Shadows Of Darkness - Justin Bieber 14+ FÆRDIG!

Se første kapitel....

113Likes
236Kommentarer
45397Visninger
AA

9. Den nye elev!

Leela's synsvinkel:

* I dag! *

"Op din sovetryne!"

Hendes lille stemme irriterede mig godt nok lige nu. Nok elskede jeg min lillesøster, men jeg hadede mandage, så ønskede altid, at der fandtes en søndag mere, men desværre...

"Jeg er syg, lad mig være!", mumlede jeg under min varme dyne. Jeg hørte et grin fra hende.

"Leela, din tosse! Tror du ikke jeg kender dig? Stå nu op, en ny dag gryr!", svarede Kelly, min søster.

Jeg trak den varme dyne væk og sukkede tungt mens jeg gloede op i loftet. Jeg satte mig søvnigt op i sengen og kradsede mig i min fuglerede af morgenhår. Helt sikkert, at jeg havde ligget uroligt igen i nat. Samme drøm igen. Jeg sukkede med tanken om den. Mødet med en mystisk fyr, der var kold og smuk som pokker, men hans øjne gemte på en hemmelighed. Han blev ved med at tordne for min nethinde. 

"Leela?", hørte jeg min søsters stemme.

Jeg så træt hen på hende. En køn mørkhåret 11 årig. Damn, hvor jeg savnede at være den alder selv. Jeg hadede, at være 18 år. De 19 år nærmede sig med hastige skridt. Jeg havde ikke lysten til at blive ældre. 

"Hvad?", spurgte jeg lettere morgengnaven. Hun smilte.

"God morgen frøken Suresen!", grinte hun og hun løb ud af mit værelse. Jeg sukkede og røg tilbage i sengen.

"Hader mandage!", sagde jeg lavt og gloede op i loftet.......

"Marcus Cole?"

"Hér!"

"Nina Lovett?"

"Hér!"

"Jay Tyrell Carson?"

"Han er syg!"

"Mia Shirley Danson?"

"Hér!"

"Leela Marylee Bowen?"

Jeg vågnede lettere op fra mit dagdrømmeri.

"Hér!", mumlede jeg.

Gad seriøst ikke at råbe. Jeg så op på Mr Green, vores geometrilærer. Han så på mig et øjeblik og så der efter ned i bordet og noterede min sædvanlige tilstedeværelse.

"Mike Doheeny?"

"Hér!"

"Xander Hayes?"

"Hér!"

"Lara....", Mr Green og resten af klassen blev øjensynligt forstyrret, eftersom døren gik op til klasselokalet. Jeg så hen mod døren som alle de andre. Et sug gik igennem mig, da jeg så ham og ikke mindst hans brune øjne. 


"Dejavu!", mumlede jeg med kuldegysninger ned ad ryggen.

Jamen, var det ikke den mystiske fra min gentagen drøm? Han så ud over klassen og pludseligt faldt blikket på mig og jeg fik hans øjenkontakt et øjeblik. Hans læber trak sig op til et mystisk smil, inden han fjernede sit blik for at se hen på mr Green. Mr Green rejste sig og han gik hen til min mystiske fremmede fra min drøm. Han gav ham hånden.

"Velkommen til. Du må være Justin Drew Bieber, har jeg ret?", spurgte mr Green. Fyren nikkede.

"Ja, det er mig!", svarede han med et smøret smil. Mr Green nikkede.

"Jamen velkommen til byen Stratford. Var du og din familie lige flyttet hertil?", spurgte mr Green. Drengen der øjensynligt hed Justin nikkede med et smil.

"Vi flyttede hertil for knap to uger siden, så meget er stadigt nyt endnu!", svarede Justin. Mr Green nikkede med et smil.

"Du kan sætte dig ned ved den tomme pult bag i til venstre for miss Bowen!", forklarede mr Green. Justin kom pludseligt med et overrasket udtryk i asigtet.

"Undskyld, hvem sagde de?", spurgte Justin yderligere, så halvdelen af klassen grinte. Ja, jeg synes nu også det var forfriskende at se en fyr se forvirret ud, så jeg kunne heller ikke lade være med at smile ad det.

Mr Green smilte svagt og han pegede ned mod mig. Jeg rakte hånden op og pegede der efter på den tomme pult ved min venstre side. Justin nikkede med et smil, der virkede nervøst. Hvad stak den dreng?

Han havde udadtil virket som en fyr med selvtillid, men pludseligt lignede han en med nærmest flossede nerver. Han kom ned bagtil og stod og betragtede mig. Flere i klassen grinte. Jeg smilte bare svagt. Han var seriøst så smuk, som en engel. Der var noget særligt over ham. Noget mystisk, som jeg ikke rigtigt kunne sætte fingeren på?

"Ahhreeem... Mr Bieber, sæt dem venligst!", kom det fra mr Green.

Justin rystede let på hovedet og fjernede sit tranceblik på mig og så op mod mr Green og nikkede.

"Ja selvfølgelig!", svarede han lettere nervøst.

Han satte sig og pludseligt så han på mig igen.

"Hedder du virkelig Bowen til efternavn?", spurgte han undrende. Jeg fniste og nikkede.

"Specielt efternavn, ikke?", svarede jeg med et kort sarkastisk grin.

Justin smilte og rakte sin hånd mod mig. Jeg tog imod og gav ham hånden. Damn, han havde godt nok kolde hænder. Kunne man snakke om dårligt blodomløb? Lol.

"Justin!", sagde han lavt. Jeg smilte.

"Leela Marylee Bowen, men for guds skyld, nøjes du endelig kun at kalde mig Leela!", svarede jeg hviskende med et blink med øjet og slap hans greb. Han nikkede med et smil......

Justin's synsvinkel:

Det var en ret vild oplevelse dét hér. Leela var den allerførste slægtning jeg stødte på og selvfølgelig skulle hun være så pokkers tiltrækkende. Måske ikke det fedeste for mit vedkommende?

Hun så fantastisk ud og jeg kunne ikke lade være med at betragte hende op til flere gange under timen. Hun var ufattelig smuk i mine øjne. Bare den måde hun sad dybt koncentreret over sine skolebøger. Måden hun fugtede sine fantastiske læber på. De gjorde seriøst ét eller andet ved mig. Jeg sukkede lydløst og lukkede øjnene.

Jeg kunne høre hendes hjerte slå roligt. Jeg kunne høre alles hjerter hér i lokalet, men jeg vidste, at jeg netop sad og lyttede til hendes. Hun dragede mig virkelig. Hendes duft indhyllede mig fuldstændigt.

Jeg var nærmest i ekstase over hende. Jeg åbnede øjenene igen og opdagede med det samme, at hun sad og fniste ad mig. Hun rettede blikket ned mod sine bøger og skrev. Pludseligt foldede hun et stykke papir og gav mig det. Jeg smilte og åbnede papiret og læste det.

"Tror du på drømme? - Leela"

Jeg smilte og besluttede mig for at svare hende.

"Jeg drømmer aldrig. Ja, bare kald mig underlig! Men jeg tror på skæbnen! - Justin"

Jeg rakte hende papiret igen og betragtede hende med et smøret smil.


Kunne se, at hun smilte og hun skrev igen og gav mig papiret.

"Der kunne være noget om det? Jeg har drømt om dig mange gange. Samme drøm igen og igen. Du må ikke tro jeg er vanvittig, men alle de drømme om dig, har gjort mig det klart, at vi garanteret har noget til fælles, men jeg ved slet ikke hvad det ér? Please bliv endelig ikke skræmt af mig, da dette helt sikkert virker vildt spooky?! - Leela"

Jeg smilte smøret. Syntes det ligefrem var fantastisk, at hun havde drømt om mig og ikke bare én gang, men flere gange. Jeg svarede hende:

"Hmm, der skal en hel del til at kunne skræmme mig? Jeg er endnu ikke stødt på noget skræmmende endnu. Fantastisk, at du har sådanne drømme. Noget du husker? I så fald, hvad sker der i de drømme? - Justin"

Jeg rakte hende papiret og betragtede hende læse det. Hun kiggede op fra papiret og så på mig. Hun smilte ikke, blot måbede hun. Jeg grinte smøret og vendte mit blik mod min geometri et øjeblik. Pludseligt lagde hun papiret på mit bord. Jeg foldede det ud og læste det:

"At du er min skytsengel! Giver det mening? - Leela"

Jeg hostede kraftigt et kort øjeblik. Ikke fordi jeg hostede ægte, men den udtalelse var så fejlagtig som den kunne være. Hvis hun nogensinde kom til at kende til min sande idenditet, så ville hun se mig som det stik modsatte. Et monster, en koldblodig dræber. For det var, hvad jeg var........

Første skoledag var ovre og jeg måtte bare hjem til de andre, men noget standsede mig, hende! Så jeg stod og ventede på hun skulle få fri fra skolen.

Jeg ventede en time inden hun dukkede op, snakkende med nogle andre piger, inden hun skiltes med dem og hun kom gående mod mig. Tror ikke hun lige lagde mærke til mig med det samme, ikke før hun var ca halvtreds meter fra mig.

Hun smilte og satte tempoet op mod mig og småløb de sidste meter og standsede op foran mig. Jeg betragtede hende fra top til tå. Hun var virkelig smuk og vildt perfekt. Hun havde en masse sødmen over hende. Hun så indgående på mig med flakkende blik fra mit ene øje til det andet. Ja, det bemærkede jeg straks.

"Du svarede mig aldrig igen på sedlen i geometritimen?", spurgte hun med et uskyldigt smil. Jeg smilte svagt.

"Tro mig, men jeg bliver aldrig nogens skytsengel Leela. Der er meget du ikke ved om mig!", svarede jeg med et svagt suk. Leela grinte og hoppede med et lille hop.

"Jamen, så fortæl mig hvorfor du ikke skulle være min skytsengel Justin? Jeg har jo seriøst drømt flere gange om dig. Det er ikke ren indbildning. Jeg begynder at tro, at der er mere mellem himmel og jord, siden du pludselig dukker op fra mine drømme. Jeg føler at jeg har kendt dig før Justin? Måske i et andet liv?", sagde hun lige ud og jeg kunne ikke lade være med at bryde ud i et indestængt grin. Hun så bare målløs på mig.

"Jamen, er det jeg siger bare pjat fra din side af?", spurgte hun seriøst.

Jeg stoppede mit grin og smilte alvorligt til hende. Jeg rystede på hovedet.

"Nej Leela, men tro mig, jeg er IKKE din skytsengel!", svarede jeg med et svagt smil. 

"Hvad er du så?", spurgte hun yderligere. Jeg sukkede og vendte mig fra hende og gik.

"Jeg er din værste skræk! Flygt mens du kan Leela, Flygt!", tænkte jeg med en indre kamp og begav mig ned til min hvide Ferrari, der holdte nede på skolens parkeringsplads.

Jeg låste den op og skulle til at sætte mig ind i bilen.

"Vent!", hørte jeg desværre Leela's stemme sige bag mig.

Jeg ønskede ikke at hun fulgte efter mig, men alligevel gjorde jeg. Ja, jeg ER weird, I know! Jeg stivnede i sekunder.

"Ja?", svarede jeg med ryggen til.

"Så er du i altfald min ven Justin!", svarede hun. Jeg sank en hård klump.

"Ven?", tænkte jeg målløst.

Kunne en vampyr godt være venner med et menneske? Ligefrem med en vildt smuk og sød pige, som oven i købet var éns familie langt ude i fremtiden? Skulle jeg give det en chance?..........

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...