ikke, men stoppede min mobil ned i min jakkelomme. Jeg forstod egentligt ikke, hvorfor hun ville lytte med, for hun forstod jo alligevel ikke, hvad vi sagde.

 

”Kan vi lige snakke,” sagde han alvorligt. Jeg nikkede og vi begyndte automatisk, at gå lidt væk fra huset. ”Hvad var det dig og Olivia skændtes om tidligere?” spurgte han. Jeg stirrede på ham, mens jeg samlede mod. Jeg talte langsomt sekunderne med stilhed. ”Dig,” fik jeg så ud. Han så en smule overrasket ud. ”Mig?” gentog han. Jeg nikkede langsomt. ”Hvorfor?” ”Fordi...” sagde jeg og begyndte, at gå rundt i en cirkel. ”Måske... Fordi vi... Vi kan... Jeg kan ikke lide jeres forhold.” ”Hvad?!” udbrød han som om jeg jokede med ham. ”Nu ikke det der storebrors-klynk.” ”Det er ikke en joke,” sagde jeg. ”Og det er absolut heller ikke storebrors-klynk. Tværtimod. For så ville jeg skulle være homoseksuel, for at der var et problem.”

 

Først grinte han, men så gik det op for ham, hvad jeg lige havde sagt. Jeg så hans ansigt skifte fra det utilpasse grin til det meget forvirrede ansigtsudtryk, i lyskeglen fra gadelyset. Jeg fulgte lyskeglen op til nattehimlen og så de første spæde snefnug komme ned. ”Nu kommer der mere sne,” mumlede jeg. ”El? Gentag det du sagde,” bad han. ”Nu kommer der mere sne,” gentog jeg. ”Ikke det. Det inden,” sagde han. ”Nå det...” mumlede jeg og kiggede ned på jorden. ”Jeg sagde bare, at jeg rigtigt godt kan lide dig.” Jeg kiggede op, for at få hans ansigtsudtryk med. ”Hvor længe?” spurgte han. Jeg trak på skuldrene. ”Det ved jeg ikke rigtigt. Lang tid,” sukkede jeg og fandt den hoppebold, som han havde givet mig sidste år. Jeg stod længe og ventede på en reaktion, men der kom ingen, så jeg gik bare tilbage og op på mit værelse og forklarede det hele for Sam.  

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...