Shadows Of Darkness - Justin Bieber 14+ FÆRDIG!

Se første kapitel....

113Likes
236Kommentarer
45088Visninger
AA

14. Et optøet hjerte.

Leela's synsvinkel:

Resten af dagen i skolen spejdede jeg efter Justin, men han dukkede aldrig op. Han var virkelig mærkelig og skræmmende. Måske godt det samme, at han blev væk efter den skræmmende måde han havde været over for mig i skoven. 

Jeg sukkede og lagde mine fysikbøger ind i mit skab på gangen. Endelig fri fra skolen. Syntes også bare mine tanker havde været helt andre steder i dag efter det skete i spisefrikvarteret.

"Hey smukke!", hørte jeg Mary's stemme bag mig, så jeg vendte mig om med et smil og så hende, Lynn, Cody og Xander komme gående hen til mig.

Jeg smilte til dem alle. Cody og Lynn stod og så underlige ud i deres ansigter.

"Hvad er der galt? Vi har fri - Weee!", udbrød jeg med et sarkastisk grin.

Lynn kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet.

"Har du ikke hørt det?", spurgte Xander mig. Jeg så undrende på ham.

"Hørt hvad?", spurgte jeg med hovedrysten.

"Mandy hun var jo ligesom i skolen i dag og nogle af rygerne ude i skoleparken så hende gå ind i skoven et stykke tid efter du og den sære fyr Justin var blevet set gå ind i skoven, siden har Mandy været pist forsvundet og det ligner hende slet ikke.

- Hun er jo ligesom én af holdanførerne for cheerleaderholdet. Resten af holdet har søgt efter Mandy uden held. Mange går og mistænker dig og Justin, at I har gjort et eller andet ved hende? Vi ved snart ikke hvad vi skal tro?", forklarede Xander alvorligt.

Jeg grinte kort og sarkastisk.

"I står ligefrem og beskylder mig for noget, som ikke passer?", spurgte jeg måbende og pegede sarkastisk på mig selv.

Mine venner vidste ikke hvor de skulle kigge hen. Jeg sukkede irriteret.

"Tja, Justin er jo sær ikke? Måske Mandy havde fundet ham og de så er sammen? Meget logisk ikke, for Justin har heller ikke været på skolen siden spisefrikvarteret. Såeh simpelt ikke?!", svarede jeg sarkastisk og vendte mig om og gik fra dem.

Mit eget svar irriterede mig faktisk. Jeg kunne på en sær måde godt lide Justin, når han ikke opførte sig underlig og skræmmende, men bare tanken om, at han nok var eller havde været sammen med lige netop Mandy huede mig ikke.

Hun var en snob, en hore, for jeg vidste at hun havde været sammen med mange af skolens populære fyre, så hvorfor ikke også Justin? Han var sær og underlig og han tiltalte mig på den måde. Det havde aldrig været hans udséende i første omgang, selv om han faktisk helt sikkert havde det med sig.

Han var virkelig HOT at se på og til ingens overraskelse havde det fået lige præcist Mandy til at tage chancen med ham. Det var jo så indlysende, men tanken om det gjorde mig irriteret, for hvis det var tilfældet, så havde jeg godt nok mistet noget for Justin. Han kunne få hvem pokker han ville og havde han valgt Mandy, sådan en skøge, ja men så HAM om dét!

Jeg traskede irriteret hen til min røde Land Rover, der stod parkeret et stykke fra skolen af. Jeg låste bildøren op og betragtede et øjeblik en masse andre elever komme ud af skolen. Jeg kunne se mine venner, som jeg fik øjenkontakt med.

"Undskyld Leela, det var ikke vores mening at skyde skylden på dig!", råbte Mary til mig.

Jeg hvæssede surt og lod som om jeg ikke hørte det og satte mig ind bag rattet og startede motoren og tog min sele på. Jeg gad dem ikke lige nu. Tænk at beskylde mig for noget der ikke var rigtigt og bare det, at det var mine egne venner der havde beskyldt mig? Kunne man virkelig synke så lavt? 

Jeg sukkede hårdt og styrede med én hånd mens jeg lænede mig afslappet op af det nedrullede vindue. Hvis jeg dog bare kunne slappe af? Jeg følte en vrimlende strøm af tanker i hovedet på mig. Jeg syntes bare, at siden Justin havde dukket op på skolen, så var der sket alt for mange sære ting omkring mig.

Jeg besluttede mig for at lede efter Justin. Nogen måtte da vide, hvor han holdte sig til? Jeg kørte gennem den velkendte skov og standsede bilen med en hård opbremsning og bakkede lidt, til jeg opdagede hjulspor på en sideliggende skovvej.

"Tja, det er da forsøget værd?", mumlede jeg og bakkede lidt mere, til jeg drejede bilen ind ad den små-mudrede skovvej.

Jeg følte bare at jeg blev ved med at køre, men sagtnede farten til ca 20 km i timen, eftersom vejen blev mere bumlet. Noget kunne tyde på, at der ikke havde været mennesker hér i mange år, men hvorfor var der så friske bilspor?

Jeg fik hurtigt svaret, da jeg et godt stykke inde i skoven så et stort fancy hus bygget på ægte skovtræ og de vildeste panoramavinduer. Udsigten var jo bjergtagende med den dybe skov og en lang bæk i nærheden. Alt virkede fredfyldt og smukt. Jeg parkerede min bil og fik straks øje på fire andre vilde biler og en hvid Ferrari imellem. Jeg havde ret.

Jeg steg ud af min bil og så en smuk kvinde et godt stykke væk gå rundt i skoven. Jeg gloede lidt. Hun lignede helt vildt sangerinden Jennifer Lopez? Var jeg ved at blive skør? Hvad pokker skulle en verdenskendt berømthed dog lave i en skov i Stratford? Det ville jo slet ikke give nogen mening?

Jeg gik stille hen mod verandaen til huset. Jeg kunne se mennesker derinde pga de vilde panoramavinduer. Jeg gik op ad trappen og kunne nu se en langhåret nydelig mand stå og snakke ned til én der sad i sofaen. Var det ham Chris? Noget sagde mig, at jeg var helt det rigtige sted. Jeg skulle til at banke på, men i det samme blev døren åbnet. Jeg stod og stirrede på manden. Han smilte svagt.

"Er du Leela?", spurgte manden.

Det løb koldt ned ad ryggen og jeg vidste ikke hvorfor? Jeg nikkede og gav ham hånden. Han havde en virkelig kold hånd. Faktisk ligesom Chris og Brian og ja, selv ligesom Justin? Det hele føltes mere og mere mystisk.

"Er Justin hér?", spurgte jeg forsigtigt og straks dukkede Chris op bag manden.

"Hey Leela!", nærmest jublede han op, så jeg ikke kunne lade være med at grine.

Der var virkelig noget spasmager-agtigt over Chris. Manden rystede på hovedet.

"Han har noget for, eftersom han har gjort noget alvorligt, så han er til et.... møde.... Vil du vente hér?", forklarede manden.

Jeg smilte svagt og nikkede. Han og Chris gik til siden. Jeg gik forbi og kom direkte ind til en stor og stilfuld stue. Jeg gik hen og satte mig i en koksgrå sofa, hvor man faktisk sad meget behageligt.

Chris og manden kom hen til mig og de satte dem i den anden sofa over for mig. De sagde ikke noget, men sad blot og stirrede på mig. Okay, jeg følte dét hér ret akavet... og mærkeligt. Manden rømmede sig med et lille smil.

"Jeg er forresten Justin's onkel, William T. Rochefort!", forklarede han. Jeg nikkede med et svagt smil.

"T?", spurgte jeg undrende. William smilte svagt.

"Terrence!", svarede han. Jeg smilte med et lille nik.

"Jeg hedder Leela Marylee Bowen!", svarede jeg med et lille smil og straks så det ud som om William's smil blegnede.

Han skulede til mig og Chris lignede én der havde lyst til at gemme sig? Hvad skete der lige for folk?

"Undskyld mig, men sagde du Bowen?", spurgte William mig om.

Jeg nikkede med et smil. Hvorfor skulle folk blive så underlige hver gang jeg sagde mit efternavn? Hvad besynderligt var der i dét? Justin havde været ligeså besynderlig, da han fik af vide hvad jeg hed. William rejste sig straks og kørte en hånd gennem sit lange hår. Han smilte sarkastisk.

"Undskyld mig et øjeblik!", sagde han lige ud og han gik bare? Jeg forstod intet.

Chris sad og smilte svagt til mig.

"Hvad skulle han?", spurgte jeg undrende.

Chris grinte sarkastisk og trak på sine skuldre og smed sine ben op i sofaen.

"Tja, det er vel ikke til at vide? Have lidt frisk luft vel?", svarede Chris med et lille grin. Jeg smilte undrende.

"Sig mig, er det på grund af mit efternavn? Står der koldblodig morder i panden på mig?", spurgte jeg gravalvorligt og straks stak Chris op i et stort grin.

Jeg sad bare og gloede underligt på Chris og hans latteranfald.

"Undskyld mig, men jeg syntes altså ikke, at der er noget særligt morsomt i mit efternavn?!", svarede jeg med et spørgsmål.

Chris stoppede med sit grin og satte sig ordenligt igen og så alvorligt på mig.

"Sig mig Leela, hvor meget ved du om din fortid?", spurgte han ligeud.

Jeg rystede forvirret på hovedet.

"Hvad mener du?", spurgte jeg helt ærligt. Chris nikkede med et lille smil. 

"Bare glem det!", tilføjede han med et smil. Jeg nikkede stille.......

Justin's synsvinkel:

Jeg plantede nogle små træer oven på graven. Jeg havde været temmelig fortravlet med et godt og vel 500 meter dybt hul, men nu tog det jo heller ikke sindsyg meget tid for mig eller nogen anden vampyr at grave så store og dybe huller. Ja, vi var gode til at få vores ofre til at synke godt i jorden.

Vi blev aldrig mistænkt for det og skulle det ske, at vi blev mistænkt og anholdt, hvis politiet var hurtige, så holdte den heller ikke i længden. Vampyrer var ustoppelige, sådan var det bare! Jeg hørte et lavt suk, selvom hun stod ca 150 meter fra mig. Ja, hvad var det lige jeg sagde med vampyres gode reflekser?

Jeg så tilbage på hende og løb i spurt forbi hende og endte ved skuret tæt på huset og greb fat i en vandkande og gik hen til bækken og fyldte vand i den og spurtede de 250 meter tilbage forbi hende og endte ved min nydelige grav, hvor Mandy lå 500 meter nede i. Hun var såmænd begravet fint i en flot og foret trækiste.

Selv om vi var groteske og koldblodige vampyrer, så var vi skam ikke ligeglade med vores ofre. De fik alle en ærefuld død, om vi brændte dem og lagde dem i urne eller om vi begravede dem i kister. Vi lod dem aldrig ligge tilbage og rådne op.

Det havde kun sket blandt andet i august 1822, hvor jeg og min onkel havde et stort palæ i syd-staterne, hvor vi levede livet med masser af selskabelige fester. Gal, hvor vi mængede os med yndige fruentimmere dengang. De var villige til alt.

Det var vidst noget af min onkels og min storhedsperiode, hvor vi fik temmelig meget sex. Der var en overflod af villige piger og kvinder, men det havde vidst også noget at gøre med at vi havde sådan en magtfuld status.

Vi kunne bare ikke styre os, så eftersom flere piger og kvinder forsvandt lidt efter lidt, så opdagede nogle af vores slaver fra bomuldsmarkerne vores lille selskab ved en tilfældighed. Mig og min onkel havde haft gang i fem smukke piger, der var temmelige berusede på rødvin.

Jeg sad og drak som en besat af én af pigerne. Hun var vidst nok kun seksten år, men hun var lovlig og pokkers smuk. Ja, jeg havde mødt mange smukke piger i løbet af alle de år jeg havde eksisteret. Nå men med 3 lig imellem os og jeg og min onkel, der var i fuld vigør med at suge alt liv og kraft ud af de to sidste, så glemmer jeg aldrig den unge nergerkvindes øjne, en bomuldsslave, der tilfældig kom ind midt i det hele.

Hun måbede først og derefter skreg hun så højt og styrtede ud, hvorved min onkel spurtede efter hende. Hun nåede ikke langt, da hun fik den visse død.

Cirka 3 uger efter episoden blev vi alligevel mistænkt. Flere hundrede af vores samtlige slaver kom op til vores palæ med fakler og alskens haveredskaber og høtyve. De var vrede, meget vrede.

"Mordere!"

"Djævelyngel!"

"Forrædere!"

"I er Satans værk!"

"Må I brænde op i Helvede!"

Det var nogle af de skældsord de råbte til mig og min onkel. De kastede ildbomber ind ad vinduerne og de skubbede os tilbage i huset med deres høtyve og smækkede dørene i og låste os inde. Flere ildbomber blev kastet ind fra alle vejne og vores palæ brændte hurtigt op.

Alle vores rigdomme gik op i brand. Det var en svær klemme jeg og min onkel var i, men som intet menneske vidste noget om. Vampyrer kunne ikke dø, jo mindre de rev eller huggede hovederne af os. Så selv om palæet brændte ned, så overlevede jeg og min onkel endnu engang. Vi stak af til trods for vores forkullede ydre!

Vores storhedstid i sydstaterne var forbi. Vi måtte starte forfra igen, men der gik heller ikke længe, så var vi på fode igen. Vi fik startet et nyt imperie op i Frankrig, hvor vi blev i godt og vel 50 år. Lang tid, men det lykkedes os.

Jeg fik vandet fint over graven og alle de små skovbuske og træer jeg havde anbragt med det samme. Ingen kunne se, at dette var en grav. Jeg mærkede en hånd på min højre skulder.

"Det var dét Justin. Måske du skulle tage og tag ved lære over al den død du frembringer. Det er jo stakkels og forsvarsløse ofre. Du kan ikke blive ved med at være en koldblodig dræber. Hvorfor går du ikke over til dyreblod eller donorblod? Jeg ved du kan!", forklarede Jennifer ved min side. Jeg gloede træt på hende.

"Årh, du er så skide hellig!", svarede jeg olmt og jeg spurtede tilbage til huset og smed bare vandkanden.

Jeg var mopset ja, men Jennifer og de andre kunne vel være lidt mere medgørlige nu hvor jeg var så dygtig hver gang med at slette alle mine spor. Det kunne der for pokker ikke være noget dårligt ved, vel?

Jeg trådte indenfor og fik straks et mindre chok, da to smukke brune øjne mødte mig. Alt der var sket før og tidligere syntes at være hvisket væk. Der var kun hende, Leela! Hun sendte mig et svagt smil.

"Der var du endelig?!", fniste hun og jeg bemærkede straks hendes søde kinder fik en svag rød farve.

Hun var så smuk. Normalt fandt jeg blege og livløse kvinder smukke, men der var noget særligt over Leela. Nok havde jeg stødt på mange smukke piger før, men Leela var ikke som dem. Hun var køn, smuk, ja nærmest bedårende til trods for, at hun rendte rundt i skinny jeans. Men hun var naturlig og ikke oversminket, hun var sig selv og prøvede ikke på at være som så mange andre piger med deres trends.

Leela havde noget rustikt, nærmest gammelt over sig. Hun var en særling - ligesom mig. Jeg smilte svagt igen og gik pænt ud til køkkenet. Ville hellere spurte, men nu måtte jeg altså ikke vække opsigt med mine vampyr-evner. Jeg kom langt om længe ud i køkkenet og vaskede mine beskidte hænder for jord. 

"Grønne fingre?", kom det med et lille fnis fra min venstre side.

Jeg fik skyllet sæben væk og slukkede for vandhanen og greb efter håndklædet der hang på væggen tæt ved ovnen. Jeg smilte til hende og nikkede.

"Der er ikke noget mere beroligende for sjælen ved at passe have!", grinte jeg smøret.

Sikke noget pis at fyre af, men hun bed tydeligvis på. Hun nikkede med et lille smil og hoppede op på køkkenbordet og betragtede mig med et svagt smil. Der var noget der nagede hende?

"Noget galt?", spurgte jeg stille.

Hun sukkede og bare lyden af hendes hjerte gjorde noget ved mig. Jeg higede efter hende, men det var ikke på den måde som alle mine ofre. Hun var hellig for mig. Hun var min familie og jeg var vel ikke begyndt at få de dér næstekærlige følelser? Hvad var det hun gjorde ved mig?

"Èn af skolens cheerleadere Mandy Christensen er sporløs forsvundet fra skolen siden spisefrikvateret. Nogle havde set hende gå ind i skoven efter vi to var blevet set gå derind. Mandy dukkede aldrig op! Mange tror, at du og jeg har gjort et eller andet ved hende, så nu er jeg bare blevet skolens sorte får, netop pga sådan en udtalelse!", forklarede hun med et suk.

Jeg smilte svagt og gik hen og omfavnede hende. Et lille fnis kom fra hende.

"Du er så kold!", fniste hun og hun skubbede mig væk. Jeg smilte svagt og så ned på hende.

"Og du er så dejlig varm!", svarede jeg med et varmt smil. Leela rødmede og så ned i hendes ben.

"Sig mig, flirter du med mig Justin?", fniste hun.

Jeg sank en klump og mit smil blegnede. Hun havde ret. Jeg stod åbenlyst og flirtede med hende. Hvad gik der af mig?

"Hun dukker vel nok op, tror du ikke?", spurgte jeg hende og lod som om jeg var oprigtigt interesseret. Leela så op med et svagt smil og nikkede.

"Jeg håber da på en måde at hun dukker op, men jeg må indrømme, at jeg aldrig har kunne snuppe hende. Bare så du er klar over det, så er hun virkelig en hore. Hun har været sammen med mange af de populære fyre på skolen.

- Det skulle ikke undre mig, hvis hun går efter dig Justin. Jeg så selv, at hun flirtede med dig i kantinen idag. Jeg håber virkelig ikke, at du vil være sammen med hende. Hun er ikke noget for dig, for nok er du utroligt smuk Ju......", forklarede hun og hun forstummede midt i sin sætning og hun så ned på sine ben.

Hendes kinder blussede. Jeg smilte kærligt. Ja, utroligt nok. Jeg var ligesom vampyr, men hun - kun HUN fik mig til at smile kærligt. Hun rørte noget i mig. Jeg løftede op i hendes hage og så lige ind i hendes smukke brune øjne. Der var så meget liv i hende. Hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Var det på grund af mig?

Hun smilte ikke men så blot med et alvorligt blik på mig. Jeg følte at al tid og sted stod helt stille. Kunne hun virkelig være hende? Min længe ventet mage? Det kunne bare ikke passe? Hun var et menneske for pokker!

Jeg fugtede mine læber og nærmede mig hendes ansigt og lukkede mine øjne. Jeg kunne mærke hendes åndedræt på mine kølige læber. Det sitrede i hele min krop og føltes som en fryd, da jeg smagte på hendes læber i et blidt kys.

"Justin...", sagde hun pludseligt og skubbede mig blidt væk.

Jeg betragtede hende forlade mig og køkkenet og sekunder efter hørte jeg et smæk med døren. Hvad skete der? Hvor kom al den lidenskab fra, al den næstekærlighed? Det lignede mig slet ikke? Jeg skyndte mig hen til vinduet og så hende køre væk i sin røde Land Rover.

"Hvorfor gik hun?", kom det fra Chris bag mig.

Jeg vendte mig om og så Chris og Brian stå og glane på mig. Jeg kunne dårligt smile. Jeg sank en klump og følte pludseligt, at mit hjerte begyndte at tø op. Hvad pokker skete der for mig?

"Jeg kyssede hende!"...........

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...