Half alive - half dead

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2013
  • Opdateret: 22 feb. 2014
  • Status: Færdig
Mira blev brutalt dræbt for 20 år siden, og nu lever hun luksuslivet som vampyr. Hun har alt det som alle andre ville tigge og bede om at få, men alligevel er hun ikke lykkelig. Hendes træng til blod gør hende til et monster som ikke tænker på andre menneskers liv, og hver aften dør en eller flere som er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Men hvad sker der når hun skal være stylist for 5 drenge? Hvad sker der med de underlige følelser som begynder at komme for nogle af dem.
Og hvad sker der når en ond oprindelig vampyr pludselig blander sig i hendes liv?
(Se trailer) :-) <3

32Likes
36Kommentarer
3395Visninger
AA

28. The curse

Miras synsvinkel:

Træerne flimrede for øjnene af mig, mens jeg satte farten op, og kikkede hen over skoven.
Adelies hus var lige rundt om hjørnet vidste jeg. Jeg havde brug for hendes hjælp til at sporer mig frem til Zayn, lige meget hvad konsekvenserne var. 
 

"Adelie!" Råbte jeg, mens jeg bankede alt hvad jeg kunne på døren, men der kom ikke noget svar. Hvorfor svarer hun mig ikke?
"Adelie!" Råbte jeg igen, denne gang endnu højere, men resultatet var det samme som før.
Hvor kan hun være henne?
Jeg trådte et skridt tilbage, og lyttede til lydene.. Ingen.. Der kom ikke den mindste lyd inde fra huset.
Hun er da altid hjemme? Da jeg besøgte hende i gamle dage, var hun altid hjemme. Hvor var hun så nu? Slap af Mira, hun er sikkert bare ude at gå en tur. Jeg vendte rundt på hælene, og begyndte at begive mig ind i skoven igen. Hvis hun var gået, måtte hun være et sted i skoven. Det ville undre mig hvis hun turde gå ud af skoven efter... Tilbage til virkeligheden!
Jeg rystede mig frustreret på hovedet, og begyndte ligeså stille at løbe.
Skridtene blev hurtigere, og til sidst lod jeg mig sætte farten helt op. Følelsen af at have hurtighed og styrke gjorde mig tryg. Det havde det altid gjort.. Ja lige undtagen når han var der!

Jeg drejede rundt om et hjørne og forlod stien. Træerne blev tættere, hvilket gjorde det besværligt at begive sig af sted i fuld hastighed, og til sidst måtte jeg give op og sænke farten en smule. Men kun en lille smule!

  "Har du gjort hvad jeg bad dig om?" En velkendt stemme fangede min opmærksomhed, og jeg satte hælene i jorden for at bremse, men så klodset som jeg nu er, skete der ikke andet end at jeg ramte jorden med et kæmpe bump.
Hurtigt kikkede jeg mig omkring, i frygt for at personen havde hørt mig, men da jeg kikkede var der ingen at få øje på.
Pis og lort! Hvad skulle jeg nu gøre? Den eneste person der kan hjælpe mig er væk igen!
"Forhelved!" Hvæsede jeg, og tog mig til hovedet. Det hele var ét stort rod, og det var alt sammen min skyld!

 

Akons synsvinkel:

"Hvor fanden bliver du af!" Vrissede jeg ind i telefonen, mens jeg vandrede rundt i cirkler. Den bitch var forfærdelig til at holde aftaler!

"Jeg er på vej, slap da af! Har du drengen i øvrigt?" Et smil gled over mine læber, da jeg kikkede mig tilbage på drengen der sad bundet til stolen. Hans øjne lyste af frygt, men han sagde ikke noget. Skønt jeg kunne få ham til at holde kæft engang imellem!
Jeg nikkede som svar, ligeglad med at hun ikke kunne se det, hun vidste alligevel at jeg havde ham! Hun havde selv været med til at planlægge det hele ned til mindste detalje.

"Skynd dig så! Du er allerede et kvarter forsinket, og hvis jeg skal vente meget længere, vil det bare gå ud over dem!" Og med det tyrede jeg telefonen ned i gulvet, og vendte mig om mod drengen. 

"Stakkels pige hva?" Mine fingre lavede cirkler i blodet der klistrede til hans hals. 
"Hun ville bare hjælpe dig. Ville beskytte dig, og se hvad du har gjort." Han kneb øjnene sammen i et forsøg på at ignorerer mine ord. Sikke en tåbe. Hvis han ikke vil høre på mig, kan jeg også bare vise ham det.
"Du har knust hende. Du er jo et monster i dig selv!" Denne gang kikkede han på mig med lyn i øjnene. Hvis han kunne, havde han sagt noget. Det var tydeligt hvordan dette pinte ham, og jeg nød det. Nød at se ham såre den pige som engang sårede mig. Nød at han troede det hele var hans skyld. Alt den smerte han havde lige nu var fantastisk. Det var ikke smerten jeg havde forvoldt som gjorde ondt på ham. Det at han havde såret hende, var en kæmpe smerte i sig selv. Havde mistænkt den eneste person som faktisk ville hjælpe ham.

"Kærlighed gør ondt. Især når man falder for et monster. Men bare rolig, hende skal du snart ikke bekymre dig om mere." Denne gang var vreden i hans blik ikke til at tage fejl af. Han ville gøre alt for at holde hende sikker, og det ville ikke forvolde ham andet end smerte, og til sidst døden.

   "Har du virkelig ikke bedre at give dig til?" En fnys undslap kvinden ovre i hjørnet, og jeg vendte mig irriteret rundt.
"Det var på tide!" Hun svarede ikke. Trak bare på skulderene, og gik over til drengen. Hendes blik studerede ham fra top til tå, og skuffelsen i hendes blik var tydelig at se.

"Jeg troede du skulle bruge den anden?" Ja selvfølgelig troede hun det. Hun var ligeså naiv som Mira. 
"Jeg skal bruge dem alle." Svarede jeg, og gik helt tæt på hende. "Men jeg må jo starte et sted." Hendes hjerte bankede af sted, og der var ingen tvivl om at hun ikke nød mit nærvær, hvilket jeg nød. Der fandtes ikke noget værre end glade folk. Folk der knyttede sig til hinanden var forfærdeligt. Kærlighed forvoldte ikke andet end smerte. Så hellere være den der gav smerte, end den der modtog.

"Lad os komme til sagen!" Vrissede hun, og gik over til tasken. Den var fyldt med lys, sølv, salt, og alt det der skulle bruges for at fuldfører opgaven.
Hendes hænder strøg over drengen, mens jeg placerede lysene på de rigtige pladser. Alt skulle stå fuldstændig perfekt for at ritualet kunne gøres rigtigt.

"Rina mati adama!" Hviskede hun, mens det ene lys efter det andet blev tændt. Jo flere gange hun gentog sætningen, jo kraftigere blev flammerne.
Hun spredte saltet i cirkler rundt om drengen, mens hun hviskede med ånderne, og saltet gik i brand.
"De er klar!" Hviskede hun, og bevægede sig over til drengen, som prøvede at vride sig fri fra hendes greb.

"Anda mi lamanta!" Hviskede hun, mens hendes fingre kørte i cirkler om hans tindinger. 
Flammerne bredte sig ud mod hinanden, og drengens hud begyndte at visne.
ARHH! Et højt skrig prøvede at forlade hans læber, men blev ikke til andet end en sølle tanke. Det var intet han kunne gøre mod dette, og snart ville den blive ført ind i hans krop, og overtage hans sind.

Et højt brag, fik hele huset til at ryste, og jeg stirede på hans øjne, som forvandlede sig. Sorte, helt sorte!

  "Sådan." hun slap drengen, som faldt til jorden. Ræbende og stolen faldt sammen som støv, og jeg kikkede tilfreds på den slappe krop der lå foran mig.


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...