Shadows Of Darkness - Justin Bieber 14+ FÆRDIG!

Se første kapitel....

113Likes
236Kommentarer
44936Visninger
AA

7. A newborn!

Solen gryede ind af de store lukkede ladedøre og efterlod en lang støvede solstråle hen ad gulvet i laden. Jeg satte mig op og betragtede Christopher. Jeg smilte, for han rørte virkelig på sig. Jeg havde præsteret at fuldende ham. Det lettede mit hjerte. Han satte sig fortumlet op og jeg lagde mærke til, at han glippede med øjnene og så frem for sig inden han drejede sit blik mod mig. Han så meget fortumlet og chokeret ud.

"Hvem er du? Hvor er jeg?", spurgte han.

Jeg smilte smøret. Det bragte seriøst minder. Sådan havde jeg det også da jeg vågnede op dengang i 1713. Jeg smilte til ham.

"Sovet godt Chris?", spurgte jeg med et smøret smil. Han så undrende på mig.

"Hedder jeg Chris?", spurgte han.

Jeg nikkede med et smøret smil. Jeg vidste, at han hed Christopher Lawrence, men jeg omdøbte ham lidt. Hans fortid og idenditet var som hvisket ud, så jeg skulle skabe en ny for ham. Jeg sad og tænkte lidt. Han var jo af afrikansk afstamning, så jeg måtte være lidt fantasifuld. 

"Du hedder Chris Brown!", svarede jeg tilfreds med min fantasifulde idé. Han smilte og nikkede.

"Og du er?", spurgte han stadigt lettere fortumlet. Jeg smilte smøret.

"Din allerbedste ven, Justin Drew Bieber. Vi er uadskillige!", svarede jeg med et smøret smil. Chris smilte og nikkede.

"Hvorfor husker jeg ikke noget? Hvor er vi henne?", spurgte han mens han så på sig selv og omkring sig.

Jeg smilte svagt. Jeg ville ikke holde alt hemmeligt for ham, som onkel Will havde gjort for mig, så jeg rejste mig og gik hen og satte mig ved siden af ham.

"Vi har den 16 september 1942, vi er i øjeblikket i en lade på landet et sted i Tyskland. Tror vi er i Hamburg, men er ikke sikker? Vi nødlandede i går i flyet ude på marken. Vi er i krig mod Nazi-tyskerne og deres klamme hærfører Adolf Hitler. Vi to er amerikanere, så vi bor selvfølgelig ikke hér i Tyskland. Jeg ved at du bor i Los Angeles ligesom jeg, men måske det var en god idé, hvis du flyttede ind hos min onkel, min bror og jeg? Hvad siger du til det?", forklarede jeg og sendte ham et smøret smil, mens jeg satte mig afslappet op af ladevæggen med det ene ben bøjet. Chris så på mig.

"Hvorfor dét? Hvorfor har jeg det som om noget bobler inden i mig, altså ikke at det er ubehagelig følelse, men... Eh, jeg er faktisk tørstig!", forklarede han. Jeg grinte smøret og nikkede. 

"Ja, det tænkte jeg nok? Måske vi to skulle gå os en lille tur og besøge dem der bor henne på gården? De vil sikkert blive overraskede over vores fine besøg? Hvad synes du?", spurgte jeg med et smøret grin.

Chris smilte og nikkede og rejste sig. Jeg rejste mig også og vi gik sammen hen til ladedøren og jeg skulle til at åbne den, men tøvede et øjeblik, da jeg tænkte på solen. Chris så undrende på mig.

"Skulle vi ikke ud?", spurgte han med et lille grin.

Hmm, jeg kunne se hans øjenfarve var begyndt at blive gullige i stedet for den velkendte brune farve han havde. Helt sikkert, at han skulle have noget at "spise". Jeg smilte svagt.

"Du skal lige være klar over, at solen nok kan virke frygtelig skarp, men der sker dig ikke noget, bare rolig!", forklarede jeg. Chris nikkede med et smil.

"Okay!", svarede han. 

Jeg nikkede og åbnede ladedøren og vi kom udenfor. Jeg kunne se flyskroget et stykke væk på marken. Chris så derhen og han vendte sit blik mod mig. Hans øjne var lettere knebende. Helt sikkert på grund af solen. Han skulle lige vænne sig til den. 

"Er det dét fly vi styrtede ned med?", spurgte han. Jeg nikkede med et svagt smil.

"Vi har været heldige, hva?", svarede han med et spørgsmål.

Jeg nikkede og sammen gik vi hen mod den lille bondegård. Vi kom hurtigt der hen, men alt var øde. Noget sagde mig, at tyskerne havde besat stedet, for alt var forladt, som om der lige havde været nogle hér? 

"Hvad nu Justin? Der er ingen hér?", spurgte Chris. Hans øjne var blevet mere hvidgullige. Han var meget sulten jeg kunne se det på ham. Han så fortabt ud. Jeg hintede med hovedet. 

"Kom, vi tager ind til byen i stedet!", sagde jeg med et smil. Han nikkede og vi gik ud på vejen sammen. Landevejen var fuldkommen øde. Chris så på mig.

"Hvad gør vi Justin?", spurgte han. Jeg smilte smøret og trak på skuldrene.

"Vi tager vel benene på nakken? Du ved? Løber?", svarede jeg med et spørgsmål. Chris så mærkeligt på mig.

"Løber? Bare sådan? Er det ikke trættende i længden?", spurgte han undrende. Jeg grinte kort og rystede på hovedet.

"Du er hurtig Chris, jeg ved det! Bare følg mig, så finder vi nok byen snart!", svarede jeg. Han nikkede og smilte svagt.

"Well, det er da forsøget værd?", svarede han.

Jeg nikkede og begyndte at løbe stille og han begyndte at løbe med ved siden af. Jeg smilte smøret.

"Skal vi se at sætte farten op buddy?", spurgte jeg med et grin mens vi løb. Han så undrende på mig.

"Jamen skal vi løbe hurtigere?", spurgte han. Jeg grinte.

"Tro mig, men med det hér langsomme tempo, så kommer det nok til at tage lang tid!", svarede jeg og speedede op så og standsede godt og vel et par sekunder efter, hvor jeg sikkert var nået ca 500 meter frem. Jeg kunne ane Chris langtvæk, men pludseligt kom han i susende fart og standsede op. Jeg smilte smøret til ham.

"Forpustet?", spurgte jeg med et grin. Chris smilte og rystede på hovedet. 

"Jeg er ikke noget menneske vel?", spurgte han undrende med et smil efter sig. Jeg rystede på hovedet.

"Nej, du er uovervindelig, ligesom jeg. Du er det, som folk kun tror er myter. Du er hurtig, du er udødelig, du er for evigt ung og du har et mål! Ligesom jeg!", forklarede jeg med et smøret smil. Han så overrasket på mig.

"Hvad er vi Justin? Superhelte?", spurgte han. jeg braste ud i grin. 

"Haha, den var sgu god! Men nej, nok ikke superhelte. Vi er udødelige og vi sover aldrig på vores post. Du vil aldrig skulle sove mere. Du vil altid have et mål efter et nyt offer og du vil blive meget gammel, ikke for at sige tudsegammel, hvis du blot undgår at tabe dit hoved og det mener jeg helt seriøst. Jeg vil være din læremester, for der er meget du skal lære at forstå i vores del af verden. Vores verden er ikke som menneskers!", forklarede jeg. Chris så målløs på mig.

"Du forklarer det hele som om vi ikke er mennesker?", svarede han med et spørgsmål.

Jeg smilte og nikkede med armene placeret overlegent over kors.

"Hvor gammel tror du jeg er i menneskealder?", spurgte jeg med et smøret grin. Chris så undersøgende på mig.

"Ikke mere end tyve år.", svarede han med et smil. Jeg nikkede med et smøret smil. 

"Jeg døde som menneske i en alder af nitten år, men vågnede som vampyr to dage efter!", svarede jeg. Han så overrasket på mig.

"Er jeg en vampyr? Hvor gammel er du så?", spurgte han måbende. Jeg smilte og nikkede.

"Ja, du var døden nær efter styrtet i går. Du havde et ordenlig stykke metal siddende i maven tæt på hjertet, derfor har du sådan en blodig trøje nu. Du er helet smukt vil jeg tro? Hvis vi snakker om menneskealder så er jeg 248 år, bliver 249 år til marts næste år, så i realiteten kan jeg jo snart fejre stor fødselsdag med de 250 år!", grinte jeg smøret. Chris så måbende på mig. 

"Er du så gammel? Du ligner bare en skide teenager!", svarede han målløs.

Jeg grinte smøret og nikkede overlegent.

"I know! Du vil heller aldrig ældes nogensinde. Du vil altid ligne dig selv, så mit tilbud står ved, skal vi være venner for livet, eller nej mener for døden?", grinte jeg smøret.

Chris rystede på hovedet mens han grinte.

"Helt sikkert Justin!", svarede han og vi gav hinanden et venskabeligt rygklap.

Jeg lagde armen om hans skuldre og så på ham.

"Sulten efter noget særligt?", spurgte jeg med et blink med øjet. Han nikkede med et smøret smil.

"Jeg har det som om jeg kan høre et kraftigt hjerte slå nogle km herfra, kan det være rigtigt?", spurgte han.

Jeg så op og snuste luften ind og så på Chris. Jeg kunne lugte mennesker. Jeg nikkede og pegede mod en skov.

"Den vej! Helt sikkert dit første bytte?", grinte jeg smøret.

Chris nikkede og vi tog sammen benene på nakken.....

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...