Before You Die

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2013
  • Opdateret: 14 dec. 2013
  • Status: Igang
Dette er et oneshot til Julekonkurrencen!
:)

5Likes
9Kommentarer
407Visninger
AA

2. I morgen

Den spinkle hånd rækker ud efter mig, og jeg tager den uden at tøve. Den er så skrøbelig.

En klump sætter sig fast i min hals, og jeg synker.

Jeg leder hånden op til mine læber, og strejfer den blidt.

Tænk at det skulle ende sådan.

”Jace?” Jeg kan næsten ikke kende den hæse og medtagede stemme der siger mit navn. En tung klump af frygt og alverdens følelser, får mig til at snappe efter vejret.

”Ja?”

”Vil du ikke godt –” stemmen knækker. Klumpen i min mave vokser. ”Fortæl mig en historie. Om os. Om alt det vi kunne nå.”

Jeg blinker overrasket, men nikker.
”Selvfølgelig. Jeg vil gøre alt for dig.”

Et smil former sig på hendes læber, og hun giver min hånd et fortroligt klem.

Der er stille i det lille værelse. Værelse 201 for at være helt præcis. De hvide vægge er nøgne, og en maskine ved siden af sengen udsender små bippelyde, i takt med hendes puls.

Udenfor daler sneen roligt ned mod jorden. De store fnug sætter sig fast på vinduet.

”I morgen vil vi tage ned på legepladsen henne i parken ...” begynder jeg.

”Hvorfor?” spørger hun og ser undersøgende på mit ansigt.

”Fordi vi vil have det sjovt. Vi prøver rutsjebanen, og gyngerne ...”

”Og vippen?”

”Ja, helt sikkert vippen.”

Hun smiler let, og jeg fortsætter.

”Så sætter vi os ved vores sædvanlige bænk . Jeg har taget varm chokolade med, og jeg hælder noget op til dig ...”

”Og jeg spørger om du har skumfiduser med.” Den hæse stemme lyder drillende, og jeg smiler.

”Jeg siger selvfølgelig, og smider hurtigt tre små skumfiduser i din kop. Vi drikker i stilhed, men sender indimellem hinanden et indforstået smil ...”

”Vi skal gå en tur i skoven.”

Jeg ler dæmpet.

”Ja, selvfølgelig. Men først tager vi hen til søen, og fodrer ænder. Vi har en pakke franskbrød med, og du ler, mens du kaster det ud til ænderne. De larmer en masse, men det generer os ikke.”

”De er søde.”

”Meget.” Jeg nikker. ”Det er utroligt koldt. Det sner, men du har din hvide pelsjakke på, og den store pelshue jeg gav dig i fødselsdagsgave sidder fint på dit hoved.”

”Klæder den mig?”

”Ja meget.”

Jeg læner mig hen til sengen og stryger en hårlok væk fra hendes ansigt.

”Vi tager ud i skoven. Der er så smukt. Sneen daler ned og lander på os. Du er glad og fuld af energi. Du stikker tungen ud og fanger de faldende fnug med den. Du beder mig om at gøre det samme. Vi løber grinende rundt, og jeg ender med at vælte dig ned i sneen. Vi laver sneengle, mens vi ser op i himlen ...”

”Jeg spørger, om du ikke også synes, det er smukt.”

”Og jeg nikker, selvom du ikke kan se det. Jeg siger ja, men det er ikke smukkere end dig.”

Der er stille lidt, og jeg kysser hendes hånd.

”Vi rejser os op, og går gennem skoven hånd i hånd. Vi følger en sti, der fører gennem skoven. Du går lidt i forvejen, mens du nynner glad. Jeg ser min chance for at vise din overraskelse.”

”Overraskelse?” Hendes brune øjne ser på mig med så meget kærlighed, at jeg må synke.

”Ja.”

”Hvad er det?”

”Det finder du ud af i morgen.”

Hun ryster smilende på hovedet, og jeg smiler kærligt til hende.

”Jeg går hen til dig, og vender dig om mod mig. Jeg knuger dig ind til mig og kysser din pande.”
Mine læber trykker sig let mod hendes varme pande, og jeg lukker øjnene. Lever mig ind i historien. Jeg fortsætter.

”Jeg siger, at jeg elsker dig. Jeg elsker dig højere end livet og vil aldrig forlade dig. Du griner og smiler så op til mig.”

”Og jeg svarer at, jeg også elsker dig,” mumler hun, og jeg mærker en prikken bag øjenlågene.

”Jeg fortæller dig, at du er alt for mig, og holder dig så ud for mig. Min hånd har fat i en ting nede i min lomme, og du ser mig tage en sort fløjs æske op af den. Du griner og spørger om det er en tidlig julegave. Men jeg ryster på hovedet og falder ned på det ene knæ. Latteren forsvinder fra dine øjne, og de bliver med ét alvorlige.”

Jeg tager den sorte æske op af lommen, og sætter mig på knæ ved siden af den hvide seng. Hun ser på mig med store øjne.

”Jeg ser op på dig og spørger: Willow André Young, vil du gifte dig med mig?”

Jeg ser forventningsfuldt på hende. Hendes øjne er fyldt med tårer.

”Hvad svarer jeg?” spørger hun med svag stemme.

”Det er op til dig,” hvisker jeg.

Tårerene flyder ned af hendes kinder, og jeg synker.

”Ja.” Ordet er næsten uhørligt, men det får hele min verden til at lyse op.
Jeg kysser hende let og smiler. Hun smiler tilbage, stadig med tårerene flydende ned af kinderne.

”Må jeg?” spørger jeg og holder ringen op.

Hun nikker, og jeg sætter forsigtigt ringen på hendes tynde finger. Jeg kysser hende på toppen af hovedet.

”Jeg elsker dig,” mumler jeg mod hendes hår. ”Jeg elsker dig af hele mit hjerte. Og uanset hvad der sker, vil jeg altid elske dig.”

Hun synker.
”Jeg elsker også dig. Og uanset hvad der sker, vil jeg også altid elske dig, om det så bliver i himmelen.”

Et hulk forlader mig.
”Nej. Det må du ikke sige!”

”Jace ... jeg kan –” hendes stemme knækker. ”-vi kan ikke gøre noget ved det,” hvisker hun.

”Nej! Nej, nej, nej, nej! Du må ikke forlade mig!” Hulkene gennemryster min krop.

Hun smiler sørgmodigt.

”Jeg forlader dig aldrig. Så længe jeg er her,” hun banker let på min brystkasse. ”Så vil jeg altid vide, hvor du er. Jeg vil se på dig. Jeg vi følge dig. For altid.”

Luften forlader hendes lunger, og maskinen hyler. Et fredfyldt smil pynter hendes ansigt.

”Nej! Nej! Willow!” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...