Shadows Of Darkness - Justin Bieber 14+ FÆRDIG!

Se første kapitel....

113Likes
236Kommentarer
45795Visninger
AA

27. Er vi Isabella Swan og Edward Cullen?

 

Leelas synsvinkel:

Jeg kom ind på mit værelse. Ja, jeg skulle lige have noget at spise! Pasta med ketchup og revet ost, er bare så godt, når klokken er halv to om natten! Kelly kunne heller ikke sove, så vi spiste sammen. Det var derfor jeg tog hende med ud til at starte med. Jeg sang:

"I love the way, the way I love you!", jeg kunne ikke andet af den sang, så det var bare det jeg sang.

Jeg åbnede døren til mit værelse, og fik et chok da jeg så Justin sidde på min seng. Med blikket begravet i min journal.

"Justin!", hviskede jeg hårdt.

Han blev ved med at kigge ned i den, og læse alt det jeg ikke ville have ham til at vide. Jeg lukkede døren, og gik hen, og prøvede at rive bogen ud af hans hænder. Men han skubbede mig hårdt hen i den anden ende af rummet. Så hårdt at jeg faktisk fløj, jeg ramte hårdt ind i væggen, og landede ned på gulvet. Jeg var sikker på at Justin kunne høre knækket, lige så godt som jeg kunne mærke det. Jeg skreg straks af smerte. Han kiggede op, og hans blik blev straks blidt. Han skyndte sig hen til mig.

"Undskyld elskede! Det var ikke med vilje! Du må ikke være sur!", blev han ved.

Jeg græd, jeg var ret så ligeglad. Jeg rejste mig op, og gik hen og tog et på joggingbukser på. Jeg snøftede og gik ned i køkkenet, hvor jeg efterlod en seddel, hvor der stod at jeg var taget på skadestuen. Jeg mærkede Justin kigge på mig.

"Hvad kan jeg gøre for at gøre det godt igen?", spurgte han.

Jeg kiggede rasende op på ham.

"Du kan først og fremmest fortælle mig, hvorfor fuck du læser i min journal!", sagde jeg og stampede ud i gangen.

Jeg tog hurtigt min jakke på, men stak kun i det ene ærme, og lagde den om min ene skulder. Jeg smækkede døren hårdt, mens han gik ved siden af mig.

"For det andet, skal du forklare mig hvorfor du mente jeg skulle smides ind i væggen", sagde jeg hårdt.

Jeg gik ned af vejen. Jeg valgte at gå derned, da jeg havde brug for luft, og ikke turde køre bil en hånd.

"For det tredje, kan du skride ud af mit liv!", sagde jeg hårdt.

Vi vidste godt begge to, at jeg ikke mente det sidste. At det bare var vrede. Han løftede mig op i brudeform, og bar mig afsted.

"Jeg læste i din dagbog"-"Journal", afbrød jeg.

"Undskyld, jeg læste i din journal, fordi den lå på din seng, og fordi jeg er en forfærdelig kæreste. Jeg smed dig ind i væggen, fordi jeg læste hvad der stod. Fordi det irriterede mig, at du kunne tro sådan noget. Fordi jeg ikke havde styr på noget, overhovedet. Og Leela? Du slipper aldrig fra mig", sagde han.

Han kiggede lige ud i mørket.

"Hvorfor har du noget imod det jeg skriver i min journal?", spurgte jeg.

Han strammede sin kæbemuskel.

"Fordi du tror, at jeg vil forlade dig. Fordi jeg ikke forvandler dig, fordi jeg ikke vil være sammen med dig. Jeg elsker dig Leela, og du rammer slet ikke rigtigt, fordi du tror jeg vil forlade dig", sagde han.

Jeg kiggede op på ham.

"Hvorfor vil du så ikke forvandle mig? Og lyv nu ikke!", sagde jeg.

Han kiggede ned på mig. Han stoppede op.

"Min onkel, han forvandlede engang en kvinde han var forelsket i, og hun forlod ham. Jeg er bange for at du vil forlade mig, hvis jeg forvandler dig. Jeg kan ikke leve uden dig Leela, du er min mage", sagde han.

Jeg lagde min hånd på hans kind.

"Justin...", hviskede jeg.

Han lukkede sine øjne, og sukkede.

"Jeg kan - og jeg mener - ikke forlade dig. Du har hugget mit hjerte, og uanset hvad, vil jeg altid være hos dig", sagde jeg.

Han åbnede sine øjne, og kiggede ind i mine. Hans nøddebrune øjne, lyste af kærlighed, og omsorg.

"Jeg vil ikke fratage dig din familie, dit liv", sagde han.

Jeg blinkede et par gange, og kiggede ud til siden.

"Tror du virkelig, at du tager mit liv fra mig? Justin, jeg har kun brug for dig. Ingen andre. Du er den eneste jeg kan stole på, aldrig vil forlade mig. Jeg ville give dig alt hvad jeg kan", sagde jeg.

Han begyndte at gå.

"Det eneste jeg vil have fra dig, er din kærlighed. At du så vil dele evigheden med mig er noget andet", sagde han.

"Hvorfor er det det?", spurgte jeg.

Jeg mødte hans blik.

"Evigheden er lang. Jeg er så mange år ældre end dig, jeg har oplevet ting, du aldrig ville kunne forstille dig. Der var lang tid hvor jeg hadede min onkel. Jeg flygtede, og ville ikke havde noget med ham at gøre", sagde han.

"Justin, selv ikke evigheden, er nok for mig. Jeg vil altid være sammen med dig, jeg kan ikke se hvordan jeg skulle kunne leve uden dig", sagde jeg.

Han kom hen til skadestuen.

"Jeg elsker dig din tumpe!", sagde jeg.

Han grinede, og gik hen til disken.

"Gud! Hvad er der sket?", spurgte damen bag disken.

"Jeg tror min arm er brækket", sagde jeg.

Hun sukkede, og satte sig ned.

"Hvorfor går du så ikke selv?", spurgte hun.

"Det må du spørge ham om", sagde jeg og hentydede til Justin.

Hun kiggede op på Justin, og så ned på mig.

"I kan tage plads i venteværelset"

Justin gik med mig ind, og alle kiggede. Han gik hen til en ledig stol, og satte sig på den. Han satte mig på skødet af ham, mens jeg lænede mig ind til ham.

"Jeg elsker dig", hviskede han.

Hans stærke arme trykkede mig ind til ham. Jeg sukkede, og lukkede mine øjne.

"Men du burde ikke være sammen med mig", hviskede han.

Jeg åbnede mine øjne, og skubbede mig lidt væk fra ham, så jeg kunne se ham i øjnene.

"Du ved hvad du giver op, det er for meget", sagde han.

Jeg hævede mine øjenbryn.

"Næ nej, nu skal vi ikke begynde at blive som Isabella fucking Swan og Edward Cullen!", sagde jeg. "Det kan du ikke bare sige!"

Han kiggede op på mig.

"Jeg kan ikke give dig noget godt, ikke andet end et liv på flugt, et liv uden ende", hviskede han.

Jeg tvang ham til at kigge mig i øjnene.

"Hvad skal jeg sige for at få dig til at tro på det? Det eneste jeg vil have, det eneste jeg har brug for er dig!", sagde jeg.

Han nikkede, og lænede sig frem mod mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...