Shadows Of Darkness - Justin Bieber 14+ FÆRDIG!

Se første kapitel....

113Likes
236Kommentarer
45090Visninger
AA

5. Los Angeles, år 1937.

"Justin?", hendes hvisken ved mit øre gav mig nærmest gåsehud.

Ja, tro det eller lade være, men sådan én som jeg, kunne godt få gåsehud. Det påstod jeg da. Jeg prøvede at koncentrere mig bare den anelse om den film der kørte her i biografen. Endnu én med Marylin Monroe. Hun var nu også en ret smuk starlet. Ja, tænk at det kunne interessere én så meget. Jeg så på Shelby og smilte smøret. Tænkte i sekunder over at hendes navn mindede mig om et navn, som kun fandtes i én af mine drømme. Mine drømme om et andet liv. Fandtes det virkeligt?

"Hvad så min egen?", spurgte jeg stille og mit blik dragede mod hendes hals.

Så typisk, så jeg rystede på hovedet, for at ryste tankerne væk. Nogle popcorn ramte mig pludseligt i nakken og jeg vendte irriteret mit blik nogle rækker op. Han sad og grinte smøret, mens han gumlede på en overdrevet måde.


Jeg fnyste svagt og vendte mig væk fra ham igen. Altså, kunne onkel Will ikke bare lade mig være lige nu? Det var mere end rigeligt for mig, at jeg skulle hænge på ham 24/7 dag ud og dag ind, måned efter måned. Det ene årti efter det næste. Han var der jo ALTID! Så kunne han ligesom også bare give mig den anelse frihed til at være mig selv bare en gang imellem, som for eksempel nu, hvor jeg var ude på endnu en mission.

Jeg havde kun kendt Shelby i to dage og jeg kunne bare ikke holde tørsten tilbage ret meget længere. Hun ville nok ikke ønske sig at kende mig efter mine planer senere i aften. Jeg havde slet ikke tal på hvor mange piger jeg havde nedlagt efterhånden. Det er nok ikke ligefrem små-ting.

"Kan du ikke hente nogle flere popcorn til mig?", spurgte hun på en sødlig måde.

Jeg smilte svagt og gav hende et kys på kinden. Jeg nikkede.

"Vent hér!", svarede jeg stille.

Hun smilte stort, så hendes brune øjne næsten lyste det mørke lokale op. Hendes lange fyldige og krøllede hår indrammede hendes kønne ansigt. Jeg rejste mig og det irriterede selvfølgelig mange biografgængere, men altså hvor det dog ikke ragede mig en skid.

Jeg begav mig op ad midtergangen og jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til onkel Will rejste sig og jeg vidste med det samme, at han fulgte efter mig. 

Jeg sukkede svagt og nåede ud til den tomme hall, hvor de solgte popcorn. Jeg gik hen til ekspedienten. En ung fyr på omkring de 16 år med rød uniform og den typiske picolo-lignende hat eller hvad man ville kalde det. Det interesserede mig dog ikke. Han var en køn dreng og han så ret trist ud. Hvad i alverden kunne dog stikke ham? Jeg lagde et par dollars på skænken.

"En mellem popcorn og to coca cola'er tak!", befalede jeg. 

"Lad os sige tre cola'er!", sagde en velkendt stemme fra min side og han lagde en dollar ekstra ovenpå.

Jeg sukkede og mærkede min onkel lænede sin albue op oven på min skulder. Jeg sukkede. Drengen gloede på os.

"Kender I to hinanden?", spurgte drengen. 

"Nej!", svarede jeg træt.

"Han er min nevø!", smilte min onkel på en skummel måde.

Jo tak, jeg vidste udemærket hvad min onkel havde for. Han studerede den stakkels dreng, som en grib, der blot ventede på, at byttet ville dratte om. Jeg sukkede. Jeg kunne helt sikkert forvente, at min onkel ville gå til angreb på ham, når jeg forlod dem, for at bruge min tid i biografen med Shelby. Jeg så på min onkel, der smilte smøret.


"Ja ja, den er god med dig!", tænkte jeg i det øjeblik, jeg så ham lige ind i hans øjne.

Hans øjenfarve var godt på vej mod den hvidgule farve. Jo jo, han var sulten. Modsat mig, der stadigt havde nogenlunde min normale øjenfarve. Jeg var ikke så "sulten" endnu, så forhåbentligt kunne jeg nøjes med noget lækkert elskov med Shelby i aften, hvis jeg da kunne lokke hende med i seng. Jeg måtte bare skrue op for charmen, som jeg i øvrigt havde en overflod af endnu.

Yup, den forsvandt nok aldrig? Men hvem sagde også den skulle det. Jeg var nitten år, eller i realiteten var jeg faktisk 243 år i menneskealder, men ingen mennesker blev så gamle, vel? Min onkel Will, var noget ældre end mig. Han blev født den 17 februar 1477, gamle mand, hvis man kunne sige det sådan? Så han var i realiteten 460 år gammel, selv om han holdte sig så forbandet godt. Han lignede én på 34 år, men det var i hovedreglen også den alder, han "døde" i af en vampyr, som jeg ikke kendte til. Nevermind, det interesserede mig heller ikke. 

Jeg forlod min onkel og den stakkels dreng, der nok var blevet aftenens offer for min onkel. Jeg sukkede og kom ind i biografsalen igen og som altid, havde jeg det fantastisk hér i mørket. Det var noget jeg nød. Solen var rent helvede for mig, men heldigvis var det kun en myte, at vi vampyrer brændte af solen. Hah! Det var ren overtro! - Og den udtalelse skulle komme fra en vampyr? Ja, goddag du!

Jeg nåede ned til Shelby igen og hun strålede som det klamme gamle udtryk siger - En hel æske solskin! Jeg satte mig ved siden af hende og gav hende den ene cola. Hun gav mig et kys på kinden.

"Du er fantastisk Justin!", hviskede hun. Jeg smilte smøret......

"Det var en virkelig god film, synes du ikke Justin?", spurgte Shelby, da vi kom ud fra biografen.

Jeg havde slet ikke set onkel Will, siden jeg forlod ham i hallen, for at gå ind til Shelby i biografen, så han var formentligt smuttet hjem igen. Jeg nikkede og tog hende under armen, som en rigtig gentleman. Ja, jeg havde vel manér?

"Jo, den var ganske fin min egen. Skal vi tage hjem til dig?", spurgte jeg, mens jeg var helt tændt på idéen på at elske inderligt med hende i aften.

Ja, man kunne vel håbe? Hun rødmede og standsede op undervejs på gaden. 

"Kan vi ikke tage hjem til dig i stedet?", spurgte hun, mens hun stod og så lillepige-agtig ud i ansigtet, selv om hun var 23 år.

Ja, jeg ved det godt. Jeg var moden af min alder, eller? Nej, det kunne jeg ikke vove at påstå. Jeg var jo old-gammel, men heldigvis følte jeg mig ikke sådan. Hmm, det spørgsmål huede mig ikke. Jeg var ikke ligefrem flov over min og min onkel's bolig, men bare tanken om, hvis han havde gang i sine små private paties med letpåklædte kvinder. Det kunne ligne ham. Jeg gav hende et svagt smil og rystede på hovedet.

"Det er ikke så godt!", svarede jeg med et lille suk.

Shelby gav mig hundehvalpe-udtrykket. Jeg sukkede hårdt.

"Min onkel er sikkert hjemme?!", svarede jeg med et suk.

Shelby grinte og klappede mig let på min cottoncoat på min brystkasse.

"Ej, kom nu. Vær' dog ikke sådan en lyseslukker Justin!", fniste hun.

Jeg sukkede og nikkede svagt og tog hende under armen igen.

"Okay, let's go!", svarede jeg og vi begav os sammen mod min bil.

Det var helt klart én af de bedste opfindelser i hele verden. En bil, ja hvem skulle have troet, at vi pludseligt skulle kunne bevæge os rundt, uden at skulle bruge skibe og hestevogne. Bilen var og blev én af verdens bedste opfindelser. Ja jeg havde ejet en bil, siden de udkom tilbage i 1885. De havde helt klart udviklet sig i de seneste årtier. De blev kun bedre og hurtigere og mere komfortable, at køre i.

Jeg åbnede bildøren for hende og hun satte sig ind med et fnis. Jeg lukkede døren efter hende og jeg begav mig om på den anden side og satte mig ind.......

Vi nåede hjem til min onkels og mit palæ. Al vores rigdom. Ja, jeg var ikke vant til andet. Min onkel havde vovet at påstå, at da han tog mig til sig var jeg kommet af en fattig familie. Ja, jeg vidste godt, at min onkel ikke var min blodsbeslægtet onkel, hvis man kunne sige det sådan?

Han havde indrømmet det over for mig den 17 januar 1742. Vi var kommet op og skændes over det mest åndsvage, som jeg bare ikke orkede at tænke på. Jeg havde efterfølgende bedt om at få min rigtige historie om hvem jeg var og det eneste han kunne spise mig af med, var at jeg var af en fattig familie og at jeg var førtidig smedelærling. Nå ja, hvad kunne jeg lige bruge det til? Han ville ikke engang fortælle mig, hvad mit rigtige efternavn var, men jeg havde aldrig nævnt over for ham nogensinde, at jeg hørte det fra mit aller første offer, Laura's egen mund, at jeg hed Bowen til efternavn.

Så jeg havde faktisk været igang med slægtsforskningen, hér for nogle år siden. Jeg vidste nu, at jeg havde været fattigmands-søn af en  John Edward Bowen og Caroline Jolene Bowen. Jeg havde efterladt seks søskende.

Min bror Samuel og min søster Rachel, havde været de eneste to, der var vokset op og blevet gamle og selv havde fået børn og ført slægten videre. Evan døde under krigen, blot et år efter jeg var "sunket i jorden" for min familie. Juliana havde taget sit eget liv to år efter, hun havde fundet ud af, at jeg var "død". Tragisk, at tænke på. For det måtte bestemt betyde, at jeg og Juliana måtte have haft et særligt bånd. Jeg havde fundet ud af hendes fødselsdagsdato og det havde vist sig, at hun var min tvilling. Virkelig en underlig følelse.

Marvin vidste jeg intet om, da der ikke stod dødsårsag ved ham. Han måtte have haft en ukendt livsretning? Madeline blev 15 år senere hængt i galgen. Sørgelig historie faktisk. Så min familie var ret dødsdømt, bortset fra Rachel og Samuel, der havde ført slægten videre. Der var formaninger om, at slægten havde været blevet boende i Ontario i Canada, så jeg havde da en ledetråd, for jeg ville virkelig gerne finde min menneskelige familie, hvis det kunne lade sig gøre?

Min onkel vidste intet om mine planer og det skulle han absolut heller ikke. Jeg havde mine planer om at vi skulle flytte længere og længere nordpå. Måske, det ville lykkedes mig?

"Justin? Du dagdrømmer!", hørte jeg Shelby's fine lille stemme.

Jeg rystede på hovedet og satte mig ned ved siden af hende på min seng.

"Det må du undskylde smukke! Jeg har bare så mange tanker!", svarede jeg med et lille smil.

Hun kyssede mig blidt på min kind.

"Bare du lukker mig ind i dit hjerte?", svarede hun stille med et svævende spørgsmål.

Jeg smilte til hende. Ja, hvis hun bare vidste at jeg ikke havde noget hjerte, der slog. Jeg var en levende død.

Jeg nikkede og lagde hende ned på min seng og lagde mig halvt over hende. Hun stønnede svagt, så noget sagde mig, at jeg havde gang i den helt rigtige pige. Jeg lagde mine læber over hendes og hun gav min tunge adgang til hendes mund. Hendes tungekys var inderligt og dejligt. Hun kyssede jo fantastisk. 

"Mmh Justin, du er så dejlig!", stønnede hun. 

Hun vidste det ikke, men hun gjorde mig vanvittig. Mine planer om at elske med hende, røg i vasken. Hendes smukke hud ved halsen, gjorde mig vanvittig. Jeg ville styre min tørst, men min indre stemme kæmpede imod mig. 

"Kom nu Justin, du vil jo gerne. Bid hendes smukke hals. Hun byder dig velkommen!", sagde stemmen, som mindede så meget om onkel Will's stemme.

Det var det sikkert også. selv om han ikke var i samme rum, så kunne jeg høre hans hvisken. Hans stemme sivede altid ind ad mine ret sarte ører, så længe jeg var under samme tag som ham. Så var det underordnet om han var i samme rum eller ej.

"Smag på hende! Hun vil nyde dit søde lille elskovsbid!", sagde stemmen med en svag hvislen.

Jeg kunne ikke kæmpe imod. Hendes stønnen efter mig pirrede mig og hendes nussen i mit hår, gjorde ikke min modstræbende kæmpen bedre. Jeg duftede til hendes hals.

"Jaaah, slik og kys mig Justin!", stønnede Shelby og hun trak mig ned mod hende.

Jeg begyndte at slikke hendes velduftende hud og kyssede stille. Fuck, hvor smagte hendes hud himmelsk. Jeg greb hårdt fat rundt om hendes nakke, så hun ikke havde en jordisk chance for at krybe væk fra mig.

Jeg åbnede stille munden og lod min tunge og læber strejfe det sarte område. Jeg kunne mærke musklerne trække sig sammen om mine spidse hjørnetænder og straks prikkede jeg hul og et smertefuld skrig røg ud af stakkels Shelby. Jeg havde ondt af hende, men jeg kunne ikke styre det. Dyret i mig ville mere, det tørstede efter hende og jeg ville med sikkerhed tømme hende dråbe efter dråbe.

Den sødlige smag ramte min tunge og jeg sugede og drak. Shelby græd og jamrede sig og hun prøvede at skubbe mig væk, men hun kunne lige så godt droppe det, for jeg ville IKKE flytte mig, før mit arbejde var fuldbyrdet. Jeg drak og slubrede i mig, som én der havde tørstet i evigheder. Hendes spjæt og kæmpen imod mig forsvandt lidt efter lidt. Jeg kunne høre hendes hjerte slå langsommere og langsommere.

Jeg stoppede lige akkurat før hjertet stoppede helt, for der skulle være lige en slurk tilbage hendes livløse, hvide og slatne krop. Jeg tørrede mig om munden med min venstre håndflade. Arbejdet var fuldført!

Jeg satte mig op og betragtede nu den smukke Shelby. Hun så jo fantastisk smuk ud med hendes blå-hvide kulør i huden. Hun var som en porcelænsdukke. Så uskyldig at se på. Jeg lukkede hendes opspærrede øjne med mine fingre. Betragtede mit smukke offer. Jeg begyndte at klæde hende af. Ville se hendes nøgne krop.

Hun var virkelig smuk, så som den lille del elskov jeg ville have givet hende før, så begav jeg mig til at kysse og smage på hele hendes livløse krop, inden dødstivheden indtraf.

Jeg rejste mig fra sengen og løftede den døde krop væk fra sengen og lagde hende ned på et tæppe på gulvet. Der måtte hun ligge, til jeg ville begrave hende på et senere tidspunkt. Ja, jeg havde vel manér?.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...