Typical Teenager ❄ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2013
  • Opdateret: 6 jan. 2017
  • Status: Igang
Isabella Walker er en typisk teenager, som bor midt inde i Londons gader. Hun elsker fodbold, at feste, hænge ud med sine venner og bare at have det sjovt mens hun kan nyde det.

En dag inviterer Isabellas veninde, Abby, hende med til en koncert med One Direction. Isabella virker ikke just begejstret, men tager alligevel med; måske kan det vise sig at være sjovt.

Isabellas liv bliver vendt op og ned på hovedet, da hun nogle dage efter koncerten bliver inviteret med til et Meet & Greet, igen af hendes veninde Abby, der ikke lægger skjul på sin ophidselse, hvor hun for første gang står ansigt til ansigt med det største boyband p.t.

Hvad vil der ske under det kommende Meet & Greet?

68Likes
33Kommentarer
7403Visninger
AA

11. 9. "Skal du have med eller uden tomater?"


Sove. Det er min bedsteven. Udover Abby selvfølgelig, men den kommer på en tæt andenplads. Min mor har givet mig lov til at holde fri i dag, fordi Abby og jeg skal til det der meet and greet, hvilket jeg virkelig ikke gider, men hvad fanden, Abby vil så gerne, og som den fantastiske veninde jeg nu engang er, tager jeg med for hendes skyld.

Abby og jeg har altid været meget forskellige. Hun elsker pop, klassisk og jazz musik, hvor jeg er mere til rock, metal, grunge og rap. Jeg kan godt lide nogle popsange, men det er bestemt ikke min genre. Hvad angår tøj er vi også ret forskellige. Abby går i meget feminint og neutrale farver, hvor jeg går i utrolig pangfarvet tøj, store halskæder og mine beanies. Abby går nogle gange med beanies, men hun går tit bare med håret fladt, da hun har extensions i. Den havde I nok ikke set komme, hva’? Makeup er også ret langt fra hinanden. Abby bruger meget makeup, men hun formår at få det til at se naturligt ud, hvor jeg bare tager en rød læbestift på, falske øjenvipper og tegner mine grimme øjenbryn op.

Jeg kan høre nogen kradse på min dør. Siden jeg ikke er helt vågen ignorerer jeg det og sover videre. Jeg kan sove til klokken elleve, og det skal ingen forhindre mig i. Den kradsende lyd fortsætter, og jeg kan mærke, at jeg begynder at vågne. For helvede da! Med ét går døren op og en prustende lyd fylder rummet. Jeg trækker irriteret dynen over hovedet og forsøger at falde i søvn igen.

Pludselig mærker jeg en vægt for enden af sengen. Vægten bevæger sig over det hele i min seng. Jeg mærker en skubbe til mig. Jeg bevæger mig frem og tilbage for at få den dumme skubben til at gå væk. Vægten er nu på min ryg, og jeg mærker en puffe, skubbe og hoppe på mig. Jeg slår dynen væk af raseri og bliver mødt med en stor, våd snude, der begynder at slikke mit smukke morgenfjæs. Selvfølgelig er det Alaric. Jeg tager min arm op fra under dynen og klør ham bag øret. Jeg vender hovedet, da jeg hører en i dørkarmen. Det er min far.

“Go'morgen, Bella! Det ser ud til at Alaric kom dit vækkeur i forkøbet, hva’?” griner han, og jeg laver en grimasse.

“Ja, det gjorde han desværre,” gaber jeg og blinker et par gange for at få søvnen ud af øjnene.

“Hvad er klokken overhovedet?”

Min far tjekker sit digitalarmbåndsur. “Den er kvart over syv, præcis. Jeg kører om ti minutter og er hjemme cirka til spisetid, tænker jeg,” siger han og knækkede sine fingre; en dårlig vane, der løber i familien.

“Kvart over syv?! Alaric, din dumme hund! Jeg skal først op om fire timer!” stønner jeg og lader mit hoved falde tilbage på puden. Alaric sænker hovedet i skam, og som undskyldning nusser hans sit store hoved ind i min hals. Ikke at han forstår et ord af, hvad den sætning betyder, men han kan tydeligt mærke, når han har gjort noget forkert ved at se og læse vores kropssprog.

“Så, så Bella. Du ved at Alaric sover let. Det er det han er trænet til. Desuden, så skal han med mig på arbejde, så du slipper for ham.”

“Hvor er mor?”

“Hun er taget afsted. Hun skulle møde klokken kvart i syv, da de manglede sygeplejersker ude på sygehuset med det samme,” siger han og gør en gestus til Alaric som hopper ned fra min seng og løber ud i gangen. “Nå, sov du bare videre. Jeg smutter som sagt om ti minutter. Vi ses jo engang her i aften, og så må du og Abby hygge jer!”

“Tak og i lige måde far,” svarer jeg automatisk, trækker dynen op over min skulder og falder straks i søvn igen.

***

Jeg bliver vækket ved lyden af mit vækkeur, som jeg slår ned fra mit natbord. Jeg tror det er niende gang jeg gør det. De fleste bruger deres mobil, tablets eller armbåndsure. Mig? Jeg har et rigtigt vækkeur. I kender de der irriterende vækkeurer, der larmer ad helvedes til, ikke? Så skal du trykke på noget så de holder op med at ringe, men jeg plejer bare at slå mit ned på gulvet, så stopper det oftest. Jeg er imponeret over at det ikke er gået i stykker endnu. Jeg undskylder, farmor, den dag det går i stykker.

Efter at have ligget i, hvad? Fem til ti minutter står jeg endelig ud af sengen. Faktisk sidder jeg bare op i sengen. Mit hår er uglet, jeg kan smage min morgenånde og mine nipples er ekstra stive fordi jeg mangler min varme dyne. Jeg sover ikke i nattøj. Jeg sover i underbukser og intet andet. Selv hvis jeg har gæster, så sover jeg ikke i nattøj eller noget som helst andet udover underbukser. Jeg kan godt lide følelsen af frihed. Desuden, så jeg har nipplepiercinger, og de skal sgu luftes. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Abby har set mine bryster eller bare mig nøgen generelt. Jeg er så ligeglad med hvad folk synes. Jeg ved at jeg har en hammer lækker krop, og mine bryster er hårde og faste ligesom silikonebryster, og så skal de fandeme også bare udnyttes.

Okay, nu tager jeg mig sammen og står ud af sengen, og denne her gang mener jeg det. Jeg gaber og strækker mig til det siger knæk i både ryg, fingre, tæer og nakke. Det er dejligt. Jeg klør mig i siderne og går med tunge skridt hen til min kommode. Jeg magter ikke at bade i dag, så må deodorant og tørshampoo være mit alternativ, fuck det.

Jeg finder min hvide top frem, min sorte nederdel og min blå hættetrøje med sorte striber. Hurtigt kommer jeg i tøjet, går hen til min makeupbord og sprayer tørshampoo i håret. Efter jeg har ladet det tørre i et minut eller to, kommer jeg hårspray i håret. Lidt mascara her og lidt rød læbestift der. Og som kondomet over pikken kommer jeg mine falske øjenvipper på. Perfekt!

Jeg sætter mig på sengen og stirrer tomt ud i luften. Klokken er kun halv tolv, og der er stadig en halvanden time til, at Abby kommer og henter mig. Hvorfor satte jeg ikke et vækkeur til klokken kvart i tolv eller noget i stedet for? Jeg sætter mig sukkende på sengekanten, lader mig falde bagover og lukker øjnene.

***

“Bella? Hallo, Bella, hvor er du?!”

Jeg vågner med et sæt. Hvad fuck sker der? Jeg kigger forvirret over på mit vækkeur og ser, at klokken er tyve minutter over et. Shit, er jeg faldet i søvn og har sovet så længe? Vent, så må det jo være Abby som er her!

“Abby, jeg er inde på mit værelse!” råber jeg, og lidt efter kommer Abby styrtende ind ad døren og ser rigtig utålmodig ud.

“Hvad fanden laver du? Jeg har siddet ude i bilen og ventet på dig i tyve minutter!”

Abby er iklædt en sort, højtaljet nederdel og en One Direction t-shirt, hvor hun har pyntet sig selv med en masse gummiarmbånd med deres logo, navne og ansigter på. Hun har ildrød læbestift på, sort øjenskygge, eyeliner og lidt blush. Hun ser fantastisk ud, selv om jeg synes det ser latterligt ud med t-shirten og armbåndene.

“Jeg faldt i søvn,” mumler jeg forlegent.

“Du er simpelthen utrolig. Nå, skidt med det. Er du færdig?”

“Ja, jeg er klar,” svarer jeg og gaber. “Vent, hvordan er du kommet ind i huset?”

Abby smiler. “Jeg ved jo godt, hvor I gemmer jeres ekstranøgle, fjolle.”

“Selvfølgelig gør du det …”

“Kom nu, vi skal skynde os! Jeg vil gerne være i stand til at snakke så meget med dem som muligt,” siger hun og trækker mig med ud i gangen. Jeg tager mine blå tennissko på, og vi går udenfor. Jeg skynder mig at låse døren, og løber hen til bilen.

***

Abby og jeg er nu på vej hen til det møde med drengene, der finder sted samme sted som koncerten, men bare omme i deres omklædningsrum eller noget, hvis jeg husker rigtigt.

Siden vi kom lidt sent afsted, er Abby meget anspændt og ekstra utålmodig. Det hjælper heller ikke, at der er vildt meget trafik i dag. Vi var enige om at køre igennem byen, da vi tænkte, at der var mange ude på motorvejen, men hold da kæft, hvor tog vi fejl.

“Jeg har ikke tid til at sidde i kø! Jeg har et fucking meet and greet med mine kommende mænd, for satan!” råber Abby og hamrer sine knyttede hænder ned på rattet.

“Jeg tror ikke at det hjælper at råbe som en sindssyg. Det får ikke trafikken til at gå hurtigere,” sukker jeg og læner mig tilbage i mit sæde.

“Det hjælper mig med at få min vrede ud, okay?! Jeg er tæt på at eksplodere,” raser hun og holder to fingre op, som skal visualisere hendes lunte.

“Oookay,” mumler jeg og kigger væk fra Abby.

***

Det føles som om vi har ventet i timevis, selv om “timevis” kun er en halv time. Abby har siddet og bandet, slået på rattet og dyttet som en sindssyg af de andre bilister det meste af tiden, mens jeg har stirret ud af vinduet, sovet og hørt musik.

“Bella, vågn op!” Abby skubber ivrigt til mig. “Vi er der om fem minutter, så gør dig klar.”

Jeg stønner irriteret. “Skal du ikke bruge sådan ti minutter på at finde en parkeringsplads?”

“Hvor stor er chancen for, at de andre fans er atten eller over og som har kørekort? De er sikkert blevet kørt af deres forældre, taget bussen, metroen, hvad ved jeg.” Hun kigger febrilsk omkring efter en parkeringsplads.

“Men sagde du ikke, at det kun var fire andre, som også skulle til det meet and greet? Det her er London vi snakker om. Der er altid kaos med at finde en parkeringsplads.”

“Lad nu være med at stresse mig, Bella! Jeg sveder bare alt min makeup af,” snerper hun, og straks tier jeg stille. Aldrig snak til en stresset Abby; hun myrder dig.

Vi kørte rundt i nok syv minutter før Abby råber, at hun kan se en parkeringsplads inde på en lille plads ved nogle røde boligblokke.

“Den er min! Jeg slår alle ihjel, der prøver at tage den fra mig!” brøler hun, og jeg synker endnu mere sammen. Og hun siger jeg er rablende sindssyg?

***

Da Abby har hvinet over sin sejr om parkeringspladsen, skynder vi os hen til arenaen, hvor koncerten også fandt sted. Abby siger, at det foregår omme bagved, da der er et slags omklædningsrum bag scenen eller noget.

Vi når arenaen og ser to vagter stå ved en bagdør lidt væk fra de større døre, der sikkert kun bliver åbnet, når der faktisk bliver holdt koncerter. Abby trækker mig med over til vagterne.

“Hey, er det her indgangen til meet and greet’et med One Direction?” spørger hun og vagterne kigger bare på os.

“Har I noget bevis på, at I skal ind til det møde? Flere hundred andre piger har prøvet at komme ind også. Har I måske ikke lagt mærke til alle de andre tøser rundt omkring pladsen?” siger den ene af vagterne, som har en smule hår på hovedet, en dragetatovering op ad venstre arm og en ørering i højre øre. Han har ret. Der var piger overalt udenfor arenaen. De sidder på græsset, står i små flokke, står i vejkanten og småsnakker. Abby og jeg havde så travlt med at finde en vej ind, at vi ikke havde lagt mærke til alle menneskerne.

“Ja, det har vi faktisk.” Abby tager sin håndtaske frem og finder de to billetter, hvor der står, at vi har et møde med drengene. Vagten tjekker dem grundigt, mens jeg står og nedstirrer alle de tøser, som står og ser måbende på os, da de kan se, at Abby har taget vores billetter frem.

“Det ser sgu rigtigt ud, gå I bare ind,” siger han. Abby smiler veltilfreds og vinker mig over.

“Når I kommer ind, så vil der stå nogle andre vagter indenfor, som vil eskortere jer om backstage, hvor de andre personer som har vundet et møde med One Direction også er,” siger den anden vagt, som ingen tatoveringer har.

“Og det er tyve minutter vi har, ikke?” spørger Abby skarpt.

Vagten uden tatoveringer løfter et øjenbryn. “Det ved jeg ikke noget om, og ærligt er jeg ligeglad. Mit arbejde er bare at sørge for ubudne gæster holder sig væk.”

“Okey dokey!” siger Abby og åbner døren.

Rigtigt nok som vi kommer ind står der en vagt og venter på os. Abby går hen og siger vi også er dem, som har vundet et møde, og han vinker os med om backstage, hvor alle de andre spændte fans venter. Abby takker vagten, som nikker anerkendende og daffer af igen.

Vi er de sidste, som ankommer alt efter hvad jeg kan se. Abby har sagt, at det i alt kun var tre, som havde fået chancen for at møde dem, hvor man så må medbringe en ven eller familiemedlem, hvad man nu finder på. De andre to er der allerede sammen med deres medbragte ven.

“Urgh, så jeg skal stå og vente i fyrre minutter? Det magter jeg jo ligesom ikke, vel, oh, my God!” sukker Abby højlydt, hvilket får de to foran os til at skule til os.

“Slap af, Abby. Se det på den lyse side, du kan bombardere folk på Snapchat med, at du er backstage og skal ind og møde selveste One Direction. Så længe du ikke bombarderer mig.”

Jeg ser ud af øjenkrogen, at en af pigerne foran har stirret på mig i noget tid nu. Jeg tror hun glor på mit outfit eller måske bare mig generelt. Til sidst begynder det at irritere mig.

“Hvad glor du dog på?” snerper jeg, hvilket giver et spjæt i hende. Dog, så fandt hun hurtigt hendes position igen.

“Hvad laver sådan en som dig her?” spørger hun flabet. Abby sender hende dræberblikket, men jeg vil selv nyde at svare.

“Glor på snotdumme unger, der ikke kan tænke selvstændigt i to minutter,” svarer jeg igen, og pigen ser ikke ud til at forstå, hvad det er jeg mener.

“Hvad mener du dog med dét?”

“Det jeg siger. Hvad fanden tror du jeg laver her? Hvad laver du selv her? Hvad laver de fire andre her? Brug dog hjernen, din idiot,” siger jeg, og hendes hoved ligner en tomat.

“Prøv da lige at snakke ordentligt. Jeg spurgte jo bare.”

“Dumme spørgsmål får dumme svar.”

“Idiot.”

“Siger idioten, som ikke kan tænke længere end sin egen næsetip,” griner jeg. Abby tysser på mig, da hun ikke vil have vi skaber en scene. Det er dog lidt for sent eftersom vi ikke rigtigt er særlig mange i rummet.

Pludselig vinker vagterne de forreste i køen frem. Det vist tid til, at vi skal møde One Direction.

Ja, jeg kan faktisk huske, hvad de hedder. Er I ikke stolte?

“I har tyve minutter. Lad være med at overfalde dem, lad være med at stjæle nogle af deres ejendele, der er kameraer overalt, ingen intim kontakt udover et kram. Det var alt.” Vagten lukker døren op, og de to piger som er forrest skynder sig ind og skriger, hvortil vagten stønner irriteret og smækker døren i.

Jeg siger ikke, at han hader sit job, men han hader sit job.

“De her tyve minutter kommer til at føle som 20 årtier!” brokker Abby sig, og jeg kan ikke være mere enig. Jeg vil fucking hjem. Hjem og have en lur på en halv time. Søvn er vigtigt for en teenager.

Jeg er faktisk også virkelig sulten. Jeg kunne godt fråde en pizza lige nu. Fuck, jeg er virkelig sulten nu!

Jeg kigger op på Abby, som står og skuler til dem foran os. Jeg prikker let til hende.

“Hvad, Bella?”

“Jeg er sulten,” svarer jeg, og hun kigger misfornøjet på mig.

“Dårlig timing, Bella. Der er ingen mad her.”

“Præcis, derfor ville jeg bare lige informere dig om, at jeg smutter lige ud for at købe en pizza,” smiler jeg, og Abby ligner en der har lyst til at hugge hovedet af mig.

“Du kan ikke bare gå?!”

“Hvorfor ikke? Det tager nok kun tyve minutter, en halv time maks. Du venter jo alligevel i køen, de vagter er da fucking ligeglade om jeg skrider eller ej,” siger jeg og giver hende et smil.

“Jeg synes stadig det er en dum idé.”

“Skal du have med eller uden tomater på din salatpizza?”

“... Uden.”

“Det tænkte jeg nok,” griner jeg.

 

~~~~

Hej. Længe siden, huh?

Jeg har ikke rigtig nogen undskyldning for den længe ventetid. Eller jow det har jeg, men det rager ikke jer for at sige det ligeud, hehe. Jeg har det ikke så godt p.t., og derfor får jeg ikke skrevet særlig meget på mine historier, plus min lyst er væk lige nu. Undskyld for det.

Drengene kommer i næste kapitel, derfor blev jeg også nødt til at stoppe der, hvor jeg gjorde. Det ville simpelthen blive for langt og rodet, hvis jeg bare smed dem ind i det her kapitel.

P.S. Jeg har rettet det igennem, men skulle det ske, at der stadig er småfejl hist og pist, så lad venligst være med at pege det ud. Jeg magter ikke at tage mig af det for at være ærlig. Det var allerede nok i sig selv at rette hele 9 sider. Ja, 9 sider.

Men ellers vil jeg bare sige tak for at I læser med (hvis der stadig er nogen, lol) og jeg håber I har haft en god jul og et godt nytår. xX

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...