Typical Teenager ❄ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2013
  • Opdateret: 6 jan. 2017
  • Status: Igang
Isabella Walker er en typisk teenager, som bor midt inde i Londons gader. Hun elsker fodbold, at feste, hænge ud med sine venner og bare at have det sjovt mens hun kan nyde det.

En dag inviterer Isabellas veninde, Abby, hende med til en koncert med One Direction. Isabella virker ikke just begejstret, men tager alligevel med; måske kan det vise sig at være sjovt.

Isabellas liv bliver vendt op og ned på hovedet, da hun nogle dage efter koncerten bliver inviteret med til et Meet & Greet, igen af hendes veninde Abby, der ikke lægger skjul på sin ophidselse, hvor hun for første gang står ansigt til ansigt med det største boyband p.t.

Hvad vil der ske under det kommende Meet & Greet?

68Likes
33Kommentarer
7390Visninger
AA

3. 1 - "Skal vi til Disneyland?"

“Er der nogen, der kan fortælle mig, hvilket land, der har den største befolkning og hvem, der har den mindste?” Som sædvanlig hører jeg ikke rigtig efter i geografitimen, da jeg er temmelig god til det. Jeg sidder og tegner i mit hæfte, som efterhånden er mere fyldt op med kruseduller og små skitser, end det, det faktisk burde indeholde.

“Miss Walker!”

Jeg giver et spjæt fra mig, hvilket resultere i, at min hæfte falder på gulvet og resten af klassen bryder ud i små fnis og hvisken. Jeg bukker mig ned og skal til at samle mit hæfte op igen, da et par blanke, sorte sko står lige for næsen af mig.

“Miss Walker, nu da De jo er så ivrig i Deres sæde, vil De så ikke fortælle resten af klassen, hvilket land, der har den største befolkning?” Mr. Harringtons blik er så intenst, at jeg ikke tør røre mig ud af stedet.

Så her er jeg. Med bukket ryg. Frit udsyn til min røvsprække, hvis den altså er synlig.

“Sæt dig op, Miss Walker!” Mr. Harringtons stemme runger i hele klasseværelset, og ikke en sjæl rører på sig. Jeg skynder mig - elegant - at sætte mig op. Mission mislykket.

“Nå, kan De så fortælle os svaret?”

“Hvad var spørgsmålet?” Klassen bryder ud i grin, men tier straks stille igen, da Mr. Harringtons høje “sch!”, lyder.

“Hvilket land har den største befolkning?”

Min hjerne føler sig ikke så klog i dag, så jeg aner ikke om det, jeg siger, er rigtigt, “Kina er på toppen af listen med 1.273 millioner mennesker. Indien er på andenpladsen med 1.033 millioner. Over en tredjedel af verdens befolkning bor i disse to lande alene.

“Det tredje land på listen er USA med 284 millioner, mindre end en fjerdedel af Kinas befolkning.” Med ét, blev alt stille. Hvorfor er de alle sammen så stille? Åh nej. Jeg har sikkert sagt noget forkert og nu venter de bare på, at Mr. Harrington gør mig fuldstændig til grin!

“D-det er jo fuldkommen rigtigt!” udbryder Mr. Harrington, og jeg vipper hovedet til siden.

“Undskyld, hvad?”

“Det er korrekt!”

“Hvad?”

“Det er korrekt …”

“Ej undskyld, men hv-”

“Det er korrekt, Miss Walker!” råber Mr. Harrington højt og samtidig ringer klokken, som er tegn på frihed.

Jeg tager min skoletaske over ryggen, sætter min stol op og spæner ud af klasselokalet så hurtigt, jeg kan. Jeg skal også finde Abby, vi skal jo følges hjemad fra skole som vi altid gør. Med Mr. Harringtons hårde blik i nakken, småløber jeg ned ad den overfyldte gang med elever, der også har fået erklæret deres frihed fra i dag af.

Jeg spotter kort hendes lange mørkebrune hår, hvor toppen af hendes hoved er dækket til af en cap. Hun har seriøst en ting for caps.

“Abby!” råber jeg gennem gangen, så nogle folk vender deres hoveder i min retning. Det samme gør Abby. Vent lige, er det ikke Josh, hun står sammen med? Jo det er det.

“Hej Bella! Jeg håber det er okay, at Josh følges med os hjemad, da han skal hjem til mig,” siger hun og smiler sødt til Josh, som står og smiler fornøjet igen.

“Jo selvfølgelig.”

“Godt! Lad os skride.”

~❄~❄~❄~

Jeg ligger nu hjemme på min seng og læser et eller andet lorte-tøse-fnidder-sladderblad eller noget i den stil. Sladderblade har aldrig interesseret mig. Det eneste de gør, er at skrive lort om alle mulige andre kendte fordi de tjener penge på det lort. Der er da også mange kendte mennesker, jeg ikke bryder mig om, men derfor gider jeg sgu ikke bruge min tid på at finde på løgnehistorier om dem. Så har man seriøst et sølle liv.

Jeg har ondt af kendte mennesker. Godt jeg ikke er kendt. Det vil jeg meget gerne være fri for. Tag nu for eksempel mange kendtes kærester, de er jo bare normale mennesker mange af dem, og så har de paparazzier efter sig 24/7. Nej tak siger jeg bare.

For ikke at tale om fansenes opførsel mange gange. Folk er lede. Hvis deres elskede idol får sig en kærester, eller at der bare går rygter om, at de dater en, går de fuldstændig bananas. Godt jeg ikke har et idol.

Pludselig lyder en brummen fra min lomme. Hvem ringer? Jeg tager den op og kigger på displayet og ser, der står ‘QD’. Det er jo Abby. Jeg trykker svar og tager den op til øret.

“Yo, hva’ så?” spørger jeg om og tager et stykke tyggegummi i munden.

“Hallo, Bella, gæt hvad jeg har skaffet os to!” hviner hun begejstret. Jeg blæser en bobbel og tygger videre.

“Det ved jeg ikke, biografbilletter?”

“Endnu bedre!” Endnu bedre? Åh Gud.

“Skal vi til Disneyland?” Jeg håber seriøst det er Disneyland. Selv om jeg er en 16 årig tøs, kan jeg sgu godt tage til Disneyland. Hallo, jeg mener, Fedtmule er der jo.

“Nej, fjolle! Jeg har freakin’ skaffet os to billetter til One Direction, hvor vi skal stå helt oppe forrest!”

“Du ta’r pis på mig, ikke? Please sig du ta’r pis på mig.” Kan I huske, da jeg sagde, at jeg ikke kan lide mange kendte mennesker? Ja, One Direction er én af de mennesker. Altså, jeg har ikke noget imod dem, men de er ikke lige min kop mokka. Jeg kan ikke lide te, okay?

“Det er sgu rigtigt nok! Er du ikke bare lige ved at sprænges af spænding?!” Åh jo, jeg er skam ved at sprænges, men alt andet end af spænding.

“Abby, kan du ikke tage en anden med, som Josh for eksempel?” siger jeg usikkert. Jeg vil ikke med, nej tak.

“Hvad ...?” Hun lyder helt trist nu. Glæden forsvinder langsomt i hendes stemme, kan jeg høre. Åh nej.

“Jeg mener, jeg bryder mig bare ikke om One Direction, og derfor synes jeg det ville være spild af en god billet at tage mig med?”

“Jeg troede bare du ville gøre det for mig skyld …” Dobbelt åh nej.

Jeg sukker og blæser endnu en bobbel, “okay …”

“Oh my, God! Virkelig?! Tusind tak, Bella! Du er verdens bedste veninde, elsker dig!”

“Elsker også dig, Abby,” siger jeg og lægger på.

Urgh, hvad har jeg dog begivet mig ud i?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...