Shadows Of Darkness - Justin Bieber 14+ FÆRDIG!

Se første kapitel....

113Likes
236Kommentarer
45659Visninger
AA

12. "Hvad sker der med dig?"

Leela's synsvinkel:

I flere dage følte jeg at Justin undgik mig. Hver gang jeg nærmede mig ham, så trak han sig væk og det undrede mig virkelig? Hvorfor var han lige pludselig så fraværrende? Jeg troede, at jeg havde fået et særligt venskab med ham siden mandags, men nej, det var ikke andet end løgn.

Jeg havde lige fået min mad fra køen af, da jeg vendte mig om med bakken i hånden og der skete et eller andet underligt i mig, da jeg opdagede Justin siddende ved et bord hvor flere af de populære piger havde sat sig ved. Jeg fik en klump i halsen, som jeg følte voksede sig større og større. Kunne det virkelig passe, at jeg faktisk stod og blev.... 

"Jaloux!", mumlede jeg og jeg begav mig ned mod mine venners bord.

På vejen derhen kunne jeg mærke Justin's blik på mig, selv om jeg havde opdaget at han var i fuld vigør med at flirte med de tøser. Tøser fra skolens cheerleaderhold. Så typisk! Jeg kunne ikke snuppe dem. De var utålelige og de skulle altid sladre om hvem pokker det passede dem. Hvad fanden så Justin i dem?

Nok, så havde Justin helt sikkert udséende med sig. Det skulle virkelig ikke undre mig, hvis han blev den populære type hér i skolen, men jeg så altså noget andet i ham ud over hans smukke ydre. Der var noget mystisk, noget gammeldags, ja noget der ikke virkede til at passe ind i det toogtyvende århundrede.

Jeg nåede ned til vennerne og satte mig med min bakke. Begyndte at pakke min sandwich ud, men følte flere øjne på mig og det var ikke Justin. Det var jeg nærmest sikker på.

"Har du snakket med ham Leela?", vækkede Mary lige mine tanker på Justin. Jeg så op på hende. Min veninde siden vi startede i skolen sammen i de små klasser. Hun var noget for sig selv med de røde bølgende lange krøller og hendes blege hud, men ellers pokkers sød og forbandet nysgerrig. Jeg rystede lettere forvirret på hovedet.

"Hvem?", spurgte jeg undrende. Mary sad og brækkede en lille bid af sin bolle og proppede den i mundet  med et smøret smil.

"Ja ham den mystiske nye fyr. Ham der sidder der ovre med skolens høns?!", grinte hun smøret og hintede med hovedet der ovre.

Jeg behøvede dårligt, at kigge derhen, for bare det at Mary sagde "ham den mystiske" - med "skolens høns". Ja, så var jeg udemærket klar over hvem hun hentydede til. Jeg smilte svagt.

"Han hedder Justin, men han er en sær type, ret mystisk og gammeldags!", svarede jeg og tog en bid af min tunsanwich.

"Nårrh, ligesom dig?", kom det med et smøret grin fra Cody. Jeg smilte sarkastisk til ham.

"Ja haha, hvor er du dog morsom Cody!", svarede jeg sarkastisk.

Cody grinte bare smøret, mens han drak af sin cola.

"Jamen er det løgn hvad jeg siger?", svarede Cody med et flabet grin. Jeg sukkede opgivende. 

"Cody har ret Leela!", tilføjede Lynn med hendes togskinnesmil. Jeg så træt på hende.

"Hey peeps! Er jeg gået glip af noget?", kom det fra Xander, der mængede sig ned mellem Lynn og Mia. Jeg sukkede med et svagt smil.

"Årh, vi diskuterede bare om hvor vidt Leela er en sær, mystisk og gammeldags type!", kom det kækt fra Marcus ved min side, så jeg gav ham et lille klask i baghovedet. 

"Hvad?", grinte Marcus smøret mens han nussede med sin hånd på sit baghoved efter mit slag. Xander grinte smøret.

"De har jo ret smukke!", tilføjede Xander. Jeg sukkede tungt.

"Skal I alle bare være på tværs i dag?", spurgte jeg med et irritabelt suk og tog endnu en bid af min sandwich.

"Ja, hvad har man ellers venner til?", kom det med et flabet grin fra Xander. Jeg så træt på ham.

"Haha!", svarede jeg sarkastisk.

"Har du snakket med ham den nye, Xander?", kom det i endnu et spørgsmål fra Mary.

Xander så over mod Justin.

"Ja, jeg har da hilst på ham, men han er fandeme sær og en tøsemagnet! Har I set hvordan tøserne flokkes om ham? Hvordan gør han?", spurgte Xander undrende. Jeg fnyste bare svagt.

"Han lokker da ikke os?", kom det fra Lynn.

"Tal dog for dig selv Lynn?", kom det kækt fra Mia, der nærmest sad og nedstirrede Justin.

Ja Mia, var da rigtig sød, men alt hvad der kørte i hendes hoved, var lækre fyre, det kommende skolebal og skolens hockeyhold. Fattede ikke hendes sære interesser, men sød var hun bestemt. Ellers havde hun heller ikke været en del af vennekredsen.

"Leela vil du med til skoleballet?", kom det pludseligt fra Xander. Jeg smilte svagt til ham. 

"Du sidder ikke og ligefrem spørger mig, vel?", svarede jeg med et spørgsmål.

Xander grinte svagt og kørte sin ene hånd gennem sit blonde glatte pagehår. Han sendte et smøret smil.

"Tja, du kender mig jo? Jeg giver aldrig op smukke!", svarede han med et skævt smil. Jeg sukkede.

"Xander?!", sukkede jeg. Han smilte svagt.

"Nå ja, man kunne vel altid håbe på en chance nummer to?", svarede han med et svagt smil og tog en tår af sin kakaomælk. Jeg smilte sarkastisk.

"Xander det var i fjerde klasse!", svarede jeg tørt. Xander smilte.

"Nå ja, det var dengang! Hvorfor ikke prøve igen? Vi er ligesom voksne og jeg driller dig jo ikke mere?!", grinte han smøret. Jeg så bare træt på ham.

"Xander? det bliver aldrig os og du ved det ligesom godt!", svarede jeg tørt med et sarkastisk smil.

Xander blinkede bare med det ene øje.

"Well, skulle du ombestemme dig, så ved du hvor du har mig?", smilte han smøret. Jeg sukkede fraværrende.

"Jeg vil da godt gå med dig Xander?!", kom det fra Mary, så Xander smilte hen til hende.

Jeg gloede bare på dem. Ja, dem om det! Jeg rejste mig for at gå ud og trække noget luft. 

"Hvad skal du Leela?", kom det undrende fra Lynn.

Jeg smilte svagt og trak på skuldrene.

"Jeg trænger til noget luft!", svarede jeg med et lille suk.

"Skal jeg gå med?", spurgte Mary. Jeg rystede på hovedet.

"Jeg trænger bare til at klare tankerne lidt!", svarede jeg.

"Sikker?", spurgte Marcus, mens han så op på mig.

Jeg smilte ned til ham og klappede ham på skulderen.

"Ja, jeg klarer mig!", svarede jeg og vendte mig bort fra dem og begav mig mod udgangen til skoleparken.

"Det er dét jeg siger, hun er sær!", hørte jeg Cody sige et stykke fra mig ryg.

Jeg sukkede dybt. Helt klart, jeg holdte af mine venner, men hvis de fandt mig sær, hvorfor var de så sammen med mig?

Jeg nåede ud i skoleparken. Der var kun syv andre elever herude, der sad på bænkene og røg. Ja, hvad ellers? Typiske rygere. Jeg begav mig hen mod skovbrynet og satte mig op ad det gamle egetræ. Følte at jeg bedst kunne klare mine tanker hér. Jeg sukkede og lukkede øjnene lidt, til jeg følte en kold skygge foran mig. Sig mig, var solen allerede på vej væk igen? Jeg glippede øjnene op igen og dér stod han ved gud foran solen og stirrede ned på mig. Jeg sukkede svagt.

"Har du ikke andet at tage dig til, end at opføre dig sært?", spurgte jeg træt og så træt på Justin. Han smilte svagt.

"Ligesom dig?", spurgte han med et smøret smil og med hænderne placeret i hans forlommer på hans baggy bukser. Jeg sukkede.

"Hvorfor siger du at jeg er sær?", spurgte jeg irriteret.

Justin grinte svagt og satte sig ned ved siden af mig.

"Det siger dine venner da? Særligt ham Cody!", svarede han med et smøret smil.

Jeg så mærkeligt på ham.

"Hvordan kunne du høre vores samtale? Du sad mindst halvtreds meter væk fra vores bord?", spurgte jeg måbende.

Justin smilte svagt og lænede sit hoved bagover mod træet.

"Tja, Cody taler vel højt?", grinte han smøret.

Jeg så undrende på ham og rystede på hovedet.

"Nej, han taler ikke højt!", svarede jeg sarkastisk.

Justin vendte sit blik mod mig med et lille grin.

"Nå ja, hvad ved jeg? Jeg har vel bare en god hørelse så?", svarede han med et lille grin.

"God hørelse? Ooookaaay. Justin du sad halvtreds meter væk fra os? Hvordan pokker vil du forklare det?!", spurgte jeg undrende. Justin smilte ikke.

"Du tror mig ikke? FINT!", svarede han olmt og rejste sig og begav sig ind mod skoven.

Jeg sukkede og bankede mit baghoved ind i træet bag mig. Jeg rystede på hovedet.

Hvad var det han gjorde ved mig? Han dragede mig på en mystisk måde. Jeg rejste mig og besluttede mig for at følge efter ham. Jeg gik et godt stykke ind i skoven, men kunne ikke se ham. Jeg standsede op og undrede mig lidt.

"Justin?", spurgte jeg i normalt tonefald.

Det kunne jo være, at han gemte sig bag et træ? Der var ingen der reagerede? Jeg begav mig længere ind i skoven, så jeg i altfald var godt 2-300 meter inde. 

"Justin?", spurgte jeg igen og drejede omkring mig selv, for at se om jeg kunne se ham nogen steder, men nej?

Han var som sunket i jorden? Det undrede mig virkelig, for så hurtig kunne han vel næppe være? Jeg gik stille rundt omkring mig selv igen for at se om han skulle gemme sig et sted.

"JUSTIN?!", råbte jeg nu, men der var intet svar.

Ja tænk, jeg stod faktisk og blev bekymret. Tænk hvis han var faret vild eller gået ind i et træ han ikke havde set og så faldet om på skovbunden fordi han skulle være blevet slået ud? Jeg begav mig længere ind og begyndte at småløbe i zig zag mellem træerne, der blev tættere og tættere.

"JUSTIIIIIN?!", skreg jeg op og hørte flere fugle flyve deres vej fra trækronerne af. Jeg så op mod trækronerne.

"BØH!"

Jeg skreg forskrækket op og vendte mig og opdagede Justin stå og grine drillende. Jeg holdte mig for brystet.

"Justin, du forskrækkede mig!", grinte jeg stadigt med hjertet siddende i halsen.

Justin smilte drilsk og begyndte at gå væk fra mig. Jeg besluttede mig for at følge efter ham ved et små lunte efter hans lange skridt.

"Hvordan kunne du være så hurtig med at forsvinde?", spurgte jeg undrende.

Justin så slet ikke på mig men gik blot videre. Han virkede så kold og fraværrende og alligevel kunne jeg ikke lade være med at følge efter ham. Han stoppede op og vendte sig hurtigt op, så han chokerede mig lettere.

"Du burde ikke følge efter mig! Skynd dig hellere væk!", sagde han gravalvorligt.

Jeg følte hans blik borede sig i mig. Jeg så nu hans øjenfarve. Havde han kontaktlinser i eller hvad? For så vidt jeg huskede, så var de da hasselnøddebrune og nu var de meget meget lysebrune, ja næsten gullige eller gyldne om man kunne kalde det? Jeg så undrende på ham.

"Skynd mig væk? Fra hvad? Hvorfor har du kontaktlinser i? Kan du ikke lide din egen øjenfarve da? Jeg synes da ellers dine hasselnøddebrune øjene er smukke!", sagde jeg og rødmede svagt over min kompliment til ham.

Han stirrede skeptisk på mig med sammenklemte øjne.

"Så mange spørgsmål!", hviskede han nærmest på en kold og skræmmende måde.

Jeg trådte et skrid bag ud. 

"Ja løb Leela!", tilføjede han med en hviskende og skræmmende stemme.

Mit hjerte hamrede voldsomt i brystet nu og jeg følte pulsen stige voldsomt. Justin lænede sit hoved på skrå og så med isnende blik på mig.

"Bange?", hviskede han.

Jeg grinte nervøst og pegede bagud.

"Sk...skolen... k..k..kalder...", stammede jeg og gik baglængs og blev vildt forskrækket, da en stor tør gren knak, så det rungede i ekko i skoven.

Justin flyttede ikke sit isnende blik fra mig.

Hvad var det med ham? Hvorfor blev jeg bange for ham? Jeg begav mig videre baglængs for på én eller anden sær måde, turde jeg ikke vende ryggen til ham. Hvorfor nu alt det? Han VAR mystisk, ikke for at sige vildt skræmmende. 

"Aaarh!", skreg jeg og følte vinden i luften, da jeg faldt bag over, men landede i Justin's arme? Jeg så op på ham.

"Hurtig?....", mumlede jeg skrækslagent.

Hans gullige øjne var ikke gullige længere, men næsten hvide.

"Hvad fanden sker der med dig Justin? D... d... din... dine ø..ø..øjne.. ski.. skifter... far.. farve..?", mit hjerte bankede voldsomt og ukontroleret og min krop rystede af skræk.

"Løb... løb og se dig ikke tilbage!", svarede han og han slikkede sig skræmmende om læberne.

Jeg nikkede og han slap sit hårde greb om mig og jeg begyndte at løbe stærkt. Jeg så mig ikke tilbage, men løb bare så stærkt jeg kunne.

"Aaaargh!", skreg jeg og faldt over en gren og rejste mig skrækslagent op og løb humpende videre.

Jeg græd skrækslagent. Vidste ikke hvad jeg havde været med til. Justin virkede udenjordisk og skræmmende. Hvad skete der? Drømte jeg nu eller skete dét hér virkelig? Pludseligt stoppede jeg op ikke langt fra skovbrynet og så mig tilbage for at tjekke om Justin løb efter mig, men nej. Jeg vendte mig om igen og løb med det samme ind i én, så jeg skreg febrilsk op. Personen holdte fast om mig.

"Hov hov! Hvorfor skriger du sådan op?"......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...