Shadows Of Darkness - Justin Bieber 14+ FÆRDIG!

Se første kapitel....

113Likes
236Kommentarer
45783Visninger
AA

11. Livets mening?

Justin's synsvinkel:

Bare den korte tid, jeg havde kendt hende i, gjorde mig mere og mere vanvittig! Hendes lille korte og fantastiske fortælling om min bror og min brors fortælling om mig, havde virkelig rørt mig dybt. Tænk at der var gået historie i familien pga mig? Gad vide om der var mere om mig, eller om jeg blot var en forestilling om noget de ikke kunne finde frem til hvad var?

Nok vidste jeg udemærket at jeg var vampyr, men måske var jeg et stort mysterie i familiens livsfortælling. Var jeg en gåde? Måske Leela havde ret i at jeg på én eller anden måde var et genfærd? En person der gik igen og igen år efter år, årtier efter årtier og flere hundrede år frem.

Ville mit evige liv eller rettere manglen på samme, blive en evighed for mig, til én en dag ville flå hovedet af mig? Jeg havde eksisteret i 319 år. Havde jeg overhovedet haft nogen tilfredshed i det? Min evige jagt efter nyt blod. Betød det overhovedet noget i sidste ende? Var det virkelig kun det friske blod, der fik mig til at overleve år for år?

Ja, for alle mulige andre kunne jeg nok godt forestille mig, at de ville tænke, at min eksistens måtte føles som at være fanget i evigheden. Det var jeg på sin vis også.

Jeg sukkede. Kunne mærke at bare dagen i dag - min første skoledag i Stratford havde givet mig en overflod af mærkelige og forvirrende følelser. Følelser, jeg ikke anede jeg havde? Bare det, at jeg havde siddet ganske roligt i skoven HELT alene med en pige - et menneske, der havde lokket mig med lyden af hendes bankende hjerte - duften af hende, der fik mig til at hige efter hende.

Jeg ville smage hende - hendes smukke hud og smage hendes søde og fyldige blod, men jeg kæmpede imod mig selv. Hun var ikke bare et tilfældigt menneske. Hun var min familie, mit kød og blod, hvis man kunne sige det sådan?

For nok var jeg en koldblodig dræber, men bare idag med mødet med hende i skolen og den korte tid vi havde i skoven, gav mig en følelse af hjemkomst, velvære og én jeg endelig kunne føle tilhørsforhold til. Hun havde nogle egenskaber der mindede om mig.

Bare det, at hun fortalte mig, at hendes far sagde at hun havde en gammel sjæl og at hun selv var enig med hendes far's påstand. Bare det, at hun kunne sin historie. Jeg følte, at hun kendte mig ét eller andet sted og det bedste ved det hele, hun havde drømt om mig flere gange. Jeg kunne ikke tillade mig at røre hende. Hun var hellig, men hun dragede mig.

Jeg havde ladet min Ferrari stå hjemme, da jeg havde besluttet mig for at rende lidt rundt i skoven, efter et muligt offer, men jeg opdagede Leela's bil ved skovvejen, så hendes tilstedeværelse havde draget mig. Jeg havde betragtet hendes glade ansigt på afstand. Havde set hende snurre rundt, som om hun befandt sig i sin helt egen verden. Hun virkede på en måde fejlplaceret i dette århundrede?

- Der var noget over hende, som jeg ikke havde kunne sætte fingeren på. Hun virkede som et mysterie, til trods for at hun var et rigtigt menneske. Bare så det at hun påstod at hun havde en gammel sjæl, gav alt mening. Hun kunne lige så godt have levet dengang jeg levede i 1700' tallet, men hun levede i dag. Hun var pokkers sød, drømmende, smuk og køn.

Det irriterede mig bare, at hun var min familie. Kunne hun for pokker ikke bare have været en anden? Alt andet end en Bowen? Jeg gik sukkende op af trappen til verandaen. Min onkel havde syntes, at vi skulle bo i skoven, eller i alt fald lige op ad, eftersom solen ikke kom så meget hér.

Jeg siger det igen, vi døde ikke af solen. Det var kun selve Dracula og hans nærmeste familie. Vi var blot bidte efterkommere. Halve mennesker - halve vampyrer, hvorved Dracula var født som vampyr og kunne skifte skikkelse til en flagermus. Vi der havde levet som mennesker havde fået mange overnaturlige kræfter, men vi kunne dog ikke skifte form til flagermus.

Vi var blot hurtige, havde sindsyge gode reflekser med syn og lugtesans og vores vampyrtænder kom kun frem, når vi skulle bide vores ofre og drikke deres blod, ellers så lignede vi faktisk ganske almindelige mennesker, når vores sult var stillet. Havde vi rendt i flere dage uden at få stillet vores sult rigtigt, så blev vores øjenfarve meget lyse og nærmest hvide i det og vores lyse hud blev grålig og vores blodkar blev synlige. Ikke ligefrem nogen skønhed, men sådan var det.

Jeg satte mig på gyngebænken på verandaen og betragtede skoven. Jeg kunne høre mange lyde fra dyr der befandt sig i skoven og uden for skoven i flere km afstand. Sukkede hårdt over, at Leela og hendes særlige duft stadigt hang som et evigt minde i mine næsebor.

"Er du okay Justin?", hørte jeg pludselig Chris stemme.

Jeg så hen på ham og nikkede svagt med et lille smil. Jeg betragtede ham sætte sig ved siden af mig på gyngebænken. Han så samme vej som jeg.

"Der er nu noget særligt over skoven hér. Det er langtfra LA og New York, synes du ikke?", grinte Chris svagt.

Jeg nikkede blot med endnu et suk.

"Er du sikker på, at du er okay Justin?", spurgte han endnu engang.

Jeg så på ham og lagde straks mærke til, at han faktisk var sulten. Jeg kunne se det på hans meget lyse øjenfarve. Jeg så væk fra ham igen.

"Er onkel hjemme?", spurgte jeg og så på Chris. Han smilte svagt og rystede på hovedet.

"Han havde et eller andet for på hospitalet!", svarede han. Jeg så undrende på Chris.

"På hospitalet? Hvad pokker vil han dér?", spurgte jeg undrende. Chris grinte smøret og satte sig afslappet tilbage i gyngebænken, mens han lagde sin ene arm afslappet op på kanten af ryglænet. Han fugtede sine brede læber.

"Han havde snakket noget om, at røve blodbanken eller noget i den dur?", grinte Chris. Jeg grinte indestængt.

"Tja, når man er desperat nok, så....", svarede jeg og trak på skuldrene. Jeg så alvorligt på Chris.

"Kan du holde på en hemmelighed? Du må slet ikke sige det til Onkel Will, ikke engang Jennifer?!", spurgte jeg Chris. Chris smilte svagt og nikkede.

"Hvad så bro?", spurgte han yderligere. Jeg sukkede svagt og stirrede ind i skoven.

"Det har været en længerevarende plan for mig, at jeg ville have at vi skulle flytte til Stratford. I hele taget bare Canada. Det har været lidt en løgn, at jeg kun savnede landet. Jeg satsede på at finde mine biologiske rødder og jeg har endelig fundet den første af mine efterkommere!", forklarede jeg og så på Chris, der sad og så overrasket ud.

"Seriøst? Er det din rigtige slægt fra dengang du var menneske?", spurgte han måbende. Jeg nikkede.

"Det er min lillebrors efterkommere. Jeg husker hverken ham eller mine andre søskende eller forældre, men jeg har forsket i det de sidste hundrede år og jeg har fundet frem til, at jeg havde tre brødre og tre søstre, hvor jeg blandt andet havde en tvillingesøster.

- Never mind, Min lillebror Samuel førte i alt fald slægten videre og jeg har netop mødt en pige i klassen i skolen i dag, der er min brors tip-tip-tip-tip oldebarn eller noget i den dur? Hun er virkelig interessant. Ud over at være pokkers uimodståelig og ufattelig køn og drager mig som pokker, så tør jeg på en måde heller ikke at nærme mig hende for meget. Jeg er bange for at skade hende. Hun er jo trods alt min familie!", forklarede jeg. Chris så målløs på mig.

"Damn Justin, du overrasker mig! Hvad hedder hun?", spurgte han med et smil.

Jeg smilte svagt og så mod skoven igen. Mine øjne fangede et då-dyr flere hundrede meter væk, der stod som på vagt. Kunne den fornemme mit blik på den? Jeg så på Chris igen, der også havde fået øje på den. Han sad og slikkede sig om munden. Jeg lagde min hånd på hans arm.

"Chris for pokker! Det er jo et dyr. Jeg fatter ikke, at du kan drikke dyreblod?", forklarede jeg. Chris så smøret på mig.

"Justin, der er så meget du ikke forstår. Det er et dyr. Ja, det kan godt være, at det ikke smager lige så fantastisk som menneskeblod, men det er overlevelse og samtidigt er det ikke manddrab. Det burde du forstå! Be right back!", forklarede Chris med et smøret smil og i næste sekund var han spurtet væk på millisekunder. Jeg sukkede hårdt og tog mig til panden.

"Er der noget galt Justin?", hørte jeg pludseligt en velkendt kvindestemme. Jeg så op på hende.

"Jennifer? Hvad laver du hér? Jeg troede at du havde travlt i LA?", spurgte jeg med et smøret smil. Hun smilte og rystede på hovedet. 

"Jeg holder lige lidt pause. Der har været ret meget kul på, så jeg syntes ærlig talt, at jeg fortjener lidt ferie fra musikken og skuespillet. Er Will her?", spurgte hun yderligere og stilte sig over for mig. Jeg smilte svagt og rystede på hovedet.

"Han har et eller andet sindsygt for i en blodbank på hospitalet?", grinte jeg tørt, mens jeg rystede på hovedet. Jennifer smilte med et lille grin på.

"Så lyttede han for en gang skyld til mit gode råd. Der er ingen grund til al den makabre manddrab. Du burde følge trop Justin. Det er blevet en trend - trust me!", grinte Jennifer smøret. Jeg smilte svagt til hende.

"Jeg skulle aldrig have forvandlet dig Jennifer. Du er langtfra skabt som vampyr!", smilte jeg sarkastisk.

Hun grinte smøret og blinkede flirtende og lænede sig op af rækværket på verrandaen.

"Men du gjorde det alligevel Justin. Du kunne ikke lade mig dø, for inderst inde vidste du godt, at du havde et rigtigt hjerte, men du ville bare ikke indrømme det og så vidt jeg ved, så har du det stadigt sådan. Har jeg ikke ret?", spurgte hun med et smøret smil.

Jeg så bare irriteret på hende og rejste mig og vendte hende ryggen.

"What ever! Syntes du ikke at du burde passe din karriere i stedet for at prædike og belære mig om de skide hellige normer om at være næstekærlig?", svarede jeg irriteret og gik ind i huset.

"Jeg har jo ligesom sagt, at jeg har ferie!", kom det fra hende , hvor hun pludseligt stod i den anden ende af stuen.

Ja før var hun bag mig, nu pludseligt langt foran mig, typisk hurtighed! Jeg så bare træt på hende.

"Skal du så bo hér?", spurgte jeg olmt og spurtede ud i køkkenet for at tage mig en red bull fra køleskabet.

Ja, jeg kunne sagtens drikke en gang imellem, men det var absolut kun fordi jeg godt kunne lide smagen af red bulls. De havde sjovt nok en fantastisk sød smag, som jeg ikke havde noget imod.

Når mennesker påstod, at det var en energidrik for at få energi, så sked jeg lidt på det, for jeg kunne aldrig føle den energi der skulle være i sådan én. Jeg havde for pokker ikke brug for energi. Jeg var jo sådan set aldrig træt? Kunne dog godt blive træt i hovedet til tider over alle de tanker jeg havde, men det var noget helt andet.

"Ja, jeg tænkte at det kunne være lidt hyggeligt, at tilbringe lidt ferie med familien. Det kan godt være lidt trættende i længden, at være omgivet af mennesker hele tiden 24/7. Hér kan jeg være mig selv sammen med jer!", fniste Jennifer. Jeg så træt på hende.

"Ja, hurra for det!", svarede jeg sarkastisk.

Jennifer grinte bare smøret. Hun var en pokkers sexet latino-kvinde, der kunne synge og danse fantastisk. Hun havde millioner af fans verden over og hun havde ikke bestilt andet end at smide det ene hit efter det andet ud i pladebutikkerne. Travl karrierekvinde og dog, så havde hun fundet en pokkers kvalmende balance med at spise mad som andre mennesker, blot ved at kombinere det med donorblod, som mennesker troede var en slags rødvin hun drak.

Ja, kvinden var seriøst forskruet. Hun havde måske jagtet mennesker lige det første leveår som vampyr, men der efter havde hun ændret sig. Jeg fattede hende seriøst ikke? Hvordan pokker kunne det være "spændende" at drikke donorblod frem for selve jagten?

Nu havde hun åbenbart smittet af på onkel Will? Altså jeg fattede hende seriøst ikke? - Ej heller onkel Will. Chris var sin egen med de pokkers dyr, ja han var vel den næste i rækken til at gå over til donorblod? Seriøst, var jeg den eneste fornuftige vampyr tilbage?

Jeg sukkede og gik hen og kastede mig ned i sofaen. 

"Har du altid tænkt sig at være en koldblodig dræber Justin? Der findes da mere dybsindige ting og formål hér i livet. Hvad med at følge dem i stedet? Du har været vampyr i 300 år, mon ikke det var på tide, at ændre din retning lidt?", sagde hun svagt bag mig. Jeg så tilbage på hende med et undrende løftet øjenbryn og så væk fra hende igen.

"Det siger du, der kun jagtede i det første leveår som nyfødt? Du aner slet ikke hvor berusende det er, at dufte til offeret, især hvis det er en kvinde så smuk og bare den berusende smag af det søde blod, der flyder i svælget.

- Du aner ikke hvilken følelse det bringer i én. Magten, kontrollen, det erotiske og spændende og det der giver en alverdens mening at være en ægte vampyr. Bare jagten på et menneske er sådan et fantastisk eventyr i sig selv og så står du for pokker og belærer mig hvad der er rigtigt og forkert?

- Jennifer, du er fandeme ikke rask i hovedet. Du jagtede et skide år og så stoppede du bare for at drikke donorblod, der hverken er friskt eller har den varme fantastiske temperatur. Du er en vampyr for pokker! Hvor pokker er dine dræberevner blevet af? Du er stik imod alle vores normer.

- Jeg fatter stadigt ikke, at jeg lod dig forvandle? Men ja, alle begår jo fejl!", forklarede jeg og rejste mig irriteret og så flygtigt på hende, hvor ved hun måbede.

Ja, så fik jeg gjort hende mundlam. Godt det samme. Jeg begav mig op ovenpå til mit værelse.

"Jenn? Er det virkelig dig?", kunne jeg høre Chris sige med glæde i stemmen nedefra.

Ja, ham om dét! Jeg smækkede døren i efter mig og lagde mig hen på min seng og gloede op i loftet. Livets store mening som vampyr? Var det ikke koldblodig drab? Jeg sukkede og besluttede mig for at slappe af lidt og lukke øjnene, hvor straks tusinder af tanker svirrede i hovedet på mig. Jeg kunne aldrig finde hvile.......


Beklager billedet! Det er blevet total skod, nu hvor jeg ser på det.. LOL XD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...