Typical Teenager ❄ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2013
  • Opdateret: 6 jan. 2017
  • Status: Igang
Isabella Walker er en typisk teenager, som bor midt inde i Londons gader. Hun elsker fodbold, at feste, hænge ud med sine venner og bare at have det sjovt mens hun kan nyde det.

En dag inviterer Isabellas veninde, Abby, hende med til en koncert med One Direction. Isabella virker ikke just begejstret, men tager alligevel med; måske kan det vise sig at være sjovt.

Isabellas liv bliver vendt op og ned på hovedet, da hun nogle dage efter koncerten bliver inviteret med til et Meet & Greet, igen af hendes veninde Abby, der ikke lægger skjul på sin ophidselse, hvor hun for første gang står ansigt til ansigt med det største boyband p.t.

Hvad vil der ske under det kommende Meet & Greet?

68Likes
33Kommentarer
7421Visninger
AA

4. 2 - "Jeg øh ... Jeg bor her!"

“Så, hvornår finder den der koncert sted, Abby?” spørger jeg og tager en tår af min cola.

Det er nu to dage siden, Abby ringede til mig og fortalte de såkaldte ‘gode’ nyheder omkring den dersens One Direction koncert, som vil foregå her i London. Hun ringede i fredags og i dag er det mandag, og hele weekenden har jeg gået og brokket mig konstant. Seriøst, jeg tror min mor og far har haft lyst til at dræbe mig lidt mere end fem gange.

Abby og jeg sidder nu på McDonalds og æder os fede i frituremad. Der er ikke noget bedre end fastfood, som sikkert er blandet sammen med affald, men folk æder sgu lortet alligevel.

“Det er så vildt, Bella! Jeg fik lige to billetter i sidste øjeblik af en eller anden tilfældig gut, der stod nede ved købmanden, og det bedste er, at vi skal stå helt oppe foran!” skråler hun og vender og drejer sig i sit sæde, hvilket får folk til at glo mærkeligt på os.

Jeg giver et suk fra mig og synker lavere ned i mit eget sæde, “fedt, men du svarede ikke på mit spørgsmål.”

“Nåh ja! Øhm den er på fredag.”

Jeg sætter mig op med et spjæt og stirrer forfærdet på hende. Hun sætter tænderne i sin burger og kigger uskyldigt hen på mig, “hvad?”

“På fredag? Er du gået komplet fra forstanden, kvinde?” siger jeg og nu stirrer folk seriøst for alvor. Jeg siger alt for meget ‘seriøst’, seriøst.

“Hvad er der galt med på fredag? Det er jo først efter skole, nok?” siger hun og tager endnu en bid af hendes burger. Jeg kører en hånd hen over mit ansigt og stønner irriteret.

“Urgh, jeg magter det bare ikke …” Jeg banker hovedet ned i bordet og mumler et lille ‘av’, hvilket får Abby til at fnise.

~❄~❄~❄~

Åh Gud, jeg dør. Åh du godeste, jeg dør. Koncerten er om tre dage. Jeg dør. Jeg ved ikke engang, hvad, jeg skal tage på endnu? Hvad tager man på til sådan en koncert? Abby tager med garantrisse noget One Direction relateret kluns på. Jeg kan tage min leopardkjole på. Nej, nej det går ikke. Måske kan jeg tage min sorte crop top på, røde nederdel, min guldjakke og min kæde på? Jeg vil sikkert skille mig ud, men det gør jeg allerede i forvejen.

Hvad snakker jeg om? Det er jo bare en simpel koncert - som jeg ikke gider med til - så hvorfor skal jeg overhovedet klæde mig pænt på? Præcis, det behøver jeg nemlig ikke. Godt vi fik den samtale på plads. Eller jeg fik den samtale på plads. Åh Gud, nu ævler jeg løs med mig selv igen.

Har Abby egentlig sagt, hvor til koncerten, vi skal stå eller sidde? Altså, jeg er ligeglad om vi står eller sidder ned, men at vide, hvor vi skal være, vil være rart.

Pludselig banker det på døren. Jeg sukker og rejser mig op fra min seng og går hen og åbner døren, hvor min mor står i dørkarmen.

“Hva’ så mor?” siger jeg, da jeg ved, hun kun kommer herind fordi hun vil have, at jeg skal gøre noget. Sådan har jeg da lært det de sidste hundrede gange.

“Bella, kan du ikke gå en tur med Alaric? Staklen har ikke været ude hele dagen,” siger hun og straks løber en stor schæferhund ind på mit værelse. Jeg klør ham under hagen som jeg altid gør, hvilket jeg ved, han elsker.

“Tog far ham ikke med på arbejdet i dag?” spørger jeg om, mens jeg er gået fra Alarics hage til hans behåret mave.

Min far er politimand og min mor er sygeplejerske, og Alaric er en politihund, sjovt nok. Han er trænet til selv det mest basiske en hund skal kunne, til det helt avancerede. Far tager ham altid med på arbejdet, da han er en færdig trænet politihund, men åbenbart ikke i dag.

“Nej, din fars hold skulle ikke bruge ham i dag, så du er nødt til at lufte ham.”

“Jamen hvorfor skal jeg? Hvorfor gør du det ikke?” klager jeg og kaster mig baglæns ned blandt alle mine puder på min seng. Alaric hopper op i sengen og lægger sig ved siden af mig med hovedet på min mave.

“Fordi jeg skal på arbejde, og du gør alligevel aldrig noget, så at gå med hunden burde altså ikke være for meget at be' om!” siger min mor og slår ud med armene, som jeg faktisk også gør, når jeg er frustreret eller stresset.

Jeg sætter mig op med et sæt, hvilket får Alaric til at give et spjæt fra sig, “jeg gør da meget her i huset!” protestere jeg og lægger armene over brystet.

“Åh virkelig? Såsom hvad?”

Jeg skal lige til at sige noget, men lukker munden igen. Jeg åbner den igen, men tøver, “jeg, øh … Jeg bor her!” Er det virkelig det bedste, jeg kan præstere? Wow.

“Surprise, Bella. Gå nu bare en tur med Alaric,” sukker hun og smækker døren i.

Jeg sukker og smider mig igen tilbage i min seng og lukker øjnene. Jeg magter det bare ikke. Jeg føler mig så doven i dag. Alaric hyler og hiver mig i buksebenet. Urgh.

~❄~❄~❄~

De riges kvarter er som en drøm. Det får en selv til at føle, at man er fattig. Nu er der også stor forskel på rig og fattig i London. Jeg ser børn hver dag,, som går ude ved de beskidte rendestene, hvor de tigger om mad og penge, men bliver altid skubbet til side, siden folk har vigtigere ting at begive sig til.

Alaric hiver mig ud af mine tanker, som han hiver i remmen og trækker mig med sig. Jeg kigger ned på Alaric, der går zigzag, hvor snuden er rettet mod asfalten og næsen i fuld gang. Et smil planter sig på mine læber. Måske er han en plage, men jeg kunne ikke ønske mig en bedre hund end Alaric. Sådan tror jeg de fleste ejere har det med deres kæledyr.

Jeg kigger op på de store, flotte villaer, der fortsætter hen ad den pænt ryddet vej. Jeg sukker lettere irriteret. Det er altid de riges kvarter. Hvorfor aldrig hovedgaderne eller de andre gader, hvor ‘almindelige’ mennesker bor? Er vi for ‘beskidte’ til den slags? Urgh, jeg hader de der rige, snobbede mennesker, der tror de er bedre end alle andre.

Jeg ryster på hovedet og bevæger mig hurtigt videre, ved at hive let i remmen, så Alaric fanger pointen og hurtigt lunter foran mig. Jeg kan se og høre, at hans tunge hænger ud af munden på ham, hvilket kun er godt. Schæferhunde skal have pissemeget motion hver dag. Derfor går jeg cirka hver dag med ham i en halv time. Det trælse ved at bo i London centrum, er, at der ikke lige er en skov i nærheden, men heldigvis er der da en park, men der skal hunde være i snor. Nå, sur røv.

Jeg ved ærlig talt ikke, hvorfor, jeg altid går hen i de riges kvarter, fordi jeg ved, at jeg bare altid brokker mig over dem eller deres villaer. Og nu taler jeg med mig selv igen.

Da Alaric og jeg når hjem igen, ser jeg, at min mors bil er væk. Nå, hun skulle åbenbart allerede afsted på arbejde. Klokken er allerede ved at være fire om eftermiddagen og jeg er sulten. Hvem skal nu lave mad til mig? Mor skal arbejde sent, og far skal til en kollega-fest eller noget.

Jeg bander stille for mig selv, låser op og går ind. Jeg smider snoren på en stol sammen med min jakke. Alaric slentre sig hen ad gulvet og hen i sin kurv med et bump. Det er kun et godt tegn, så har han fået sin motion.

Jeg er stadig sulten. Urgh.

 

~❄~❄~❄~

Så er andet kapitel ude! Jeg undskylder ventetiden, men jeg havde lidt af en skriveblokering, men kæmpede mig igennem det.

Jeg ved godt, at historien er meget langtrukken her i starten, men det er med vilje. Håber dog, at I har fået et nogenlunde positivt førstehåndsindtryk af Isabella, også kaldet Bella.

Og hvis I har set The Vampire Diaries, så vil I også vide, at Bellas hund, Alaric, udtales præcis som den Alaric i The Vampire Diaries.

Og jeg takker for alle de likes og favoritlister allerede. Jeg glæder mig til at dele næste kapitel med jer igen - forhåbentlig vil der ikke gå ligeså lang tid .x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...