Shadows Of Darkness - Justin Bieber 14+ FÆRDIG!

Se første kapitel....

113Likes
236Kommentarer
45786Visninger
AA

3. William Terrence Rochefort.

Langt om længe stod jeg foran døren. Huset var helt sikkert adeligt. Det var stort og afsides fra selve byen. Jeg greb fat i dørhammeren og det rungede ligefrem på gårdspladsen, da jeg bankede den ind mod døren et par gange. Jeg trådte et par skridt tilbage og tjekkede hurtigt sedlen om den indsvøbte sabel. 

"Mr William Terrence Rochefort...", mumlede jeg og straks gik den store fine hvide dør op og mine øjne mødte en ret sød og meget ren tjenestepige i blå-stribet kjole med opsat blond hår. Hun kunne ikke være ret gammel. Et sted mellem 16 og 18 år måske?'

"Ja?", spurgte hun og hun kørte elevatorblik på mig.

Ja, lige netop dette sekund, følte jeg mig ret forlegen over min lusede påklædning. Ja, så ren som hun var, turde jeg dårligt nærme mig hende for meget, selv om hun formentligt kunne sammenlignes med en engel. Hun var noget af det smukkeste jeg længe havde set. Jeg rømmede mig.

"Aaahrrem, jeg har en leverance til Mr William T. Rochefort!", svarede jeg lettere nervøst.

Hvad var det dog pigebarnet gjorde ved mig? Hendes smukke blå øjne strålede nærmest her i solsiden. Hun smilte og nikkede og gik til siden og trak sig ind ad.

"Kom indenfor!", svarede hun og jeg trådte ind i den svimlende og smukke hall.

Jeg tror aldrig, at jeg havde sat mine fødder indenfor sådan en rigdom som dette. Hun lukkede døren efter os. 

"Hvem skal jeg sige det er?", spurgte hun.

Jeg smilte smøret og gnubbede forlegent over min pande, der stadigt var fyldt med sod. Jeg havde det virkelig som om, at jeg dårlig turde bevæge mig rundt i dette fornemme palæ. Jeg sank en svag klump.

"Mit navn er Justin Drew Bowen. Jeg kommer med den bestilte sabel fra smeden af!", svarede jeg med nervøs stemme.

Pigen smilte og blinkede flirtende med det ene øje, så mit hjerte hoppede et par oktaver. Hun nikkede.

"Vent venligst hér Mr Bowen, så går jeg ind til herren og giver besked!", svarede hun og hun vendte sig fra mig og åbnede en stor antik  dør, der lignede ahorn, hvor der et øjeblik kom et glimt af en stor lysekrone i loftet og rigdom i overflod.

"De kan bare kalde mig Justin!", svarede jeg hurtigt med et flirtende smil.

Hun så hurtigt på mig, med et flirtende fnis, inden hun forsvandt bag døren. Jeg stod og studerede hallen yderligere og opdagede et gigantist højt spejl på den ene væg. Jeg smilte smøret og gik hen for at se mig selv. Jeg havde faktisk ikke rigtigt set mig selv i et spejl i flere år. Besynderligt ikke?

Jeg stilte mig foran og måbede. Jeg var virkelig beskidt, men nu kunne jeg pludseligt forstå hvorfor jeg ellers fik meget opmærksomhed fra mange af mø'erne. Jeg var da ikke ligefrem grim at se på. Jeg spyttede på mine fingre og begyndte at gnide noget af den klistrede sod væk fra mit ansigt. Jeg sukkede. Det var ret umuligt, at fjerne. En tanke strejfede mig. Ugens bad kaldte der hjemme, når jeg engang kom hjem.

Lyden af døren, der blev åbnet, fik mig til at spjætte forskrækket et øjeblik, så jeg hurtigt trådte nogle skridt væk fra det meget fine spejl. En nydelig og meget attraktiv herre i midten af trediverne ville jeg tro, stod pludseligt foran mig i hallen. Jeg stirrede blot på ham. Jeg var ikke til mænd, men det fjernede ikke konklussionen, at han var en flot mand, med perfekte linier i ansigtet, robust om skuldrene, så han var sikkert pæn muskuløs.


Han var i fin stand med med svag make-up og måske en tand for hvid i ansigtet. Om det også var make up eller bare hans hud, der havde den kulør, det vidste jeg ikke? Han havde dog ikke sådan en underlig hvid paryk på, som ellers var tidernes mode for de rige mænd og kvinder. Han havde langt mørkebrunt hår  og fin silkelignende skjorte med pufærmer, hvis ikke det VAR silke?

Han havde en sort vest og sorte stumpbukser med lange hvide benklæder og de flotteste sorte laksko med sølvspænder ovenpå. Så virkelig anstændig ud og virkede til at være én, der osede af charme og selvtillid. Dog havde han en speciel farve i sine øjne. De var hvidgullige, eller var det bare mig? Det overraskede mig en del.

"Justin Drew Bowen? De har en leverance til mig?", spurgte han.

Jeg nikkede med et smøret smil og stod på en undskyldende måde.

"Ja Mr Rochefort, jeg undskylder ærbødigt min ringe påklædning!", undskyldte jeg mens jeg bukkede for ham.

Ja, jeg turde ikke andet. Jeg hørte klappende hænder og så overrasket op på ham. Han gik lettere omkring mig og nærstuderede mig.

"De forbavser mig virkelig. Hvordan i alverden kan en så beskidt og køn dreng som dem være så høflig?", spurgte han.

Jeg så undrende på ham. Spørgsmålet kom helt bag på mig. Han gik på en meget forfinet måde omkring mig, mens han studerede mig hele tiden. Trods det, så virkede han faktisk enorm flink og det mente jeg bestemt de færreste rigmænd var. Jeg rødmede seriøst, for jeg var ikke vant til den slags komplimenter. Helt skørt, ikke?

"Øh, jeg ved ikke? Sådan er jeg bare herre!", svarede jeg lettere nervøst.

Han smilte charmerende og nikkede. Han vendte sig om mod døren til det prægtige rum.

"Kunne de ikke tænke dem en drink unge mand? De ligner én der kunne trænge til det?", spurgte han.

Jeg måbede rent ud sagt og så ned ad mig selv. Jeg så tarvelig ud.

"Jamen min tarvelige beklædning?", svarede jeg nervøst.

Mr Rochefort grinte bare, mens han klappede hænderne sammen.

"Tag dem ikke af det min ven! Denne vej!", svarede han.

Jeg fandt det helt vildt fantastisk, at så fin en herre ville byde mig indenfor i hans hjem og ligefrem byde mig på en skænk, som om jeg var ven af ham eller rettere som en lillebror? Jeg nikkede takkende og jeg fulgte pænt bag ham, mens han gik med oprejst pande foran mig.

Jeg studerede hurtigt det store værelse. Jeg var ved at tabe kæben over alle de smukke ting. Det var som i min drøm. Alt var åndeløst smukt. Han gik hen til en ret fin divan. Han hintede med hovedet mod den.

"Vær så god at sætte dem!", sagde han nærmest kommanderende.

Jeg måbede. Jeg turde næsten ikke med mit beskidte og oversodede tøj. Manden måtte bestemt ikke være rask i hovedet, at han ligefrem bad en fattigmands-usling som mig om at sætte mig i hans fine hvide divan. Enten det, eller også havde han slået hovedet, eller også var han bare ufattelig gæstfri? Never mind.

Jeg satte mig og lagde den indbundne sabel ved fødderne på det fine marmorgulv. Jeg bandt bylten op og frem kom den fine sabel. I mellemtiden havde Mr Rochefort skænket en rødlig væske op til mig i et fornemt glas. Jeg tog sablen op på mine håndflader og rakte det frem mod ham. Han smilte og nikkede og tog imod det med højre hånd og rakte mig glasset samtidigt.

"Tak min herre!", takkede jeg og duftede til væsken i glasset.

Den duftede sødligt og jeg smagte forsigtigt på den. Den smagte af overmodne druer og sjovt nok fik jeg en varm snurrende fornemmelse i hovedet. Var det den drik, de adelige mennesker kaldte for rødvin? Mr Rochefort stod og svang rundt med sablen. Han stoppede op og så ned på mig.

"Virkelig fint og nydeligt stykke håndarbejde, det må jeg sige! Smeden er dygtig!", sagde han pludseligt og svang med det igen.

Jeg grinte svagt og tog endnu en slurk af vinen. Jeg nikkede med et charmerende smil.

"Jeg har smedet det min herre, smeden lagde blot det sidste finish på det!", svarede jeg pænt.

Mr Rochefort så overraskende på mig.

"Virkelig? Klingen er skarp og fin og det ligger utroligt let i min hånd! Prøv selv!", svarede han og han vendte grebet mod mig.

Jeg var målløs og overrasket, men nikkede med et smil og stilte glasset på det fine te-bord og rejste mig og greb fat om det fine greb, som jeg havde lavet. Ja, jeg havde kræset for detaljerne. Jeg stod selv og svang et par gange med det. Jeg smilte smøret.

"Ja, de har ret! Det er virkelig en skøn følelse at have det i hænderne.", svarede jeg med et smøret smil.

Mr Rochefort nikkede med et charmerende smil og han gik hen til en væg hvor en masse fine sabler hang som en smuk vifte og han tog ét af dem ned. Han vendte sig om mod mig med en sabel i hånden.

"Har de kæmpet før Mr Bowen?", spurgte han pludseligt.

Jeg smilte forlegent og nikkede svagt.

"Kun da jeg var 10 år gammel og begge mine ældre brødre boede hjemme hos os. De lærte mig at kæmpe, men jeg har ikke fægtet mod andre siden da. Jeg har kun afprøvet det selv, når jeg til tider har testet de sabler jeg har smedet før, for om de lå godt i hånden og letheden i dem!", forklarede jeg.

Mr Rochefort nikkede med et svagt smil, mens han gik et par skridt frem og tilbage. Pludseligt overraskede han mig.

"Lad det komme an på en prøve min fine ven?!", svarede han og pludseligt gik han mod mig.

"Én garde!", tilføjede han hurtigt og jeg gik straks i kampposition med sablen i hånden mod ham.

Vi begyndte at fægte og underligt nok fandt jeg det spændende og medrivende. Jeg kunne virkelig godt lide det hér. Jeg elskede det. Vi gik frem og tilbage i halve cirkulære skridt og fægtede nu og da.

"Du er god knægt!", hans måde at tiltale mig overraskede mig.

Han virkede så venlig og gæstfri. Jeg følte mig virkelig velkommen. 

"Tak William!", svarede jeg i gru for at han nok ville kappe min hånd af eller det der var værre på grund af min så naturlige måde at tiltale ham på.

Han smilte smøret og stoppede op et øjeblik.

"Ja kæk er du bestemt! - Justin!", svarede han med et lille mellemrum imellem og straks begyndte han at fægte imod mig, men jeg var hurtig og drejede en omgang og kom over til en anden vinkel og gik til modangreb.  

Det hér var seriøst den bedste dag i mit liv. At få lov til at stå i sådan et adelt hjem og fægte mod en fin og nobel herre, der ligefrem var så elskværdig at kalde mig ved fornavn og bød mig på vin.

En fattigmands-søn som jeg, der for første gang i mit liv følte, at jeg var i de helt rigtige omgivelser. Jeg ELSKEDE dét. Vi fægtede længe og med flere hvil drak vi venskabelige dus med hinanden. Mit blod boblede fantastisk i mig. Jeg følte mig levende og beruset, for pludseligt slørrede alt for mig.

"En smuk dreng som dig fortjener ikke et liv i fattigdom! Jeg vil tage dig til eventyrland!", hørte jeg William's slørende stemme.

Jeg lå et sted i huset, formentligt på den dér divan og jeg så i beruset og slørende tilstand William nærme sig mig og han greb fat om min arm. Han satte sig på knæ foran mig og jeg vidste ikke hvad der skete? Han trak op i mit beskidte bluseærme. 

"Hvad.. Hvad gør du?", spurgte jeg undrende og jeg fornemmede, at han tog min arm op mod hans ansigt.

Han så på mig og jeg så i øjebliks sekunder hans øjne der var hvidere end før.

"Giver dig det liv, du har fortjent Justin. Jeg har altid vidst at du ville banke på min dør når som helst!", svarede han og jeg så overrasket på ham, da han åbnede munden og jeg mærkede en brændende og svidende smerte, da følelsen at to sylespidse genstande borede sig ned i mit håndled.

Sig mig, fra alle de gamle myter, var han? Fandtes dér virkelig? 

"Aaaarrrgggh!", skreg jeg af smerte, da jeg følte en kraftig sugende fornemmelse.

Jeg så på ham og han stoppede ikke. Jeg mærkede mit blod pumpe og strømme ud af håndledet. 

"Er det virkelig takken?", mumlede jeg og jeg faldt tilbage i divaen og følte mig mere og mere svag i kroppen.

Jeg kunne mærke at mit hjerte begyndte at sænke farten og jeg lukkede øjnene og følte mørket omhylde mig...............

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...