Shadows Of Darkness - Justin Bieber 14+ FÆRDIG!

Se første kapitel....

113Likes
236Kommentarer
44929Visninger
AA

15. Sandheden!

Leela's synsvinkel:

Jeg vidste ikke hvorfor jeg bare havde stukket af? Fik jeg virkelig kolde fødder, eller var det bare det, at jeg ikke havde forventet, at en smuk fyr som Justin ville kysse mig? Hvad var der særligt ved mig? Alle fandt mig sær og mærkelig. Justin kunne få hvem som helst, så hvorfor lige mig?

Jeg sukkede og bremsede op midt på skovvejen. Jeg steg ud af bilen og måtte bare have luft. Jeg fik jo slet ikke ordenlig svar på det hele. Justin var stadig mystisk og det var de andre også. Navnligt hans onkel var sær. Han skred bare på grund af mit navn. Jeg stod og trippede lidt ved skovvejen. Vidste hverken ud eller ind. Skulle jeg tage tilbage og spørge mig ind til hvad pokker der var galt med mit navn? Jeg sukkede hårdt.

"Hvorfor alle de suk?", jeg blev ret chokeret.

Jeg havde da ikke hørt nogen bil og pludseligt hørte jeg Justin's stemme bag mig? Jeg vendte mig chokeret omkring. Stod og betragtede ham og så mig omkring.

"Din bil er her ikke?", spurgte jeg inddirekte.

Justin smilte svagt og rystede på hovedet. Jeg så undrende på ham.

"Hvordan er du kommet hérhen?", spurgte jeg undrende.

Justin smilte svagt og blev blot stående de få meter fra mig.

"Jeg løb!", svarede han kort, mens han kørte en hånd gennem sit fantastiske hår.

"Det hår, det må bestemt være blødt at røre ved?!", tænkte jeg mens jeg bed mig nervøst i underlæben.

Jeg tænkte pludseligt over hans svar. Hvad pokker? Jeg havde kørt mindst en km og han stod og påstod, at han havde løbet efter mig? Det virkede jo helt ude i skoven? Hah, vi var ligesom i skoven.

"Du løb?", spurgte jeg målløs. Justin smilte og nikkede.

"Jeg er ret god til at løbe såeh!", svarede han lettere nølende.

Jeg rynkede panden i dyb undren.

"Påstår du at du har løbet hele vejen Justin? Der er ca en km til hér vi står nu!", svarede jeg undrende. Justin grinte et lille kort grin.

"Jeg skød genvej gennem skoven!", grinte han smøret og han fugtede sine fantastiske læber.

Åh gud, de syndige læber! Jeg havde smagt dem en anelse, men det var nok til at jeg higede efter mere.

"Genvej?", spurgte jeg undrende og vendte mig og så ind i skoven.

"Findes der virkelig sådan en kort smutvej?", mumlede jeg stille.

"Ja der gør!", ordene flød som en mild og kildrende strøm i mit højre øre.

Jeg havde slet ikke hørt hans skridt hen til mig. Jeg lukkede øjnene og straks mærkede jeg hans hænder holde om mine overarme. Jeg følte mig pludseligt fanget i en anden verden, ja nærmest eventyrligt.

"Du drager mig!", hørte jeg en hvisken fra ham.

Jeg smilte meget svagt og stod bare i drømmeland.

"Mmm!", mumlede jeg saligt med lukkede øjne.

"Men noget holder mig tilbage!", tilføjede han og slap mig.

Jeg åbnede øjnene og vendte mig om. Han stod ret op ad mig og jeg så ind i hans hasselnøddebrune øjne. Der var noget jeg ikke forstod?

"Hvorfor går du med kontaktlinser?", spurgte jeg og Justin så væk fra mig og han vendte sig og gik nogle skridt væk.

"Hvorfor spørger du? Jeg er ret sikker på, at du kender svaret!", svarede han.

Jeg så med undren på ham. Han talte jo i koder?

"Justin, jeg forstår ikke dit svar?", spurgte jeg undrende.

Han vendte sig om og smilte slet ikke.

"Er du klar over hvem jeg er?", spurgte han tvetydigt. Jeg rynkede panden.

"Hvad mener du med det?", spurgte jeg undrende.

"Du og jeg Leela.... Vi har noget særligt sammen..", begyndte han.

Jeg så undrende på ham og gik stille over til ham og jeg puttede mit hoved op ad hans ryg. Han var så rolig at ligge på. Lidt for rolig måske? Han sukkede.

"Du gør det ikke let for mig!", sukkede han.

Jeg smilte svagt og lagde mine arme rundt om hans liv og på en underlig måde, så kunne jeg godt lide at stå og putte mig op ad hans ryg.

"Du er ikke bange for mig?", spurgte han stille.

Jeg lukkede øjnene og nød bare at jeg stod sådan op ad ham.

"Bange? Nej, jeg holder stadigt på, at du er forudbestemt for at skulle være min skytsengel. Der er noget mystisk over dig Justin. Du virker kold, men samtidig er du jo vildt kærlig. Du virker hemmelighedsfuld og dyster og alligevel virker du til at ville passe på mig?

- Du har en stor ro omkring dig og ligesom mig, så kan du også lide skoven og stilheden. Dog synes jeg det er mærkeligt, at du var så pokkers skræmmende over for mig i skoven i dag. Jeg så noget drabeligt i dig, ja nærmest som var du et rovdyr på jagt efter et bytte?", forklarede jeg og lige dér slap jeg grebet om ham og gik nogle skridt tilbage fra ham.

Det gik op for mig hvad jeg havde stået og sagt. Mit hjerte hamrede som besat. Justin vendte sig om mod mig. Hans udtryk var svært at tyde. Han så mystisk og skulende ud.

"Leela... Du må tro på mig? Jeg ville aldrig nogensinde gøre dig noget, men samtidigt har jeg et dyr i mig, der tænker de værste ting!", kom det med et suk fra ham.

Hans udtryk ændrede sig til det bedrøvede. Han satte sig på en træstub nær ved vejen. Jeg betragtede ham intenst og bed mig nervøst i underlæben.

"Er du kriminel?", spurgte jeg nervøst.

Justin så op på mig og smilte svagt og rystede let på hovedet.

"Ved jeg ikke om man kan kalde mig det?", svarede han og jeg trådte et par skridt tilbage.

"Er det kriminelt at forelske sig i én som dig?", spurgte han med et varmt smil.

Jeg mærkede varmen stige i mine kinder. Vidste ikke hvor jeg skulle kigge hen, så jeg så ned på mine sko. Jeg så hans fødder og mærkede en kølig hånd på min hage, der blev skubbet op og straks så jeg ind i hans varme øjne. Ja, det var lidt underligt. Han havde de varmeste øjne, mens hans hud var kold? Jeg sank en klump. 

"Er... er du forelsket i mig?", spurgte jeg målløs. Justin nikkede med et lille smil.

"Det er mærkeligt... Men jeg har aldrig følt sådan før!", svarede han stille.

Jeg kunne mærke hans ånde, men den var kold? Alt det hér virkede alt for mærkeligt. Jeg trådte flere skridt væk fra ham. Han skræmte mig. Jeg gik med flere baglængs skridt fra ham hen mod min bil. Justin veg ikke blikket fra mig. Han så bedrøvet ud.

"Du er så unaturlig Justin!", udbrød jeg. Justin så overrasket på mig.

"På hvilken måde?", spurgte han med et løftet øjenbryn og han gik stille hen mod mig.

Jeg stod og overvejede om jeg nu skulle hoppe ind i min bil. Mit hjerte hamrede voldsomt og ustyrligt.

"Du... du er så koldhudet, dine øjne skifter farve, selvom det kunne være kontaktlinser, men det giver ingen mening, for dine øjne var nærmest normale, da vi snakkede sammen i spisefrikvarteret ved egetræet inden du gik ind i skoven, men de havde en anden farve, da jeg kom ind i skoven til dig.

- Din adfærd er mærkelig. Det ene tidspunkt er du venlig og rar og det næste er du kold, kynisk, mystisk og skrækindjagende og nu...", forklarede jeg nervøst. 

"Ja?", spurgte han.

Han havde formået at komme helt hen til mig. 

"Di... din ånde er kold, det er unaturligt!", svarede jeg nervøst.

Justin så på mig. Han virkede hverken kold eller flirtende. Han virkede sårbar. Han så ned. Turde han ikke se på mig?

"Leela... Det er ikke en tilfældighed at jeg og familien endte hér i Stratfort. Det er ikke en tilfældighed, at du har drømt om mig. Det er ikke en tilfældighed, at vi har et særligt bånd imellem os...", forklarede han stille og han så op på mig.

Jeg nikkede svagt men kunne ikke smile.

"Det var skæbnen der ville, at vi skulle mødes?", spurgte jeg nervøst.

Justin nikkede med et et svagt bedrøvet smil.

"Please, sig at du har det på samme måde som jeg?", spurgte han med et bedrøvet udtryk.

Jeg nikkede. Jeg havde det virkelig på samme måde. Han dragede mig, men samtidigt skræmte hans adfærd mig også. Han smilte svagt og trådte nogle skridt frem mod mig. Jeg tog en dyb indånding til han stod helt op ad mig. Jeg kunne mærke hans kolde ånde.

"Hvad er du?", spurgte jeg nærmest hviskende. Justin smilte ikke.

"Det må være op til dig?", hviskede han stille.

Jeg nikkede og tog modet til mig. Jeg lagde armene om hans nakke og han nærmede sig mit ansigt. Jeg lukkede øjnene og jeg følte mig som i en helt anden verden, da jeg smagte på hans fantastiske læber og tunge. Han blev pludselig grådig. Faktisk meget grådig. Han holdte utroligt fast på mig og jeg følte mig fanget mellem ham og bilen. Jeg prøvede at skubbe ham væk.

"Justin... Justin... Det er for voldsomt dét hér! Slip mig!", sagde jeg højt og kæmpede med at få ham væk.

Han helmede ikke. Han banede sin vej med sine slik og kys ned ad min hals. Han holdte stramt om mig og jeg skreg op, da jeg mærkede noget skarpt på min hals.

"Hvad laver du?", skreg jeg og endelig kunne jeg pludselig skubbe ham væk, så han røg tilbage på jorden.

Jeg var chokeret. Jeg så blod om hans mund.

"Justin, du bløder om munden?", skreg jeg frustreret og skyndte mig hen til ham for at hjælpe ham op.

"Leela.. Leela, du må hellere smutte! Jeg kan ikke kontrolere mig selv!", svarede han. Jeg så chokeret på ham.

"Hvad snakker du om?", spurgte jeg målløs.

Han begyndte seriøst og græde. Jeg førte min hånd hen over hans blødende mund. Jeg så bekymrende på ham.

"Hvorfor bløder du ud af munden?", spurgte jeg roligt. Han græd stille.

"Leela, du bliver nød til at gå!", hulkede han. Han så væk et øjeblik.


Jeg rystede på hovedet og rejste mig.

"Ikke på vilkår Justin! Kom jeg kører dig hjem!", svarede jeg bestemt og hev ham op fra jorden af. Justin så grædende på mig.

"Jamen, du forstår ikke?", svarede han.

Jeg rystede på hovedet og skubbede ham hen til passagerdøren og åbnede.

"Ind med dig Justin!", beordrede jeg og jeg bevægede mig om på den anden side af bilen og satte mig ind bag rattet.

Jeg så hen på Justin. Han så helt forvirret ud.

"Er du slet ikke bange for mig?", spurgte han stille.

Jeg smilte svagt og rystede på hovedet.

"Men dine humørsvingninger gør mig rundtosset! Du er så myst...", svarede jeg og opdagede dryppende blod ned på mine skinny jeans.

Jeg forstummede og tog mig til halsen og så efterfølgenede på min hånd.

"Blod?!", råbte jeg forfærdet. Jeg så hen på Justin, der sad og rokkede og græd i vildrede.

"Please Leela, du må ikke hade mig?!", hulkede han.


Jeg så chokeret på ham og steg hurtigt ud af bilen og smækkede døren. Jeg skreg så højt ved skovvejen, så tusindvis af fugle fløj skræmt fra trækronerne. Jeg blev ved med at skrige voldsomt og jeg greb hårdt fat i mit lange hår for at føle bare en anelse smerte over hvor dum jeg havde været! Det var jo indlysende. Selv om alt dette burde være en myte, så virkede det til, at sådanne væsner VIRKELIG eksisterede? Var han virkelig en...?

"Please Leela, du må ikke hade mig!", Justin's stemme forstyrrede mine tanker og jeg fokuserede hen på ham.

Han var gået ud af bilen og han havde tørret sig om munden, for hans ærme var indsmurt i blod. Jeg stod og så forvirret på ham.

"Ikke hade dig? Ikke hade dig? Justin, jeg havde gået og troet at du var min skytsengel, men jeg giver dig ret, du ÈR skræmmende, for ikke at sige et grufuldt væsen... Du er ikke noget menneske, men noget som mennekser kun tror er myter. Det var en myte for mig, indtil nu...", forklarede jeg med hjertet i halsen og vendte mig væk fra ham.

Uden en lyd af skridt, så kom det som forventet, at Justin lydløst pludseligt stod bag mig. Hans kolde hænder hvilede på mine skuldre.

"Så hvad er jeg?", spurgte han nærmest hviskende. Jeg sank en klump.

"Du er en vampyr! Det er jo indlysende!", svarede jeg med klumpen siddende i halsen.

Jeg hørte et suk bag mig og jeg vendte hovedet mod ham. Han smilte meget svagt.

"Undskyld jeg bed dig, men jeg har aldrig haft så stærke følelser for en pige før!", sagde han stille. Jeg vendte mig om og så målløs på mig.

"Undskyld at du bed mig? Altså Justin, hvis man føler noget stærkt for én, så bider man ikke hinanden!", svarede jeg sarkastisk.

Justin kunne ikke lade være med at grine svagt.

"Ja, det er måske den lammeste undskyldning til dags dato, men til tider har jeg bare svært ved at styre dyret i mig selv. Jeg bliver magtsyg, kontrolerende og jeg har aldrig stødt på en pige før, hvor jeg har hungret så meget efter hendes blod, som jeg har med dig, men jeg nåede ikke at suge dit blod.

- Du skubbede mig væk. Det er aldrig nogensinde sket i hele min eksistens før. Det er dét jeg siger Leela. Du gør noget særligt ved mig, jeg aldrig havde troet skulle ske for mig? Der er så meget jeg må fortælle dig, vi er ikke så forskellige fra hinanden....", forklarede Justin og jeg cuttede ham af.

"Du er en vampyr Justin, jeg er et menneske, så JO vi èr forskellige!", svarede jeg frustreret og gik væk fra ham.

Følte pludseligt, at jeg ikke havde noget at være bange for. Han havde været over mig, men jeg havde stoppet ham. Jeg gik hen til min bil og åbnede bildøren.

"Du er min familie!", ordene bed ind i halsen på mig, som om det virkelig var et bid. Jeg stivnede og vendte mig om mod ham.

"Hvad?", spurgte jeg chokeret. Justin nikkede svagt.

"Min bror var Samuel, din tip-tip-tip-tip oldefar. Jeg var hans storebror!", forklarede Justin. Jeg sank en klump.

"Jeg havde ret! Du er ham på alle malerierne og billederne fra alle de år?", svarede jeg chokeret.

Justin nikkede med en stram mine om sin mund. Det svimlede for mig. Jeg vendte mig bort fra ham igen.

"Og vi har kysset?", svarede jeg og jeg følte det hele sortnede for mig. Mine ben forsvandt under mig.

"Leela, du må ikke forsvinde sådan!", hørte jeg en stemme tæt på.

Jeg glippede øjnene op og så et lettere svimlende ansigt for mig. Trækronerene snurrede også svagt. Jeg fokuserede op og så et smilende ansigt se ned på mig. Ned? Faktisk følte jeg mig vægtløs. Sig mig lige? Ja, jeg lå i hans arme.

"Justin, sæt mig ned, tak!", sagde jeg bestemt.

Han nikkede og satte mig ned på jorden. Han grinte svagt.

"Du besvimede!", smilte han smøret. Jeg så træt på ham.

"Ja takket være din lille udtale om, at vi er i familie. Så kan det heller ikke blive mere sært!", svarede jeg ironisk. Justin smilte og aede min kind et øjeblik.

"Så er det hele jo heller ikke være!", svarede han med et kærligt smil.

Jeg så træt på ham og tog mig til halsen, hvor blodet rendte stille.

"Jeg må på skadestuen og få lappet mig sammen!", sagde jeg med et suk.

Justin smilte svagt og nikkede.

"Det er jo nok lidt mistænkeligt, hvis du viser dig på skadestuen sådan. Lad min onkel se på det! Han kan hjælpe dig!", svarede Justin med et lille smil. Jeg følte mig svagt dårlig.

"Er du vanvittig Justin? Han er jo en vampyr, tror du selv, at han kan holde sig tilbage?", svarede jeg chokeret. Justin grinte svagt.

"Jeg lover dig, at der ikke vil ske noget. Man kan vel kalde min familie vegetarer i forhold til mig!", grinte Justin sarkastisk. Jeg gloede undrende på ham.

"What? Det er vampyrer vi snakker om hér?!", svarede jeg undrende.

Justin smilte svagt og lagde sin hånd om mit baghoved og så mig dybt i øjnene.

"Trust me, du har intet at frygte for med hensyn til min familie. De spiser kun dyreblod og donorblod fra blodbanken. Jeg er vel familiens sorte får? Det er vidst nok den bedste betagnelse du kan få om mig!", svarede Justin bestemt og med et suk efter sig. Jeg så målløs på ham.

"Du taler sandt?", spurgte jeg måbende. Han nikkede med et lille smil.

"Så nu du har bidt mig og hvor jeg faktisk stadigt lever? Er jeg så ved at blive til en vampyr selv?", spurgte jeg undrende. Justin grinte indestængt og rystede på hovedet.

"Nope, søde søde Leela, nok kom jeg til at bide dig, men jeg nåede dårligt nok at smage dit blod, men den anelse jeg smagte var noget af det bedste blod jeg har smagt længe, og tro mig, men jeg kæmper stadigt mod mit indre rovdyr der inderligt gerne vil have mere, men jeg lader være.

- For det andet, du kan kun blive til en vampyr, hvis jeg tømmer min vampyrgift i dig og det har jeg absolut ikke gjort, for så ville du heller ikke stå op nu. Du ville forsvinde i en dødelig søvn inden forvandlingen ville indtræffe og prøv at mærke din hud? Bliver du kold som mig? Næppe! Så skal vi se at smutte hjem til mig og få dig lappet sammen?", kom det i én køre fra Justin.

Jeg smilte nervøst og mærkede lige mig selv på min arm om jeg nu var ved at blive kold, men nej, Justin havde ret. Jeg så på ham og nikkede med et smil.

"Okay!"........

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...