Shadows Of Darkness - Justin Bieber 14+ FÆRDIG!

Se første kapitel....

113Likes
236Kommentarer
44941Visninger
AA

31. Hvad er der galt med mig?

Leelas synsvinkel:

Døden...
Det er faktisk er mærkeligt ord, for hvad er det helt præcist? Hvor er man når man er død? Eller endnu vigtigere; Hvad er man når man er død?
Vi er så bange for at dø. Bange for, at dem vi holder af, vil glemme os. At de hellere vil leve deres liv uden os, at de aldrig vil blive mærket. Man tænker aldrig på sig selv! HVAD ER JEG?! Hvad vil jeg blive til? Vil jeg blive til et spøgelse? En ånd? Vil jeg komme op i himmelen? Der er så mange spørgsmål, og ingen svar!
Justin fortalte mig, at han ikke kunne huske noget, men jeg husker det hele. Huske vores første møde, vores første kys, vores først gang, vores første skænderig. Men jeg husker osse hvordan det var, da jeg følte Marvin suge mit blod ud af kroppen. Jeg kunne huske hvordan det føltes, da Justin sendte sin gift ind i mig. Hvordan det bredte sig i kroppen, og pulveriserede mine knogler, for derefter at bygge dem op igen. Det føltes som om et rivejern besluttede sig for, at rive min hud af lag efter lag!
Jeg hev voldsomt efter vejret, og slog mine øjne op. Min vejrtrækning var hurtig, indtil det gik op for mig, at jeg ikke behøvede luften. Jeg lukkede munden, og lod lugtende glide langsomt ind, for at glide ud igen af næsen. Jeg satte mig op i sengen, og kiggede rundt. Der var mørkt, eller næsten mørkt. Jeg kunne se alt, lige så tydeligt, selvom solen var langt væk, og der intet lys var i rummet. Jeg lod mine ben svinge ud over kanten, og lande nede på Justins gulvtæppe. Den bløde overflade kildede mod mine bare fødder, men samtidig, var det en fantastisk følelse!
Vent hvad?
Et gulvtæppe?
Hvordan kan et gulvtæppe, få mig til at føle sådan?
Ophidset?
Jeg rystede på hovedet, og rejste mig. Jeg gik over mod mit tøj, og tog det på.
"Du var tæt på at dræbe hende, og nu vil du have mig til at tilgive dig?!", hørte jeg Justins stemme nærmest råbe.
"Nej, du skal ikke tilgive mig! For du gjorde lige præcis hvad jeg ville have dig til! Du gjorde hende til vampyr, nu kan hun bestemme over sig selv!"
Jeg skulle til at gå hen til døren, da den åbnede. Jeg sprang op, og hang i loftet. - så nice! Jeg så Chris komme ind, og kigge omkring. Jeg landede bag ham, og han drejede rundt med det samme. Jeg smilede stort til ham, og krammede ham hårdt indtil mig. Han stivnede, og rev sig ud af mit greb.
"Rolig nu Chris! Jeg dræber dig ikke!", sagde jeg grinende.
Han tabte kæben.
"Du, du, du ved hvem jeg er!", stammede han.
Jeg nikkede, og kiggede bagud. Jeg hørte Justin var på vej.
"Jeg kan huske det hele, ja. Hvorfor er det så vildt?", spurgte jeg.
Jeg så Justin komme ned af gangen, men han gik vildt langsomt! Jeg drejede hele vejen rundt, og spurtede ned til ham. Jeg sprang op på ham, og svang mine ben rundt om livet på ham. Han holdte mig oppe, selvom jeg ikke havde brug for det. Jeg smilede stort, og bed mig i læben. Hans øjne fokuserede på mine læber, og sagde at han osse havde lysten i sig. Jeg bøjede mig ned, og kyssede ham. Hans hænder gled om på min røv, og holdte mig tæt ind til ham. Jeg skulle lige til at voldtage hans tunge, da en rev mig væk. Han holdte mig stramt i hans arme, mens jeg kunne se Justin blive mere og mere sur. Jeg kiggede bagud, og så Marvins ansigt. Jeg begyndte nærmest at græde.
"Du må ikke gøre mig fortræd! Slip mig! Justin!", græd jeg voldsomt.
Jeg vred mig for at komme fri, og da jeg endelig gjorde det. Løb jeg om bag Justin, og gemte mig der. Jeg holdte godt fast i hans skulder. Marvin så helt chokeret ud.
"Det er umuligt!", sagde han. "Hun har alle sine minder!", sagde han med store øjne.
Jeg gemte mit ansigt ved Justins skulder.
Jeg var ikke bange, men rædselsslagen! Marvin dræbte mig næsten! Han tænkte ikke en skid på andre, som Justin gjorde!
"Få ham til at forsvinde Justin!", græd jeg.
"Du hørte hende! Forsvind! Hun vil ikke have dig her!", råbte Justin.
Han nikkede, og drejede rundt. Han kiggede sig over skulderen.
"Jeg kommer igen!"
Døren smækkede, og Justin drejede med det samme rundt, og kiggede på mig. Jeg kiggede ham i øjnene, og kunne se han var bekymret.
"Justin, hvad er der galt med mig?", spurgte jeg......

Justin's synsvinkel:

Det havde overrasket mig en hel del, at Leela faktisk huskede alt hvad der var sket. Jeg fandt det ret fantastisk. Hendes lige var én ud af en million ville jeg tro? En vampyr med sådanne evner var en sjældenhed. Gad vide, hvad det ældste råd ville synes om hende? Hun var jo unik. Dog havde jeg i al den tid, eller rettere korte tid jeg havde kendt hende, syntes at hun var noget af det mest unikke, som jeg kendte til.

"Justin, hvad er der galt med mig?"

Spørgsmålet hun kom med var vel ret forståeligt. Jeg trak hende ind til mig.

"Vi har vidst en masse at tale om elskede...", sagde jeg stille ved hendes øre.

Hun snøftede stille og puttede sig ind til mig. På en måde var jeg meget lettet over, at hun var blevet velsignet med den evne til at huske sit gamle liv. Hun havde ikke glemt mig og den frygtede fornemmelse for at hun ville kunne finde på at forlade mig, var som forsvundet som dug for solen.

Vi gik afsides, det ville sige, at jeg tog hende med udenfor i skoven. Jeg lod godt mærke til, at hun pludseligt var på vagt over for alle lydene og duftene omkring os. Jeg kunne ikke lade være med at smile smøret over det. Hun så på mig med et småfrækt smil på læben.

"Er det virkelig sådan en vampyr har det?", grinte hun smøret.

Jeg nikkede med et blink med øjet.

"Ja, man bliver nød til at opleve det selv, før man lærer at forstå hvordan livet som vampyr er, der er stadigt mange ting og normer du skal lære. Selv om du sikkert har haft den opfattelse, at vi lever enkelt, for det gør vi faktisk ikke!", forklarede jeg med et svagt smil.

Leela så overrasket på mig.

"Normer? Hvilke normer?", spurgte hun med et nysgerrigt smil.

Jeg greb fat i hendes hånd og grinte, da jeg kunne mærke, hvor fast hendes greb var blevet. Ingen tvivl om, at hun med garanti ville kunne klare sig selv nu. Det gjorde mig dog en anelse trist til mode. Tanken om at hun nok ikke behøvede min beskyttelse mere. Jeg havde ellers elsket at agere beskytter for hende. Havde virkelig elsket at hun havde været skrøbelig, men  hun var stadig bange.

Hun havde ikke glemt Marvin og hans angreb overhovedet. Skræmmende tanke faktisk. Tænk at kunne huske alle de smertefulde detaljer ved ens egen langsomme død? Det var vel egentligt forstående, at Leela var forvirret og skrækslagen. Jeg trak hende ind til mig igen og nød at have hende tæt på. Hendes varme kropstemperatur føltes anderledes, måske fordi vi endelig havde samme temperatur? Jeg lagde min hånd om hendes kind. Hun sukkede og lukkede øjnene og lagde sin egen hånd oven på min på hendes kind.

"Normer, som i at vi har visse leveregeler... Leveregeler, der er langtfra mennesket... Vi lever på magt og kæmper hver evig eneste dag for overlevelse i en verden der ikke er vores. Vi var jo ligesom ikke sat på jorden. Det var Dracula der startede det hele...", forklarede jeg stille.

Hun glippede øjnene op og jeg så lige ind i hendes smukke øjne. Nok vidste jeg at de sikkert meget snart ville begynde at ændre farve, når sulten bankede på, men hun var som blevet meget smukkere end det hun var før. Ikke at hun var fuldkommen ændret, men hun virkede mere kvindelig end før, da hun var meget lillepige-agtig før hendes transformation. Svært at beskrive måske, men hun lignede én der havde fået sin Tornerose-søvn. Hun  var perfekt.

"Det kommer jeg jo til at lære Justin?", smilte hun kærligt.

Jeg nikkede og kyssede hende blidt på læberne. Hun lagde armene om min nakke og jeg smilte i vores kys over hendes faste greb hun igen havde. Så jeg løsnede hendes arme lidt. Leela grinte svagt og slap mine læber og så mig i øjnene.

"Jeg elsker dig så højt Justin, men jeg er sulten nu!", grinte hun smøret.

Jeg nikkede med et smøret smil.

"Så skal vi vidst på jagt elskede...."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...