Shadows Of Darkness - Justin Bieber 14+ FÆRDIG!

Se første kapitel....

113Likes
236Kommentarer
44939Visninger
AA

30. Til døden os skiller?

 

Leelas synsvinkel;

"Jeg kan ikke tro det!"
Jeg smilede stort, og åbnede mit skab. Skoledag! Jai! - mærk ironien! Jeg kunne ikke vente til i aften, hvor Justin havde en overraskelse til mig. Men typisk nok er det først ved midnat!
"Jeg kan heller ikke tro det, det er virkelig gået stærkt!", sagde jeg.
"I har været sammen i en måned, en hel måned! Det er så vildt, men han er jo fantastisk!", sagde Mary.
"Hvem er fantastisk?", spurgte han, og lagde armene om mig.
Mary smilede stort, og skød håret tilbage.
"Tillykke med et månedsdag Justin", sagde hun.
"Mange tak Mary!", sagde han med en glad stemme.
Mary gik, sikkert for at lade os få noget privatliv. Det var ikke nogen hemmelighed, at Justin vækkede mig klokken lort i morges, for at sige; 'tillykke med månedsdagen elskede!', tja nogen gange, var det som om jeg kunne rive hans hoved af hans fantastiske krop. Men det var bare mig! Jeg hadede de måder han vækkede mig på, en gang ringede han til mig klokken tre, for at fortælle mig, at klokken var tre! Og det var ikke fordi jeg fik meget søvn! Med en kæreste som ikke sover, er det svært!
Jeg mærkede et kys i nakken, og et blev hurtigt til flere.
"Jeg skal hjem Justin, jeg skal jo have noget søvn inden i aften!", sagde jeg med et svagt smil.
"Kan jeg komme med?", spurgte han.
Jeg smilede, og sukkede svagt.
"Hvis du kommer med, kommer jeg ikke til at sove!"-"Kom nu!", afbrød han bedende.
Jeg sukkede og drejede rundt, jeg lagde mine hænder på hans brystkasse, og kiggede op på ham. Han kiggede spændt på mig, for han vidste han var ved at vinde, eller det troede han!
"Nej", sagde jeg, og drejede rundt og gik ud.
Jeg tænkte at jeg kunne drille ham lidt, og lade ham vente til i aften. Ikke at alt vores forhold gik ud på var sex, men vi havde bare meget sex. Sådan tror jeg osse du ville have det, hvis din kæreste var vampyr. Forestil dig en lækker skabning, stå lige foran dig, og den skabning har flere århundredes øvelse i alt hvad man kan kalde forførelse og tanketricks, og så for at gøre det hele endnu mere sexet, er han det stærkeste og hurtigste væsen på denne jord!..

Jeg gik ind i skoven, og var på vej hen til stedet hvor vi skulle mødes. Da jeg hørte en gren knække bag mig.
"Skulle vi ikke mødes derover?", spurgte jeg med et smil.
Men jeg fik ikke noget svar, jeg drejede rundt, og kiggede omkring. Men jeg kunne kun se den mørke skygge, som faktisk skræmte mig lidt.
"Justin? Kom nu frem!", sagde jeg med en rystende stemme.
Da han kom frem, eller skyggen gjorde. For det var ikke Justin, men Marvin. Jeg gik et skridt bagud, mens han gik frem mod mig.
"Stop der eller jeg skriger!", sagde jeg, og holdte en hånd op foran mig.
Lige pludselig stod han foran mig, og greb fat. Han bed mig i halsen, og det rev voldsomt. Jeg skreg så højt jeg kunne, og han slap mig mærkeligt nok. Jeg skyndte mig på benene, og løb!
"Husk, hvis du nogensinde bliver jaget, så kig aldrig bagud!"
Kunne jeg genkalde fra nogen af de mange ting Justin har fortalt mig, mens jeg løb. Men jeg stoppede hurtigt, da jeg ikke kunne komme længere. Jeg stod på kanten af en klippe, og nedenunder var der ikke andet end klipper, og vand. Jeg drejede rundt, og så Marvin komme ud. Jeg tog en dyb indånding.
"JUSTIN!", skreg jeg så højt jeg kunne, men så blev alt mørkt.

 

Justin's synsvinkel:

Wow, kunne en vampyr seriøst godt få kuldegysninger? Altså, vi vampyrer var jo ikke ligefrem varmblodede vel? Men bare tanken om de planer jeg havde for Leela, gav mig kuldegysninger. Jeg var nervøs, VIRKELIG nervøs, men det lå mig ligesom meget på sinde. Jeg elskede hende inderligt og kunne hun blive min for altid, ja eller rettere til hendes naturlige død, så ville det betyde alverdens for mig.

Det skræmte mig ikke det mindste, at skulle opleve hende blive ældet med årene, for det var jo ligesom det mest naturlige ved et menneskeliv. Jeg var en vampyr, havde jeg været et menneske, så havde jeg ikke været andet en jord og støv, den dag i dag.

Nok var jeg ungdommelig af sind og væremåde, men min sjæl var gammel, så om Leela var ung eller gammel, var mig underordnet. Jeg elskede hende for den hun var. At hun så var så smuk som hun var, var jo kun noget jeg kunne prise mig lykkelig for. Var nu også sikker på, at hun stadigt ville være smuk, om hun så var halvtres eller femoghalvfems år gammel. Det var underordnet for mig.

Jeg gik og trippede utålmodigt frem og tilbage ved klippeskrænten. Kiggede på min iPhone for at tjekke tiden. Normalt gik jeg slet ikke op i sådan noget som tiden, men i nat var bestemt vigtig for mig. Ved midnat ville jeg gå på knæ for min elskede Leela. Klokken var 0.17. Jeg begyndte at blive bekymret, men tænkte, at hun nok bare var kommet senere ud af døren, så det gik jo nok. Hun var her forhåbentligt lige hvert øjeblik det skulle være?

Jeg ville nok i princippet have gået til hendes far først, men på den anden side, så havde vi altså år 2014 og det var langt fra det samme som dengang i 1700' tallet. Mange ting havde ændret sig og selv om der var mange ting jeg ikke kunne følge med tiden, så var der alligvel visse ting der var anderledes den dag i dag.

Vidste i princippet ikke om jeg var for hurtig med at skulle fri til hende, efter vores første måneds kæresteri? Var jo ligesom godt klar over, at det vidst ikke var almindeligt at fri til sin udkårne efter én måned, den dag i dag, men jeg var som sagt en gammel sjæl og jeg følte det faktisk som det mest rigtige jeg nogensinde havde gjort i evigt lange tider.

Jeg var ved at blive nervøs og jeg knugede min hånd et øjeblik om den lille røde velouræske i min lomme. Jeg spejdede ned mod den kulsorte skovvej. Ja, jeg kunne jo godt se i mørket.

Mit syn blev som et rovdyrs om natten, så hvor mennesker nok bare skulle fumle rundt i mørket for at ane silhuetter foran sig, så kunne vampyrer både se meget langt og skelne ting og sager i mørket, da alt der var kulsort blev som infrarødt for os vampyrer. Foretrak også rødt, rødt som det mest delikate, nemlig blod.

Tanken om blod, fik mig pludseligt opfange noget, jeg ikke havde været ude for før. Jeg kunne lugte fare, kunne fornemme rædsel, angst og gru. 

"Marvin?", mumlede jeg gruende.

Jeg lukkede mine øjne et øjeblik og straks kunne jeg høre hans tanker. 

"Leela, dit blod tiltaler mig... Jeg er ikke færdig med dig... You can run, but you can not hide!"

Mit vampyrhjerte slog hårdt i brystet og jeg slog straks øjnene op. 

"Marvin, du får ikke lov til at tage livet af min elskede...", tænkte jeg arrigt og jeg kunne straks fornemme hans lugt.

Lugten førte mig mod havet i en anden retning af skoven. Jeg satte straks farten op og det kunne godt være at jeg fik ødelagt en del træer i farten, bare fordi de stod lettere i vejen, men jeg var ligeglad. Det gjalt min elskedes liv....

"JUSTIN!", genlød det pludsligt højt nært mit mål.

"Leela!", tænkte jeg gruende.

Jeg ankom pluseligt ved en lysning og kunne lugte havet og Marvin. Jeg så ham nær klippeskrænten, hvor han sad på hug og foroverbøjet en mørk skikkelse der lå på jorden. Jeg fokuserede og min vrede vældede op i mig, da jeg opdagede at det var Leela, han sad og drak af. Hun virkede helt væk.

Jeg styrtede hen mod ham og han nåede lige at opfatte mig ved at slippe hendes hals og kigge op. Hendes blod rendte ned ad hans mundvige. Jeg fløj ind i ham og fløj gennem luften med ham, til vi ramlede ind i et ret tykt træ. Han gispede blot et øjeblik efter vejret og jeg så hans blodårer blive tydelige et øjeblik i hans ansigt, inden han blev normal igen.

"Hvad i himlens navn tror du lige du foretager dig? Hvem har givet dig ret til at tage livet af min kommende hustru?", råbte jeg frustreret ind i hans ansigt og jeg begyndte at hulke grådkvalt, inden jeg kylede ham flere hundrede meter væk, så han røg ind i et andet træ.

Jeg skyndte mig hen til Leela, der lå og blødte kraftigt. Jeg gik i knæ og løftede op i hendes hoved. Blodet sprøjtede rent ud sagt ud af hendes hals. Jeg kunne se, at der også var småblødende bidsår på den anden side af halsen. Jeg rasede indvendigt. Han havde været på hende hele to gange?

Jeg skreg vemodigt op, så det gav ekko ud over skrænten. Hun begyndte at røre på sig svagt og glippede øjnene op. Hun hostede blod op og hendes øjne var rødsprængte. Det vidste jeg godt hvad betød. Hun var tæt på døden.

"Jus... Jus...", kæmpede hun med ordene.

Jeg hulkede som sindsyg.

"Du må ikke døøøø... Jeg vil jo giftes med dig Leela, forstår du ikke det?", hulkede jeg nede ved hendes ansigt.

Jeg fik øjenkontakt med hende og jeg mærkede, at hun lagde kæmpende sin hånd om min kind.

"Jus... Jeg elsk...", kæmpede hun og hun røg bag over med sit hoved.

Jeg skreg af gråd. Det kunne simpelhen ikke være rigtigt. Alt det jeg aldrig havde håbet skulle ske, skete. Leela var helt væk. Jeg ville ikke kunne bære at miste hende, så jeg skød tankerne om hvordan hun ville blive af forvandlingen til siden. Jeg ønskede ikke at se hendes familie i sorg over at finde ud af at Leela var død og jeg var for egoistisk til at lade hende dø, for jeg elskede hende inderligt. Hun var min længe ventede mage.

Meget mod mit eget ønske om det, så begyndte jeg på genoplivningen. Vidste ikke om det var for sent? Smagen af hendes blod var bedre end den bedste orgasme. Hun smagte som det bedste og på en måde forstod jeg godt Marvin's trang til netop hendes blod. Var han lig mig, så havde vi samme smag for Leela's skønne blod.

Hendes blod var ikke blevet lunkent eller koldt endnu, så noget tydede på, at hun ikke var helt død endnu, men hun var meget tæt på. Der skulle ikke meget til før hendes i forvejen meget svagt bankende hjerte ville stoppe helt med at slå.

Lyden af hendes hjerte der slog så langsomt, var en smerte for min hørelse. Livet var ved at rinde ud af hendes smukke krop. Jeg sugede en anelse af hendes blod og lyttede godt efter hendes meget svage hjerterytme.

Hendes blod smagte så vidunderligt, at det var den største kamp for mig, at skulle holde styr på hendes hjertelyd. Et fejltrin kunne betyde at hun ville få den visse menneskelige død og aldrig nogensinde vågne op igen. Det ønskede jeg slet ikke for hende nu. Jeg måtte løbe risikoen, at hun formentligt kunne finde på at vende mig ryggen.

Men jeg ønskede ikke at skulle gennemleve hendes begravelse allerede nu. Jeg ønskede at få hendes hånd. Ønskede at kunne tiltale hende Mrs Bieber. Jeg var ret meget i tvivl med hensyn til hjerterytmen, fordi jeg græd og hulkede samtidigt. Slaget kom...

"Du duk............." 

Lukkede øjnene og gav hende vampyrgiften i hendes hovedpulsåre. Fjernede mig og begyndte at bide hende flere steder. De steder på hendes krop, jeg vidste førte hurtigst muligt til hendes svage hjerte. Jeg sukkede gruende, da jeg betragtede hende ånde ud en sidste gang og hun blot stirrede stift op i luften........

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...