Shadows Of Darkness - Justin Bieber 14+ FÆRDIG!

Se første kapitel....

113Likes
236Kommentarer
44939Visninger
AA

2. År 1713, et sted i Ontario.

"Se nu at skynd dig lidt knægt. Det kan da ikke tage flere evigheder at smede en sabel, vel?!", ordene fløj som et rungende ekko midt i larmen af essen og den flammende ild.

De velkendte klingende lyde, der kom hver gang smedehammeren faldt over den ufærdige sabel og armbolten, der gav mig en vedvarende hovedpine dag for dag, frustrerede mig for et godt ord, men der var ingen anden udvej, eller måde at overleve på.

"Tiden er knap!", den råbende stemme fra Mr Callan, rungede endnu engang.

Jo jo, jeg havde godt hørt ham før og alle de andre gange, men altså, manden stressede mig. Det var trods alt mig der stod og knoklede her mellem jern og svedende ild. Min sved haglede af mig og jeg havde da også i dag ligesom alle de andre gange, åbnet min uldtrøje en hel del. Hjalp det? Hmm, nej nok ikke synderligt.

Jeg havde mest lyst til at smide det meste af tøjet og så blot beholde min lændeklæde om mig, men Mr Callan var sart. Han mente ikke det var en nødvendighed, at jeg stod og viste bar hud foran ham og hvad hvis nu der dukkede mø'er op og bedre endnu, skøn jomfruer? Jeg smilte smøret, bare tanken om dem. Ja, det var nok kun Gud selv, der vidste hvor meget jeg begærede smukke mø'er. Kunne jeg gøre for, at min hormoner raserede i min 19'årige krop? Nej vel! 

"Justin!", råbte han igen.

Hold da op, hvor kunne den mand dog herse med én. Det var trods alt mig, der gjorde den beskidte del af arbejdet, selv om det var ham der var smeden i byen. Han tog æren og takken for alt mit slidende arbejde. Det var ham der tjente størstedelen af de skillinger, jeg bragte på bordet, hvor ved han var så frygtelig elskværdig, at dele blot et par skillinger til mig. Kan man snakke om at være fedtet?

For det var han, så absolut - og så lige en tid, hvor jeg og min fattige familie og lige så vel andre fattige familier, havde brug for midler til at overleve. Vores verden var i konstant frygt for at komme til at lide den Sorte Død, blive syg af kolera, eller at hovedet røg sig en tur, eller en tur i galgen. Ja, sådan var livet du til dags. Blev livet og verdenen aldrig bedre? Evige bekymringer, altid.

Jeg sukkede hårdt og stoppede med at smede et øjeblik, for at tørre den haglende sved ad min overophedede pande. Jeg langede ud efter messingkruset og bundede den sidste lunkne grumsede drikkevand. Det slukkede ikke ret meget af tørsten og jeg følte, at jeg snart kunne besvime hvert øjeblik, men jeg ville ikke vise mig som en arme svækling.

Min kære afdøde far, havde fortalt mig, dengang jeg var syv år gammel, at rigtige mænd af den rette støbning, hverken græd, udviste svagheder eller lagde sig i seng med andre mænd. Så betød det, at man gik imod Guds normer. Min far kunne være ganske rolig. Jeg så ikke andre mænd sådan, bare tanken om at mænd kunne finde på den slags.

Føj! Nej, så hellere én eller flere af de smukke pigebørn. Jeg sukkede med et smøret smil på læben med tanken på den pige jeg havde ligget med for et par dage siden. Hun var virkelig fantastisk, nok godt ti år ældre end jeg, men når det kom til kærlighed og begær, så havde det ingen alder, vel? Jeg grinte svagt.

"Så knægt, nu kan du godt få fart på, ellers så skal jeg personligt sørge for, at greven får at vide, hvilken slambert du er. Måske tanken om en tur i galgen, kan få dine hænder på gled?", blev jeg forstyrret midt i mit lille dagdrømmeri. 

"Pffh, slavepisker!", mumlede jeg lavt, uden at Mr Callan, kunne høre det overhovedet. 

Jeg måtte hellere koncentrere mig endnu mere om mit arbejde på den sabel, for den begyndte da at ligne noget. Bare med tanken om hvor vigtigt, det var for mig med et arbejde, ja selv som smede-lærling, for jobs, de hang virkelig ikke på træerne. Jeg måtte gøre alt for at overleve og det at sørge for min familie ikke endte sultende og på gaden.

Min familie var ikke lille. Jeg var den tredje ældste af en flok på syv, eller sådan da, eftersom jeg havde en tvillingesøster. Jeg havde tre brødre og tre søstre. Min slidte og trætte mor, havde ikke nænnet at smide mig på porten endnu, eftersom jeg på én eller anden måde var blevet, den der sørgede for at indtjene det meste så vi kunne blive boende i vores lille fattige hjem, som greven desværre ejede og måtte indkassere husleje på. Vi kunne ikke andet. Jeg priste mig på en måde lykkelig over, at vores mor lod mig blive boende hjemme, for så havde jeg trods alt stadigt tag over hovedet - Endnu!

Mine to ældre brødre var bortrejste. Evan på 27 år, forlod os for godt og vel seks år siden. Han rejste til England og var blevet soldat. Han levede så vidt endnu, for vi modtog stadigt en sjælden gang breve fra ham. Han mente, at han var med til at skabe en stor revolutionerende retfærdighed i verden ved at føre krig mod spanierne. Jeg fattede seriøst ikke hvad han fandt spændende ved mord og død?

Min anden bror Marvin på 23 år, var rejst med et skib mod syd, men hverken jeg, min mor eller søskende havde hørt fra ham i snart to år nu. Noget sagde mig, at han nok var død? Sikkert den sorte død, der havde taget ham, hvis ikke på en anden måde? Tja, hvad skulle det ellers være?

Min tvillingesøster Juliana var blevet bortgiftet til en mand, der var gammel nok til at kunne være vores far, ulækker tanke, men sådan var det. Jeg kunne stadigt væmmedes over det, men hun havde gjort det for overlevelsens skyld.

Hun var klog og smuk og nu var det ikke for at lyde selvglad, men Juliana og jeg var næsten som to dråber vand, ikke at hun lignede en dreng eller jeg en pige, men vi lignede meget hinanden. Der var dengang vi var små og legede udklædning, ja der kunne jeg tit narre min mor og søskende til at tro at jeg var Juliana. Lidt sjovt faktisk. Dog faldt min far aldrig for den slags. Mine tendenser til at klæde mig ud som pige dengang, gjorde, at han gruede for min seksualitet, men han havde intet at frygte. Det var blot leg og sjov dengang. Den slags var jeg skam ovre.

Never mind, min søster Juliana var som sagt gift med den gamle mand, som var admiral i hæren. Det sagde sig selv, at han havde sit eget hus og tjente klækkeligt, lige til at de kunne klare den og at Juliana kunne rende rundt med pæne og anstændige kjoler, der var som skræddersyet til hende.

Alt det gjorde hun for sin egen skyld og også til dels for vores mor og for os andres skyld, da Juliana virkelig ikke ønskede at vi røg på gaden. Juliana var ikke lykkelig. Det vidste jeg bare, men hvilken pige på nitten år kunne nogensinde være lykkelig med en mand på knap halvtreds år?

Min ene lillesøster på 16, som i øvrigt havde sådan et smukt navn, som Madeline, var klart min ynglingssøster, men hun havde tendenser til at være ballademager. Ofte strejfede tanken mig, at hun måske var blevet født i en forkert krop, netop fordi hun ikke opførte som piger skulle.

Hun stjal for et godt ord, og tro mig, men hun gjorde det altså kun i god mening. Hun ville ligesom os andre kæmpe for sin egen og familiens overlevelse. Desværre blev hun pludseligt opdaget en dag, hvor hun stjal tre appelsiner og to bagerbrød fra vores lokale købmand.

Hendes straf fik hun som afrydder for bødlen de næste to år, hvor det indebar, at hun ryddede op for afhuggede hoveders lig og deres kroppe, som skulle op på trækvognen, der skulle sendes videre til ligbrændingen. Hun tjente absolut intet på det, eftersom det var en straf. Jeg havde helt sikkert ondt af hende, men hun var helt sikkert også lykkelig for, at hun ikke selv endte med at komme i gabestokken.

Min lillebror Samuel på 14 år kæmpede både med skolen og som sko-pudser for byens sko-mager. Han tjente faktisk okay, men mange af pengene gik videre til betaling af skolen og andre udgifter, så der var ikke meget tilbage til andet end måske til en lille del af dagens aftensmad.

Familiens yngste Rachel på 7 år var klart vores mors øjesten. Der blev passet på hende, eller rettere, var det Rachel, der passede vores syge gamle mor. Hun var måske ikke ligefrem gammel med hendes 47 år, men fattigdommen og de mange års slid, havde sat spor på vores mor, særligt da vores far gik bort.

Rachel ville klart gerne i skole, men vi var for fattige til, at Rachel kunne komme i skole lige på nuværende tidspunkt. Det var dog et under, at vi stadigt havde et sted at bo i. Vores far døde af tuberkulose for knap fem år siden og siden han blev revet bort, så var vores fattigdom bare blevet værre med tiden.

De eneste min mor så håb i var Juliana og mig og nok også vores bror Samuel. Jeg burde nok præsentere mig noget nærmere, for mange af jer ville sikkert synes at min fattigdomsliv var det rene elendighed. Ikke andet end klager, død og sorger.

- Der er nu en god grund til, at jeg vælger at fortælle min historie og det kommer I til at finde ud af med tiden. Mit fulde navn er Justin drew Bowen. Jeg er som sagt 19 år og blev født en våd og kold aften den 1 marts 1694 i Ontario. Jeg arbejder som smedens hjælper, men det er vel gået op for jer alle? Kort sagt, jeg er en fattig almindelig ung mand, eller dreng om man vil kalde det?

Sablen tog form og jeg var langt om længe ved at være færdig. Jeg kunne fornemme Mr Callan's øjne på mig. Det var ret stressende, sådan som han skulle hakke på mig hele tiden. Jeg nåede jo aldrig videre med hans evindelig hakken og vrissen ad mig, men jeg gjorde dette arbejde, for at tjene nok til mig og familiens overlevelse.

Det var ikke meget, da Mr Callan mente at det var på sin plads, at han fik den store andel af mine indtjente skillinger, til trods for, at det var mig, der stod for det meste af det hårde fysiske arbejde. Jeg ville helt sikkert kun leve til jeg blev tredive år eller der omkring, hvis der blev kørt så hårdt på mig hele tiden.

Jeg sukkede hårdt et øjeblik og holdte inde for at kunne trække vejret. Jeg havde det kvælende varmt og tanken om at komme ud i den friske luft nu, var som en fryd for mine tanker.

"Justin, det er ikke noget hvilehjem det hér! Se at komme i sving!", stemmen rungede i laden.

Jeg nikkede og tørrede endnu engang sveden væk med min uldtrøje. Soden fra essen, sad som smøret i mit ansigt, for min trøje blev sort på ærmet. Jeg havde en hemmelig drøm, den samme drøm jeg havde drømt det sidste års tid. En drøm om et andet liv, hvor det var mig, men en anden mig. Ja, ret forvirrende, men drømmen om et bedre liv. Jeg kunne ikke lufte denne hemmelige drøm til nogen. Folk ville tro, at jeg var blevet sindsyg og så ville jeg med garanti ende på fattiggården eller det der var værre?

"Justin, det var dog fandens, så pokkers langsom mdu er. Man skal da også gøre alting selv hér!", råbte Mr Callan op og han kom hen og puffede mig væk fra armbolten og flåede min hammer ud af min venstre hånd.

Ja, jeg var venstrehåndet, et særsyn på folk, men jeg følte mig mest dygtig med venstre hånd. Han skubbede mig helt væk, så jeg fik overballance og røg bagover og endte i halmen, hvor Shelby stod og gnaskede halm i sig. Shelby var et mulddyr, altså et æsel, you know? Hun var noget af drivkraften når der skulle pumpes ilt til ildstedet. Hun holdte blot hvil lige for i øjeblikket, da der ikke skulle smedes mere lige for i øjeblikket. 

Jeg sad lettere fortumlet efter faldet og ønskede mig bare en spandfuld med vand. Jeg tørstede og halsen føltes som ru sandpapir. Mine vabler på hænderne gjorde ondt. Næsten mere ondt, end det lange brændemærke jeg havde fået over min veltrænede mave forleden dag. Det havde langtfra været et uheld med dette brændemærke.

Det var selvforskyldt, fordi jeg var kommet til at sove over mig, da jeg havde fået hvilepause. Pausen havde været slut og Mr Callan straffede min sløvhed ved at brændemærke mig med ildrageren. Jeg vidste godt at det var selvforskyldt, men alligevel havde jeg ikke ønsket, at han havde gjort det.

Betændelsen i arret var ikke helt væk endnu. Jeg vidste, at jeg skulle have det renset igen. Ville nødigt risikere, at det blev værre. Jeg betragtede Mr Callan stå og smede på det sidste af sablen og give det, det sidste finish. Sablen blev virkelig flot og var ikke bare en greve værdig, men selv en kongelig værdig.

Havde jeg sådan en sabel, så ville jeg ikke tøve med at kæmpe mod al ondskab i denne verden. Jeg ville rejse til verdens ende og løse mysteriet om hvad verdenen mon endte i? Fandtes verdens ende virkelig?

Leve et liv som fredløs pirat, ville sikkert også være en fantastisk oplevelse, men min mor forbød mig at indgå pirateri. Det fristede dog ret meget alligevel. Valget for at leve livet, som jeg selv ville, uden nogen skulle bestemme over mig. Jeg sukkede hårdt og betragtede Mr Callan komme hen til mig.

"Rejs dig knægt, du skal gøre lidt nytte hér. Ikke hvile på laurbærene!", vrissede Mr Callan.

Jeg rejste mig med et suk. Jeg var virkelig drænet for energi, jeg var træt, sulten og tørstig! Jeg følte at jeg var ved at dø, men Mr Callan mente, at jeg var kernesund og rask og han påstod, at jeg skulle være lykkelig for, at jeg ikke fejlede noget slemt i disse mørke tider. Ja, det kunne han sagtens sige.

"Ræk dine arme ud knægt!", kommanderede han.

Jeg bed mig nervøst i underlæben. Ja, det var en vane jeg havde. Jeg gjorde det, når jeg var nervøs, eller hvis jeg skulle smigre og lægge op til alle de smukke skønjomfruer. Jeg rakte mine trætte og brugte arme ud og han lagde et stort brunt lærredklæde over mine arme og lagde den smukke sabel ovenpå og pakkede det ind, til det ikke kunne stikke eller gøre skade på nogen.

"Sørg for at få det leveret til den rigtige adelsmand på den rigtige adresse i en fart, vi er bagud nok tidsmæssigt!", beordrede han.

Jeg nikkede bestemt. Endelig dagens bedste tjans på arbejdet, det var absolut når jeg skulle leverere. Så betød det frisk luft, oplevelser og andre ansigter end Mr Callans sure gamle citron ansigt. Tro mig, jeg kunne få ALT for meget af den mand, men han antog mig som en arbejdsdygtig lærling, så derfor holdte jeg ved. For en skønne dag kunne jeg måske rejse væk fra dette galskab med god samvittighed.

"-Og glem nu ikke den rette betaling og tøv ikke med at komme tilbage med belønningen!", tilføjede han skarpt. Jeg nikkede med en stram mine.

"Javel Mr Callan!", svarede jeg og tog pakken under armen og strøg min sodbeklædte hånd gennem mit korte og viltrede hår. Jeg åbnede med træthed den store træport og kom endelig udenfor i byens vilde gader. Havde jeg ikke set ham, så havde en pirat på en formentligt stjålen hingst i flugt fra fire soldater også til hest formentligt tromlet mig ned ad vejen. 

"Flyt dig knøs!", hørte jeg hurtigt en brummende tyk mand, der helt sikkert stammede fra flåden.

Han havde typisk skubbet mig til siden, så jeg til min irritation havde endt med min højre fod i en næsten nylagt hestepære. Jeg sukkede irriteret.

"Det var da pokkers, så venlige folk er i dag!", mumlede jeg irriteret og jeg stod og trippede væk fra pæren på den små-mudrede sti.

Min støvle stank nu af pære. Hvor heldig har man lov til at være? Ja, det skulle menes med sarkasme. Jeg hørte et par fnis fra et par skøger på den anden side. Jeg gloede olmt på dem.

"Har du brug for hjælp lille skat?", spurgte den ene.

Hendes fyldige barm var ikke dækket ordenligt til. Jeg fnyste bare og sekunder efter skreg hun op af grin, da en fuld og ret klam mandsling greb fat i hende bagfra, mens han havde et stort krus øl i den anden.

Jeg rynkede på næsen og besluttede mig for at komme videre. Jeg stak i rask løb mellem en masse mennesker mod den adresse, som skulle vise sig var begyndelsen på mit lange eventyr.......

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...