Shadows Of Darkness - Justin Bieber 14+ FÆRDIG!

Se første kapitel....

113Likes
236Kommentarer
45650Visninger
AA

25. Justin, du er vanvittig!

Justin's synsvinkel:

"Så du siger altså, at du er min ægte bror? Jamen jeg forstår ikke? Hvordan fandt du frem til mig og hvordan vidste du det var mig? Jeg kunne jo være hvem som helst?", spurgte jeg målløs.

Marvin smilte smøret, mens han på en ret spooky måde sad på en typisk samme stilling som jeg selv kunne finde på. Vildt mærkeligt faktisk. Vi havde helt sikkert visse træk, der kunne indikere, at vi faktisk var brødre. Marvin nikkede forstående og trak på skuldrene.

"Jeg kan jo ligesom huske dig Justin, selv om du var en anelse yngre, da jeg rejste fra dig og familien!", smilte han svagt. Jeg så mærkeligt på ham.

"What? Der er da ingen vampyrer der har minder fra deres menneskelige liv?", spurgte jeg forundret. Marvin smilte og nikkede.

"Det har du ret i Justin, men vi har hver især en særlig evne i os og jeg har fået evnen til at huske alt, selv det der er sket for mig før jeg blev forvandlet.", forklarede han med et smil.

Jeg var målløs, men på den gode måde.

"Det... det er jo fantastisk! Så husker du virkelig alt?", spurgte jeg med et målløs smil.

Marvin nikkede med et smil. Jeg sank en klump. Nu kunne Marvin måske hjælpe mig til at kende til noget af min fortid før jeg blev forvandlet. Jeg havde virkelig mange spørgsmål. Jeg satte mig ved siden af ham på træstammen og så på ham.

"Så... så du husker altså hvordan vores liv var?", spurgte jeg forsigtigt.

Marvin nikkede med et bedrøvet smil.

"Vores liv var afsindig hårdt...", begyndte han. Jeg nikkede.

"Fortæl?", tilskyndede jeg ham.

Ja, vi havde jo hele natten at snakke i. Marvin smilte svagt og nikkede.

"Vi var virkelig fattige Justin, så fattige, at vi til tider måtte leve på muggent og tørt brød i flere dage, fordi greven kun tænkte på at inkassere husleje med renters rente af vores forældre. Mor og far gjorde alt for, at vi ikke skulle føle os fattige, selv om vi gik i lasede klude og at vi nok kun kom i bad et par gange eller tre om måneden, eftersom vi skulle spare på vandet.

- Du, jeg og de andre af vores søskende brugte meget tid på at finde mad til at leve af, selv om vores far, der var en utroligt dygtig smed, tjente så vi med nød og næppe kunne overleve. Han blev pludseligt alvorligt syg med tuberkulose, da du var 14 år gammel. Han kæmpede bravt mod sygdommen, men hans krop gav op knap fire måneder efter sygdommen indtraf.

Han havde lært dig op i at smede siden du var 5 år gammel. Det betød meget for ham, at du kunne føre foretagenet videre, så du fik en smedelærling-plads hos den lokale smed, som vores far havde arbejdet for i mange år. Du var 13 år, da vores far introducerede dig for smedemester Gregory Callan. Han var en sur og gnaven mand, men han god nok på bunden, selv om hans temperament til tider kunne går ud over gevind.

- Han var måske ikke lige sød ved dig altid, men han mente det nok kun af god mening. Dog startede du først at arbejde for Mr Callan, da vores far blev alvorligt syg. Trods vores kæres far død, så gav du ikke op. Du udviste store talenter ved at smede. Du lavede de fineste sabler til flåden og selv om vi ikke indgik i pirateri dengang, så smedede du også sabler i smug til pirater, som mr Callan ikke vidste noget om...."

Marvin grinte smøret og jeg kunne ikke lade være med at smile.

"Var jeg da slem?", grinte jeg svagt. Marvin nikkede med et smøret smil.

"Sommetider vovede du dig temmelig meget Justin. Havde du ikke haft mig og de andre i familien til at holde dig i ørerne, så var jeg nærmest sikker på, at du havde vovet at indgå pirateri, for du var virkelig en drømmer.

- Alle dine vilde fantasier. Dine søstre fattede intet af alle de idéer du havde for hovedet. Madeline var vidst nok den eneste af vores søstre, der forstod dig mest. Hun var mindst lige så vild som dig, selv om hun var tre år yngre end dig....", forklarede han yderligere. Jeg grinte smøret og nikkede.

"Hvordan var hun?", spurgte jeg med et lille grin. Marvin smilte.

"Madeline, hun var.... Modig, vil jeg vove at påstå? Hun var ikke en typisk pige med søde dukkelege. Har ofte tænkt, at hun var født i en forkert krop. Hun var meget drenget, selv om hun var en smuk pige, der kunne fordreje mange unge drenges hoveder. Madeline, hun turde mange ting. Mange vil nok vove at påstå, at mange de ting Madeline gjorde var dumdristige. Hun stjal for et godt ord og hun slap tit afsted med det uden straf. Hun stjal kun for at vi alle kunne få noget at spise...."

Jeg nikkede forstående med et suk.

"Det var hende der endte i galgen femten år senere min forsvunden!", konstaterede jeg stille. Marvin så med løftet øjenbryn på mig.

"Gjorde hun? Hvordan ved du det Justin?", spurgte han undrende. Jeg trak på skuldrene og sukkede svagt og så ned i jorden.

"Jeg begyndte at slægtsforske familien i begyndelsen af 1930'erne. Jeg ønskede virkelig at vide hvem jeg var, men det var kun få og nærmest ubetydelige oplysninger jeg fandt frem til. Man kan ikke ligefrem vove at påstå, at vores familie havde gjort sit for at sætte særligt præg på historien!", forklarede jeg lettere mumlende. Hørte et suk fra Marvin, så jeg så på ham at han sad og nikkede.

"Nej, det kan man vidst ikke vove at påstå? Hvor længe har du været i Canada Justin. Jeg har først opfattet din eksistens hér på det seneste. Jeg troede at du led en normal død dengang, men da jeg pludseligt kunne mærke din eksistens, så vidste jeg, at du var vampyr lige som jeg!", forklarede Marvin. Jeg smilte svagt.

"Vi er kun lige ankommet for ca en måneds tid siden eller der omkring? Vi har boet mange steder i verden, men særligt i LA og NY har vi boet for det meste. Vi har dog også boet i sydstaterne og Frankrig. Vi forlod Ontario tilbage i september 1715, eftersom mange mistænkte mig og min onkel for at være mordere på den grove måde, så vi stak af dengang!", forklarede jeg med et lille grin. Marvin smilte og nikkede.

"Ja, sikke med livserfaring man for tiltusket sig! Angelo Baskin han var en adelsmand og kaptajn på det skib jeg havde rejst med, dengang jeg forlod dig og familien. Vi blev gode venner, men skiltes ad efter vi havde lagt til kajs i det der kaldes Thailand den dag i dag. Ja, jeg havde været længe på havet og jeg forsøgte at tilpasse mig i landet, men pludseligt blev jeg alvorligt syg og på en mærkelig måde fandt Angelo frem til mig. Han forvandlede mig i en alder af 22 år. Så jeg har været 22 år i mange år efterhånden!", forklarede Marvin med et lille smøret grin. Jeg grinte selv smøret og nikkede.

"Ja, jeg har også været 19 år i en god rum tid efterhånden!", grinte jeg smøret. Marvin klappede mig på skulderen.

"Ak ja Justin, du ligner stadigt dig selv som dengang vi skiltes i maj 1711. Det er som om vi bare har været adskilt i et par år højest?", grinte Marvin smøret. Jeg nikkede med et bredt smil.

"Ja, det føles sådan? Er du så alene hér?", spurgte jeg yderligere. Marvin nikkede.

"Jeg er fra en klan længere norpå, rettere Alaska, men for nogle dage side mærkede jeg din eksistens og jeg insisterede over for de andre, at jeg blev nød til at tage ud og lede efter dig. Jeg synes det er vildt fantastisk, at jeg stadigt har én af mine søskende. Det havde jeg aldrig troet?", forklarede han. Jeg grinte svagt og nikkede.

"Kan kun sige det samme Marvin.... Jeg har dog fundet vores nutidige familie!", grinte jeg smøret. Marvin så målløs på mig.

"What? Mener du de menneskelige aner?", spurgte Marvin måbende. Jeg smilte forundret og nikkede.

"Ja... dem..", svarede jeg med et lettere nervøst smil. Marvin rystede på hovedet og rejste sig.

"Nej nej nej Justin... Det kan du bare ikke mene? Er du klar over hvor meget du bryder de gamle love? Har du ikke lært noget?", spurgte han målløs. Jeg rejste mig med et meget svagt smil.

"FUCK de love Marvin. Vi er ligesom herre over os selv!", svarede jeg olmt. Marvin så med løftet øjenbryn på mig.

"Jeg vidste ikke du bandede Justin?", spurgte han undrende. Jeg sukkede fårdt og rystede på hovedet og satte mig opgivende på stammen igen og tog mig til hovedet.

"Gør jeg normalt heller ikke. Nok Leela, der har smittet mig med hendes nutidige sprog!", svarede jeg med et lille svagt grin op så op på ham. Han så undrende ud.

"Leela? Som i Leela Marylee Bowen?", spurgte han. Jeg så forundret på ham og nikkede.

"Ja hende... Kender du hende?", spurgte jeg med et lille smil. Marvin nikkede med et stramt smil.

"Jeg kender hende ikke decideret, men jeg har betragtet hende fra afstand, da hun var elleve år gammel ved en tilfældighed. Skulle absolut være nysgerrig efter den biologiske familie, men jeg nærmede mig ikke siden dengang...", forklarede Marvin. Jeg smilte svagt.

"Tro mig, hun er virkelig smuk... og dejlig...", mumlede jeg med de der sommerfugle i maven, mens jeg smilte smøret. Marvin så chokeret på mig.

"Sig mig, har du forelsket dig i hende Justin?", kom det brutalt ud fra ham. Jeg så målløs på ham.

"Eh ja, jeg har så! Er der noget galt i det?", spurgte jeg sarkastisk. Marvin begyndte at gå i ring og skreg pludseligt højt, så det gav ekko ud over skrænten under os.

"Hvordan i alverden kan du finde på sådan noget Justin? Hun er et menneske Justin og ikke kun dét... Hun er vores familie... Du bryder allerede tre regler hér. Du er forelsket i et menneske, det er den kødelige familie og du har nærmet dig familien, trods det er et stort brud i reglementet...", kom det frustreret fra ham. Jeg rystede sarkastisk på hovedet.

"Og hvad så Marvin? Jeg elsker hende og hun elsker mig... Er det ligesom ikke nok i sidste ende?", spurgte jeg irriteret og rejste mig op. Marvin rystede målløs på hovedet.

"Justin... Du må være vanvittig? Ved hun hvem du er?", spurgte han målløs. Jeg nikkede.

"Hun ved godt jeg er en Bowen fra gammel tid. Det generer hende ikke. Marvin, vi elsker virkelig hinanden. Jeg vil gerne giftes med hende... Snart endda!", forklarede jeg fattet. Marvin kørte med frustrationer sin ene hånd gennem sit hår.

"Har du ligget med hende? Svar mig ærligt!", kom det promte fra ham. Jeg smilte svagt og nikkede.

"Ja og jeg fortryder ikke det mindste... Marvin, jeg elsker hende, af hele mit hjerte... Utroligt nok!", forklarede jeg.....

*

Beklager, at det ikke er rettet igennem ;) - Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...