Shadows Of Darkness - Justin Bieber 14+ FÆRDIG!

Se første kapitel....

113Likes
236Kommentarer
44946Visninger
AA

10. En legende!

Leela's synsvinkel:

Jeg stod og betragtede Justin, der stod med ryggen til. Ventede blot på hans svar. Det kunne i princippet vel ikke være så svært at svare på sådan et enkelt spørgsmål? Det var som om, han bare stod og tøvede. Havde han været ude for noget, der gjorde, at han virkede så pokkers afvisende? Måske det bare var mig. Han vendte sig endeligt om og jeg betragtede ham med et lille smil. Han smilte ikke. Nope, kunne man lige tale om at se kold og fraværrende ud?

"Leela....", begyndte han med et suk.

Jeg så opmærksomt på ham. Jeg nikkede, for at vise, at han altså havde min fulde opmærksomhed.

"Leela jeg... Jeg mener... Ej glem det!", svarede han og han vendte sig om mod sin bil, som jeg faktisk betragtede omhyggeligt nu.

Wow, ligefrem en Ferrari? Var han rig? Måske derfor han var så kold og afvisende? Jeg var bare ikke god nok til ham. Jeg var så almindelig og boede bare hjemme hos mine forældre og min lillesøster, så var den ikke længere. Jeg sukkede og kiggede lettere ned.

"Jeg forstår en hentydning!", svarede jeg lettere fornærmet og begav mig videre mod min egen bil.

En gammel rød Land Rover med plads til tre personer, flere hvis de andre sad på ladet bag på. Ja, intet prangende, men ganske udemærket for mig, for bilen kunne køre og det var det eneste, der betød noget. Jeg nåede hen til min bil og åbnede døren og steg ind.

Sad og betragtede Justin køre forbi mig. På en underlig og ret spooky måde, så vendte han blikket mod mig, så det gav mig kuldegysninger og det var til trods for, at han så på mig fra hans bil af. Han smilede slet ikke. Jeg fandt ham ret mystisk. Tænk at være så kold og fjern? Måske godt det samme, han havde jo vildt kolde hænder.

Måske, han skulle begynde at finde vanterne frem og jakken frem eller bare en trøje, for vi var ligesom i september måned og det kunne mærkes, at sommeren snart var forbi. Jeg havde da cowboy-jakke på og kunne da godt mærke, at det var lidt små-køligt efterhånden. Jeg startede bilen, der hostede lidt, men den kom da i gang. 

"Gamle møgspand!", mumlede jeg med et lille fnis og trådte på speederen.

Jeg elskede den trods alt, men helt sikkert var jeg fuldstændigt som alle andre på min alder, som helst ville køre i en præsentabel og ny bil. Jeg kom ud på vejen og kom langt om længe frem mod skovbrynet. Havde altid elsket denne rute.

Jeg elskede skoven. Der var noget hyggeligt over den og selv om jeg kendte skoven temmelig godt, så var der en del mystik over den. Der var dele af skoven, der var så tæt og gammel i sig selv. En skov der havde eksiteret i flere hundrede af år.

Jeg besluttede mig for at standse op det sædvanlige sted og steg ud af bilen. Jeg plejede gerne at gå en lille tur og bare nyde roen og freden, der altid forsvandt fra vejen, bilerne og bylivet af, jo længere man kom ind i skoven. Mit tilflugtssted!

Jeg elskede lyden af knækkede grene og kviste. Elskede når jeg var så langt inde i skoven, så lyden rungede i et smukt ekko. Fuglenes kvidren i trækronerne og særligt gøens kukken, som næsten var det eneste der ødelagde stilheden i skoven, hvis ikke det var for bladenes raslen, når vinden tog fat. Jeg kom langt ind til det elskede skovbryn midt i skoven, hvor solens stråler skinnede igennem.

Jeg begyndte at snurre rundt om mig selv, som en typisk ti-årig. Jeg elskede at se skovens brune og grønne farver flyde sammen, som et uddrag af Monét. Jeg snurrede til jeg blev svimmel og lagde mig ned på jorden og kiggede op mellem trækronerne, der stadigt snurrede rundt, til der pludseligt stod et lettere svimlende ansigt over mig og alt blev normalt. Jeg fik et lettere chok.

"Justin?", måbede jeg let. Han smilte faktisk, men meget meget svagt. Jeg lå blot og kiggede op på ham.

"Øh, hvad laver du hér helt hérude?", spurgte han undrende og han satte sig ned med en halv meters afstand fra mig.

Jeg satte mig op og børstede bladene af mig og pillede de små indviklede kviste ud af mit hår. Jeg så med blussende kinder på ham.

"Nyder bare at være mig selv fra verdens larm og stress, lige indtil du kom!", grinte jeg sarkastisk.

Justin smilte mere end før. Hold da op! Fyren kunne godt smile alligevel?

"Lyder meget fornuftigt!", svarede han og han lagde sig på ryggen med albuerne støttende i skovbunden. Jeg grinte svagt.

"Du kan måske heller ikke lide alverdens hektiske larm hele tiden?", grinte jeg smøret.

Justin smilte og rystede på hovedet.

"Jeg er nok ret gammeldags på det punkt!", grinte han smøret. Jeg smilte.

"Virkelig? Sådan er jeg også! Det har tit drevet min mor til vanvid, at jeg er sådan!", forklarede jeg med et lille grin.

Justin så spørgende på mig med et løftet øjenbryn.

"Du er måske ikke som din mor?", spurgte han interesseret.

Wow, han virkede faktisk oprigtigt interesseret? Jeg rystede på hovedet og så et øjeblik ned i skovbunden og fandt tilfældigvis en firekløver. Jeg plukkede den og betragtede den et øjeblik.

"Min far siger at jeg har en gammel sjæl i mig!", begyndte jeg og så hen på Justin, der smilte helt vildt.

"Virkelig?", spurgte han overrasket. Jeg grinte stille og nikkede.

"Ja, helt sikkert noget der stammer tilbage fra mine forfædre af?", grinte jeg smøret.

Justin smilte på en smøret måde.

"Hvor meget ved du om dine forfædre?", spurgte han interesseret og satte sig op og støttede sine hænder bag sig.

Jeg smilte svagt og satte mig i skrædderstilling.

"Tja, jeg ved ikke en alverdens ting, men jeg kender da min historie i kortere træk!", forklarede jeg med et smil. Justin smilte smøret.

"Jamen så fortæl?", spurgte han ligeud. Jeg grinte indestængt.

"Hvordan kan mine forfædre dog interessere én som dig?", spurgte jeg undrende. Justin smilte svagt.

"Historie er altid godt!", forklarede han. Jeg grinte svagt og nikkede.

"Du har ret!", grinte jeg. Justin smilte.

"Så fortæl om det du ved?!", spurgte han nærmest.

Jeg smilte og nikkede og studerede min fine firekløver.

"Der er en legende i min familie.....", begyndte jeg og Justin cuttede mig af.

"Virkelig, om hvad?", spurgte han overrasket.

Jeg så på ham med et lille grin. Jeg rystede på hovedet.

"Du vil med garanti finde mig vanvittig eller drømmende, men det er sandt hvad jeg fortæller nu!", svarede jeg og jeg havde hans fulde opmærksomhed.

Han smilte smøret og rystede på hovedet.

"Fortæl dog?", svarede han spørgende. Jeg nikkede med et lille smil.

"Det er en legende, der stammer fra min far's side af. Det siges, at jeg havde en tip-tip-tip-tip oldefar, der havde en storebror, der pludseligt forsvandt sporløs. Ja, nærmest som om, at han gik under jorden for altid.

- Min tip-tip-tip-tip oldefars bror arbejde ellers som smedesvend. Ja, det var dengang der fandtes pirater og den sorte død og hvad ved jeg? En ret interessandt historie faktisk. Never mind, den forsvunde bror hed Justin Drew Bowen og han forsvandt som nitten-årig.

- Mine aner troede i mange år, at han var død, til en dag i 1734, at min tip-tip-tip-tip oldefar, som i øvrigt hed Samuel, stødte på en ung fyr, der til en forveksling havde sådan en fantastisk lighed med hans afdøde storebror Justin. Men sagen var, at det var en ung fyr der var max 20 år og han lignede Justin på en prik.

- Han kunne ikke forstå noget som helst af det hele. For Justin havde været død eller forsvundet side 1713? Samuel, var kun 14 år i 1713, men da Samuel påstod at have set den unge fyr, der lignede hans forsvundne storebror på en prik, der var Samuel allerede 35 år, så det hele kunne bare ikke passe.

- Han tænkte ofte om den fyr, der lignede hans forsvundne bror, kunne være hans bror's mulige søn. Samuel ville kontakte ham, men fyren forsvandt hurtigt igen og han stødte aldrig på ham igen siden da.

- Dog har der siden Samuel's tid dukket talrige malerier og billeder op af selvsamme fyr og når jeg tænker over det, så har du sjovt nok en lighed med den person!", forklarede jeg undrende. Justin smilte svagt og trak på skuldrene.

"Det er vel bare en tilfældighed Leela? Tror du virkelig på den slags? Der har altid været mennesker, der har lignet mennesker fra fortiden. Det er der intet mærkeligt i!", forklarede Justin.

Jeg nikkede svagt med et lille smil og rejste mig.

"Du har nok ret?", svarede jeg og besluttede mig for at gå tilbage mod min bil.

"Tror du på skæbnen Leela?", hørte jeg pludseligt Justin's stemme bag mig.

Jeg sukkede og standsede op og vendte mig mod ham. Han stod blot og betragtede mig på en ret intens måde. Jeg smilte svagt og trak på skuldrene.

"Tja, i realiteten er vi alle nok alle sammen forudbestemt for noget, ikke?", svarede jeg med et smil og vendte mig væk fra Justin for at gå videre.

"Hvad hvis jeg siger at legender kan være sande?", kom det yderligt fra ham og jeg vendte mig om, men opdagede, at han var væk?

Jeg blev lettere chokeret og vendte mig om og gispede højt, da han pludselig stod foran mig.

"Hvor... hvor.. hvordan gjorde du det?", spurgte jeg med hjertet siddende oppe i halsen.

Justin grinte smøret og trak på skuldrene.

"Jeg er vel bare hurtig?", grinte han smøret.

Jeg pustede hårdt ud med et lille usikkert grin.

"Men du forskrækkede mig!", svarede jeg fast.

Justin smilte smøret med et løftet øjenbryn. Jeg begyndte at gå videre og han besluttede sig for at gå ved min side.

"Du svarede aldrig på mit spørgsmål?", kom det igen fra ham.

Jeg standsede op og smilte til ham og rystede lettere forvirret på hovedet.

"Hvilket spørgsmål?", spurgte jeg. Justin grinte smøret.

"Om at legender kan være sande?", svarede han.

Jeg smilte svagt og kiggede et øjeblik ned inden jeg så op på ham igen. 

"Du har måske ret? Jeg har nu aldrig tænkt så meget over det selv, men helt ærligt, så er den beretning også enorm gammel. Dengang der fandtes pirater og lovløse mennesker og den sorte død, ja hvad giver du mig? Det hele kunne sikkert godt være ren historie og humbuk?", grinte jeg og begav mig videre hen mod bilen. 

"Så tror du på det eller tror du ikke på det?", spurgte han yderligere.

Jeg standsede op og så forundret på ham.

"Hvorfor al den interesse Justin? Egentligt sjovt faktisk, du ligner ham på billederne og malerierne og du har samme navn som min forfaders bror, bortset fra at du hedder Bieber. VIRKELIG besynderligt! Måske man skulle tro på spøgelser?", svarede jeg og stivnede pludseligt ved mit eget svar og betragtede Justin.

"Er du et genfærd fra fortiden Justin? Du er jo kold og sådan.....", begyndte jeg chokeret.

Justin begyndte at skraldgrine.

"Hahaha nej, det er sgu det sjoveste jeg længe har hørt! Tror du seriøst, at jeg er et genfærd? Jeg skifter jo tøj og jeg er jo ikke ligefrem gennemsigtig, vel?", grinte Justin hysterisk.

Jeg trak på skuldrene og betragtede ham. 

"Nå ja, du har nok ret Justin? Jeg er vel bare ganske almindelig skør i hovedet? Det er der jo ikke noget nyt i!", svarede jeg og gik hen til min bil og åbnede døren.

Jeg så straks, at Justin's hvide Ferrari faktisk ikke holdte hér. Besynderligt. 

"Vil du køre me......", begyndte jeg og vendte mig mod Justin, men stoppede mit spørgsmål, da jeg opdagede, at han var væk? 

"Oookaaaay! Jeg ÈR skør!", mumlede jeg og satte mig ind i bilen...........

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...