Shadows Of Darkness - Justin Bieber 14+ FÆRDIG!

Se første kapitel....

113Likes
236Kommentarer
45049Visninger
AA

16. "Jeg har set noget der var smukkere"

Justin's synsvinkel:

Leela sad og så ret nervøs ud kunne jeg se og jeg kunne fornemme det, men hun havde absolut ingen grund til det, for jeg kendte ligesom min familie's indstilling til det at være "vegetarer". Hun sad og stirrede intenst på min onkel, der blot stod og ordnede hendes halvdybe bidsår. Jeg forbandede mig selv indvendigt, at jeg havde formået at bide hende. Det havde langt fra været min mening.

Han stod og syede hende med tre fine små sting i hvert bid-sår. Han havde sørget for at give hende bedøvelse, så hun ikke mærkede til særligt meget, når han syede hende. Han blev færdig og Leela sad tilfreds med et lille forsigtigt smil. Min onkel smilte svagt og lagde et plaster over hendes sting.

"Tak!", sagde hun stille. Min onkel nikkede.

"Ingen årsag Leela!", svarede han med et smil.

"Du kan lige gå op i stuen til de andre imens. Jeg skal lige snakke med Justin!", forklarede min onkel.

Jeg sank en klump, for jeg var næsten sikker på hvad han ville snakke med mig om. Leela nikkede med et taknemmeligt smil og hun rejste sig fra briksen og så på mig. Hun smilte svagt og strøg mig flygtigt på min overarm inden hun forlod lokalet. Døren gik i og jeg vendte min opmærksomhed på min onkel.

"Justin, du ved udemærket godt at du har skabt brud på vores ældgamle regler, ikke? Hvad pokker laver du med hende?", spurgte han olmt. Jeg sukkede svagt.

"Altså, der sker vel ikke noget ved det? Hun ved jo godt at jeg og I andre er vampyrer. Jeg har lært at styre mig!", forklarede jeg bestemt. Min onkel rystede på hovedet.

"Justin, det er jo ligesom ikke det jeg mener vel? Ja, jeg ved godt at hun kun er et menneske, men du har brudt den gyldne grundregel Justin. Jeg VED udemærket at hun er i familie med dig!", forklarede min onkel stramt.

Jeg smilte smøret. Jeg havde også kun ventet i 300 år, på at høre ham sige sandheden til mig om min rigtige familie. Jeg klappede frydende i hænderne.

"Bravo, nu fortalte mig det endeligt onkel!", svarede jeg med et smøret smil. Min onkel så undrende på mig.

"Fortalte dig hvad?", spurgte han undrende. Jeg grinte tørt.

"Min familie onkel. At jeg oprindeligt er en Bowen og ikke en Bieber!", forklarede jeg med et smøret smil.

Min onkel stod og så mærkelig ud i ansigtet. Ja, ligbleg kunne jeg ikke vove at påstå, for manden havde langtfra nogen sund kulør at se på. Haha, så kunne han da bare lære at dyreblod og donorblod ikke var nok for vores kulør i sidste ende. Onkel Will rystede på hovedet.

"Det har jeg da fortalt dig før?", svarede han usikkert og brugte sin skumle list på at gå bag mig, som et rovdyr på jagt.

Ja mig skræmte han jo ikke. Han havde ligesom bidt mig før, hvis han ikke kunne styre sig. - Og det var til trods for at vampyrblod ikke smagte af noget som sådan. Vores blod var langtfra den sødlige og jod-agtige smag som mennesker havde og vores vampyrblod var bare koldt og havde en smag af "død". Ja sikkert en besynderlig tanke for et menneske, hvis de kendte til vores levevis, men langtfra underligt for os vampyrer, for vi var vant til det. Jeg stak op i et hånefuldt grin.

"Haha nej onkel. Du har aldrig fortalt mig det før. Nu har du endelig indrømmet det over for mig, efter bare 300 år. Ja, men hvad kan jeg sige?: Bedre sent end aldrig!", grinte jeg sarkastisk. Min onkel gloede mærkeligt.

"Ja, så er det vel heller ikke sjovere Justin?", svarede han køligt.

Jeg så blot på ham og smilte stramt og rystede på hovedet.

"Hvad vil du med hende?", spurgte han bestemt. Jeg smilte på en flabet måde.

"Det kunne du virkelig tænke dig at vide hva?", svarede jeg flabet.

"Du har bare ikke at fortælle hende, at du er hendes famile!", svarede min onkel olmt. Jeg trak smøret på smilebåndet.

"For sent onkel. Hun ved det ligesom og hun har accepteret det!", svarede jeg frydende.

Min onkel's blodårer trådte frem under hans blege hud og furrene i panden på ham, var ikke til at tage fejl af.

"DU HAR HVAD?", skreg han nærmest skingert.

Jeg grinte indestængt. Som jeg sagde, man kunne bare ikke skræmme mig. Til en vis del var jeg ret sikker på, at jeg var stærkere, hurtigere og mere skræmmende end han var. Dyret i mig var vildt og ustoppelig, dog med en enkelt undtagelse, Leela.

Hun var indbegrebet af naturlig skønhed, rolig i sine omgivelser, havde en gammel sjæl, som jeg kunne forene mig så meget med og det bedste ved det hele, hun var min familie og hun dragede mig, som var hun en omvandrende narkotikum. Min tørst efter hendes blod var så dragende, at jeg var villig til at vente på hende.

"Hun ved det onkel og du kan ikke gøre noget ved det!", svarede jeg tæt ved hans hals med hvislende stemme.

Min onkel stivnede så meget, at han endelig lignede én der var rigtig død, blot flakkede hans øjenæbler til siden mod mig. Han var på vagt over for mig, for jeg var ret sikker på, at jeg havde overmandet ham.

Jamen altså, manden var jo også gammel efterhånden. Gammel af gårde og så pokkers gammeldags, at han var som frosset fast i den gamle tid. Han ville ikke ændre sin stil som jeg, Chris og Jennifer havde gjort. Jo jo, vi fulgte med tiden, selv om vi var vampyrer, men min onkel, NOPE gamle mand.

"Hendes familie skal IKKE vide det Justin og det ved du udemærket godt!", forklarede min onkel olmt.

Jeg kunne mærke mine vampyrtænder komme stille frem ved hans hals. Ikke fordi jeg havde lyst til at bide ham, men når jeg var lettere arrig og sat mig for noget, så kunne det godt gå lettere over gevind.

"Godt, du får det som DU vil!", svarede jeg irriteret og mærkede mine tænder forsvinde i kæben igen og trak mig væk fra ham.

Jeg skulle til at gå ud af operationslokalet vi havde i kælderen.

"Justin!", hørte jeg ham tilføje.

Jeg vendte mig om mod ham og så på ham.

"Ja?", svarede jeg bestemt.

"Sørg for at hun ikke sladrer til nogen som helst, ellers står du personligt for hendes død eller transformation om muligt?!", forklarede han bestemt. Jeg sank en klump og nikkede.

"Selvfølgelig!", svarede jeg stille og gik ud af lokalet og begav mig op ad vindeltrappen.

Sukkede lettere hårdt. Havde virkelig ikke lyst til at skulle transformere Leela. Hun var smuk og perfekt som hun var nu. Hun skulle ikke ønske sig i et liv som evig træl. Ja, du hørte rigtigt. Fanget som vampyr i al evighed og kun fokuseret på at jage og dræbe.

Jeg fattede virkelig ikke hvad Chris, Brian, min onkel og Jennifer så det forunderlige ved ikke at jage? Jeg kom endelig ovenpå og så Leela sidde i forunderlig samtale med Jennifer. Ja, hun var vel forundret over hvad pokker en kendt sangerinde som Jennifer Lopez lavde hér i Stratford og at hun ligefrem var vampyr selv?

Tja, kunne forestille mig, at Leela havde nogle klumper at sluge efterhånden. Jeg gik ind i stuen til de andre og Leela smilte stort da hun så på mig. Jeg satte mig ved siden af hende. Hun grinte målløs.

"Jeres historie hér, er jo fantastisk?!", udbrød Leela målløs. Jeg nikkede med et smøret smil.

"Ja, vi er ikke helt almindelige!", svarede jeg med et smøret smil.........


Leela's synsvinkel:

Var jeg bange? Nej. Var jeg overrasket? Ja.

Justin Drew Bowen. Justin Drew Bieber. Det sidste lød helt klart bedst! Jeg kiggede over på ham, men kiggede hurtigt tilbage på Chris da jeg opdagede, at han kiggede på mig i forvejen. Jeg kunne mærke varmen i kinderne, og følte det var vildt pinligt. Jeg krydsede mine ben, og lænede mig lidt frem. Følte mig rastløs, og hyper. Hvis jeg havde været hjemme, ville jeg helt klart hoppe i min seng, eller spille lidt fodbold. Jep, lidt aktiv var jeg vel.

Jeg mærkede en kold skikkelse, der kom tættere på. Men jeg lod som om jeg snakkede med Chris.

"... og så er det jo rigtig vigtigt du ikke siger noget til nogen! Vi vil jo helst blive her!", sagde han.

Jeg nikkede.

"Jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle fortælle det til nogen, det er jeres hemmelighed. I bestemmer hvem i vil dele den med, det gør jeg ikke", svarede jeg med et lille smil.

Skikkelsen kom tættere på, og jeg kunne til sidste mærke hans kolde ånde mod min arm. Men jeg blev ved med at ignorere ham. Jeg kunne ikke tro det, at en fra min familie skulle slå benene væk under mig. Godt nok var det lidt tilbage, men alligevel! Jeg var jo vild med ham, men lidt mærkeligt at tænke på han var familie.

"Det lyder klogt, vi vil jo helst ikke gøre dig fortræd", sagde han med et kækt smil.

Jeg smilede lidt tøvende. Men der kom et frem.

"Justin, skal du ikke vise Leela rundt?", spurgte Jennifer om.

Jeg sank en klump jeg havde i halsen. Følte virkelig jeg kunne mærke den falde ned, falde helt ned og lande i mavesækken.

"Hvis hun vil", sagde hans sexet stemme.

Jeg drejede hovedet hen mod ham, og så han faktisk havde rykket sig ret så meget. Tror vores næser var ti centimeter væk fra hinanden, højst.

"Selvfølgelig", svarede jeg stille.

Jeg vidste at uanset hvor højt jeg sagde det, ville han høre det, ville de alle sammen høre det. Det var lidt uhyggeligt at tænke på!

Han rejste sig op, og kiggede ned på mig. Jeg rejste mig hurtigt. Han smilede, da det sikkert gik i slowmotion for ham. Jeg smilte svagt.

Deres hus var vildt stort, med massere af værelser. De manglede ikke noget. Det sidste rum han viste mig, var et fint et. Stor king size seng, store panoramavinduer i den ene væg, et stort skab, og et tv. Han løftede armen, så jeg kunne komme ind, så jeg gik ind. Han lukkede døren.

"Det her er så mit værelse", sagde han stille.

Jeg kiggede rundt, der hang selvfølgelig nogle billeder. Der var nogle få nipsting rundt omkring, men ikke det vilde.

Jeg kiggede tilbage på ham, han stod og betragtede mig med et lille smil. Ikke det var et creepy et, for det var det slet ikke.

"Det' fedt", sagde jeg.

Han smilte smørret.

"Fedt?", spurgte han.

Jeg nikkede, og tog noget af alt mit hår om bag øret.

"Du ved, fedt, nice, et eller andet?", sagde jeg med en hæs og nervøs stemme.

Han grinte lavt.

"Jeg ved hvad fedt betyder", sagde han med et stille grin.

Jeg smilte, varmen flød rundt i mine kinder. Jeg gik hen og kiggede ud af vinduet.

"Det er smukt", sagde jeg.

Han stillede sig ved siden af mig.

"Jeg har set noget der var smukkere", sagde han stille.

Han lagde hænderne om på ryggen, og holdte dem der. Som han stod der, kunne man tydeligt se det. Især nu hvor jeg vidste det. Hans altid rette ryg, hans nogenlunde fine ord. Den måde han snakkede på.

Jeg kiggede ud over det igen.

"Så som hvad?", spurgte jeg.

Jeg mærkede hans blik på mig.

"Så som dig", sagde han...

Halløjsa piger!

Det var så første kapitel med mig i.

Ida er Justin, mens jeg er Leela!

Håber i kunne li' kapitlet!

Knuzer Ida og Emilia<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...