Shadows Of Darkness - Justin Bieber 14+ FÆRDIG!

Se første kapitel....

113Likes
236Kommentarer
46503Visninger
AA

6. Tyskland 1942.

- Et sted i luftrummet oven over Tyskland.

"Thunderbird til Cliffhanger... Thunderbird til Cliffhanger... Skrrrk!"

"Cliffhanger hér, jeg hører dig! Skifter!"

"Cliffhanger, hvad er din position? Skifter!"

"Thunderbird, jeg befinder mig i øjeblikket over grænsen til Hamburg, skifter!"

"Cliffhanger, jeg støtter din ryg, skifter!"

"Thunderbird, Tak! Over! Skrrrk!"

Jeg satte hurtigt min walkie på plads i instrumentbrættet og straks mærkede jeg fjendens første "kærlighedsskud" på mig og det var ikke lidt, men faktisk en hel del.

Jeg slap roret og greb fat i angrebsknappen og trykkede ned, mens jeg sigtede mod de klamme nazi-svin. Hvordan kunne det lige være, at jeg altid fandt det så berusende og tilfredsstillende med al den død omkring mig?

Nå, ja du ville sikkert sige, at det var fordi jeg var vampyr. Pludseligt mærkede jeg at vi blev ramt i den ene vinge og motoren var væk.

"Fuck, Justin, vi er blevet ramt!", kom det forhippet fra Christopher.

Jeg så hurtigt på negeren, min kammerat. Jeg nikkede og kiggede ud af forruden igen.

"Jeg ved det! Sørg for at send en ordenlig omgang medicin igen, mens jeg prøver at lande, forstået?!", svarede jeg bestemt.

Christopher nikkede og gik tilbage til Devon og Michael, som befandt dem i halen på flyet. Jeg greb efter walkien.

"Mayday mayday, Cliffhanger er ramt. Beder om opdække øjeblikkelig! Over! Skrrk!"

Jeg greb fat i roret og prøvede mest muligt, at dirigere flyet på nogenlunde vandret plan. Flyets lamper begyndte at blinke faretruende og instrumentbrættet larmede alarmerende lyde.

"Guys, det hér er ikke for sjovt! Gør jer klar til nødlanding!", råbte jeg til mine soldaterkammerater.

"Forstået Justin! Vi stoler på dig!", råbte de tilbage.

 Jeg så hurtigt, at luftrummet var fuld af røg og flere fjentlige fly kom imod os, men heldigvis var den brittiske eskadrille på vej, hvor de gav fjenden en ordenlig salve. Jeg frydede mig over synet. Nok var jeg selv en koldblodig dræber, men jeg dræbte i det mindste ikke flere tusinder af mennesker om dagen, som Hitler og hans ihærdige Nazi-soldater gjorde.

Jeg hadede den mand for et godt ord og jeg vidste, at hvis jeg skulle komme til at møde ham personligt en skønne dag, så ville han ønske, at han ALDRIG havde levet og havde gjort så grusomme og groteske handlinger mod så mange uskyldige mennesker, bare fordi, de var sorte i huden, som feks Christopher, eller de var jøder, Jehovas Vidner eller i hele taget bare ikke havde den ariske race, det skulle forståes at hvis man ikke havde lyst hår og blå øjne, så blev man set ned på.

Jeg var dog en mellemting, eftersom mine øjne var brune og jeg havde brunt hår, men jeg var dog hvid i huden, hvis man kunne sige det sådan. Never mind. Adolf Hitler var et grotesk monster. Jeg var nok også, men nok ikke på samme måde, eller? Det kom vidst så vidt an på hvordan man vendte og drejede den?

Jeg så landjorden nærme sig i al hast. Kunne se, at det var en åben mark vi skulle gøre vores nødlanding. Det var da klart ét af de bedre steder at nødlande. Jeg holdte stramt om roret der rystede voldsomt. Det var et under, at jeg ikke fik pip af alle de støjende advarselslyde flyet gav.

"Kontakt med jorden inden for få sekunder! HOLD FAST VENNER!", råbte jeg det sidste ud og straks følte jeg det første kraftige bump på den ujævne mark.

Flyet bumbede nogle gange og straks kunne jeg mærke at landingsstellet knækkede, så skroget kurrede en hel del vej gennem den gule mark, der lugtede stærkt af sennep. Hmm, noget sagde mig, at det var en sennepsmark vi havde nødlandet i.

Pludseligt kurrede skroget mod siden og de næste sekunder føltes flygtige, da vi rullede rundt i skroget, til det standsede.

Jeg trak vejret på en febrilsk måde. Havde jeg haft et hjerte, så var jeg sikker på, at det havde siddet i halsen. Jeg opdagede at roret var knækket og et stykke af styrepinden havde boret sig ind i maven på mig. Jeg blev noget chokeret over synet, men selvfølgelig havde jeg ingen smerter.

Lignende episoder var oplevet før, som blandt andet dengang i 1725, hvor jeg og onkel Will, var ude og sejle med korporalen og hans mænd, som på besynderlig vis døde lidt efter lidt af den forunderlige sorte død, troede korporalen, selv om det faktisk var min onkel og jeg, der var årsagen til dødsfaldende på skibet.

Midt på havet på vej mod Singapore, var vi blevet overfaldet af pirater og pludseligt, havde jeg bare ikke været hurtig nok, hvor det havde resulteret i, at jeg havde fået utallige sabelstik i min døde krop.

Piraterne troede selvfølgelig, at jeg var død, da jeg pludseligt faldt om på dækket og blødte kraftigt. Jeg kunne ligne én der skulle dø, men skal jeg fortælle dig en hemmelighed? Vampyrer KAN IKKE dø, jo mindre det er en fra ældsterådet af vampyrer, der tager magten i hånden og flår hovedet af én, så dør man. Yup, så ved I det! - Tilbage til virkeligheden.

Jeg hev forsigtigt det afstumpede styrepind ud af min mave. Damn, det var godt nok langt inde. Jeg kunne føle, at det blev hevet ud af mig, men det gjorde heldigvis ikke ondt.

"Er alle okay?", spurgte jeg mens jeg stille hev styrepinden ud af maven og det lykkedes mig da.

"Devon er død og Michael er hårdt kvæstet.... Nej vent..", kom det fra Christopher. Jeg stirrede koldt ud i luften.

"Sig mig, er Michael død eller hvad sker der?", spurgte jeg og så ned på min blodige mave og betragtede det meget dybe sår hele sig stille og roligt til det var glat og fint og der kun var blod på maven. Ja, så havde jeg det fint igen. 

"Ikke en skramme!", mumlede jeg og jeg rejste mig fra cockpittet og gik med forsigtighed tilbage i det ret medtaget skrog og jeg kunne straks se mine venner.

Christopher havde ret. Devon og Michael var døde, pænt meget endda. Der var blod og ødelæggelse for et godt ord. Duften af blodet, indhyllede mig. Jeg elskede duften. Frisk og stadigt varmt blod. Jeg havde enormt meget lyst til at gå amok på det, men det tiltalte mig sjovt nok ikke på mennesker der var døde i forvejen.

Jeg så hen på Christopher, der sad pænt blødende med et stykke skrog siddende borende ind i siden. Han rystede og så på mig.

"Det er jo fantastisk? Er du en engel, siden du har overlevet uden en skramme, eller bløder du Justin?", spurgte han med rystende stemme.

Jeg så ned ad mig et øjeblik og så på min grønne uniform, der var indsmurt i mit eget gamle blod fra maven. Jeg nikkede.

"Jeg er kommet til skade, men jeg klarer mig!", løj jeg.

Han nikkede og så ned ad sig selv.

"Jeg... jeg tror.. ikke.. at jeg.. klarer den?!", små-græd Christopher.

Jeg havde faktisk ondt af ham. Han var blevet én af mine allerbedste venner i al den tid jeg havde været i flyvevåbnet, selv om han i realiteten var et skrøbeligt menneske, så var han alletiders kammerat. Jeg nikkede.

"Jeg får dig ud herfra, buddy!", svarede jeg og jeg gik i knæ og løftede ham op i min favn.

Han hægtede sin ene arm om min nakke og jeg bar ham så let som ingenting, men lod som om, at han var tung, for han skulle nødig fatte mistanke.

Han blødte temmelig meget og jeg var sikker på, at hvis jeg havde et hjerte, så havde jeg ret ondt af ham. Hvad der kom bag på mig, da jeg bar ham ud, var at jeg faktisk begyndte at mærke nogle tårer rende ned ad mine kinder. Jeg havde aldrig nogensinde været ude for at græde. Det var en ret vild følelse.

Jeg kom ud på marken. Der var overskyet på himmelen pga al den flytraffik i luften, der havde været. Jeg bar ham hele vejen hen til en stor lade, der stod afsides fra en nærliggende gård. Christopher så op på mig med øjne, der snart forlod livet. Han hulkede.

"Just... Justin.. J..jeg er b..bange for at dø... Jeg vil... ikk....", hans stemme bævrede voldsomt og han besvimede pludseligt i mine arme.

Jeg begyndte seriøst at græde og jeg gik med hastige skridt hen i laden med ham, hvor der ikke var andet end mark-redskaber og adskillige plove. Jeg så en masse halm ovre i hjørnet af laden og jeg bar Christopher der over.

Han var helt væk, men som et hvert menneske ville have troet var død, så vidste jeg, at han ikke var død, for jeg kunne høre og mærke hans hjerte banke endnu. Han var besvimet og han havde ret, han havde ikke lang vej tilbage, hvis ikke jeg gjorde noget.

Han stod ikke til at redde. Flyskroget sad dybt i ham og han blødte kraftigt fra maven.

Jeg vidste ikke om jeg ville fortryde dette med tiden, men jeg vidste at Christopher var blevet en ret god ven af mig. Vi havde haft en masse sjove stunder sammen både under træning i flyvevåbnet og i privaten, når vi tog i byen sammen og morede os med øl, sprut, damer og jazz-musik, når det var bedst. Jeg lagde ham og han hostede pludseligt og hans øjne åbnede sig. Han strakte armen mod mig.

"En engel... Gud kalder på mig!", mumlede han.

Jeg sank en klump. Jeg havde dårligt tid, så jeg tøvede ikke med at skubbe hans jakke til siden og blottede hans sorte nakke. Jeg bukkede mig straks ned over ham og duften af menneskehud og blodet fra hans mave, satte sulten igang hos mig.

Jeg åbnede munden og jeg kunne mærke musklerne om mine knivskarpe hjørnetænder trække sig sammen. Følelsen var fantastisk, da tænderne bordede sig ned i hans hud.

Han gav et lille spjæt og der var intet sædvanligt skrig, for han var pænt væk i forvejen, men jeg vidste, at han stadigt var i live endnu, men det handlede om taktik og hurtighed, for hvis hans hjerte nåede at stoppe, før min gift var givet videre, så var slaget tabt. Jeg slubrede en del af blodet i mig og jeg vidste ligesom hvad onkel Will havde lært mig, at hvis jeg ville ønske ét af mine mange ofre som vampyr, så skulle jeg stoppe et særligt sted hvor hjertet bankede hurtigere, til det begyndte at sænke farten og lige dér skulle jeg slå til.

Jeg havde aldrig selv ladet et menneske blive til en vampyr. Det var kun min onkel, der havde gjort det et par gange.

Første gang var i 1866 med en kvinde, der vendte os ryggen og skred sin vej, for at gå hendes egne veje. Hun hed Duchess fra Paris og min onkel havde været så forgabt i hende, men hun viste sig at være en løgn og bedrag. Den anden gang, var Brian på 17 år, der havde arbejdet i biografen.

Yup, den dreng som blev offeret for min onkel, da jeg den aften var ude med Shelby i biografen i 1937. Så Brian var faktisk blevet som en lillebror for mig, men han havde en del at lære endnu, så derfor opholdte han sig hjemme hos min onkel, som på den måde også var blevet onkel for Brian.

Min onkel havde intet vidst, hvad Brian yderligere hed, så han fik mit efternavn, så han kom til at hedde Brian Rochefort Bieber. Specielt navn, men Brian havde godtaget det helhjertet, eller you know what I mean?, da han vågnede for første gang som vampyr i vores hjem den efterfølgende dag i LA. Netop den dag, jeg ville begrave Shelby.

Jeg kunne høre hjertets slag i Christopher. Min hjerne sagde: "Nu!" - Straks spyttede jeg giften i ham og slap efterfølgende hans nakke.

Jeg betragtede ham. Han havde lukkede øjne og lå blot stille. Jeg gruede for at det måske var for sent.

Jeg greb hans hånd og gav ham et venskabeligt kys på hans håndryg. Ikke fordi jeg var til mænd, men seriøst, mit kolde hjerte ville bløde, hvis jeg havde mistet ham. Han fortjente at leve. Han fortjente en chance til. Han var sådan et godhjertet menneske.

Jeg flyttede blikket ned på hans mave og trak flyskroget meget stille ud. Jeg sukkede. Udadtil så han ikke ud til at overlevet. Han ville være pænt død i et menneskes øjne.

Hans hjerte stoppede med at slå, kunne jeg høre. Jeg nikkede svagt. Nu kunne jeg kun håbe at han ville overleve. Jeg tørrede det resterende blod væk fra min mund med mit ærme og jeg lagde mig ned på en halmballe et stykke fra ham og slappede af, mens jeg lå og nynnede stille på en gammel melodi.

Træthed eksisterede ikke for mig. Sidst jeg havde sovet, var da jeg vågnede op fra den dybe søvn, dengang i min onkels fornemme hjem i Ontario i 1713, siden da, så havde jeg aldrig sovet, kun hvilet mig.

Jeg kunne da sagtens lukke øjnene, men jeg ville aldrig falde i søvn. Så når jeg ikke gad ligge mere, så kunne jeg bruge tiden på at tage ud på eventyr om natten og betragte folk, der sov, hvis ikke min tørst indtraf sig efter et muligt offer. Sådan var det at være vampyr, som skygger af natten!..........

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...