Typical Teenager ❄ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2013
  • Opdateret: 6 jan. 2017
  • Status: Igang
Isabella Walker er en typisk teenager, som bor midt inde i Londons gader. Hun elsker fodbold, at feste, hænge ud med sine venner og bare at have det sjovt mens hun kan nyde det.

En dag inviterer Isabellas veninde, Abby, hende med til en koncert med One Direction. Isabella virker ikke just begejstret, men tager alligevel med; måske kan det vise sig at være sjovt.

Isabellas liv bliver vendt op og ned på hovedet, da hun nogle dage efter koncerten bliver inviteret med til et Meet & Greet, igen af hendes veninde Abby, der ikke lægger skjul på sin ophidselse, hvor hun for første gang står ansigt til ansigt med det største boyband p.t.

Hvad vil der ske under det kommende Meet & Greet?

68Likes
33Kommentarer
7404Visninger
AA

8. 6 - "Stilhed, husker du?"


Mine ører bløder. Jeg føler virkelig, at jeg kan mærke blodet pible ud af mine ører. Skrigene bliver højere og højere. Mange begynder at rive fat i mit tøj, hvor jeg så råber fuck af med deres små pølsefingre, da ham der den lyshåret spurgte mig om noget. Tror han, at bare fordi han er berømt, at han bare kan smage en af mine kyllingevinger? Nej. Sådan leger jeg ikke. Faktisk så leger jeg bare ikke generelt.

Jeg kigger op på den lyshåret fyr, klamre spanden til mig og ryster ihærdigt på hovedet. Næ du. Køb dine egne!

“Aww, kom nu! Jeg har ikke spist noget i hele to timer!” Pigerne skriger endnu mere og jeg dræber snart en eller anden. Jeg ryster stadig på hovedet og nu kommer de andre drenge over til ham den lyshåret fyr. Ved I hvad, fra nu af kalder vi ham for Blondie. Ja, det er nemmere.

“Hvem taler du til, Niall?” spørger en fyr med krøllet hår og … bandana? Seriøst?

“Hende der pigen, som står nede på forreste række med en spand kyllingevinger! Hun gider ikke dele!” surmuler Blondie og jeg griner for mig selv. Abby stirrer helt forstenet op på scenen. Hun bør lukke munden. Der er sved i luften.

“Nå dér! Hey, du der pige med kyllingevingerne! Vil du ikke være sød at give vores ven bare én kyllingevinge? Han vil blive så glad,” spørger Krølle-Bølle. Altså tror han, at bare fordi han spørger pænt, at han får en? Jamen så har han da noget at tude over.

“Nej!” skriger jeg og ryster stædigt på hovedet. Abby stirrer nu ondt på mig. Blikket.

“Isabella Louise Walker! Hvis du ikke giver min kommende mand en af dine fucking kyllingevinger, skal jeg personligt stikke den spand op i røven på dig og stoppe de vinger op i næsen på dig, hvorefter jeg kyler dig ud i en mose!” skriger Abby, da pigernes skrig overdøver alt.

Jeg glor skræmt på Abby, kigger ned på mine elskede kyllingevinger og så op på Blondie og Krølle-Bølle. Jeg sukker irriteret, ruller med øjnene og tager en vinge op.

“Hvordan fanden har han tænkt sig, at jeg skal kunne give den til ham, når scenen er mindst en kilometer høj?!” råber jeg irriteret og stønner højlydt bagefter. Jeg stirrer op på Blondie og giver ham et blik, som siger hvordan-i-helvede-har-du-tænkt-dig-at-jeg-skal-kunne-give-dig-en-kyllingevinge-når-du-er-så-fucking-langt-væk-og-højt-oppe? Jeg tror han forstår, fordi han vinker en eller anden muskuløs sikkerhedsvagt hen til ham. Bliver jeg nu smidt ud for at bande med et blik? Nej, det vil han ikke gøre. Vil han? Muskelbundtet kommer hen til Abby og jeg og giver hurtigt tegn til, at jeg skal give ham en af mine kyllingevinger.

“Pft, berømtheder …” mumler jeg og giver sikkerhedsvagten en vinge. Mit blik er fastholdt på ham mens han går hen til scenen, strækker armen højt og giver Blondie min kyllingevinge.

“Tak, søde!” råber Blondie og blinker til mig. Ad.

~~~~

Da Abby har kørt mig hjem, løber jeg op på mit værelse, smækker døren og smider mig på sengen. En lettet følelse breder sig igennem min krop. Fuck mand. Dette øjeblik har jeg ventet på alt for længe. Alene. Ingen skrigende piger. Ingen blondiner, som vil tage min mad. Bare mig.

“Bella, du skal ud med Alaric!”

Fuck mit liv.

~~~~

Mandag. Den værste dag af alle. Ingen kan lide mandage - jeg har i hvert fald aldrig mødt nogen, der kan. Jeg er nu på vej ned til busstoppestedet fordi min mor ikke gider at køre mig. Hun mener, at det er spild af benzin at køre så lille et stykke. Har hun ikke lært, at jeg vil skide på sådan noget? Det er mandag morgen! Jeg er træt, sur og doven. Abby svarer ikke sin mobil, så hun er fandeme heller ingen hjælp. Hun har sikkert travlt med at bolle Josh.

Endelig dukker bussen op. Åh nej, det er ham den gamle, gustne buschauffør. Han har de her klamme små, grå øjne, næsten skaldet, rynker over det hele og så slikker han sig altid om munden, når du går forbi ham. Han er så klam.

Jeg kigger ned langs bussen og ser, at alle sæderne er optaget. Tager du pis på mig? Abby skylder mig fandeme en, det helt sikkert. Jeg gider ikke mere. Intet går godt for mig på mandage. Det er, som om, at Satan bare vil have, jeg skal lide uheld. Jeg stønner irriteret og tager fat i en af stængerne, som er boltet fast til bussæderne.

“Der er en ledig plads her, hvis du vil have den,” siger en stemme bag mig. Jeg kigger hen på en mørkhåret dreng, som faktisk er lidt pæn. Jeg ser, at han flytter hans skoletaske ned til hans fødder. Jeg tager min egen taske af ryggen, sætter mig ned ved siden af ham og sætter også min taske ned til mine fødder.

“Tak. Bussen plejer altså heller ikke at være så fyldt op, sådan at alle sæderne er optaget.”

“Det var de jo heller ikke, jeg flyttede jo lige min taske, ikke?” smiler drengen.

“Men din taske havde sædet, så teknisk set var det jo optaget,” griner jeg, og drengen griner også. Ham kan jeg godt lide, han er sød og lidt sjov.

“Touché. Jeg hedder forresten Charles,” siger Charles og rækker for sjov hånden frem.

Jeg smiler og tager imod den. “Uh, det kan jeg godt lide. Charles, det lyder så formelt,” siger jeg og han griner. “Mit navn er Isabella, men kald mig Bella, da alle alligevel gør det - selv min nabo på fireoghalvfems, som jeg ved nærmere eftertanke aldrig rigtigt har snakket med, kalder mig det.”

“Fireoghalvfems? Hold da kæft, mand. Men rart at hilse på dig, Bella. Er du førsteårsstuderende?” spørger Charles om. Det er jeg faktisk, men vi er allerede et halvt år inde i det.

“Ja, det er jeg. Hvad med dig? Er du også førsteårsstuderende?” Han ligner i hvert fald ikke en. Måske er han andenårsstuderende?

“Nej, jeg er tredjeårsstuderende.” Jeg vil have spyttet kaffe ud, hvis jeg havde nået at købe noget.

“Er du seriøs? Du ligner ikke en. Altså ikke fordi, du ligner en med et babyfjæs, men du ved, fordi … altså fordi du, øh, du-”

“-Bella, det fint. Du er ikke den første, der har sagt det der,” smiler han og jeg er ham taknemmelig for at afbryde min plapren. Jeg temmelig pinlig, når jeg ævler løs, fordi jeg lægger slet ikke mærke til det mange gange.

Samtalen stopper efter det, hvilket jeg er glad for. Ikke fordi, Charles er irriterende, men fordi jeg elsker at sidde i stilhed og stirrer ud af vinduet i en bus. Nu har Charles godt nok vinduespladsen, men det er ikke pointen!

“Er du også en af de personer, som elsker at stirrer ud af vinduet i bussen?” spørger Charles om, som så bryder stilheden.

“Ja, det gør jeg faktisk. Jeg foretrækker bare at sidde i min egen verden og bare stirrer tomsindet ud i luften.”

“Virkelig? Det er et sjovt sammentræf, fordi-”

“-Charles. Stilhed, husker du?”

“Nåh ja, undskyld.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...