Shadows Of Darkness - Justin Bieber 14+ FÆRDIG!

Se første kapitel....

113Likes
236Kommentarer
44946Visninger
AA

21. Midnatstur

Leelas synsvinkel:

Jeg er helt sikker på nogle ting. For det første, er Justin vampyr. For det andet, er jeg forelsket i ham. For det tredje, er han min tip tip tip onkel eller noget i den stil. For det fjerde, er der noget i ham der holder ham tilbage. Og for det femte, ved jeg at jeg bliver det en dag, vampyr.

Jeg kiggede på siden. Min mor havde lige givet mig en dagbog, men jeg så det mere som en journal. Hun sagde jeg kunne skrive mine tanker ned i den, så det gjorde jeg.

Han dræbte en i dag, næsten foran mig. Selvom manden fulgte efter mig, var det stadig uhyggeligt at tænke på...

Det var jo ikke fordi jeg er bange for ham, for jeg ved jeg er sikrere ved Justin, end ved nogen anden.

Da vi kyssede, følte jeg noget. Noget, livligt, ville jeg kalde det. Det var fantastisk! Han ved hvad han laver, når det gælder om at kysse! Hvis bare jeg ikke var så fucking skrøbelig! Nej, jeg ville ikke ønske Justin som et menneske, for hvis han var det, så ville han ikke være der nu, og det var forfærdeligt at tænke på. En verden uden Justin ville ikke være et sted jeg ville leve.

Justin havde virkelig gjort noget ved mig, noget godt. Jeg følte mig levende. Mere end jeg i hele mit liv havde troet jeg kunne.

Jeg kiggede ud af mit vindue, og så den mørke himmel, de glitrende stjerner. Jeg lukkede bogen, og smed den ned i kassen jeg havde for enden af min seng. Jeg gik hen til vindueskarmen, og åbnede vinduet. Jeg lænede mig ud af det, og lukkede mine øjne med et smil. Da jeg mærkede noget koldt foran mig, hvilket gjorde jeg smilede større.

"Hvad laver du?"

Jeg smilede stadig med lukket øjne.

"Jeg spiser kage", svarede jeg.

"Det bliver du jo bare tyk af"

Jeg grinede, og åbnede øjnene. Jeg så lige ind i Justins forvirret ansigt.

"Det kommer an på hvor meget jeg spiser"

Han smilede, og det forvirret udtryk forsvandt.

"Vil du gå en tur med mig?", spurgte han.

Jeg kiggede bagud på uret.

"En midnatstur", mumlede jeg.

"Det er de bedste", sagde han med et smil.

Jeg nikkede, og kiggede ham ind i øjnene.

Han sprang ned, og holdte armene ud.

"Hop, jeg griber dig", sagde han smilende.

Jeg smilede lettere nervøst. Jeg tog det ene ben ud, og bagefter det næste. Jeg sprang ud, og lukkede mine øjne. Jeg mærkede det da jeg landede i hans stærke favn. Han grinede svagt.

"Det er overstået", sagde han grinende.

Jeg åbnede øjnene og kiggede på ham. Hans brune øjne lyste af kærlighed og omsorg. Han satte mig ned, han holdte sin hånd frem mod mig. Jeg smilede, og rakte ham min hånd. Han bukkede foran mig, og kyssede håndfladen på min hånd. Jeg fniste forelsket. Han trak mig hen til sig, og et øjeblik stod vi helt tæt. Inden han løftede armen, og gjorde tegn til at jeg skulle tage fat. Det gjorde jeg, og så gik vi bare, arm i arm, som om det var i midten af nittenhundredetallet.

 

Justins synsvinkel:

Bare det at gå med hende arm i arm, fik mig til at tænke på om mine biologiske forældre også gjorde den slags, den gang jeg og de levede? Det føltes så meningsløst, at jeg slet ikke var i stand til at kunne huske noget fra dengang jeg var et skrøbeligt menneske. Hvordan var jeg? Var jeg svag, var jeg syg, var jeg stærk og udholdende, som jeg var nu? Jeg sukkede dybt. Leela standsede op med os ikke langt fra en sø, som jeg op til flere gange havde bemærket i den tid jeg havde opholdt mig i Stratford.

"Er der noget galt Justin?", spurgte hun forsigtigt.

Jeg så på hende. Kunne dårligt smile og det var slet ikke på grund af hende, men fordi jeg følte mig som én uden en smule identitet. Jeg rømmede mig stille.

"Bare det, at jeg på en underlig måde, savner at kunne huske mit humane liv, men der er ingen erindringer overhovedet. Jeg kender kun til det basale om min familie's fortid ved det jeg havde begyndt at undersøge i midten af juli 1934.", forklarede jeg stille.

Leela spærrede øjnene mere op, da jeg forklarede stille. Jeg undrede mig med et lille grin.

"Har jeg sagt noget forkert?", spurgte jeg med et lille smil.

Leela smilte og rystede på hovedet.

"Nej, det er bare mig, der skal vænne mig til, at du har så mange minder i dit vampyrliv og at dit liv som levende død har strukket sig over flere århundrede. Det er stadigt underligt for mig at forholde mig til. Du er som en endeløs tyk og proppet historiebog, der vandrer rundt!", forklarede hun med et stort målløs smil.

Jeg kunne ikke lade være med at grine svagt over det. Den måde hun forklarede det på, lød bare så kært. Jeg nikkede svagt.

"Tja, jeg har nok oplevet meget, men dog ikke mere end onkel Will!", grinte jeg smøret.

Leela smilte og nikkede.

"Jeg må dog indrømme, at jeg er misundelig på dit vampyrliv!", svarede hun med et lille smil.

Jeg smilte ikke, men var heller ikke sur. Nej, nok nærmere skuffet over, at hun kunne misunde den slags, for hvis min stemme talte, så skulle hun absolut IKKE ønske sig at være vampyr. Jeg var ret bange for, at hun ville ændre sig så markant fra det hun var nu. Var bange for, at hun ville blive en anden og glemme alt det hun faktisk stod for. Jeg sukkede lydløst og stilte mig foran hende og greb fat om begge hendes hænder og så hende dybt i øjnene.

"Min skønne Leela. Du burde ikke misunde mig. Tro mig, men et evigt liv som vampyr?... Det er bestemt ikke et evigt paradis. En evighed, at skulle jagte ofre for at få næring, tro mig, hvis jeg havde muligheden for at vælge, så ville jeg ønske mig som et menneske igen, men sådan kan det desværre ikke være...", forklarede jeg med et hårdt suk.

"Desuden, så er du min allerførste ægte kærlighed i al den tid jeg har været vampyr. Jeg mindes aldrig, at have været forelsket nogensinde før. Du er den jeg har ventet på i 319 år. Jeg håber ikke, at min konstatering skræmmer dig?", forklarede jeg åbent.

Leela rystede svagt på hovedet og smilte svagt. 

"Jeg er kun glad for, at du fortæller det fra din synsvinkel af, men jeg føler det lidt på en anden måde Justin. Et liv som vampyr? Hvor må det være fantastisk, at se fremtiden ændre sig så markant, uden at man overhovedet ældes? Tanken om at opleve livet på en anden måde. En måde, der må være så eventyrlig og spændende og tanken om at kunne leve evigt med den jeg elsker allermest? Det ville jeg altså ikke have noget imod Justin!", svarede hun.

Jeg sukkede hårdt. Hvad var det dog Leela ikke forstod ved det jeg forklarede?

"Nej, du vil IKKE være vampyr, TRO mig!", svarede jeg hende.

Leela smilte med et lille fnis og slap mine hænder og lagde sine arme rundt om min nakke. Hun smilte smøret og betragtede mig med hovedet på skrå.

"Jo jeg vil!", svarede hun mede et lille grin. Jeg så bestemt på hende.

"NEJ, du vil ikke!", svarede jeg hende fast. Leela nikkede kraftigt.

"Jeg sagde jo!", grinte hun smøret. Jeg sukkede.

"Og jeg sagde nej!", svarede jeg bestemt.

Hun fniste og bed sig drillende i underlæben.

"Du bestemmer ikke over mig. Jeg har min egen frie vilje!", fniste hun. Jeg smilte smøret.

"Så dét har du? Tro mig, du får mig ikke til at forvandle dig, det kommer ikke til at ske!", grinte jeg smøret og fjernede stille hendes greb om min nakke og vendte mig væk og gik stille væk fra hende.

Kunne høre hende løbe efter mig. Jeg smilte smøret i mørket, uden hun kunne se det. Pludseligt mærkede jeg at hun hoppede op på min ryg og jeg var ikke sen til at gribe fat om hendes knæhaser. Hun vejede jo ingenting for mit vedkommende. Det var som at bære på en fjer. Ergo, hun vejede intet! Hun fniste og kyssede mig i nakken. Puha, hvor hun legede med min ild. Jeg grinte smøret mens jeg gik med hende.

"Hvad skal alle de kys til?", spurgte jeg dumt.

Hun fniste og blev ved med at ligge med hendes hoved på min skulder og kysse små blide kys på min nakke.

"Please Justin? Jeg beder dig forvandle mig? Jeg lover, at jeg stadig vil være mig selv!", spurgte hun yderligere. Jeg grinte sarkastisk.

"No way my love!", svarede jeg bestemt og stak i hurtig løb med hende. Hun skreg op.

"Justin, det går for hurtigt!", skreg hun af grin. Jeg grinte mens jeg løb.

"Sørg for at holde fast min elskede!", grinte jeg, mens jeg spurtede af sted.

Nu skulle hun bare se mit ynglingssted hér i Ontario. Knap ti minutter efter stoppede jeg hurtigt op og jeg satte hende ned på jorden. Jeg kunne høre hendes måben. Ja, utroligt ikke. Hun gik hen til bjergskrænten.

"Justin?... Det er jo vildt smukt...", udbrød hun målløs.

Jeg nærmede mig hende stille bagfra og slog armene om hende, mens hun stadigt stod og betragtede den smukke udsigt over de mørke bjerge og alle stjernerne og månen, som var det eneste lys i dette område. Hun sukkede stille.

"Kommer du hér tit?", hviskede hun nærmest.

Helt sikkert for at bevare natteroen omkring os. Jeg kunne høre lyde og skridt fra flere vilde dyr ikke langt fra os, men det skræmte mig ikke. Leela var i sikkerhed hos mig og skulle vi alligevel få bagholdsangreb, så var jeg heldigvis hurtig på aftrækkeren.

"Ja, jeg er her næsten hver dag eller nat for tiden. Det giver mig ro i sindet!", svarede jeg stille.

Hun sukkede frydende kunne jeg høre. Jeg smilte lykkeligt. Tro mig, jeg var VIRKELIG lykkelig nu. Jeg havde hende. Hun var mit evige lykkerus.

"Kan du lide det elskede?", spurgte jeg stille.

Hun nikkede og så pludseligt bagover og vi fangede hinandens blikke tæt på. Hun kælede mig på kinden. 

"Jeg elsker dig Leela!", hviskede jeg stille. Hun smilte svagt.

"Jeg elsker dig Justin. Kys mig!", svarede hun stille.

Jeg nikkede svagt og fugtede mine læber og lagde forsigtigt mine læber over hendes. Prøvede at kontrollere mit indre vilddyr. Det gik langt om længe meget bedre end nogle af de andre gange. Jeg elskede smagen af hende. Hendes små suk gjorde mig lykkelig.......

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...